Som jeg husker. Fantasibarnet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogs, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt at fange fjerne minder ind og give dem et sprog.

Et af mine første erindringer har måske ikke så mærkeligt en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Når det ikke er mærkeligt, så er det jo fordi min åndelige opdragelse var lagt i hænderne på Bedstemor, som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første jeg husker læst op var stykker i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som den gamle Marianne endnu husker helt klart. Jeg fortæller i 3. person. Den afstand holder jeg helst. Om den så holder i det lange løb, ved jeg ikke.

“Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Ikke nogens. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt smyger sig ind i næseborene og får hende til at nyse. Hun nyser og nyser.  Og holder krampagtigt fast i gud.

Hun er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker hun.

Hun har klædt ham på med enkelt lang klud, en las nærmest, viklet den om hans tynde krop. Hun ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst, tænker hun.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

Hun krøb sammen i vejsiden for lidt siden, mens uhyret tromlede hen over den rygende flade. Uden at se hverken hende eller guden, som hun hele tiden knugede ind til sig.

Bagefter plantede hun ham i den glødende asfalt.

Hun retter sig op. Ser på den lille skikkelse, som er ingens. Der står han. Låst fast, tænker hun. Midt i Tornebusken.

Klippefast.

Hun knæler ned og bøjer sin ind over ham, så folder hun hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil hun mærker, at han begynder at duve i hendes hænder.

En tåre pibler i øjet. Den falder og rammer asfalten. Så græder hun og for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Hendes gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos hende. Og det er godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *