Forfatterliv lige nu – Kokholm 47

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I går hentede jeg et tredje oplag af “Dronning Elisabeth af Kandestederne”. Set med mine nøjsomme øjne er det tæt på en succes. Hvis jeg havde udgivet bogen på et af de store forlag, ville følgende være sket: Bogen ville være blevet anmeldt i flere aviser, boghandlerne ville sælge den, og den var måske endt som en bestseller. Men den ville have haft et sølle udstyr: dårligt papir, ringe tryk. Sådan er de store forlags bøger i dag. Man får den trykt i udlandet for ingen penge, og håndværksmæssigt er det noget bras. Den ringeste bog, jeg nogensinde har fået udgivet, tog Gyldendal sig af. Sikke en gang makværk. Mine bøger ( forlaget Ancethe. som jeg selv har startet) kommer fra Hornslet Bogtrykkeri. Det er første klasses tryk på fint glittet papir. En fornøjelse at holde i hånden. Og når jeg så sørger for, at indholdet er værd at hælde i hovedet, så er alt på bedste vis.

Resten er kun penge. .

Som det er nu, hvor vi selv udgiver, er der kun få aviser, der opdager fænomenet, og bøger, der ikke er “udbudt til salg i boghandlen” – bliver sjældent anmeldt. Det ved jeg ikke, om den her er blevet – men jeg så tilfældigt, at den blev anmeldt i Kristelig Dagblad 23/7 af Claus Grymer. Og at det var en god anmeldelse. Den har overskriften: “Kandestederne blev deres livsværk. Engagerende roman af Marianne Hesselholt.” Og den slutter: Læseværdig og engagerende er den under alle omstændigheder.”

Også bibliotekernes lektørudtalelse var i top, og det betød jo, at hele det første oplag gik til bibliotekerne. Og så var jeg jo glad. Sådan da. For min glæde topper altid, mens jeg skriver og ser, at det går, som det skal. Selve udgivelsen finder jeg ubehagelig, hvad enten bogen sælger eller ej. Husker, hvordan jeg engang havde ondt af Kafka, fordi han hele sit liv kun skrev til “skrivebordsskuffen” og stort set intet fik udgivet. Nu forstår jeg ham.

Jeg har ikke noget imod at skrive eksklusive bøger, som man skal være hurtig for at få fingre i. Og som ikke gør autoren hverken rig eller berømt.

Men hver gang, jeg er færdig med en bog, er jeg selv færdig – og tænker, at nu er det slut med det skriveri. Nu er det sidste gang, jeg hopper på den galej. Jeg er blæst tom. Og træt. Og ked af det. Kravler om i en depression.

Og det er vist nok vilkåret for de fleste med det her sære hverv. Man undrer sig over, at vi bliver ved. Men jeg ved det jo nok: det er en drift.

Kokholm 46

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I dette indlæg vil jeg i den kommende tid reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Mens det sker 12

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg om det her emne: mens det sker. Om demensen, som vi har fået. Jeg skriver “vi” – det kan jeg lige så godt. Og hvad er det så, der sker?

Her er et postulat: Du bestemmer selv, hvordan udviklingen af demens skal forløbe.

Nej, ikke helt hvordan, men hvor hurtigt.

Ikke altid, det ved jeg nok, men som regel er det sådan, det forholder sig.

Man er altså ikke helt magtesløs som nærmeste pårørende.

Tværtimod.

Det har jeg altid troet på, og nu, hvor Hr. Alzheimers har været fast logerende i huset i flere år, er den tro vokset.

Det er nok (heldigvis) sådan, det oftest forholder sig. Og lad os derfor som pårørende forholde os til det! Og holde fast i det som om det var et faktum og ikke et postulat.

Jeg kan også sige det på den her måde: Den demente er sådan, som du behandler ham/hende.

Replikskifte fra forleden: Han: “Hvor er det dejligt at komme hertil. Jeg genkender det hele.” Jeg: “Ja, men det her er altså Ålum. Vi er hjemme nu.” Han: “Hvor er det dejligt.”

 

Som jeg husker. Fantasibarnet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogs, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt at fange fjerne minder ind og give dem et sprog.

Et af mine første erindringer har måske ikke så mærkeligt en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Når det ikke er mærkeligt, så er det jo fordi min åndelige opdragelse var lagt i hænderne på Bedstemor, som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første jeg husker læst op var stykker i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som den gamle Marianne endnu husker helt klart. Jeg fortæller i 3. person. Den afstand holder jeg helst. Om den så holder i det lange løb, ved jeg ikke.

“Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Ikke nogens. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt smyger sig ind i næseborene og får hende til at nyse. Hun nyser og nyser.  Og holder krampagtigt fast i gud.

Hun er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker hun.

Hun har klædt ham på med enkelt lang klud, en las nærmest, viklet den om hans tynde krop. Hun ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst, tænker hun.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

Hun krøb sammen i vejsiden for lidt siden, mens uhyret tromlede hen over den rygende flade. Uden at se hverken hende eller guden, som hun hele tiden knugede ind til sig.

Bagefter plantede hun ham i den glødende asfalt.

Hun retter sig op. Ser på den lille skikkelse, som er ingens. Der står han. Låst fast, tænker hun. Midt i Tornebusken.

Klippefast.

Hun knæler ned og bøjer sin ind over ham, så folder hun hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil hun mærker, at han begynder at duve i hendes hænder.

En tåre pibler i øjet. Den falder og rammer asfalten. Så græder hun og for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Hendes gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos hende. Og det er godt.