Som jeg husker: Dengang i 60’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dengang i 60’erne

40’erne – 50’erne – 60’erne – 70’erne – 80’erne – 90-erne – 00’erne- 10’erne – 20’erne

Så langt er jeg nået i mit liv. Så mange årtier indtil nu. Jeg lever i den smule, der er tilbage.

60’erne tør jeg skrive om, selv om det var turbulente år, hvor jeg handlede ubesindigt, som man gør i de år. Og hvor fortrydelsen lå nær. 

Jeg blev i de år uventet svag. Men holdt fast alligevel. Gudskelov holdt jeg fast.

Årtiet begyndte vel med, at jeg vågnede. Tornerosetiden udløb.

På tide, når man tænker efter. Jeg havde sovet i SÅ lang tid. Og så vågnede jeg med tømmermænd. Ikke at jeg var blevet drikfældig i de grå 50’ere, tværtimod, men fordi jeg havde mistet appetitten og alt for længe havde levet af ingenting.

Nej, det er heller ikke sandt.

Men det er den følelse, jeg får, når 50’erne toner frem i erindringsfeltet. Og jeg blev meget bleg og tynd og svag. Men jeg skal ikke fortælle om 50’erne. Der er jeg ikke endnu. Og måske springer jeg lige det årti over. I erindringen lister jeg altid udenom. Og det er måske det bedste. Sådan har jeg tænkt.

40’erne elsker jeg at huske på. De bedste år i mit liv. Fulde af vildskab. Og kærlighed. Og venskab. Men det var også her, jeg første gang oplevede døden. Og svigtet. I barnehøjde og uden, at det efterlod andet end indsigt. Også et lille barn bliver hele tiden klogere. Nej, et lille barn er klogt. ”Alderdom er Visdom” hedder et af mine foredrag. Jeg kunne havde et andet på mit program. Et, der hed: ”Barndom er Klogskab.”

Et par billeder:

På det første er jeg på vej væk. Væk fra 50’erne og væk fra far og mor. Begge dele var smertelige. Det udtrykker billedet klart nok. Jeg ligner en, der er på vej til skafottet. Men jeg er på vej til Th. Langs Kostskole. Det andet billede er fra sommeren efter. Min første sommer i det nye årti – i mig nye liv. Og jeg havde fået nyt liv. Min bror Anders og jeg kørte Danmark rundt på scooter.

I den nærmeste tid vil jeg nærme mig 60’erne: langsomt … lidt tøvende … hvordan var det, det var dengang?

Som jeg husker. Dengang i 70’erne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi blev gift midt i ungdomsoprøret. Og nej, vi var ikke oprørere. Det var der ikke tid til. Eller tid?. Egentlig havde begrebet tid slet ingen mening dengang. Og det er jo sært, når man prøver at rekonstruere 1970’erne – vor ungdomstid .

Vi læste meget. Jeg læste hele tiden.

Det er ingen bedrift at læse.

For nogen er det en last.

For mig er det et must.

Jeg tænker somme tider tilbage på dengang, jeg læste litteratur på universitetet og samtidig med det underviste håbefulde randrusianske piger og drenge i fransk. Delingsartiklen og verbers bøjning og andre finurligheder, som de skulle have ind i deres stakkels hoveder. Og mine tanker, der flagrede fra dem til mine børn, der var så små og sarte, og til de mange bøger, som jeg skulle læse og analysere om lidt – i aften i nat. En ny bog hver uge, sommetider var det en om dagen, for nu at overdrive en smule. Og også dengang havde døgnet kun 24 timer.

Samtidig var det en tid, hvor alt svævede i den klare luft og alt syntes muligt, og mellem blevask og madlavning og gulvvask og sure sokker og fransk grammatik og universitetsopgaver og 1000 andre gøremål, var der alligevel tid til at ånde dybt ind og føle sig i live. Så meget i live.

Hvad var det, der bar oppe, selv om tyngden af opgaver var så massiv og så helt uflyttelig. Jeg tror, det var, fordi verden åbnede sig og tog imod. Og gav så meget igen.

Et digt. En fugl. En bølge. En himmel. En mand. Et barn. Et kys. Et smil. Og den varme, der var. Og skønheden.

Ja, nu ser jeg det jo på lang afstand og måske husker jeg forkert. Men det gør ingenting. Det er fint sådan.

Mine 70’erbørn: Hans og Mette

Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min seneste bog. Er det virkelig min sidste bog?

Jeg læste et interview med Hans Edvard Nørgaard-Nielsen for et par år siden. Han har skrevet mange bøger – og er en dygtig forfatter. Langt bedre til at skrive end de fleste. Og nu var han altså syg og træt, og jeg husker den her sætning, som jeg her citerer efter hukommelsen: “hvis jeg ikke skriver, så er jeg ingenting.”

Jeg tænkte dengang, at sådan ville jeg aldrig sige. Og det var helt sikkert heller ikke sandt for ham dengang. Han var så meget andet. Også dengang. Men følelsen var sand. Og nu forstår jeg alligevel lidt mere, hvad han mente.

At skrive er for en forfatter SÅ meget det, man er = en der skriver.

Lige nu er Peter Øvig Knudsens seneste (bestemt ikke sidste) bog udkommet, og den hedder: “Jeg er det, jeg husker.” Heller ikke den sætning er sand. For vi er alle sammen meget mere end det, vi husker. Men følelsen er sand.

Det tror jeg. Kan mærke på Ole, at han føler, at han mister så meget ved at miste hukommelsen. Men jeg kan ikke tro, at han er det, han husker. Han er SÅ meget mere end det.

Vores identitet er et flydende begreb. Vi er en ting i dag og en anden i morgen og helt andre ting om 14 dage og en hel anden om ti år. Men kernen er den samme. Og for resten: vi er aldrig en “ting” – og vi kan aldrig blive “ingenting.”

Vist er det efterår. Vi går mod vinteren. Men se engang haven nu! som den sender sit flammehjul lige i øjet på os. Grundtvig synger så trist om efteråret: “Nu falmer skoven …” Men ingenting falmer om efteråret. Og også vinteren giver plads for liv. Jeg så til mine rhododendronplanter i dag – de står med store grønne knopper. Hvor er de dristige! Det skal vi også være! Vær lidt modig, min ven! spring ud!