Drømmenes uvejrsskyer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Alle mine drømme for tiden handler om at miste. I drømmen er det, som glider mig af hænde, forfærdelig vigtigt, men når jeg vågner, ved jeg, at det er ganske ligegyldige ting, som har været på vej væk fra mig.

I går havde jeg en drøm/virkelighedsoplevelse, som får mig til at tro på, at der er noget om Freuds teorier. Siger jeg rask væk. Og indrømmer samtidig, at jeg har glemt hans teorier om drømme. Hvad var det nu, han mente, den gamle (forældede?) tænker? Og hvorfor står hans bøger ikke på min reol, så jeg kan slå det op? Åh jo, de jo røg ud med badevandet på et tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at halvere mit bibliotek.

Morale: ryd aldrig op!

Og dog: i rumforskningens navn: forsk i gamle kasser i alle rum! – det giver gode overraskelser.

Tilbage til drømmen: Jeg har glemt handlingsmønstret i min drøm, kun hovedsagen husker jeg. Min lille grønne pung var forsvundet. Og jeg vidste, at den var fuld af penge, og langt ind i sjælen stod det mig klart, hvor pengeglad jeg egentlig er. Rigtig en købmandsdatter, når det kommer dertil. Jeg kan lide at se min pung smækfed af sedler. Og det var den i drømmen, og det er den også i virkeligheden, for jeg har solgt en rundsav forleden. Og fik den godt betalt og går jo rundt med sedlerne, fordi jeg i virkeligheden er revnende ligeglad med penge, og derfor heller ikke passer på dem. Så de har i en rum tid ligget klemt inde i min minimale grønne pung.

Men tilbage til drømmen. Jeg havde altså mistet den. Husker ikke mere, hvordan. Men det var, hvad det jo i virkeligheden aldrig kunne være, smerteligt. Og jeg var meget ulykkelig over min velspækkede pungs forsvinden. Som om jeg havde tabt mit hjerte.

I en af Villy Sørensens fortællinger taber en pige sin pung, og siger til sin kæreste, at hun har tabt sit hjerte. Og så er hun jo i virkeligheden hjerteløs, for hun mener pungen.

Det er jeg ikke, men ind imellem kan jeg godt blive lidt bange for mine varme følelser for kolde ting.

Så drømte jeg ikke mere – kom langsomt ud af drømmen som vanligt – og i lang tid blev også som vanligt panikfølelsen ved at plage. Ja, men det her var kun en drøm!!! Er du sikker, siger en stemme, som ikke er til at overhøre.

Og så gik dagen i går så fint, indtil min pung virkelig forsvandt.

Vi havde besøgt børnene i Ørum og hygget os sammen ved de to lys og endnu mere lys i de fine dekorationer, og Theodor havde bagt fantastiske kager. Så tog vi af sted, og jeg sikrede mig lige inden vi kørte, at jeg havde husket pungen, for vi skulle slutte dagen af i brugsen, hvor vi med vores heldige skrabelod stod til en rabat på alle dagligvarer på 10 %.

Den lille grønne var, hvor den skulle være. I tasken. Og i den lå en alenlang indkøbsseddel. Vi kom ind, sprittede af, jeg tog sedlen ud og jagten rundt i butikken begyndte. Den tog tid – var lang og detaljeret, for 10% er ikke ingenting, og vi ville købe ind til hele ugen. Så vidt så godt.

Da vi langt senere stod ved kassen, fumlede jeg efter pungen, for vi havde jo det skrabelod. Men den var ikke i tasken. Heller ikke i lommerne.

”Jeg har tabt min pung,” sagde jeg og kunne i ånden se den lille bitte, men proppede pung ligge et sted, hvor folk bare trampede hen over den. Det var søndag sidst på dagen, og alle mulige store og små trampede jo rundt overalt, og jeg vred mig en ekstra gang og sagde, at jeg altså havde tabt min pung. Tabt den!

Den unge mand ved kassen smilede bare og fortsatte med at slå ind og så ud som om han tænkte: gamle fjols. Ole så på mig: ”Jamen, så find den!” Helt fortvivlet, selv om det kun var en sølle pung, og vi ikke stod til flere års fængsel, hvis den var blevet stjålet, men højst måtte lægge de flere tusinde varer tilbage igen. Og sige undskyld og liste hjem. Med æren som det største tab.

Men uden gnist af håb gik jeg altså hen til den nærmeste afdeling: frugt og grønt. Og efter fem minutters søgen mellem porrer og salater og radiser og courgetter, fik jeg øje på den lille bitte forædte pung, som er min. Der lå den og lignede sig selv og faldt fantastisk godt i med agurkerne, hvis venlige lange kroppe strakte sig og halvt dækkede den lille fede fyr.

Næsten vantro flåede jeg den til mig og så straks, at den ikke havde tabt sig. Jeg takkede himlen (eller nej mig selv) for, at jeg havde valgt en grøn og ikke en rød eller gul pung i sin tid. Den var så fint camoufleret i sit agurkeskjul, at mange mennesker må have passeret forbi uden at bemærke den. Og jeg er bare SÅ glad for, at hammershøjfolket ikke er ret vilde med agurker.

Her ses den lille grønne bandit

I nat drømte jeg, at jeg mistede vores bil. Var i København og kunne ikke finde en parkeringsplads. Satte den et sted. Da jeg kom tilbage var den borte. Men den drøm vil jeg ikke fortælle. Den var opslidende og dum fra ende til anden.

Kun vil jeg i den kommende tid passe godt på bilen. Og så vil jeg læse Freuds drømmetydningsteorier. Selv om jeg stadig godt ved, at de er forældede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *