Længslens dimensioner

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Længslens metamorfose

Lige nu lovpriser jeg min mands vane med at gemme alt. Således har han gemt de breve, jeg skrev til ham i de første to år, vi kendte hinanden. Dengang, der spirede en tro i os på en fælles fremtid. Ægteskab? Måske og måske ikke  … ser min tøven i brevene – jeg kunne sandt for dyden ikke se mig selv i husmoderrollen. Og den var stensikker dengang, hvis man som kvinde indgik i ægtestanden – vi var jo lige kravlet ud af 50’erne – så lå rollen og ventede.

Den fælles fremtid – ja, den drøm gik jo i opfyldelse, trods alle mine betænkeligheder. Og nu er vi her – næsten 70 år senere. I den landsby, hvor vi slog os ned dengang midt i 60’erne.

I et af sine breve til mig må han have skrevet om længslen. Og han har fundet den irriterende og forstyrrende – han var nu heller ikke synderlig romantisk anlagt, og han dyrkede bestemt ikke den slags højstemte følelser. Det gjorde jeg vist nok, havde læst Goethe og Chateaubriand – i al fald kan jeg af mit svar til ham se, at jeg betragtede længslen som en slags drivkraft i sindet, – ligeså nødvendig for mennesket som benzin er det for bilen.

Se, nu glemte jeg rent elbilen!! – bilen behøver ikke benzin, men sjælen behøver længslen. Det skrev jeg til ham.

Vi boede jo langt fra hinanden i de første par år – og begge længtes helt basalt efter hinanden i hverdagen. Men vi havde også en anden længsel, eller jeg havde i al fald, som vi ikke kunne sætte ord på.

En længsel efter Det Største. Og jeg var ret sikker på, at det ventede på os  – langt, langt ude – og om meget længe – måske – Ikke nu – men engang skulle vi forløses i lykke. Ikke lykke, men LYKKE.

Alle de store ords opfyldelse, alt det, digterne skrev om. Ingenting kunne tænkes stort nok i mit hoved. Dengang.

Nu har vi levet sammen i snart 60 år – det er i sig selv stort – og især, fordi ingen af os ville have ønsket sig et andet liv. Og hele tiden syntes vi, og synes vi, at der ligger noget stort foran os. At vi stadig har noget at blive overrasket over.

Det sidste er måske underligt for andre end os, man vil måske sige, at vi jo ikke bevæger os synderlig meget omkring mere. Engang var Sydamerika vores hjem i månedsvis. Engang rejste vi rundt i Sovjet. Engang brugte vi alle ferieugerne i Tyrkiet, og hvor har vi rejst Europa tyndt – og nu – rejser vi ingen steder. Højt en tur til Nordjylland.

Vi bliver altså her. Så vores verden må jo set med andres øjne være gået i stå. Ja, men det gør verden jo med alderen – på det ydre plan. Den snævres ind geografisk.

Men jo ikke nødvendigvis mentalt. Det er vist en af mine kæpheste det her: at vi kan rejse i sindet, i kunsten, i kærligheden, i naturen, i troen, i venskabet. Og at de rejser er så langt smukkere og meget dybere og længere end nogen ferietur med Spies.

Når jeg i gamle dage besøgte min mor på plejehjemmet, sang vi fra en sangbog med store bogstaver, så alle kunne se dem, og vi sang ulideligt mange gange sangen om ”de nære ting” af Aase Gjødsbøl Krog.

Den var (er) så drivende sentimental, at man får sved på hænderne, men min mor, der var stærkt dement de sidste år, fik tårer i øjnene. Hun elskede den. Jeg kendte den igen fra min barndoms giro 413. Jeg kunne høre Rachel Rastennis stemme, når vi sang den på plejehjemmet. Her et par citater:

Dit sind flyver altid så viden omkring/ det er, som du glemmer de nære ting./ du drømmer om lande i syd og mod nord/ og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Helt alvorlig: Det var ikke ligefrem skønheden, der stak i øjnene på plejehjemmet.

Gå ind i din stue, om end den er trang/ og hør, hvor den nynner en stille sang/ den rummer dog ting,/ som dit hjerte har kær/ du ved bare ikke, hvad de er værd.”

Men hør nu! Mors stue var virkelig trang. Og hun var bedre vant: store stuer, smukke malerier og ting, hun holdt af, hele sit liv havde hun levet i smukke omgivelser – og her var der gråt linoleum på gulvet, og jernsengen stod midt i rummet, og det eneste, der var stort, var handicaptoilettet.

Men nu sidder jeg så her og er på alder med min mor, da hun sad på plejehjemmet. Og så kan jeg på en forgræmmet måde forstå hende. Melodien. Og Rachel Rastenni. Og de banale ting om ”hjertet”. Og det ”at have kær”.

Nå, ja. Det er ikke dybe ting, og de er trivielt udtrykt, og hjerte rimer på smerte. Men det gør ingenting, for der var ærlige følelser på spil, og jeg kan se de gamle ansigter for mig, mens de sang. De blev SÅ glade, og ordene løftede dem.

Ja, og måske ender vores liv altid ret banalt. Måske er det virkelig ”de nære ting,” der gør os glade. Men jeg tror nu ikke, at det er et spørgsmål om dimensioner og afstande. Alt det store findes i det små. Og jeg tænker på alt det, der er bag tingene.

Min mor
Min skov
Min strand

Et nu et llille kig ind i en fjern fortid, hvor vi alligevel var hinanden så nær (undertiden smerteligt nær – undertiden lykkeligt nær)

Jeg læser som sagt de gamle breve nu, hvoraf jeg ofte skrev et hver anden dag, og jeg undrer mig som sagt over meget. Og så er alligevel grundsubstansen genkendelig. Jeg kan godt genkende hende, der sidder og skriver hver anden aften til ham, hun har valgt at følges med hele vejen.

I det her brev kan man se lidt om, hvordan vi tænkte om opdragelse og kærlighed, da vi var så unge, at vi ikke vidste alverden endnu:

Risskov d. 22. marts 66

Kære Ole

Nu kan jeg aldrig rigtig lade være med at sende dig et par ord, og jeg håber også at få et af dig i morgen.

Jeg er fuld af forårsenergi lige i dag. I går holdt jeg næsten fri, fordi jeg var forkølet og noget træt, men i dag har jeg lyst til at kaste mig over en hel masse, også til at gå ud og mærke det er forår. Når du kommer søndag, og hvis vejret er pænt, vil vi gå en tur i skoven og se om vi kan finde anemoner; de må vist være på trapperne nu.

Måske er jeg også i godt humør, fordi det går så vældig godt med russisk – i dag f.eks. holdt jeg en slags foredrag, hvor jeg rent uvilkårligt brugte en masse indviklede ord og vendinger, som det både undrede min lærerinde og mig, at jeg kendte, og som de andre slet ikke forstod. Det er også sjovt at gå til de timer, fordi stemningen mellem studenter og lærere er af helt venskabelig karakter – vi griner og har det, som om vi var sammen til kaffeslabberas, samtidig med at forstanden virkelig er i første gear hos alle, fordi det er nødvandigt for at begribe lærerens bestemt ikke langsomme russisk. Det er mit store ønske næste år at komme med på den studietur, som arrangeres til Leninggrad universitetet – det er med obligatorisk 6 daglige timers russisk med russiske professorer – 20 dage, og prisen er 13.000 kr. Men senere synes jeg også, det kan blive morsomt at komme til Rusland på bilferie og sammen med dig og Grethe og Kethil – det er det bedste ved at være så unge, som vi er, at vi stadig kan lægge planer (store) for fremtiden med tro på, at de kan realiseres.

I aftes kom Else herned for at få nogle tips om forprøven – hun skal op nu, det stakkels får – men hun læser også hele tiden og synes derfor, det var hyggeligt at slappe lidt af hernede og snakke. Det er sjovt, for hun er faktisk meget sympatisk, og når hun læser så meget (næsten altid) er det simpelthen usikkerhed, der gør det og ikke lyst – det må være skrækkeligt. Bodil kender hende jo også, og vi har tit grinet af hende, når vi tænker på, hvordan hun sad sidste forår bag nedrullede gardiner, mens vi lå på græsplænen og læste i søvne og lyttede til fuglene og så på træerne og følte solen, mens det så alligevel var os, der skulle til eksamen. Men nu kan jeg forstå, at hun slet ikke ved, hvad hun går glip af.

Jeg glæder mig meget til maj. Så vil jeg prøve at være ”lærerinde” – det skal more mig at tage fat på det igen, og gode råd kan jeg jo få hos min mand. Men jeg er ikke så sikker på det med det meget arbejde – det er også lige meget, bliver der arbejde hver anden dag, kalder jeg det flot! I weekend’en vil du komme, og vi vil tage i sommerhus og bad, eller jeg rejser til Lild, og så skal vi snakke en hel masse – det er da for resten godt, at vi begge to er glade for at sludre.

Lige før sad jeg og hørte båndet fra i lørdags – det er sjovt, det bånd, og Anders må bestemt høre det, for vi skåler jo for ham og kalder ham nok så smigrende for en slap militærpadde; nå, måske vil det gøre ham ked af det at høre, hvad vi i det øjeblik følte for ham, for alt i alt kan vi jo godt lide fyren, trods hans særheder! – ja da! Vi får først ferie torsdag d.7. april nu til påske, men så kan jeg ikke få nogen ordentlig ferie i Lild, så hvis I ikke er trætte af at stirre på mig i så mangfoldige dage, vil jeg ankomme til Frøstrup hovedbanegård eller hvortil det nu bliver, allerede lørdag d.2., eller, hvis jeg skulle få moralske skrupler på grund af disse fordømte foredrag (som jeg nu er glad for at lave) – som jeg skal holde efter påske, d.3. april ( det var sørme en indviklet smøre – spring den bare over, det er alt sammen noget, jeg kan fortælle dig om på lørdag!)

Ja, du har ret, på lørdag kommer den kære Hækkerup ikke – han skulle være kommet begge aftener, men må have meldt afbud; til gengæld kommer Ole Bj. Kraft og mange andre gode mænd, hvis meninger jeg i hvert fald gerne vil vide. Desuden vil en del forfattere og skuespillere medvirke i debatten. Men det begynder allerede klokken fire, så du vil nok komme så snart, du kan, ikke?

Jeg synes, vi havde en herlig tur sidste lørdag – søndag. Jeg kendte ikke Kethil før, fordi jeg kun har set ham ved større fester, og der lærer man jo ikke hinanden at kende, og jeg troede egentlig slet ikke, at han var så sympatisk og flink, men det er han bestemt. Kun syntes jeg engang imellem, at det var synd for ham, at vi snakkede så meget skole og børn, for her sad han af gode grunde tavs og havde ikke store muligheder for at deltage. Det er glædeligt, at Edith er så tilfreds, hun er også en pige fuld af evner til at udnytte hverdagens muligheder, synes jeg, og jeg tror virkelig, at der er ved at ske noget spændende, når hun åbent siger, at hun meget snart (efter et par år) vil dumpe ned i et lykkeligt ægteskab – det har hun vist ikke været vild med tidligere. — mon ham Poul konkurrerer Anders ud?

Nej, Ole, nu kan du vist ikke tage mere sludren denne gang. Jo, for resten, jeg har læst artiklen i Hjemmet, men ved du hvad, Ole, jeg synes nu, det meste var almindeligheder – og den skarpe adskillelse mellem naturen af mænds og kvinders jalousi er forkert, synes jeg absolut. Jalousi er en menneskelig meget stærk og meget kompliceret følelse, der ikke kan forklares så almindeligt som i den artikel og ikke fastslås som stærkere hos ham end hos hende. Hvem har for øvrigt skrevet den? Det er ikke en psykolog. Det med at vække hinandens jalousi,, sådan som der er et par eksempler på, vil vist også kun være et sikkert tegn på, at der er noget rivende galt i de to elskendes forhold – enten er det ikke fæstnet og fortroligt endnu, eller også er det ved at gå i opløsning. Det med at mindreværdskompleks kan få et menneske (for det er jo ikke kun mænd, der er kønsvæsner, sådan som artiklen fremlægger det) til at være utro, vil jeg da godt tro på, selv om der vist også i det tilfælde må være lidt mere end almindelig knas i det ægteskab. Og jeg synes i hvert fald, den mand er lidt dum eller måske nærmere umoden, som går og opstiller et supermandsideal at leve op til, og artiklen fremstiller den mand, som den normale mand, det er han ikke; den slags er pubertetsfølelser, noget der tydelig ses blandt teenagers idoldyrkelse; mens den modne voksne mand forstår, at han netop er fin, fordi han er sig selv – altså helt sig selv. Jo, også denne sætning fik mig til at studse: ”kvinden er anderledes skabt(?!). Naturen har skænket kvindekønnet den rolige sikkerhed, og hun tvivler ikke ustandselig på sig selv, som manden gør.” Det er simpelthen en grov generalisering – bortset fra, at det er usandt, der findes bestemt ligeså mange kvinder, der er usikre som mænd og omvendt – jeg tror endda at vide, at kvinder normalt oftere er neurotiske end mænd er det p.g. af kærlighedsulykker = ulykkelig kærlighed. Nå, det kan jo godt være, mænd er noget mere barnlige og naive og selvglade, end jeg troede, men det er bare noget underligt noget at udtale sig generaliserende om halvdelen af jordens befolkning, når det drejer sig om sådan noget som psyke (sind). Jeg tror nemlig, men ved det selvfølgelig ikke, at to mennesker, det ene en mand, det andet en kvinde, rent åndeligt, psykisk kan være helt parallelle, begejstres over samme ting, stødes over samme ting, føle noget ens, trods deres biologiske og fysiske helt divergerende følelser. Hvis manden alligevel i de fleste tilfælde får visse karaktertræk, der er helt forskellige fra den piges, han lignede som lille, skyldes det, at man opdrager ham i en helt anden retning og allerede fra dreng af indprenter ham, at han skal være mand med alle dertil hørende ”egenskaber” , ligesom pigen opdrages til at være ”kvinde” ved at få at vide, at det og det og det er ”kvindeligt” – det er ofte ting, der slet ikke ligger til hende, og som knuser hendes personlige frie udvikling til at realisere de helt store muligheder, hun har fået i vuggegave. Det sammen gælder manden. Lad os bare tage det seksuelle opdragelsesmønster – her bliver drengen i de fleste ”civiliserede” samfund opdraget til mere eller mindre tvungen tidlig seksuel udfoldelse, uanset hans behov og vilje, mens pigen den såkaldt pæne pige, opdrages til kyskhed og sværmeri trods hendes eventuelle behov for seksuel udfoldelse. Det forhold resulterer helt automatisk i, at man tillægger den pæne pige jomfruelighed og den pæne mand en vis erfaring. Den direkte antiseksuelle pigeopdragelse (der her i Danmark vel ikke mere er så udbredt) fører alt for ofte til tragedier i den unge kvindes liv – prøv at høre hvad Karl Evang skriver om dette: ”Man skelner ofte mellem to sider af kærligheden: ømheden og erotikken. En af farerne ved den almindelige opdragelse af pigen er netop, at der sker en spaltning af kvindens kærlighedsliv, således at ømheden sættes i højsædet og dyrkes stærkest, mens erotikken bliver forkrøblet. Sådanne kvinder vil ofte være særdeles velegnede til som unge at tiltrække sig mænds opmærksomhed og udvikle et ømt platonisk forlovelsesforhold, men må forholdet udvikles, viser det sig, at de ikke kan følge med …. Og det synes, at en sådan skæv udvikling af kærlighedslivet er idealet for en ung piges opdragelse.” Jeg mener, at dette igen er et eksempel på en kunstig adskillelse af mænds og kvinders natur. Jeg ved godt, at mange mænd har et større sekuelt behov end kvinder, men jeg gad vidst, hvor meget af det, der skyldes den hæmmende og forkerte opdragelse. Omvendt opdrages mænd ofte til at vise mindre tegn på ømhed (det er kvindefølelser, mener man) – og det tror jeg, er lige så galt, for hos manden er der da givet den samme trang til at beskytte og være god mod pigen, som der er hos hende til at vise ham ømhed – og hun har brug for den del af hans kærlighed også. Jeg ved ikke, om jeg forklarer mig lidt tåget, det er alt sammen noget, jeg tidligere har tænkt over, men ved at diskutere med dig, kan jeg måske komme til større klarhed, du er jo en mand, og bortset fra dig kender jeg ikke vældig meget til mænd. Men det med den forkerte moralske opdragelse er jeg sikker på – det er en ulykkelig ting, som sikkert har voldt flere mennesketragedier, end man umiddelbart forestiller sig. Hvis jeg får børn, vil jeg da lære dem at udvikle de gode ting hos dem og lære dem, at det bedste er kærligheden, og at netop det bedste lettest kan misbruges – en ting misbruges, hvis den gør mennesker ondt, og det kan kærligheden vist gøre mere end noget andet på jorden. Men jeg vil også fortælle dem, at hvis de kommer til at føle for og elske et andet menneske, så vil de blive meget lykkelige mennesker; og være lykkelig sammen med et andet menneske, det er den bedste moral. Det ved jeg.

Nu må jeg da se at holde op, ellers skriver jeg bare hele natten. Jeg glæder mig til at se dig snart, ja, det kan du tro, jeg gør. De kærligste hilsner fra din Marianne

Hils familien fra mig.

Ole som ung lærer. Han er i avisen, fordi han vil indføre noget så underligt som elevdemokrati på skolen
Et pat år tidligere og et enkelt år efter brevet så var jeg nok heller ikke sværere at overtale

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *