Under vore fødder – over vore hoveder.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fra skovbunden i december

Når jeg som lille barn gik tur med bedstemor – og det forekommer mig, at vi gik en tur hver dag. “Skal vi spadsere?” spurgte hun – og det var det, vi gjorde: vi spadserede, så lærte hun mig fra helt lille at gå med rank ryg og øjnene rettet mod himlen – sådan husker jeg det i al fald. Min bedstemor blev gammel, men hun gik med ret ryg og himmelvendte øjne. Sådan lærte hun også mig at gå. “Ret ryggen! sagde hun. Se mod himlen! Vis, at du er fri og frejdig! Og ingen Kain.”

Senere sænkedes blikket, og når jeg går i skoven i dag – og nu er jeg på alder med min bedstemor fra den tid, hvor hun lærte mig den rette gang på jorden, så går jeg med sænket blik. Og det er ikke den dårlige samvittighed, der tynger mit hoved. Nej, det er skovbundens sære vækster. Så forunderlige og smukke. Navnlig nu, hvor der hverken er frost eller sne, men alt ligger så sårbart blottet.

Himlen ved Hulsig – fra sommerhuset i Tråen

Her et billede fra det nordligste Danmark – det er nogle år gammelt, men motivet er evigt det samme og alligevel altid i forandring – ligesom skovbunden.

Over os og under os: det samme mirakel af skønhed.

Længslens dimensioner

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Længslens metamorfose

Lige nu lovpriser jeg min mands vane med at gemme alt. Således har han gemt de breve, jeg skrev til ham i de første to år, vi kendte hinanden. Dengang, der spirede en tro i os på en fælles fremtid. Ægteskab? Måske og måske ikke  … ser min tøven i brevene – jeg kunne sandt for dyden ikke se mig selv i husmoderrollen. Og den var stensikker dengang, hvis man som kvinde indgik i ægtestanden – vi var jo lige kravlet ud af 50’erne – så lå rollen og ventede.

Den fælles fremtid – ja, den drøm gik jo i opfyldelse, trods alle mine betænkeligheder. Og nu er vi her – næsten 70 år senere. I den landsby, hvor vi slog os ned dengang midt i 60’erne.

I et af sine breve til mig må han have skrevet om længslen. Og han har fundet den irriterende og forstyrrende – han var nu heller ikke synderlig romantisk anlagt, og han dyrkede bestemt ikke den slags højstemte følelser. Det gjorde jeg vist nok, havde læst Goethe og Chateaubriand – i al fald kan jeg af mit svar til ham se, at jeg betragtede længslen som en slags drivkraft i sindet, – ligeså nødvendig for mennesket som benzin er det for bilen.

Se, nu glemte jeg rent elbilen!! – bilen behøver ikke benzin, men sjælen behøver længslen. Det skrev jeg til ham.

Vi boede jo langt fra hinanden i de første par år – og begge længtes helt basalt efter hinanden i hverdagen. Men vi havde også en anden længsel, eller jeg havde i al fald, som vi ikke kunne sætte ord på.

En længsel efter Det Største. Og jeg var ret sikker på, at det ventede på os  – langt, langt ude – og om meget længe – måske – Ikke nu – men engang skulle vi forløses i lykke. Ikke lykke, men LYKKE.

Alle de store ords opfyldelse, alt det, digterne skrev om. Ingenting kunne tænkes stort nok i mit hoved. Dengang.

Nu har vi levet sammen i snart 60 år – det er i sig selv stort – og især, fordi ingen af os ville have ønsket sig et andet liv. Og hele tiden syntes vi, og synes vi, at der ligger noget stort foran os. At vi stadig har noget at blive overrasket over.

Det sidste er måske underligt for andre end os, man vil måske sige, at vi jo ikke bevæger os synderlig meget omkring mere. Engang var Sydamerika vores hjem i månedsvis. Engang rejste vi rundt i Sovjet. Engang brugte vi alle ferieugerne i Tyrkiet, og hvor har vi rejst Europa tyndt – og nu – rejser vi ingen steder. Højt en tur til Nordjylland.

Vi bliver altså her. Så vores verden må jo set med andres øjne være gået i stå. Ja, men det gør verden jo med alderen – på det ydre plan. Den snævres ind geografisk.

Men jo ikke nødvendigvis mentalt. Det er vist en af mine kæpheste det her: at vi kan rejse i sindet, i kunsten, i kærligheden, i naturen, i troen, i venskabet. Og at de rejser er så langt smukkere og meget dybere og længere end nogen ferietur med Spies.

Når jeg i gamle dage besøgte min mor på plejehjemmet, sang vi fra en sangbog med store bogstaver, så alle kunne se dem, og vi sang ulideligt mange gange sangen om ”de nære ting” af Aase Gjødsbøl Krog.

Den var (er) så drivende sentimental, at man får sved på hænderne, men min mor, der var stærkt dement de sidste år, fik tårer i øjnene. Hun elskede den. Jeg kendte den igen fra min barndoms giro 413. Jeg kunne høre Rachel Rastennis stemme, når vi sang den på plejehjemmet. Her et par citater:

Dit sind flyver altid så viden omkring/ det er, som du glemmer de nære ting./ du drømmer om lande i syd og mod nord/ og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Helt alvorlig: Det var ikke ligefrem skønheden, der stak i øjnene på plejehjemmet.

Gå ind i din stue, om end den er trang/ og hør, hvor den nynner en stille sang/ den rummer dog ting,/ som dit hjerte har kær/ du ved bare ikke, hvad de er værd.”

Men hør nu! Mors stue var virkelig trang. Og hun var bedre vant: store stuer, smukke malerier og ting, hun holdt af, hele sit liv havde hun levet i smukke omgivelser – og her var der gråt linoleum på gulvet, og jernsengen stod midt i rummet, og det eneste, der var stort, var handicaptoilettet.

Men nu sidder jeg så her og er på alder med min mor, da hun sad på plejehjemmet. Og så kan jeg på en forgræmmet måde forstå hende. Melodien. Og Rachel Rastenni. Og de banale ting om ”hjertet”. Og det ”at have kær”.

Nå, ja. Det er ikke dybe ting, og de er trivielt udtrykt, og hjerte rimer på smerte. Men det gør ingenting, for der var ærlige følelser på spil, og jeg kan se de gamle ansigter for mig, mens de sang. De blev SÅ glade, og ordene løftede dem.

Ja, og måske ender vores liv altid ret banalt. Måske er det virkelig ”de nære ting,” der gør os glade. Men jeg tror nu ikke, at det er et spørgsmål om dimensioner og afstande. Alt det store findes i det små. Og jeg tænker på alt det, der er bag tingene.

Min mor
Min skov
Min strand

Et nu et llille kig ind i en fjern fortid, hvor vi alligevel var hinanden så nær (undertiden smerteligt nær – undertiden lykkeligt nær)

Jeg læser som sagt de gamle breve nu, hvoraf jeg ofte skrev et hver anden dag, og jeg undrer mig som sagt over meget. Og så er alligevel grundsubstansen genkendelig. Jeg kan godt genkende hende, der sidder og skriver hver anden aften til ham, hun har valgt at følges med hele vejen.

I det her brev kan man se lidt om, hvordan vi tænkte om opdragelse og kærlighed, da vi var så unge, at vi ikke vidste alverden endnu:

Risskov d. 22. marts 66

Kære Ole

Nu kan jeg aldrig rigtig lade være med at sende dig et par ord, og jeg håber også at få et af dig i morgen.

Jeg er fuld af forårsenergi lige i dag. I går holdt jeg næsten fri, fordi jeg var forkølet og noget træt, men i dag har jeg lyst til at kaste mig over en hel masse, også til at gå ud og mærke det er forår. Når du kommer søndag, og hvis vejret er pænt, vil vi gå en tur i skoven og se om vi kan finde anemoner; de må vist være på trapperne nu.

Måske er jeg også i godt humør, fordi det går så vældig godt med russisk – i dag f.eks. holdt jeg en slags foredrag, hvor jeg rent uvilkårligt brugte en masse indviklede ord og vendinger, som det både undrede min lærerinde og mig, at jeg kendte, og som de andre slet ikke forstod. Det er også sjovt at gå til de timer, fordi stemningen mellem studenter og lærere er af helt venskabelig karakter – vi griner og har det, som om vi var sammen til kaffeslabberas, samtidig med at forstanden virkelig er i første gear hos alle, fordi det er nødvandigt for at begribe lærerens bestemt ikke langsomme russisk. Det er mit store ønske næste år at komme med på den studietur, som arrangeres til Leninggrad universitetet – det er med obligatorisk 6 daglige timers russisk med russiske professorer – 20 dage, og prisen er 13.000 kr. Men senere synes jeg også, det kan blive morsomt at komme til Rusland på bilferie og sammen med dig og Grethe og Kethil – det er det bedste ved at være så unge, som vi er, at vi stadig kan lægge planer (store) for fremtiden med tro på, at de kan realiseres.

I aftes kom Else herned for at få nogle tips om forprøven – hun skal op nu, det stakkels får – men hun læser også hele tiden og synes derfor, det var hyggeligt at slappe lidt af hernede og snakke. Det er sjovt, for hun er faktisk meget sympatisk, og når hun læser så meget (næsten altid) er det simpelthen usikkerhed, der gør det og ikke lyst – det må være skrækkeligt. Bodil kender hende jo også, og vi har tit grinet af hende, når vi tænker på, hvordan hun sad sidste forår bag nedrullede gardiner, mens vi lå på græsplænen og læste i søvne og lyttede til fuglene og så på træerne og følte solen, mens det så alligevel var os, der skulle til eksamen. Men nu kan jeg forstå, at hun slet ikke ved, hvad hun går glip af.

Jeg glæder mig meget til maj. Så vil jeg prøve at være ”lærerinde” – det skal more mig at tage fat på det igen, og gode råd kan jeg jo få hos min mand. Men jeg er ikke så sikker på det med det meget arbejde – det er også lige meget, bliver der arbejde hver anden dag, kalder jeg det flot! I weekend’en vil du komme, og vi vil tage i sommerhus og bad, eller jeg rejser til Lild, og så skal vi snakke en hel masse – det er da for resten godt, at vi begge to er glade for at sludre.

Lige før sad jeg og hørte båndet fra i lørdags – det er sjovt, det bånd, og Anders må bestemt høre det, for vi skåler jo for ham og kalder ham nok så smigrende for en slap militærpadde; nå, måske vil det gøre ham ked af det at høre, hvad vi i det øjeblik følte for ham, for alt i alt kan vi jo godt lide fyren, trods hans særheder! – ja da! Vi får først ferie torsdag d.7. april nu til påske, men så kan jeg ikke få nogen ordentlig ferie i Lild, så hvis I ikke er trætte af at stirre på mig i så mangfoldige dage, vil jeg ankomme til Frøstrup hovedbanegård eller hvortil det nu bliver, allerede lørdag d.2., eller, hvis jeg skulle få moralske skrupler på grund af disse fordømte foredrag (som jeg nu er glad for at lave) – som jeg skal holde efter påske, d.3. april ( det var sørme en indviklet smøre – spring den bare over, det er alt sammen noget, jeg kan fortælle dig om på lørdag!)

Ja, du har ret, på lørdag kommer den kære Hækkerup ikke – han skulle være kommet begge aftener, men må have meldt afbud; til gengæld kommer Ole Bj. Kraft og mange andre gode mænd, hvis meninger jeg i hvert fald gerne vil vide. Desuden vil en del forfattere og skuespillere medvirke i debatten. Men det begynder allerede klokken fire, så du vil nok komme så snart, du kan, ikke?

Jeg synes, vi havde en herlig tur sidste lørdag – søndag. Jeg kendte ikke Kethil før, fordi jeg kun har set ham ved større fester, og der lærer man jo ikke hinanden at kende, og jeg troede egentlig slet ikke, at han var så sympatisk og flink, men det er han bestemt. Kun syntes jeg engang imellem, at det var synd for ham, at vi snakkede så meget skole og børn, for her sad han af gode grunde tavs og havde ikke store muligheder for at deltage. Det er glædeligt, at Edith er så tilfreds, hun er også en pige fuld af evner til at udnytte hverdagens muligheder, synes jeg, og jeg tror virkelig, at der er ved at ske noget spændende, når hun åbent siger, at hun meget snart (efter et par år) vil dumpe ned i et lykkeligt ægteskab – det har hun vist ikke været vild med tidligere. — mon ham Poul konkurrerer Anders ud?

Nej, Ole, nu kan du vist ikke tage mere sludren denne gang. Jo, for resten, jeg har læst artiklen i Hjemmet, men ved du hvad, Ole, jeg synes nu, det meste var almindeligheder – og den skarpe adskillelse mellem naturen af mænds og kvinders jalousi er forkert, synes jeg absolut. Jalousi er en menneskelig meget stærk og meget kompliceret følelse, der ikke kan forklares så almindeligt som i den artikel og ikke fastslås som stærkere hos ham end hos hende. Hvem har for øvrigt skrevet den? Det er ikke en psykolog. Det med at vække hinandens jalousi,, sådan som der er et par eksempler på, vil vist også kun være et sikkert tegn på, at der er noget rivende galt i de to elskendes forhold – enten er det ikke fæstnet og fortroligt endnu, eller også er det ved at gå i opløsning. Det med at mindreværdskompleks kan få et menneske (for det er jo ikke kun mænd, der er kønsvæsner, sådan som artiklen fremlægger det) til at være utro, vil jeg da godt tro på, selv om der vist også i det tilfælde må være lidt mere end almindelig knas i det ægteskab. Og jeg synes i hvert fald, den mand er lidt dum eller måske nærmere umoden, som går og opstiller et supermandsideal at leve op til, og artiklen fremstiller den mand, som den normale mand, det er han ikke; den slags er pubertetsfølelser, noget der tydelig ses blandt teenagers idoldyrkelse; mens den modne voksne mand forstår, at han netop er fin, fordi han er sig selv – altså helt sig selv. Jo, også denne sætning fik mig til at studse: ”kvinden er anderledes skabt(?!). Naturen har skænket kvindekønnet den rolige sikkerhed, og hun tvivler ikke ustandselig på sig selv, som manden gør.” Det er simpelthen en grov generalisering – bortset fra, at det er usandt, der findes bestemt ligeså mange kvinder, der er usikre som mænd og omvendt – jeg tror endda at vide, at kvinder normalt oftere er neurotiske end mænd er det p.g. af kærlighedsulykker = ulykkelig kærlighed. Nå, det kan jo godt være, mænd er noget mere barnlige og naive og selvglade, end jeg troede, men det er bare noget underligt noget at udtale sig generaliserende om halvdelen af jordens befolkning, når det drejer sig om sådan noget som psyke (sind). Jeg tror nemlig, men ved det selvfølgelig ikke, at to mennesker, det ene en mand, det andet en kvinde, rent åndeligt, psykisk kan være helt parallelle, begejstres over samme ting, stødes over samme ting, føle noget ens, trods deres biologiske og fysiske helt divergerende følelser. Hvis manden alligevel i de fleste tilfælde får visse karaktertræk, der er helt forskellige fra den piges, han lignede som lille, skyldes det, at man opdrager ham i en helt anden retning og allerede fra dreng af indprenter ham, at han skal være mand med alle dertil hørende ”egenskaber” , ligesom pigen opdrages til at være ”kvinde” ved at få at vide, at det og det og det er ”kvindeligt” – det er ofte ting, der slet ikke ligger til hende, og som knuser hendes personlige frie udvikling til at realisere de helt store muligheder, hun har fået i vuggegave. Det sammen gælder manden. Lad os bare tage det seksuelle opdragelsesmønster – her bliver drengen i de fleste ”civiliserede” samfund opdraget til mere eller mindre tvungen tidlig seksuel udfoldelse, uanset hans behov og vilje, mens pigen den såkaldt pæne pige, opdrages til kyskhed og sværmeri trods hendes eventuelle behov for seksuel udfoldelse. Det forhold resulterer helt automatisk i, at man tillægger den pæne pige jomfruelighed og den pæne mand en vis erfaring. Den direkte antiseksuelle pigeopdragelse (der her i Danmark vel ikke mere er så udbredt) fører alt for ofte til tragedier i den unge kvindes liv – prøv at høre hvad Karl Evang skriver om dette: ”Man skelner ofte mellem to sider af kærligheden: ømheden og erotikken. En af farerne ved den almindelige opdragelse af pigen er netop, at der sker en spaltning af kvindens kærlighedsliv, således at ømheden sættes i højsædet og dyrkes stærkest, mens erotikken bliver forkrøblet. Sådanne kvinder vil ofte være særdeles velegnede til som unge at tiltrække sig mænds opmærksomhed og udvikle et ømt platonisk forlovelsesforhold, men må forholdet udvikles, viser det sig, at de ikke kan følge med …. Og det synes, at en sådan skæv udvikling af kærlighedslivet er idealet for en ung piges opdragelse.” Jeg mener, at dette igen er et eksempel på en kunstig adskillelse af mænds og kvinders natur. Jeg ved godt, at mange mænd har et større sekuelt behov end kvinder, men jeg gad vidst, hvor meget af det, der skyldes den hæmmende og forkerte opdragelse. Omvendt opdrages mænd ofte til at vise mindre tegn på ømhed (det er kvindefølelser, mener man) – og det tror jeg, er lige så galt, for hos manden er der da givet den samme trang til at beskytte og være god mod pigen, som der er hos hende til at vise ham ømhed – og hun har brug for den del af hans kærlighed også. Jeg ved ikke, om jeg forklarer mig lidt tåget, det er alt sammen noget, jeg tidligere har tænkt over, men ved at diskutere med dig, kan jeg måske komme til større klarhed, du er jo en mand, og bortset fra dig kender jeg ikke vældig meget til mænd. Men det med den forkerte moralske opdragelse er jeg sikker på – det er en ulykkelig ting, som sikkert har voldt flere mennesketragedier, end man umiddelbart forestiller sig. Hvis jeg får børn, vil jeg da lære dem at udvikle de gode ting hos dem og lære dem, at det bedste er kærligheden, og at netop det bedste lettest kan misbruges – en ting misbruges, hvis den gør mennesker ondt, og det kan kærligheden vist gøre mere end noget andet på jorden. Men jeg vil også fortælle dem, at hvis de kommer til at føle for og elske et andet menneske, så vil de blive meget lykkelige mennesker; og være lykkelig sammen med et andet menneske, det er den bedste moral. Det ved jeg.

Nu må jeg da se at holde op, ellers skriver jeg bare hele natten. Jeg glæder mig til at se dig snart, ja, det kan du tro, jeg gør. De kærligste hilsner fra din Marianne

Hils familien fra mig.

Ole som ung lærer. Han er i avisen, fordi han vil indføre noget så underligt som elevdemokrati på skolen
Et pat år tidligere og et enkelt år efter brevet så var jeg nok heller ikke sværere at overtale

Intermezzo – lidt om fremtiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ikke om min fremtid – den overlader jeg til Vorherre! Men om bloggens fremtid, som er overladt til mig.

Tænk at være enehersker! Om så bare på det ene felt: min blog – og endda en sådan hvor indsigelser og kommentarer modtages med kyshånd. Jo, det vil jeg fortælle lidt om.

Og så må jeg jo alligevel til en vis grad lade tilfældet bestemme – mere behersker jeg ikke engang bloggen. Men jeg vil skrive om det, jeg hen ad vejen bliver optaget af, ja, det har jeg jo altid gjort.

Strandvej 18 i Strandby – mit barndomshjem.

Nogle tilbageblik vil få plads på bloggen ligesom tidligere – det er jeg ret sikker på. For tiden rydder jeg op, og i den forbindelse genlæser jeg de breve, vi skrev til hinanden, da vi var ganske unge. Og jeg undrer mig såre: er hende, der har skrevet det her, virkelig mig? Og igen: vi forandrer os så gennemgribende gennem livet, at vi jo selvfølgelig ikke er den samme fra årti til årti – og dem har jeg snart oplevet 8 af. Mindst otte forskellige personer træder ud af mit erindringsvildnis.

F.eks. kan jeg ikke begribe og næsten ikke huske, at jeg i 1965 stod på Rådhuspladsen i København til en stor demonstration imod tyske tropper på dansk jord ( natoøvelser i Danmark) – hvor hørte jeg selv til i den forsamling? Mit ståsted lige der var på pladsen sammen med tusinder, og det var folk fra den yderste højrefløj og fra den yderste venstrefløj. Ekstremister. Hvad skulle jeg dog på den galej? Jeg har aldrig haft ståsted nogen af de steder. Heller ikke dengang. Men jeg husker, at jeg blev grebet, da pastor Søby tog ordet. Han var noget særligt og jeg havde absolut respekt for ham.

Men hvorfor stod jeg der mellem vrede unge! Måske fordi det var den tids ideal: den vrede unge mand. Jeg havde på det tidspunkt helt sikkert læst John Osbornes “Look back in anger.”

Jeg vil senere, når jeg har læst nogle flere breve, skrive lidt om det med erindringen. Nu, hvor jeg leger med tanken om at skrive mine egne memoires, er det jo godt nok at få repeteret, hvor svært, det er at huske så langt tilbage. Og da slet ikke detaljerne – eller måske netop dem, og så giver de bare ikke altid mening. Tror jeg?

Det vil jeg finde ud af.

Men også et andet lidt større arbejde frister mig lige nu, for jeg er blevet, jeg havde nær skrevet slugt af en bog. Men det er vel mig, der er i færd med at sluge den. Og den KAN for resten ikke sluges, for den er en meget grundig afhandling af forholdet mellem dyret, mennesket og det guddommelige.

Jeg har aldrig læst teologi, og bogen er skrevet af Lars Albinus og hedder “Livsvæsen” – og han er religionshistoriker – men jeg synes, at bogen er ret let at læse. Så den vil jeg sikkert skrive om, når jeg når helt igennem den. Men den er på næsten 500 sider, og nu er det snart jul. Så den får vente til januar.

Men her kommer en lille godbid fra en af de første sider:

  • Vi har … tiltaget os den magt over dem (dyrene), som gør det muligt at betragte dem som blotte genstande snarere end livsvæsner.
  • De grusomheder, almindelige mennesker udsætter dyr for i vanens og effektivitetens tjeneste, og som vi alle stiltiende bakker op om i vores daglige forbrug, er – ud over at være en grusomhed i sig selv – et eksempel på, hvad vi også kan udsætte vore medmennesker for i det øjeblik, deres liv ikke regnes for mere værd end dyrets.

Drømmenes uvejrsskyer

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Alle mine drømme for tiden handler om at miste. I drømmen er det, som glider mig af hænde, forfærdelig vigtigt, men når jeg vågner, ved jeg, at det er ganske ligegyldige ting, som har været på vej væk fra mig.

I går havde jeg en drøm/virkelighedsoplevelse, som får mig til at tro på, at der er noget om Freuds teorier. Siger jeg rask væk. Og indrømmer samtidig, at jeg har glemt hans teorier om drømme. Hvad var det nu, han mente, den gamle (forældede?) tænker? Og hvorfor står hans bøger ikke på min reol, så jeg kan slå det op? Åh jo, de jo røg ud med badevandet på et tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at halvere mit bibliotek.

Morale: ryd aldrig op!

Og dog: i rumforskningens navn: forsk i gamle kasser i alle rum! – det giver gode overraskelser.

Tilbage til drømmen: Jeg har glemt handlingsmønstret i min drøm, kun hovedsagen husker jeg. Min lille grønne pung var forsvundet. Og jeg vidste, at den var fuld af penge, og langt ind i sjælen stod det mig klart, hvor pengeglad jeg egentlig er. Rigtig en købmandsdatter, når det kommer dertil. Jeg kan lide at se min pung smækfed af sedler. Og det var den i drømmen, og det er den også i virkeligheden, for jeg har solgt en rundsav forleden. Og fik den godt betalt og går jo rundt med sedlerne, fordi jeg i virkeligheden er revnende ligeglad med penge, og derfor heller ikke passer på dem. Så de har i en rum tid ligget klemt inde i min minimale grønne pung.

Men tilbage til drømmen. Jeg havde altså mistet den. Husker ikke mere, hvordan. Men det var, hvad det jo i virkeligheden aldrig kunne være, smerteligt. Og jeg var meget ulykkelig over min velspækkede pungs forsvinden. Som om jeg havde tabt mit hjerte.

I en af Villy Sørensens fortællinger taber en pige sin pung, og siger til sin kæreste, at hun har tabt sit hjerte. Og så er hun jo i virkeligheden hjerteløs, for hun mener pungen.

Det er jeg ikke, men ind imellem kan jeg godt blive lidt bange for mine varme følelser for kolde ting.

Så drømte jeg ikke mere – kom langsomt ud af drømmen som vanligt – og i lang tid blev også som vanligt panikfølelsen ved at plage. Ja, men det her var kun en drøm!!! Er du sikker, siger en stemme, som ikke er til at overhøre.

Og så gik dagen i går så fint, indtil min pung virkelig forsvandt.

Vi havde besøgt børnene i Ørum og hygget os sammen ved de to lys og endnu mere lys i de fine dekorationer, og Theodor havde bagt fantastiske kager. Så tog vi af sted, og jeg sikrede mig lige inden vi kørte, at jeg havde husket pungen, for vi skulle slutte dagen af i brugsen, hvor vi med vores heldige skrabelod stod til en rabat på alle dagligvarer på 10 %.

Den lille grønne var, hvor den skulle være. I tasken. Og i den lå en alenlang indkøbsseddel. Vi kom ind, sprittede af, jeg tog sedlen ud og jagten rundt i butikken begyndte. Den tog tid – var lang og detaljeret, for 10% er ikke ingenting, og vi ville købe ind til hele ugen. Så vidt så godt.

Da vi langt senere stod ved kassen, fumlede jeg efter pungen, for vi havde jo det skrabelod. Men den var ikke i tasken. Heller ikke i lommerne.

”Jeg har tabt min pung,” sagde jeg og kunne i ånden se den lille bitte, men proppede pung ligge et sted, hvor folk bare trampede hen over den. Det var søndag sidst på dagen, og alle mulige store og små trampede jo rundt overalt, og jeg vred mig en ekstra gang og sagde, at jeg altså havde tabt min pung. Tabt den!

Den unge mand ved kassen smilede bare og fortsatte med at slå ind og så ud som om han tænkte: gamle fjols. Ole så på mig: ”Jamen, så find den!” Helt fortvivlet, selv om det kun var en sølle pung, og vi ikke stod til flere års fængsel, hvis den var blevet stjålet, men højst måtte lægge de flere tusinde varer tilbage igen. Og sige undskyld og liste hjem. Med æren som det største tab.

Men uden gnist af håb gik jeg altså hen til den nærmeste afdeling: frugt og grønt. Og efter fem minutters søgen mellem porrer og salater og radiser og courgetter, fik jeg øje på den lille bitte forædte pung, som er min. Der lå den og lignede sig selv og faldt fantastisk godt i med agurkerne, hvis venlige lange kroppe strakte sig og halvt dækkede den lille fede fyr.

Næsten vantro flåede jeg den til mig og så straks, at den ikke havde tabt sig. Jeg takkede himlen (eller nej mig selv) for, at jeg havde valgt en grøn og ikke en rød eller gul pung i sin tid. Den var så fint camoufleret i sit agurkeskjul, at mange mennesker må have passeret forbi uden at bemærke den. Og jeg er bare SÅ glad for, at hammershøjfolket ikke er ret vilde med agurker.

Her ses den lille grønne bandit

I nat drømte jeg, at jeg mistede vores bil. Var i København og kunne ikke finde en parkeringsplads. Satte den et sted. Da jeg kom tilbage var den borte. Men den drøm vil jeg ikke fortælle. Den var opslidende og dum fra ende til anden.

Kun vil jeg i den kommende tid passe godt på bilen. Og så vil jeg læse Freuds drømmetydningsteorier. Selv om jeg stadig godt ved, at de er forældede.

Tanker i en kold tid

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art” – Ole Sarvig: Vindrosen sommer 1960.

Fremmedfølelsen er et centralt element i Sarvigs digtning – et grundvilkår. Langt senere tages begrebet op af de marxistiske digtere, men nu har det skiftet betydning. Der er nu tale om en menneskeskabt følelse: fremmedfølelse = fremmedgørelse – mennesket er gjort fremmed af den måde, det har indrettet samfundet på = kapitalisme. Det har gjort sig selv fremmed og kan altså også gøre sig selv fri = revolution.

Men for 60’ernes modernisme er det som sagt et grundvilkår. Der er således ikke meget håb om forløsning – vi er og bliver ukendte planter på den her fremmede klode.

Og hvis der alligevel er en forløsning, så ligger den på det metafysiske plan. Og her står Sarvig ikke ene – han var i samklang med de fleste af dem, der kaldte sig heretikere (f.eks. Martin A. Hansen, Poul la Cour ), der i al fald var enige om, at tiden var stivnet i rationalisme og systemtænkning.

Sarvig, som så præcist udtrykker fremmedfølelsen med ovenstående citat, endte med at tage sit eget liv. I den sidste ende af livet skrev han mange salmer. Så han har vel troet på, at der eksisterede en skaber. At den fremmede (for mennesket) klode er Guds skaberværk. Og vel også, at frøet skulle spire og vokse i et hinsides liv.

Det synes jeg ikke helt jeg kan forstå, Nej, selvfølgelig ikke, for det hverken KAN eller SKAL forstås. Væk med forstanden!! Så langt rækker vor fantastiske hjerne ikke.

I dag taler man om evidensbaseret viden: det  man har evidens for = har bevist gennem en række metodiske forsøg..

Det vendte man (Sarvig) sig imod og holdt fast i, at vi ikke kan ”erkende” sandheden empirisk, men må acceptere uigennemtrængeligheden og at der er en ”højere sandhed” en trancendent virkelighed, som vi aldrig fanger mere end en flig af. Den kan åbenbares, men ellers ser vi den kun stykkevis. Sådan er vort vilkår.

Ja, det er jo sådan set også det, kristendommen siger. Og så er det jo lige her, at man blander to ting sammen (tro og viden) , når man i et hug udtaler sig om videnskaben og dens love og kristendommen og dens forkyndelse.

Der er jo faktisk så stor forskel på LOV og FORKYNDELSE, at de aldrig kan mødes.

til slut endnu et citat:

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)