Tendenser i litteraturen – 2.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har desværre ikke kunnet finde billeder fra oplæsningen i Forfatterforeningen. Ovenstående er fra en oplæsning på Sorø Akademi. Her med kongelig velsignelse. På Strandgadebillederne er det Abraham, der sender sin milde ånd ned over oplæseren.

For mange år siden blev jeg inviteret til København for at læse op i Forfatterforeningen i anledning af indvielsen af de nye lokaler i Strandgade. Jeg læste den aften fra min dengang nye bog: ”Det tabte Paradis”, og da oplæsningen var slut, blev der serveret mad ved bordene, og man konverserede hyggeligt. Jeg havde den fornøjelse at sidde ved bord med Jytte Hilden og Niels Jørgen Kappelørn. Begge kendte folk, som jeg nok aldrig ville møde i mit landlige jyske miljø, så jeg nød hvert sekund, og det var gode samtaler. På et tidspunkt rejste Kappelørn ( en af Danmarks kendteste forskere i Søren Kierkegaard) sig og sagde, at nu kunne han ikke holde fri længere. Der var et arbejde, der skulle gøres.

Fri? Tænkte jeg. Arbejde? Nu? Men sådan er det med folk, som virkelig forsker, hvad enten det er naturvidenskabeligt eller humanistisk stof, de arbejder med. De arbejder hele tiden. Forskningen fylder deres liv. Nogle af dem, som K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt, for nu at nævne et par teologer, der ligger på forskerskalaens toptiliste, så var de så gudsbenådede, at de havde en kvinde installeret i hjemmet til at sørge for, at alt det private kørte på skinner. Den slags kvinder findes vist ikke mere. Og vi, der er født med det besværlige hunkønsstempel, kan kun yderst sjældent gafle os en mage, der mageligt vil udfylde den funktion, der er nødvendig for, at en dagligdag med familie etc. kan køre parallelt med forskningen.

Sådan er det med folk, der forsker. De lever (for) deres forskning, og alt andet er (nødvendigt?) fyld. Og lige den aften fyldte vi lidt for meget for forskeren. Der var vigtigere sager, der skulle passes.

Al den snak blot for at understrege, at jeg har levet et ganske andet liv end forskernes, og når jeg kaster mig over litteraturen med mine slørede litteratbriller og gør mig klog på de dele, så er det ikke et rigtigt forskerblik, der rammer stoffet, men glade amatørøjne, der suger til sig og lader tastaturet videregive de indtryk, som det har afsat i min litteraturglade hovedskal. Selv om jeg hader tanken om mig selv som amatør – føj! det er næsten ligeså grimt som at blive kaldt kulturkristen.

Jeg er altså også professionel og har ikke bare studeret litteratur, men også i det stille forsket ( nej … ikke fusket) med de skønne tekster.

Jeg vil forsøge at udpege nogle tendenser i det, der skrives nu for tiden. Og jeg vil tage udgangspunkt i de bøger, jeg har nået at læse. Så er der andre, jeg ikke får fat i, men dem kan du jo selv supplere med. Si tu veux…  

Den selvbiografiske roman. Fakta eller fiktion. (= Fup eller fakta?)

For nogle år siden faldt hele den litterære verden i svime over Knausgaards selvbiografiske flodroman ”Min Kamp”. Det var forfriskende nyt sådan at blande fakta med fiktion. Tænk, at nogen fandt på at bruge selvoplevet virkelighed så åbenlyst i et fiktivt værk.

Og efter den tid og navnlig efter Knausgårds succeshistorie, blev den slags bøger højeste mode. Nu udkom i en lind strøm af selvbiografiske romaner, og det var rigtignok vanskeligt for læseren at se, hvad der var fiktion og hvad der var fakta, og der blev gisnet og gættet, og de utrolig mange forfattere, hvis bøger blev bestsellers, rejste land og rige rundt og forklarede et nyfigent publikum, hvordan deres eget private liv snoede sig ud og ind i romanen. Og der blev endda sat procenter på, ja, det lyder som en vits, men det er ganske vist.

Den slags ligegyldigheder brugte man megen spalteplads og mange foredragstimer på. Og det skønt enhver, der beskæftiger sig seriøst med litteratur, ved, at det er noget pjat, og at værkets kvaliteter ikke afhænger af, hvor mange procent levet liv, der findes eller ikke findes i romanen.

Det er helt andre kriterier, der gælder, når man skal afgøre et værks kvaliteter.

Karl Ove Knausgård gav startskuddet. Et ordentligt brag. Et kæmpe kanonslag på hele seks voluminøse bind, hvor det ene ilsomt afløste det andet osv. Det var imponerende. Og det var efter min mening endda fine romaner.

Men selve det at knytte fakta og fiktion sammen til et uigennemskueligt væv er en gammel teknik. En teknik, som Knausgårds nok gav nyt liv, men som har flere hundrede år på bagen. Nu nævner jeg et eksempel, som er fra romantikkens Frankrig: Chateuabriands ”Memoires d’outre-tombe” = ”erindringer fra hinsides graven.”

Ja, selve genren ”selvbiografi” har og har altid haft samme teknik. Forfatteren selekterer erindringer fra sit liv og iscenesætter dem for læseren. Det har aldrig været ”facts”, man læste i dem. Nu kommer jeg lige i tanker om Johanne Louise Heiberg, et godt eksempel. Hun skrev i samme århundrede som Chateaubriand. ”Et Liv genoplevet i Erindringen”, hedder hendes selvbiografi. Tidens læsere kunne dog uden stort besvær se, at det med sine udvalgte scenarier og mange fortielser og subjektive tolkninger langt fra fortalte ”virkeligheden”, og værket fik da også en forvrænget titel, der lød sådan her: ”Et liv genopløjet i erindringen.”

Men det er en hamrende god bog, og som læser kan man ikke lægge den fra sig – sådan en læser var jeg i al fald. Og jeg er/ var fuldstændig flintrende ligeglad med, om det var sandt eller fiktion. Al fiktion er vel løgn= opdigtet. Men hvis det gør den ringere, så kan vi straks starte en ”autodafé” = bålbrænding. Hele skønlitteraturen må så gå den vej. På bålet med det! Men så vil jeg med på det bål, for der er ingenting, jeg holder mere af end opdigtede historier.   

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *