Mens det sker 20 – Ordet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det skabende ord

Bibelen siger: I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud

Grundtvig siger: Ordet skaber hvad det nævner

Jeg siger: det er et stort ansvar at have ordet i sin magt. Det kan i den grad misbruges.

Når man bor i et glashus, skal man ikke kaste med sten. Når man bor i et demenshus, skal man ikke kaste med ord. Det skal man heller ikke uden for huset. Det gør SÅ ondt, når de forkerte ord rammer.

Og nu vil jeg vende tilbage til Michells bog “En jeg kendte engang”

I bogen skriver hun om, hvordan ordene, der bruges om demens er med til at skabe det billede af sygdommen, som hun (og jeg) kalder et vrængbillede. Et eksempel: Hun er til en konference, hvor hun skal tale på vegne af demente, og arrangøren siger ud til publikum: “Og nu skal vi høre Wendy Mitchell, som lider af demens.”

Hun går på talerstolen og begynder med at korrigere: “Jeg lider ikke af demens, jeg lever med demens.”

De ord fortæller i en nøddeskal, hvordan hun forholder sig til sygdommen og til det sprog, der almindeligvis anvendes om den, og som misfarver virkeligheden. Her er et citat fra bogen ( Wendy er til kontrol hos sin læge):

“Jeg sidder foran overlægen, mens han noterer resultatet af mit sidste sæt hukommelsestests. Fra den modsatte side af skrivebordet forsøger jeg uden held at læse, hvad han skriver. Omsider læner han sig tilbage og sukker: “Det gik lidt dårligere end sidste gang,” siger han, og selvom jeg jo godt ved, at jeg har en fremadskridende sygdom, mærker jeg hjertet synke i mit bryst. Jeg sjokker ud af hans kontor, trist over, at min sygdomsramte hjerne endnu en gang har svigtet mig. Jeg ved ikke præcis hvordan eller hvor, hvilken del af testen eller hvilke specifikke spørgsmål,. Det eneste, jeg kan huske, er ordet “Dårligere”. Om aftenen falder jeg i søvn med ordet “dårligere” hvilende på puden ved siden af mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke får det bedre, men jeg tænker ofte på, hvor vigtigt det er med lægens sprogbrug og valg af ord, når han taler med sine patienter. Jeg havde måske følt mig knap så hjælpeløs, hvis han havde sagt: “Denne gang scorede du seksogtyve. Det var din koordinering, der åbenbart var problemet. Hvad kan vi så gøre for at hjælpe på det?”

Et andet sted i bogen er Wendy inviteret til at holde foredrag for nogle sygeplejeelever, og hun begynder med at spørge dem, hvad ordet “dement” umiddelbart giver dem af associationer. De svarer bla. svigtende hukommelse, byrde, lidelse, alderdom, tidlig død …. Hun fortæller dem, at både de og andre mennesker og medierne er med til at skabe og forstærke disse forestillinger ved hele tiden at nævne dem. Og hun siger:

Prøv at forestille jer, hvordan jeg har det, når jeg hører den slags ord, … Hvis jeres Chef hver dag fortæller jer, at I er dumme, så vil det påvirke jer negativt, og I vil begynde at tro på det … det er sådan, vi har det, når I hele tiden fortæller os, at vi “lider” af demens. En demensdiagnose er slem nok – det er en forfærdelig meddelelse at få – men det er dér, det negative sprog bør stoppe og det positive sprog begynde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *