Kokholm 46

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Nu har “Dronning Elisabeth af Kandestederne” trukket sit eget vejr ubesværet i to måneder. Dejligt for mig at opleve.

Jeg har fået gode kontakter i de forløbne to måneder. og det er så skønt. Tak til alle jer, der har ringet og mailet til mig. Jeg vil sige som dronningen (Margrethe): “det varmer.”

Det begyndte med den fine aften på Skagen Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen. Her kunne jeg til min store glæde se, at det ikke kun var mig og mine to medlæsere, der fandt bogen interessant.

I den kommende tid vil jeg reflektere lidt over, hvad der er sket og måske over, hvad der vil ske med mit forfatterliv(skab).

Skønt det sidste må være noget svævende, for jeg er ingen spåkone, og når jeg forsøger mig i den retning, går jeg altid galt.

Men jeg vil prøve alligevel – fejltrin fører ikke altid til fald.

Vent og se!

Mens det sker 12

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det er længe siden, jeg har skrevet et indlæg om det her emne: mens det sker. Om demensen, som vi har fået. Jeg skriver “vi” – det kan jeg lige så godt. Og hvad er det så, der sker?

Her er et postulat: Du bestemmer selv, hvordan udviklingen af demens skal forløbe.

Nej, ikke helt hvordan, men hvor hurtigt.

Ikke altid, det ved jeg nok, men som regel er det sådan, det forholder sig.

Man er altså ikke helt magtesløs som nærmeste pårørende.

Tværtimod.

Det har jeg altid troet på, og nu, hvor Hr. Alzheimers har været fast logerende i huset i flere år, er den tro vokset.

Det er nok (heldigvis) sådan, det oftest forholder sig. Og lad os derfor som pårørende forholde os til det! Og holde fast i det som om det var et faktum og ikke et postulat.

Jeg kan også sige det på den her måde: Den demente er sådan, som du behandler ham/hende.

Replikskifte fra forleden: Han: “Hvor er det dejligt at komme hertil. Jeg genkender det hele.” Jeg: “Ja, men det her er altså Ålum. Vi er hjemme nu.” Han: “Hvor er det dejligt.”

 

Som jeg husker. Fantasibarnet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid vil jeg skrive nogle blogindlæg, som alle handler om den lille pige, jeg engang var. Ikke fordi jeg vil skrive en ny bog. Men fordi, det kunne blive morsomt (for mig) at give minderne om dengang for længe længe siden et sprog.

Et af mine første erindringer har (måske ikke så mærkeligt) en religiøs farve. Kulørt ganske vist. Fetishagtigt og ikke spor kristeligt. Når det alligevel ikke er mærkeligt, så er det fordi, min åndelige opdragelse dengang var lagt i hænderne på Bedstemor, som boede hos os, og som var aktiv både i Indre Mission og i Ydre Mission, og det første, jeg husker læst op, var små beretninger fra Afrika. De stod i Yola-Bladet ( Dansk Ydre Missions Tidsskrift) – der må have været et børnetillæg. Jeg husker i al fald fortællingen om en lille negerdreng i Sudan, som spiste rotter, fordi han var så sulten. Og så var der Metodistkirken, hvor vi børn kom fra helt små: spejder og søndagsskole.

Her er den første erindring, som jeg husker selv om den står i et lidt tåget skær.

Gud. Nej ikke GUD – gud.

Og han er ingens far. Kun gud.

Stanken fra den rygende asfalt trænger ind i næseborene. Jeg nyser og nyser – og holder krampagtigt fast i gud.

Jeg er fem år og ny på jorden. Han er gammel og har været her altid.  

Vi to, tænker jeg måske.

Jeg har klædt ham på med en enkelt lang, spraglet klud, en las er det vel nærmest, som jeg har viklet flere gange om hans tynde krop. Jeg ser vinden fange den, løsne den, lege med den og slippe den igen. Så hænger den slapt ned.

Sådan er det bedst.

For han er gud.

Nu står han så der, klemt fast i asfalten.

For lidt siden krøb jeg sammen i vejsiden. Jeg rystede ligesom hele verden, mens den store tromle buldrede forbi og trykkede den rygende asfalt flad.

Bagefter plantede jeg ham i den sorte stinkende flade og foldede hænderne..

Jeg retter mig op. Ser på den lille skikkelse, der står ensom i røgen. Låst fast. Midt i Tornebusken.

Jeg knæler ned og bøjer mig ind over ham, så holder jeg med hænderne om hans tynde, tynde krop og forsøger at rokke ham frem og tilbage, indtil han begynde at duve i mine hænder.

Måske græder jeg for hans fødder.

Men han har ingen fødder.

Min gud er fodløs og hovedløs og årløs og tåreløs.

Og han er ikke urokkelig.

Men hele natten er han hos mig.”

Jeg har aldrig udgivet mine digte. Det er der en grund til. De er ikke særlig gode, og middelmådige digte har det bedst i skuffen. Men jeg har altid skrevet altid, og nu fandt jeg en stak digte frem, som jeg skrev som ganske ung. For jeg vidste, at der var et iblandt mine ungdomsdigte, som handlede om det, jeg har forsøgt at huske herover. Jeg skriver digtet her. Det er dateret 1964 og lyder:

“som barn/ bandt jeg klude/ af gloende rødt/ om fine kviste fra piletræer/ et sted glødede asfalten/ i solens brand/ her knælede jeg/ og med alvor og andagt/ fæstnede jeg/ de røde laser/ i den sorte asfalt/ så sad jeg stille/ og sugede saften/ og den ildrøde farve/ ind i mit blod/ til jeg følte mig hel …”

Jeg har ingen fotos af den pige, der var så mærkelig og som gik så sære, ensomme veje. Det nærmeste er et billede, hvor jeg knuger, ikke en gud, men en dukke ind til mig. Og der er jeg syv år. For dukken fik jeg til min fødselsdag, da jeg blev syv år, og jeg døbte den Ole. Min Dukke Ole fyldte sikkert mere i mit barneliv end de sære gudsfantasier. Jeg var også en helt almindelig pige. Og vist legede jeg med dukker. Og vist hed min favorit Ole.