Fra bunden – tanker i tiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Martin A. Hansen skrev en bog, der hed: Tanker i en skorsten. Det kan jeg ikke gøre ham efter. Vi bor i et skorstensløst hus, så der kan ikke tænkes tanker i den skorsten, der ikke er der. Men lad mig begynde et andet sted, som er nok så inspirerende. I skovbunden. Her er det Ålum Skov, hvor jeg vandrede for et øjeblik siden og snart er at finde igen. Skovbunden. Lige nu er den et vidunder af farver og former.

Det er livet jo også. Men det lader vi ligge. Livet.

Jeg vil skrive om to bøger, som jeg nylig har læst. Jeg har læst dem parallelt: Den ene om natten og den anden om dagen. Og selv om de handler om det samme, så er de vidt forskellige, og selv om man kunne få den tro, at de to forfattere går hånd i hånd, så går de ad hver sin sti. Bøgerne er: Søren Ulrik Thomsens: Store Kongensgade 23 og Peter Øvig Knudsens: Jeg er det jeg husker.

Begge bøger er erindringer og begge forfattere tager fat på samme emne: psykisk sygdom. De har begge haft en mor, der var syg i sindet. Og det har været en tung byrde at bære især gennem barndom og ungdom, mest måske fordi det var så tabuiseret, at de ikke kunne gå nogen steder hen med deres angst og sorg.

Først mange år senere lukkes der op de følelser, der har været fortrængt i alt for mange år. Jeg skal ikke gennemgå bøgerne her. De er begge så fine at læse, så det er det, du skal gøre.

Men de er helt forskellige. For det første, fordi de, skønt de begge skriver sig ind erindringslitteraturen, dog har hver sin tilgang til den. Søren Ulrik Thomsen er lyriker først og fremmest, han kalder sin tekst et essay, som egentlig ikke bestræber sig på saglighed, men noget andet … og jeg mener ikke, at det ikke skal tages seriøst, men der øses ud af følelser, der ikke bare nærmer sig, men først og fremmest er KUNST.

Og Peter Øvig Knudsen er som altid en fantastisk præcis og grundig dokumentarist – og sproget er den habile journalists. Sagligt. Ikke uden følelser og kunstnerisk talent. Men anderledes borende i det faktuelle liv. Der fik jeg ikke sagt det præcist nok. Men læs bøgerne, og du vil forstå.

Temaet er for dem begge at forstå og formidle psykisk sygdom, som de har mødt den helt tæt på: Thomsen hos sin mor og Knudsen hos sin mor og (især i denne bog, for en helt anden bog er helliget moren) hos sig selv.

Jeg har ingen citater fra Knudsens bog, som er afleveret til bogbussen forleden (suk) – så skriver jeg på hukommelsen, og den skal du ikke stole alt for meget på. Men han har i al fald haft en heftig depression – akkurat som hans egen mor havde. I 2018 (tror jeg) fik han en lang række (7) elektrochockbehandlinger, og da han kom ud på den anden side, var han om ikke helbredt, så i al fald i så god bedring, at han næsten følte sig lykkelig. Han kunne mødes med sine kære og føle dem og være naturligt sammen med dem. Lidt efter lidt vendte livet tilbage. Bogen er ikke en ukritisk hyldest til denne voldsomme form for behandling, men den giver læseren en tro på, at det ikke er en gammeldags, umenneskelig måde at behandle psykisk syge på. Den ER et forsvar for electrochokbehandlingen som en naturvidenskabelig evidensbaseret metode til at helbrede på.

Søren Ulrik Thomsens bog forfægter det modsatte synspunkt. Han bruger sin mor som eksempel, ligesom Knudsen brugte sig selv som eksempel, og han viser hvordan hun i 7 år langsomt blev nedbrudt af et utal af chockbehandlinger. Til sidst var hun kun en død skal af kød og blod. På samme måde er hun i de 7 år blevet pumpet fuld af psykofarmaka. Men så traf hun en læge, som lyttede til det, hun sagde (så hun kunne altså stadig tale) og han lyttede og lyttede, og hun talte og talte, og ordene gav mening for lægen, som langsomt ord for ord kurerede hende. Og hun kunne efter hans psykoanalyse af hende gå helbredt ud i samfundet, hvor hun fungerede til sin død (vist nok i 40 år).

Jeg vil citere en stump fra Knudsens bog, som jeg endnu har liggende på mit bord. Og jeg melder mig omend halvhjertet på Knudsens hold i diskussionen om behandlinger. Men jeg forstår altså også Thomsen, og jeg synes sært nok og trods min personlige (og andres ) erfaringer, at det er sølle og ufuldkomment at tro på, at kemikalier og torturinstrumenter kan regulere og helbrede os. Der er noget vildt forkert i det.

Jeg citerer fra die 69: Langfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller. ….

.Og her fra side 73: At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige som f.eks. lobotomi (det hvide snit), ECT og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder.”

Og det er så der, vi står i dag. I middelalderen. Og der vil vi blive stående en tid, tror jeg. Vor tid ligger på maven for evidensbaseret ( det kalder man det, når nogle tal falder i hak) videnskab. Den kan sikkert bruges fint, når det handler om behandling af somatiske lidelser. Men psykiske lidelser er komplicerede på en anden måde, og her tror jeg lidt mere på gode gamle Freud. At det er vigtigt at lytte til den syge. Hør dog, hvad det er, hun siger, og navnlig hvad det er hun ikke siger. ikke vil/kan sige.

Jeg tror ikke på tal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *