Drømte mig en drøm i nat

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Drømte mig en drøm i nat

Dette drømmebillede er ikke fra min drøm. Men det har alle ingredienserne i en drøm: det surrealistiske sug især. Billedet her er kreeret af min datter Mette Hesselholt H. Hansen

Det er så kedelig at høre andres drømme. Gab gab … Og jeg ved godt hvorfor: drømme består af stemninger og handlinger, men det er det første, der udgør fascinationen, og det er det andet, man fortæller om.

Stemningen kan man aldrig videregive. Jeg skriver nu denne her alligevel, for jeg tror, at jeg kan give dig en fornemmelse af stemningen også, selv om jeg ikke kan gengive den. Den er som den, du oplever, når du læser Ida Jessens noveller. Dem læser jeg for tiden. Genlæser bogen: ”En mand kom til byen” . Lå netop og læste i den bog, da jeg faldt i søvn.

I det hele taget tror jeg, at drømme fødes af de tanker og følelser i hvis favn, man befinder sig, lige inden man falder i søvn. De skaber stemningen for drømmen. Handlingen er ofte mere mystisk, og den rækker i al fald længere, ofte langt tilbage. Måske er den underbevidsthedens forsøg at bearbejde hændelser af betydning. Hændelser, man har glemt, fordi man ikke vil huske dem. Måske.

Men jeg tror ikke, sådan som man gjorde på gammel-testamentlig tid, at drømmen er en spådom: at den varsler om kommende begivenheder. Jeg er ret sikker på, at de gamle Faraoer blev snydt, når de betalte drømmetyderen for at udlægge en drøm, og han straks kunne se alverdens fremtidige hændelser i den. Drømmetyderne kunne dog utvivlsomt føre faraoerne nærmere deres eget indre væsen, så måske var pengene alligevel givet godt ud: de kunne nemlig fortælle dem, hvad det, der pinte dem, og som de derfor skulle undgå, var. De kunne se tilbage. De kunne se dybt ind i sindet. Men de kunne ikke se frem.

Når underbevidstheden kommer på arbejde, mens vi sover, og danner billeder, må den tage fra det, den kender og ved noget om, ikke ukendt stof fra en ukendt fremtid.

Fremtiden findes ikke.   

Men drømmen fortæller os altid noget om os selv. Om vor frygt mest – den er meget freudiansk i sit væsen, længere er den ikke nået: den fortæller os om det, vi skjuler for os selv – som vi skubber til side, fordi vi ikke vil vide af det.

Jeg drømte om at miste i nat. Det var en lang drøm, og begyndelsen er allerede blot svage skygger. Jeg ved ikke mere helt, hvad den begyndte med. Men det var om at miste et menneske, jeg havde mødt, og som jeg kunne snakke med, eller rettere: samtale med.

Det kniber for tiden med ”rigtige” samtaler i det daglige. Min mand er dement, og vi omgås kærligt og fint, og vi behøver ikke mange ord for at forstå hinanden. Men samtalerne er det slut med. De vigtige ”samtaler” er non-verbale. Et smil, et kys, et lys i øjnene, eller et mørke i øjnene og en trøst af en hånd etc. Når vi bruger ord, så er talemåder fine nok. Pludselig får de valeur.

Men nu havde jeg i min drøm truffet en pige, som jeg kunne snakke med uden at føle, at det var en præstation at bevæge sig ind i livets store spørgsmål. Det var helt naturligt.

Så døde hun.

Jeg var på hospitalet i begyndelsen af drømmen, og en stor del af den foregik i et underligt rum, hvor jeg opholdt mig efter at have mistet. Og det var virkelig et tab, der smertede, så jeg sørgede. Og der var læger. Men jeg tror ikke, vi havde kontakt.

Jeg ved heller ikke nu, hvem det var, jeg havde mistet, men vi var i familie, og vi havde kun kendt hinanden i kort tid, men som sagt: vi var blevet venner.

Og nu var jeg så i det her værelse, og jeg havde mistet ikke bare hende, men også noget andet, som jeg nu har glemt, hvad var, men som gjorde det meget flovt at være i rummet, hvor der mest var mænd. Var det mit tøj? Havde jeg mistet mit tøj? Jeg havde to store tasker med: en rygsæk (den har jeg altid med) og en anden stor (sports?)taske, og i dem var der meget vigtige ting, som jeg skulle passe på, og de blev hele tiden borte for mig.

En af lægerne opdagede min fortvivlelse, og det var rigtig fint, men han kunne ikke nå over til min side og opgav og gik ud, og jeg var til sidst helt borte i forvirret sorg og hjælpeløshed. Nok så meget det sidste.  

Jeg ville telefonere hjem efter hjælp – herregud, jeg var jo kun i Randers. Hvor svært kunne det være? Men det var umuligt. Jeg havde ingen telefon. Og rummets telefon var i uorden, og de mennesker, der var i rummet, kunne (ville?) ikke hjælpe.

Så lykkedes det mig at slippe ud på gaden, og jeg blev klar over, at jeg måtte hjem. Men jeg måtte gå hjem, og mine sko var elendige. Og desuden, der er jo langt at gå fra Randers og til Ålum. Jeg tænkte, at jeg kunne købe noget bedre fodtøj på vejen hjem.

Men der var ingen forretninger, kun fortovsrestauranter, og på en af dem, og jeg var netop gået over på den side af gaden, for den ene side var helt uden fortov, sad en af Oles gamle kolleger, Hanne hedder hun, smuk og ung og lyshåret, og et par stykker af mine kolleger sad der også. Jeg husker ikke hvem. Og de spise alle sammen fisk. Hanne fik de lækreste røde laks. Og de genkendte mig straks og smilede venligt og indbød mig til at spise med.

Men jeg var jo i dyb sorg. Og jeg kunne ikke se fortovet. Der var vist ikke noget fortov på den side heller. Og bordene stod alt for tæt. Og jeg var derfor nødt til at gå oppe på bordene for at komme videre.

Jeg gik altså på bordene, heldigvis behøvede jeg ikke træde på maden, for der var små paptallerkener til brødet, og de passede perfekt til mine fødder, og jeg trådte fra paptallerken til paptallerken og var meget flov, for kunne man lægge brød i dem, når jeg havde sat mit snavsede fodspor på hver eneste af dem? Heldigvis blev ingen af kollegerne vrede. Højst lidt forbavsede, men inden jeg var nået hen over alle bordene, var de forsvundet i samtale med hinanden og havde glemt mig.

Så kom jeg til en plads. Her sad en lille gruppe mænd og kvinder og drak. De var snavsede og talte underligt, og der lå noget mærkeligt i en bunke imellem dem. Pludselig sad jeg i gruppen, som om jeg var en del af den. Og så opdagede jeg, at de var ved at samle noget: ikke et puslespil, men en meget indviklet konstruktion – en slags legetøj var det vist. Jeg greb ivrigt ind og viste dem, hvordan man samlede tingene, og de spurgte mig medfølende om, hvem jeg havde mistet, og jeg fortalte det og sagde, at jeg skulle hjem, men nok kom til at gå hele vejen, og så kom der en af lægerne forbi, som godt ville køre mig, sagde han, men da jeg rejste mig, var han væk, og jeg fortsatte med at samle.

Den sære fyr, der ledede det fortabte team, virkede med ét truende, og jeg tror nok, han tvang mig til at samle videre, selv om jeg ville gå og skulle hjem, og han spurgte drillende, om jeg da ikke var en, der forsøgte at samle alting? Havde jeg ikke huset fuld af unyttige samlinger? Var jeg ikke en sygelig samler? Og jeg bed tænderne sammen og samlede stykke for stykke, mens jeg græd.

De andre så gråden, og vi kom til at tale om tabet, og de sagde, at så måtte jeg jo skynde mig hjem. Nu var det hele samlet, og der stod et stort dukkehus – mandshøjt, og jeg kunne umuligt have det i tasken. Men jeg skulle have mit arbejde med hjem, sagde de, så de proppede noget, jeg husker ikke, hvad det var, ned i tasken, og den var forfærdelig tung, da jeg gik videre.

Men nu havde gaden igen forandret sig, og jeg gik ikke mere i Randers, men i Rom. Og så ville jeg jo aldrig nå frem til Ålum. Og hvem skulle hente mig? Og i Rom? De fleste af mine var jo døde. Det kan jeg huske, at jeg tænkte. Mon Anders kunne køre? Mine børn? De havde bestemt ikke tid. De var måske ikke engang i Ålum. Og Anders? Boede han i Ålum? Jeg kom frygtelig i tvivl om alting. Pludselig slog det mig med vanvittig rædsel, at jeg aldrig ville komme hjem.

Så vågnede jeg. Klokken var 8.30.   – Så længe havde jeg ikke sovet i flere måneder. Men jeg var ikke udhvilet, men så træt og udkørt af min drøm, som om jeg virkelig havde været på vej fra Rom til Ålum. Til fods. I for små sko.

Mia via dolorosa!

Kom an drømmetyder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *