Strandby 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hermed et kort rids af den metode, jeg har valgt til at realisere det projekt, som jeg nu halvt om halvt har påtaget mig: At skrive om opvæksten i en lille fiskerby, der på mange måder kan minde om den, som Hans Kirk beskriver i “Fiskerne” – også her ernærede de fleste sig ved fiskeri, og også her spillede religionen en hovedrolle i byens daglige såvel som festlige liv. Indre Mission stod for en del, men Metodismen fyldte nok så meget. Alt det har jeg med i bagagen, men den ligger foreløbig hulter til bulter i den sæk, jeg aldrig har åbnet, og som jeg også kvier mig lidt ved at åbne.

Og hvorfor så det?

Det vil jeg foreløbig lade stå åbent.

Men selve genren “memoirer” virker ikke tiltrækkende for mig, det forekommer mig at være et minefelt, som jeg frygter for at begive mig ud i. Og det hænger bl.a. sammen med, at begivenhederne flyder os forbi, mens vi er midt i dem, og selv om det er en slags fællesgods, de efterlader i vort sind, så husker vi de samme begivenheder forskelligt. Nej, siger du, sådan var det da ikke! For du fæstnede dig ved noget andet.

Og desuden: nu, hvor jeg snart har levet i et åremål på fire snese, er rigtig mange af mine livsvidner døde.

Jeg faldt over et citat i dagens avis, Kristelig Dagblad d.8/1 2022. Et lille vers, som skulle være skrevet af Tomas Tranströmer, og som strejfer det der med at skrive om sig selv. For hvem er man i grunden? Han skriver:

Indvendigt bærer jeg alle mine tidligere ansigter/ som et træ har sine årringe/ det er summen af dem/ der er mig/ spejlet ser kun mit nyeste ansigt/ jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Måske vil man nødig gense alle de gamle ansigter. Nogle af dem har man med vilje skjult, men i en erindringsbog må man kalde dem frem. Et gensyn på godt og ondt. Ellers er det snyd.

I første omgang vil jeg vandre ad ufarlige stier: de skrevne kilder. Og jeg vil læse alt det, jeg kan finde om min fødeby Strandby. Og der er heldigvis skrevet en del. Og så vil jeg selv blive klogere på, hvad det er for et sted, jeg er vokset op. Først når alt det står klart, vil jeg glide over i det personlige og skildre så sanddru som jeg nu formår, hvordan det var at være barn i Strandby i 1940’erne 0g 50’erne.,

Lad os begynde med denne fine bog af P. Chr. Pedersen: Strandby Folk – tegningerne er af Erik Skjoldborg. Sidstnævnte levede fra 1940 – 1997. Jeg har googlet forfatteren, men er ikke sikker på, hvem han egentlig er (var) – så vidt jeg umiddelbart kan se, så har han udgivet bøger i 30’erne og lever derfor sandsynligvis ikke mere. Men jeg vil blive MEGET glad for oplysninger om ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *