Mens det sker 15

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er nu tre år siden, vi fik diagnosen ”alzheimers”.

Det var ikke breaking news for os.

Vi havde snakket om det i lang tid. Vi var forberedte.

Vi var bare ikke forberedte.

Og nu ved jeg, at det er noget, man ikke kan forberede sig på. Ligesom man ikke kan forberede sig på døden. Memento mori, husk, at du skal dø. Men det kan man aldrig huske. Kun glemme. Og vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist.

Sådan er det også med alzheimers. Vi er raske, indtil det modsatte er bevist. Og når det så er bevist, så holder vi fast i normaliteten. Og det er også det eneste og desuden det bedste, der er at gøre, når den diagnose slår ned i dit liv. Lev normal!.

Jeg læste en artikel skrevet af en pårørende til en alzheimerspatient. Overskriften lød: ”Min mand er dement – og hvad så!”

Den artikel kom lige til tiden for os, for vi havde lige fået diagnosen. Og vi så på hinanden og sagde: alzheimers – og hvad så!

Og det er også sådan, vi lever. Kun ind i mellem brister det, og vi kan ikke holde fast i det.

Forleden ville jeg hjælpe min mand med at ”lege” med de nye virtuelle briller, som børnene har givet ham i julegave. Da græd han næsten, fordi han ikke kunne finde ud af at bruge brillen. Og lysten til at blive ved med at forsøge, og som ellers kendetegnede hans normale adfærd: ”det her er ikke et problem, det er en opgave, der skal løses!” – den er borte.

Og for første gang hørte jeg ham jamre: ”åh … åh, mit hoved er gået i stykker.”

Det gør ondt at høre, hvor smerteligt det er, men så ved jeg jo også, at han hurtigt glemmer – og at han bliver glad igen. For det er heldigvis grundstemningen: glæde. Og det er SÅ let at gøre ham glad.

Igen – for det vender jeg tilbage til:  det er vigtigt at møde alzheimersramte med venlighed og med lys i alle lygter.

Sluk aldrig lyset! Især ikke dit eget.

Lad det skinne hver dag, også selv om du synes, det er begyndt at blafre lovlig meget! Så stå helt stille, indtil flammen igen er rolig og dit lys kan nå ind i hans mørke.

Du ved, at du har muligheden for at tænde hans lys, når det er slukket. Og ind imellem slukkes det. Så pust på dine egne gløder, eller lån nogen af de andre. Der er altid nogen, du kan nå. Og et par gløder kan de altid unde dig, når alt er blevet lidt for koldt – når det er blevet sådan, at dit eget liv trues af kulde og mørke.

Hold ilden ved lige!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *