Fra bunden – tanker i tiden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Martin A. Hansen skrev en bog, der hed: Tanker i en skorsten. Det kan jeg ikke gøre ham efter. Vi bor i et skorstensløst hus, så der kan ikke tænkes tanker i den skorsten, der ikke er der. Men lad mig begynde et andet sted, som er nok så inspirerende. I skovbunden. Her er det Ålum Skov, hvor jeg vandrede for et øjeblik siden og snart er at finde igen. Skovbunden. Lige nu er den et vidunder af farver og former.

Det er livet jo også. Men det lader vi ligge. Livet.

Jeg vil skrive om to bøger, som jeg nylig har læst. Jeg har læst dem parallelt: Den ene om natten og den anden om dagen. Og selv om de handler om det samme, så er de vidt forskellige, og selv om man kunne få den tro, at de to forfattere går hånd i hånd, så går de ad hver sin sti. Bøgerne er: Søren Ulrik Thomsens: Store Kongensgade 23 og Peter Øvig Knudsens: Jeg er det jeg husker.

Begge bøger er erindringer og begge forfattere tager fat på samme emne: psykisk sygdom. De har begge haft en mor, der var syg i sindet. Og det har været en tung byrde at bære især gennem barndom og ungdom, mest måske fordi det var så tabuiseret, at de ikke kunne gå nogen steder hen med deres angst og sorg.

Først mange år senere lukkes der op de følelser, der har været fortrængt i alt for mange år. Jeg skal ikke gennemgå bøgerne her. De er begge så fine at læse, så det er det, du skal gøre.

Men de er helt forskellige. For det første, fordi de, skønt de begge skriver sig ind erindringslitteraturen, dog har hver sin tilgang til den. Søren Ulrik Thomsen er lyriker først og fremmest, han kalder sin tekst et essay, som egentlig ikke bestræber sig på saglighed, men noget andet … og jeg mener ikke, at det ikke skal tages seriøst, men der øses ud af følelser, der ikke bare nærmer sig, men først og fremmest er KUNST.

Og Peter Øvig Knudsen er som altid en fantastisk præcis og grundig dokumentarist – og sproget er den habile journalists. Sagligt. Ikke uden følelser og kunstnerisk talent. Men anderledes borende i det faktuelle liv. Der fik jeg ikke sagt det præcist nok. Men læs bøgerne, og du vil forstå.

Temaet er for dem begge at forstå og formidle psykisk sygdom, som de har mødt den helt tæt på: Thomsen hos sin mor og Knudsen hos sin mor og (især i denne bog, for en helt anden bog er helliget moren) hos sig selv.

Jeg har ingen citater fra Knudsens bog, som er afleveret til bogbussen forleden (suk) – så skriver jeg på hukommelsen, og den skal du ikke stole alt for meget på. Men han har i al fald haft en heftig depression – akkurat som hans egen mor havde. I 2018 (tror jeg) fik han en lang række (7) elektrochockbehandlinger, og da han kom ud på den anden side, var han om ikke helbredt, så i al fald i så god bedring, at han næsten følte sig lykkelig. Han kunne mødes med sine kære og føle dem og være naturligt sammen med dem. Lidt efter lidt vendte livet tilbage. Bogen er ikke en ukritisk hyldest til denne voldsomme form for behandling, men den giver læseren en tro på, at det ikke er en gammeldags, umenneskelig måde at behandle psykisk syge på. Den ER et forsvar for electrochokbehandlingen som en naturvidenskabelig evidensbaseret metode til at helbrede på.

Søren Ulrik Thomsens bog forfægter det modsatte synspunkt. Han bruger sin mor som eksempel, ligesom Knudsen brugte sig selv som eksempel, og han viser hvordan hun i 7 år langsomt blev nedbrudt af et utal af chockbehandlinger. Til sidst var hun kun en død skal af kød og blod. På samme måde er hun i de 7 år blevet pumpet fuld af psykofarmaka. Men så traf hun en læge, som lyttede til det, hun sagde (så hun kunne altså stadig tale) og han lyttede og lyttede, og hun talte og talte, og ordene gav mening for lægen, som langsomt ord for ord kurerede hende. Og hun kunne efter hans psykoanalyse af hende gå helbredt ud i samfundet, hvor hun fungerede til sin død (vist nok i 40 år).

Jeg vil citere en stump fra Knudsens bog, som jeg endnu har liggende på mit bord. Og jeg melder mig omend halvhjertet på Knudsens hold i diskussionen om behandlinger. Men jeg forstår altså også Thomsen, og jeg synes sært nok og trods min personlige (og andres ) erfaringer, at det er sølle og ufuldkomment at tro på, at kemikalier og torturinstrumenter kan regulere og helbrede os. Der er noget vildt forkert i det.

Jeg citerer fra die 69: Langfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller. ….

.Og her fra side 73: At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige som f.eks. lobotomi (det hvide snit), ECT og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder.”

Og det er så der, vi står i dag. I middelalderen. Og der vil vi blive stående en tid, tror jeg. Vor tid ligger på maven for evidensbaseret ( det kalder man det, når nogle tal falder i hak) videnskab. Den kan sikkert bruges fint, når det handler om behandling af somatiske lidelser. Men psykiske lidelser er komplicerede på en anden måde, og her tror jeg lidt mere på gode gamle Freud. At det er vigtigt at lytte til den syge. Hør dog, hvad det er, hun siger, og navnlig hvad det er hun ikke siger. ikke vil/kan sige.

Jeg tror ikke på tal.

Atter lidt drømmesnak

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vågnede meget tidligt i morges. Det gør jeg næsten altid, og jeg kan uden at tænde lyset se, om det virkelig er tidligt eller det bare føles sådan, for det mørke gardin dækker ruden lige indtil det første daggry tegner en lys kant omkring det. Nu var der helt mørkt.

Jeg rullede mig sammen og håbede at kunne rulle ind i søvnen på ny. Den drømmeløse, for sådan en havde jeg netop forladt. Og jeg faldt virkelig i søvn. Men dumpede lige ind i en underlig drøm.  

Og igen: nu fortæller jeg den, og du kan springe den over, hvis drømme også for dig er noget så personligt, at de ikke kan genfortælles, men skal opleves. Jeg skriver den altså for mig selv, måske fordi jeg tror, at de gamle faraoere (?) ikke var helt galt afmarcheret, når de mente, at drømme betød noget. At de kunne tydes.

Den her drøm virkede pinligt lang, men efter lyset at dømme gennemspilledes den på ganske kort tid.

Jeg var begyndt at studere på Århus Universitet sammen med Kirsten Klitgård, og det var ikke litteratur, vi havde kastet os over, men en form for hardcore naturvidenskab, alt var formler og tal og algoritmer, og det var noget, som jeg havde svært ved at få hold på (sært nok!) – men alligevel var det mig livet om at gøre at følge med på mit hold. Og så var det næsten umuligt at gøre det. Ikke på grund af stoffet, men alt muligt andet.

Forhindringerne var legio, men jeg husker kun nogle af dem: f.eks. jeg kunne ikke finde mine noter, og de var helt nødvendige – de skulle vises ved indgangen til studielokalet før hver time.

Jeg var ikke alene i huset (som måske var i Ålum?) , og de andre personer, som optog alle borde og stole, var sært nok medstuderende, men jo et par generationer yngre end mig, og selv om jeg bad dem hjælpe, så var jeg nærmest usynlig for dem, og jeg kunne kun vanskeligt opnå kontakt med dem, og når det lykkedes, sukkede de blot og arbejdede videre.

Og så var der også det, at jeg havde lovet at passe Annas dyr (nej, det var ikke en kanin – jeg har aldrig før set sådan et dyr), og det ville jeg også gerne, men så var der pludselig en besked til mig om, at Annas veninde ville komme og overtage dyret. Det måtte ikke ske. Hvorfor ved jeg ikke. Men nu kunne jeg ikke finde dyret og blev ret panisk, for det her lå uden for vores aftale.

Og samtidig kom der flere og flere studerende ind i vores hus, og de arbejdede SERIØST med mit studiefag og ville ikke forstyrres. En af dem foreslog, at jeg gav ham mit telefonnr. Hvis jeg gjorde det, så ville han hjælpe mig. Han rakte mig et stykke papir, men jeg kunne ikke skrive nummeret, for der var ingen blæk i min pen, og selv om jeg skiftede den ud igen og igen, så kom tallene hver gang, jeg skrev, til at stå så uklart, at kun jeg selv kunne læse dem.

Derfor kunne jeg ikke få nogen hjælp. Til sidst begav jeg mig alligevel (uden noter) af sted mod universitetet.

Jeg ved ikke, om jeg nåede dertil, inden det gik op for mig med en slags skuffet lettelse, at jeg da bare kunne droppe ud af studiet og så melde mig igen til næste semesters start og sikkert klare det til den tid. Jeg var jo ikke så gammel som Kirsten, trøstede jeg mig selv, og hun havde ingen problemer med at opfylde alle studiekrav og klarede sig tilsyneladende flot. Så der var vel håb for mig.

 Så vågnede jeg med en blandet følelse af frustration og lettelse. Klokken var 7.30. Altså morgen. Lyset kommer sent i november.

Nogle tanker fra bunden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har lært mine børn at lave mad fra bunden. Begynd nede fra, sagde jeg til dem, og gå så langsomt mod toppen. Og til sidst ender I med den fineste ret.

Langsomt skal man bevæge sig op gennem de enkelte led, sagde jeg til dem, det er sådan, man ender med at have det færdige produkt. Det fuldkomne produkt.

Nu skrev jeg produkt.

Og så får jeg det til at ligne en industrifremstillet ting: en gryde, en hårcurle, en sikkerhedsnål en grydeske – hvad som helst, og det var jo ikke den retning, jeg havde tænkt at gå.

Nu er jeg gået galt. Så må jeg begynde forfra.

Altså:

Jeg vil skrive filosofisk og klogt om livet.

Det kan man ikke gøre ved at fortælle om, hvordan man lærte sine børn at lave mad. Og desuden har jeg aldrig lært dem at lave mad. De første linjer i mit indlæg var altså – indrømmet – en tilsnigelse. Jeg syntes, det lød så godt.

Men hør nu: At lave mad og alt muligt andet har de lært sig selv. Og de er dygtige kokke og gode livsforvaltere alle tre. Men jeg var aldrig nogen lærermester.

Men jeg tænkte, at jeg ville skrive noget om bunden. Derfor den klodsede begyndelse:

Jeg gik i skoven i dag. Jeg går tit i skoven. Det er der, stilheden findes. Og der, livet spirer frem, og væksterne vokser. Og det er der, døden iklæder sig skønhedens dragt. Det så jeg i dag.

Jeg så det.

Bladet, som lå der, gyldent i sit sidste suk.

Et blad, som snart vil forsure og forsvinde i jorden. En lille rest af ukueligt liv. Så smukt, at man fik lyst til at græde. Over det havde et egeblad lagt sig til rette, som om det ville beskytte det fra forrådnelse og tilintetgørelse.

Sammen fortalte de mig om livets slutning og om skønheden ved at dø sammen.

I hinandens arme.

Lidt litteratursnak. Litteratur set gennem mine briller. Nu og i 70’erne.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi har en gammel mand her i sognet. Han bliver snart 100 år, og han løbetræner dagligt. Det bliver til en del faktisk. Og han løber godt. Men ikke som en 20 årig, det er klart.

Jeg har det på samme måde med litteraturen. Jeg læser dagligt. Og det bliver til en del. Jeg ved ikke, om jeg læser godt, men jeg tror nu nok, det kan gå an. Jeg når bare ikke det samme som en 20 årig. Det er klart, men måske ser jeg klarere de mønstre, der aftegner sig, mens jeg læser.

Jeg har læst i 7 årtier. Det er jo noget af et forspring.

Inden jeg praler videre og ender med en lang næse, vil jeg kaste mig over det miniprojekt, der pusler i den del af hjernen, der skjuler sig bag frontallapperne.

Så vidt jeg kan læse mig frem, så er der i dag to hovedtendenser: autofiktionen og underklasselitteraturen, og ind i mellem lapper de over hinanden. Men nu vil vi se på dem enkeltvis.

Da jeg begyndte som dansklærer i gymnasiet i begyndelsen af 70’erne, havde vi to lignende strømninger i den litterære andedam. De hed noget andet dengang: bekendelseslitteratur og arbejderlitteratur. Og de var heller ikke identiske med vor tids. Det kommer jeg tilbage til.

Jeg ved ikke, om jeg helt har ret, men tror det (og heraf kan du slutte, min litterære ven, at det følgende er 100% uvidenskabeligt, for som du ved, så går tro og viden ikke hånd i hånd) … men jeg tror det altså, når jeg siger, at kvinderne stod for den førstnævnte genre og mændene for den sidstnævnte. Kvinderne krængede ud af deres egne livsoplevelser, mændene fortalte råt og usødet om arbejdet helt nede ”på gulvet”. Helt rigtigt er det jo ikke, for mens jeg skriver det her, så kommer jeg i tanke om Grethe Stenbæk Jensen, der brillerede med romanen ”konen og æggene” om det iskolde og underbetalte liv som arbejderske i en ”æggefabrik”, og Maja Ekelöf, der fortalte om livet som rengøringskone i sin roman ”rapport fra en gulvspand”.

Arbejderlitteratur: Jeg nævner nogle eksempler fra den litteratur, jeg husker lige nu: John Nehm: ”man går ind ad en port” og ”den tar det hele”, den sidste er en novellesamling om kapitalismens undertrykkelse og fremmedgørelse af individet. Det er også, så vidt jeg husker, i denne sidste bog, at begrebet arbejdsgiver og arbejdstager vendes på hovedet: det er arbejderen, der er arbejdsgiveren, for han giver sit arbejde til kapitalisten. Det er kapitalisten, der er arbejdstageren, for han tager et menneskes arbejde.

Så husker jeg i samme periode at have undervist i Vagn Lundbyes tekster, men her er der mere tale om revolutionsromantik end om egl. arbejderlitteratur – politisk? Jo, men med et drømmeskær. Og naturligvis læste vi dengang Bent Vinn Nielsen. De fleste arbejderlitteraturforfattere skrev mådeligt og forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet, men ikke Nielsen. Han blev aldrig ”umoderne” og hans bøger har i modsætning til de fleste andres af slagsen litterær kvalitet.

Andre, som Stenbæk Jensen og Maja Ekelöf forblev, så vidt jeg ved, døgnfluer.

Sideløbende hermed udkom en sværm af bekendelseslitteratur og det til trods for, at tidens litterære guru Per Højholt højlydt advarede imod at ”tage fra hovedstolen” – de lod hånt om de kloge (den kloges) ord og flænsede hovedstolen i laser – Jeg nævner i flæng Suzanne Brøgger, Charlotte Strandgaard, Vita Andersen og Tove Ditlevsen. Se, der fik jeg jo kun kvinder i pen.

Men der var naturligvis også mænd. Husker ikke lige hvem. De fleste af de mænd, der ikke skrev arbejderlitteratur, var vist mest optaget af modernismens og postmodernismens knækkede univers end af bekendelser fra privatsfæren.

Så var der dem, der skrævede over begge genrer: den modernistiske lyrik og den prosaiske bekendelseslitteratur. Jeg nævner Rifbjerg som den mest kendte – han var både en Rif, der rev os op af stolen med intimt sprængstof, der gik lige til hjertet, og et vældigt Bjerg, der måtte bestiges trælsomt og krævede mere end et almindeligt “sesam” for at lukke sig op for læseren. Her tænker jeg selvfølgelig på hans digte, der i al deres kompleksitet dog aldrig nåede Johannes V. Jensens digtes dybde, skønt de forsøgte at bore i samme gyldne dyb. Min metafor kommer i splid med sig selv, det kan jeg godt se. Men det passer til ismen. For nu at skære det ud i pap.

Og nu gør vi det umulige: Lad os springe hen over de mellemliggende årtier, som om de slet ikke havde nogen litteratur, men blot var gabende forventning.

Og så er vi lige her. I begyndelsen af 20’erne. Det er dog 10’erne, jeg skal skrive om – 20’erne er knap nok begyndt.

Og lige nu vrimler det som sagt med autofiktion, tidens svar på bekendelseslitteraturen, og jeg vil ikke komme nærmere ind på den heller, blot skrive et par ord og lige nævne, hvad jeg selv betragter som yderpunkterne: Katrine Marie Guldagers “det samme og noget helt andet” og Christian Ditlev Jensens “det bliver sagt”.

Den første bog læste jeg undrende, syntes, at bogens “jeg” var irriterende (ligegyldig) og at hendes personlige problemer var ret uinteressante (for mig): hun havde mistet (far og veninde) det har vi vel alle, hun var snydt i arvesag, hvem har ikke prøvet det?. Nå, men hendes ubehag (mere end smerte) kommer hun så åbenbart af med i en bog, som hun hævder er 75 % sand. Sikke noget! I min optik er den 100% ligegyldig.

Den anden “det bliver sagt” rørte mig dybt. Et ødelagt barn. Nu bruger jeg det stærke udtryk: ødelagt. Og vil gerne stå ved det. Ikke blot det, at barndommen bliver et farligt sted at opholde sig, men årene efter et overgreb vil i lang tid (livet igennem måske) slæbe et såret barn efter sig. Ikke til at ryste af sig. Det er bogen heller ikke.

Autofiktion er ikke et nyt fænomen. Den har altid har eksisteret. Det, som er nyt, er, at læserne (de professionelle især) helt ublu afkræver forfatterne færdigheder i procentregning. De bedes venligst oplyse, hvor stor en del af stoffet, der er selvoplevet og hvor stor en del, der er opdigtet.

Som om det ikke var lige fedt. Det er det nemlig.

ALT, hvad en skønlitterær forfatter skriver, er opdigtet. Hvert eneste bogstav. Hvert eneste ord. Hver eneste sætning.

Hvorfor kan dumme anmeldere dog ikke fatte det?

Et skønlitterært værk er netop skønt, fordi det bringer os ud af den verden, som vi går og trasker i til daglig, og ind i en anden.

Enhver skøn skønlitterær tekst fører os over i en verden, der hænger sammen på sin helt egen måde. En verden, som følger sine egne regler og love. Og den lover ikke anden sandhed end kunstens.

En skønlitterær tekst viser os en verden, der ser ud på en anden måde end vores “almindelige” verden. Den dufter anderledes og lyder anderledes, den smerter, glæder, forfærder, henrykker, ryster, beroliger, sårer og læger os på en ny og uventet måde.

Forfattere i det felt ( bekendelseslitteraturens) er der mange af. De er ikke alle lige ”skønne” – men de fleste af dem fortjener prædikatet.

Og sådan forholder det sig også med tidens “underklasselitteratur”. Og også der er der rigtig mange navne at tage fat på. Dem kan du selv finde frem til. Jeg vil dog kort fortælle om et par stykker, som har beriget mit efterår med ny indsigt.

Og de forfattere, der skriver om “underklassen” tages alvorligt (af de professionelle normsættere) – og det skal de også. Meget mere end arbejderlitteraturen blev det i 70’erne. De skriver også bedre litteratur. Og de har ikke samme farve som 70’ernes arbejderlitteraturs udøvere havde. Internationale er ikke deres sang. De fortæller ikke om forfærdelige arbejdspladser. Ikke om livet som en ting, kapitalismen bare kan udbytte til den knuses.

“Underklassens” personer er allerede knuste.

Jeg vil nævne to, som jeg har læst for nylig, og som er karakteristiske for denne ret “nye” litteratur. Ja, formmæssig er den jo ikke ny. Almindelig realisme. Men de to værker, jeg vil omtale, er vældig fine litterære værker også.

Den ene er Jens Vilstrups “Opland” og den anden er Peter Frederik Jensens “Det Danmark du kender.” Det er ikke arbejderlitteratur, for vi kommer ikke udenfor intimsæren og får ikke så meget som færten af en arbejdsplads. Der er ingen. Vi er i de arbejdsløses land.

Det Danmark du kender – og Opland er to landskaber, som er aldeles ukendte for os “normale” læsere. Ligesom 1800-tallets borgerskab kunne sidde i deres lune kakkelovnskroge og læse om små frysende børn, der døde på gaden, mens de forsøgte at overleve i skæret af en svovlstik, sådan kan vi velfærdsdanskere med de to ovennævnte forfattere lade os synke helt derned, hvor vanrøgt, brutalitet og håbløshed er daglig kost. Jeg vil ikke analysere værkerne, som de to repræsenterer, og som florerer på linje med autofiktionen og sikkert også ind i mellem er en del af den. Her er igen noget for matematikerne: hvor mange procent dit og hvor mange procent dat.

Ovenstående causerier om tidens og 70’ernes litteratur kan måske give en og anden litteraturinteresseret lyst til at brodere videre på de tanker, jeg der lufter.

Selve ideen om at skrive om de underste (undertrykte) i samfundet fik vel for alvor vinger i begyndelsen af forrige århundrede, med Martin Andersen Nexø som farverig og mægtig spydspids for den litteratur, der var præget af troen på og viljen til at forandre verden gennem litteraturen. Deres hovedpersoner var fulde af styrke, som eksempel: Pelle Erobreren. Jo, han ville og kunne erobre og forandre verden, så den blev menneskelig. Personerne i Nexøs bøger ( og Aakjærs og Skjoldborgs) var helt igennem sympatiske, de var “gode” mennesker, som havde så meget livskraft i sig, at de kunne bane vejen for en bedre verden. Dem troede man på, mens man læste.

Den slags helte findes ikke i arbejderlitteraturen – den er nok tendentiøs ligesom den gamle var, men dens personer er uden kraft, og vi får ondt af dem, men det er der så ikke noget at gøre ved.

Den slags helte findes heller ikke i den nye underklasselitteratur. Dens personer er brandhårde og brutale som den verden, de er rundet af. Men … måske … der er dog glimt af håb, f.eks. er drengen i “det Danmark du kender” opsat på at hjælpe sine små søskende til at overleve midt i håbløsheden. Men han drømmer også om at skaffe sig et våben og skyde løs på sine lærere.

Det er en slags litteratur, som går hen over hele Europa nu, det har jeg hørt i radioens litteraturprogram: Skønlitteratur på P1 – selv har jeg ikke læst så meget af den slags endnu – . Dog lidt fransk. Læste for et par år siden Eduard Louis‘ “færdig med Belleguele” og “voldens historie.” Her færdes man i samme miljø af håbløshed.

Dagenes skum

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dagenes skum. Ja, Boris Vians mesterværk. Men som som sagt. Bogen er borte. Så meget forsvinder. Noget bliver tilbage. En rest af sommerens vilde blomsterpragt. Gik mellem de visne blade i dag og sang for mig selv (og naboen måske) sangen om efterår og glemsel.

Jeg synger ikke ligeså godt som Yves Montant, men jeg prøvede:

Oh, je voudais tant que tu te souviennes
Des jours heureux où nous étions amis
En ce temps-là la vie était plus belle
Et le soleil plus brûlant qu’aujourd’hui

Les feuilles mortes se ramassent à la pelle
Tu vois, je n’ai pas oublié


Les feuilles mortes se ramassent à la pelle
Les souvenirs et les regrets aussi

Et le vent du Nord les emporte
Dans la nuit froide de l’oubli
Tu vois, je n’ai pas oublié
La chanson que tu me chantais

C’est une chanson qui nous ressemble
Toi tu m’aimais, et je t’aimais
Nous vivions tous les deux ensemble
Toi qui m’aimais, moi qui t’aimais

Mais la vie sépare ceux qui s’aiment
Tout doucement, sans faire de bruit
Et la mer efface sur le sable
Les pas des amants désunis

Og rundt om mig de døde blade. Men mellem dem var de. De små ukuelige blomster. De holder ud, selv her i november, hvor vi har haft nattefrost.

Så seje I er!

“Lær mig o skov at visne glad/ som sent i høst dit gule blad”

Sådan sang Oehlenschläger for mere end 100 år siden. Men jeg vil hellere lære af blomsterne, der holder ud i kulden og smiler til mit kamera og siger: pyt! os får du ikke bugt med!