Mine foredrag

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Coronatid har betydet næsten totalt foredragsophør. Det er mit ønske at fortsætte med den virksomhed, men i begrænset omfang. Foredragene er reduceret til kun nedenstående tre. Men det er klart, at hvis nogen virkelig ønsker foredrag om de store salmedigtere, så er jeg parat. Jeg har elsket at rejse med de tre store: Brorson, Kingo og Ingemann.

På nedenstående billede har jeg den ære at blive peget på af en af de kære gamle danske konger. En ære, som helt sikkert smittede af på mit foredrag – sjældent har jeg følt mig så besjælet af mit stof. Vi kunne flyve.

Billedet er fra festsalen i Sorø Akademi
Herunder er det Ingemann og Lucie der er på talerstolen med mig – det var herlige tider med os tre

DE NYE FOREDRAG

1.  Hjemstavn og Udsyn

Da gården Hesselholt blev bygget i den nordligste del af Jylland, var den omgivet af løvtræer, klimaet var mildt og jorden frodig, men i 1600tallet ændrede klimaet sig. Sandstorme og oversvømmelser ødelagde de fleste gårde på egnen, og mange bønder flygtede til mildere strøg. Nogle få gårde overlevede. Hesselholt var en af dem. Den blev ligesom en del andre flyttet til Skagen Landsogn, lidt syd for købstaden. Her levede ca. 15 familier i et par århundrede, isolerede og i stadig kamp med naturkræfterne. Folkene lærte at holde sammen og at holde ud. Men det var ikke uden omkostninger. I foredraget vil jeg fortælle om de gamle gårde og de slægter, der boede der i mange generationer. Et ganske særligt folkefærd.

2. Dronning Elisabeth

20201215_114217

Der er skrevet flere bøger om Kandestederne og det mondæne liv, der udfoldede sig der i begyndelsen af 1900tallet. Og der var meget at skrive om, for Kokholms Hotel havde årligt besøg af medlemmer af Det danske Kongehus, og mange berømte kunstnere yndede at tilbringe somrene der. En populær TV-serie, ”Badehotellet,” tager afsæt i den nostalgiske forestilling om en forgangen idyl og gennemspiller fortællingerne om de sorgløse sommerglæder. Men der var et ganske andet liv på egnen, før Kandestederne blev ”opdaget” af den fornemme verden, og det liv står i skarp kontrast til ovennævnte idyl. De to unge mennesker, der byggede hotellet, Elisabeth Houkjær og Christen Kokholm, voksede op under forhold, der var præget af slid og fattigdom. Hun var hedebondens datter, han var søn af en daglejer. Men de havde en fælles drøm, og den slap de aldrig, selv om vejen dertil var lang og brolagt med forhindringer. Med en ufattelig kraft og viljestyrke trodsede de vilkårene, og det lykkedes dem at realisere drømmen, og da pigen blev en gammel kone, blev hun af Danmarks største skuespiller, Poul Reumert, tituleret ”Dronning Elisabeth”. Hun fortjente titlen. Jeg vil fortælle om livet og menneskene, før stedet blev et paradis.

3. En rejse i Skyggernes Land

Foredraget vil handle om alzheimers, en diagnose, der var ret ukendt, da min mor fik den i 1982. I 2009 skrev jeg bogen ”Skyggelys” om min mor og holdt i årene derefter mange foredrag om emnet. Mest af alt for at forsøge at fjerne de mange fordomme, der knytter sig til sygdommen. I februar 2019 fik min mand diagnosen alzheimers, og i et par år havde jeg ikke mod til at fortsætte foredragene. Dertil fyldte det for meget i min hverdag, men min mand fik mig overtalt til at tage emnet op igen. Alzheimers er en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men når det er sagt, er ikke alt sagt. Der er lys også på den vej, den syge går, og som man går sammen med ham/hende.

Jeg vil fortælle om dette lys, som ingen sygdom formår at slukke, men som man meget tit glemmer i fortvivlelsen over, hvor hårdt det kan være at leve i nærkontakt med den syge.

Info:

Marianne Hesselholt, Sct Kjeldsvej 2, 8920 Randers NV – tlf: 29 66 46 83

Pris for et foredrag: 3000 kr. +kørsel – bestilles på e-mail eller telefon.

E-mail: marianne@hesselholt.com

På hjemmesiden kan man læse mere om foredrag og bøger: www.hesselholt.com

På bloggen: blog.hesselholt.com kan kigge ind i mit værksted og få et indblik i, hvad der bedrives pt. Og se billeder.

Udgivelser:

Johan (1993)

Isenglens Søn (1995)

Skyd dig igennem, sagde Oldefar (1996)

Gylden Sol og sorte Skyer (1996)

Brorsons Billeder (1999)

Outside (1999)

Cirkelbarn og Sommerfugl (2000)

Det tabte Paradis (2001)

Blues (2001)

Landsbybarnet (2002)

Lucie (2003)

Dejlig er Jorden (2005)

Fugl i Danmark (2006)

Fugl i Argentina (2007)

Mellemlandet (2008)

Skyggelys (2009)

Digteren og Malerinden (2011)

Hændelser ved Hulsig (2015)

Tobias og Englen (2017)

Dronning Elisabeth (2021)

Bøgerne er udgivet på flg. forlag: Modtryk, Gyldendal, Netbogklubben, Thaning og Appel, Haase og Søn og Ancethe.

Kokholm 45 – Dronning Elisabeth – en bog

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Middelalderen og de berømte mænd fra Ålum må vente et par måneder. Jeg har ellers godt nyt i den skuffe. Men den lukker jeg op senere. Nu gælder det Elisabeth. Så vender jeg tilbage til Middelalderen i al dens gru og glæde, men først er der et bump på vejen.

Jeg er nødt til at skemalægge mit liv. Sådan er det, og sådan har det altid været. I skolen havde jeg jo folk til det, men jeg var så til gengæld pisket til at følge skemaet time for time: når 3y skulle undervises i fransk, så nyttede det ikke noget, at jeg i stedet foretrak at cykle sorgløs om i det spirende forårs solskin til lyden af lærkesang. Det gik ikke an bare at ”være til.” Man skulle man være ”til noget.”

Det var meget sjældent, jeg skulkede.

Men da jeg hellere end gerne skulker fra dagens pligter nu om dage og i stedet hengiver mig til ørkesløse vandringer uden mål og med, så må jeg altså tvinge mig ind under åget og strukturere min tid og endelig indse, at skolens skemalæggere ikke kommer mig til hjælp og indfletter mig i deres glade vanvid med at spærre folk inde i 100%  rigide skemablokke. Som jo altså alligevel var en slags tryghed for tryghedsnarkomaner som mig.

Jeg må selv gøre det.

Og mine pligter er for resten ikke altid sure. Det var de heller ikke, når en matematikerklasse for 117 gang skulle lære at forstå delingsartiklens mysterier. Lidt træls. Men også sjovt.

Og sådan er mit arbejde som regel. Lidt træls. Men også sjovt.

Men jeg har et forestående bijob, som er surt ad helvede til (og læg nu mærke til, hvor sjældent jeg bander!) – nemlig at fungere som sælger.  Fy for F…..

I april skal jeg arbejde for at få hele den danske befolkning (i al fald kvinderne) til at indse, at de ikke kan leve videre uden at læse min nye bog: ”Dronning Elisabeth” – de må forstå, at livet vil blive tristere og koldere uden kendskab til en kvinde, som satte ALT ind på skabe det, hun drømte om. Og som indfriede drømmen.

Mine trofaste læsere ved, at jeg ikke skriver bøger, som jeg ikke brænder for at skrive. Og når jeg endelig har skrevet en bog færdig, så sender jeg den kun ud, hvis den er god nok. Jeg har som alle forfattere skufferne fulde af bøger, der aldrig nåede længere.

Altså: nu kommer der en bog, som nok er værd at læse. Måske endda at købe. Bogen koster 220 kr. i boghandlen og 150 hos mig. Jeg er ikke momspligtig og desuden ikke boghandler. Som vanligt kan bogen købes via en telefonopringning eller en mail. Jeg er selvfølgelig sur på PostNord, som nu skal have 66 kr i porto, hver gang jeg sender en bog – så ryger min fortjeneste. Men pyt: jeg er heldigvis ikke købmand. Jeg vil blot gerne have læsere. Desværre kan jeg ikke helt undgå den kommercielle side af det projekt, som en bog jo er.

Så det kommer april til at gå med. Her må jeg sparke mig selv i gang hele tiden. Og når jeg så øm og forslået vender tilbage til livet igen, så er bøgerne forhåbentligt sluppet ud af deres nuværende skinliv i lukkede kasser og havnet hos levende mennesker, der gerne vil læse en god historie om de mennesker, der byggede det samfund, som vi nu lever mere eller mindre højt på at være en del af.

Berømte mænd fra Ålum 6 –

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fra Havamål eller Den Højes Tale: Og sig så ikke, at vi ikke kan lære af de gamle vikinger!

vers !. Mand ved Kruset/ Hold maade med Mjøden/ Tal tilpas eller ti /Ingen tager dig ilde op,/ om du snart gaar hen at sove. Vers 2. En Grovæder som aldrig faar nok/ Æder sig ind i Døden./ Mangt et Fjog for sin Mave Skyld/ Gaar til Grin blandt de Kloge.

I det følgende vil jeg bruge spalteplads på middelalderen igen. Jeg vil de næste mange måneder forsøge at trænge ind i det spegede univers, menneskene dengang tumlede rundt i. Og de var tumlinger meget mere end vi kan forestille os. Jeg vil forsøge at hale ind på dem og belyse deres egenart, inden jeg kaster mig ud i at skrive om dem.

Og det bliver jo om Kjeld fra Ålum. Og jeg vakler endnu mellem enten at skrive en neutral historisk beretning (sådan en findes ikke, men kan tilnærmes) eller en roman. Det sidste har jeg mest lyst til og måske mest talent for, men men men … jeg er ingen god sælger. En “faktuel” bog sælger sig selv. Det gør en roman ikke.

Men der er to ting, jeg vil bestræbe mig på i begge tilfælde, nemlig både at være præcis med hensyn til det faktuelle og at lade fantasien løbe frit. Præcision og fantasi. Og nu har jeg så skudt mig selv i foden, for de to begreber passer til hinanden som en boksehandske til en platfod.

Men jeg har tænkt at humpe derudaf alligevel og at holde begge begreber i hævd.

“At holde hovedet koldt og hjertet varmt”, for nu at udtrykke det med en cliche. Der er det med clicheer, at de ret tit er rigtig gode. Vi kan bare ikke mere høre dem, fordi de er brugt og misbrugt for tit.

Apropos det kolde hoved og det varme hjerte, så randt et digt af en af min ungdoms yndlingsforfattere mig i hu. Og det her skulle jeg nok gemme til kategorien “erindringer.” Men nu kommer det her:

Da jeg gik i gymnasiet havde vi en elevforening, “Hugin”, hvor vi en overgang læste digte højt for hinanden. Der husker jeg en dreng, som læste Nis Petersens digt “et kvad om en knes fra Peene”. Og han gjorde det, så jeg aldrig har glemt den oplæsning og det digt. Og forestil dig en dreng, som læser det her digt med lige den patos, det kræver. Og heller ikke mere. Vi havde i dansktimen hørt Tom Kristensen himself læse højt. Vi vidste godt, at man skulle læse, så ordene fik deres egen glød og ikke en skuespillers. Skuespillere kan ikke læse digte højt. Men den her dreng læste præcis så koldt og varmt, som man skal. Digtet er langt, men jeg skriver det her, fordi det har at gøre med Venderne, og de folk kom til at spille en stor rolle i Kjelds liv. Han sad i venderfangenskab en tid. Og Knud Lavard havde Kjeld også noget at gøre med. Knud Lavard var vendisk Knes. Ja, ja, der blev du måske klogere – jeg vidste det ikke i forvejen. Men Knud Lavard blev udnævnt til knes over abodritterne – et vendisk folk.

Et kvad om en knes fra Peene

Den nat lå våren i Strela sund/ ved gry var den nået til Lålands kyst. / Den nat var der sorg om en vikings mund; / den gry var der gråd i en biskops bryst. / Hør her et kvad om en pommersk knes / søn af en knes fra Peene.

Der fo’r en kogge – der fløj en karve/ – to tøse lig på det gale hav./ Rødt flammed’ skørternes purpurfarve/ i blink mod himlen som blink af rav. / Snart var den slukket i bølgeslugten / – snart var den tændt i en tvilling-brand. / Og farten gik i Grejswalder-bugten/ ind mod Wostronas forrevne strand.

En vendisk kogge – en daner karve / på kølvandslinje i ør tagfat./ To iltre led af een rustrød larve/ krøb mod de knoppende tjørnekrat. / Og visens ende – beretter sagnet – /blev koggen knust under karvens vægt; / men her, hvor sagaen sænker lagnet, / begynder verset om knesens knægt.

Dengang det hedenske fartøj revned’/ forladt af Siva og Radegast, / af tresindstyve blev trende levnet/ – de tre blev førte til dom i hast. / Den ene kasted’ sig fladt på bakken/ – han bød på bedring, bestak med bod, / men fandt så midt i den brede snakken / sit hoved hvilende for sin fod.

Den anden trygled’ om dåbens vande,/ han flæbed med sjæl og krop, / man lod ham nærme sig fredens lande/ og hængte fyren i råen op. / Så stod den ene af tres tilbage/ og så med smil mod den grå prælat, / som om ens hoved sat på en stage / var livets mål i hver vendisk stat.

Og himlens fosser af blod og okker/ var mindre gyldne end drengens hår,/ som her han brun med forblæste lokker/ stod på sin søjle af atten år. / Og bispen nikked’ – og bispen mæled’;/ “-fornægt din gud, og dit liv er frelst!/ Een gang – kun een for vor Kristus knælet,/ og du tør fjæle dig hvor som helst!”

Da lo en perlende drengelatter/ en mager hånd gennem håret gled:/ “Å, der er ting, som I ikke fatter,/ og der er ting som I ikke ved./ Og stod jeg her, som du tror, alene,/ måske jeg takked’ dig for dit bud;/ men jeg er knes – jeg er fra Peene/ og knæler ikke for jeres gud!”

Men bispen så mod de første stjerner/ og ham, der dingled’ fra dragens rå;/ – “-Det er lidt koldt, medens mørket kværner/ og hængt man hører i smug derpå!”/ Da knipsed drengen: -“Å – der ror svaner/ som galeoner på himlens spejl,/ og de vil hviske på deres baner/ ned til min seng i det røde sejl:

– At den, der sand mod sit hjertes latter/ har le’t mod livet og fulgt dets lov,/ han har en løn, som I ikke fatter,/ og han fik stillet ethvert behov!”/ Så sås et flammende hår at springe,/ og midt i skjoldranden sås det sidst./ En dreng stod rank som en romersk klinge;/ så lød et plask og et “-Jesus Krist!”

Det var bisp Absalons bitre klage;/ – det var et suk fra en from pirat;/ det var en ædling, der så sin mage/ gå døden mod i hans sejrs dravat./ Det blev hans udsagn til sene tider,/ og det var talen, som siden lød: / – “En træl kan trives, mens tiden skrider;/ en fri mand kender man på hans død!”

I øst kom duvende de danske drager;/ – de hugged’ over bugten mod nordvest;/ og venderho’der sat på tusind stager/ – det var programmet for den ny dags fest./ Men på sit flagskib kasted’ bispen sig på lejet/ ved mindet om en dunet, vendisk ørn./ På Strela sund lå dagen underdrejet./ og nøled’ med at vække Rygens børn.

Ak ja – da jeg skrev digtet lige før, opdagede jeg, at jeg kunne meget af det udenad. Sært, for jeg har ikke læst Nis Petersen siden min ungdom. Og der hører han jo til.

En from pirat – ja, det er ingen skrivefejl – danskerne var også sørøvere.

Lad os nu standse op og studere en af de nyeste danske middelalderforskere, som oven i købet har den fordel frem for så mange andre, at han er fornøjelig. Så læs ham! Og spring gerne mine notater over. De siger måske mest mig noget og er i al fald en del af mit arbejde hen mod en bog om Sank Kjeld.

Middelalderen. K.J. betegner den som en negation: den eksisterede kun i kraft af det, den IKKE var. – vi har betragtet den tid, der var før, som noget = vikingetid og den tid, der var efter, som noget = renæssance, reformation, men det midt imellem, har vi set som bare “imellem.” En slags vacuum – en stilstand – et ingenting.

Men det er et forkert syn på middelalderen. Middelalderen var dynamisk – udvikling – bevægelse.

994 – de første togter til England. Danegæld = Vikingernes version af gansterbanders beskyttelsespenge. I løbet af 10 år = 40 tons sølv.

England var en indbringende forretning

Her et citat fra side 26: ” …fra bondestenalderen og næsten helt op til i dag løber der en rød tråd, det evigt centrale for enhver bondebefolkning: Det nære – årets gang – hvordan bliver vejret? – bliver høsten god? – får kvæget kalve? – Tilværelsen var cyklisk.” (Hovedkilde: Hávamål = Den højes Tale

Bonde = en fri mand

(Citat side 29) “Olav blev til Olav den Hellige, Norges nationalhelgen, fordi han myrdede alle, der ikke fattede kristendommens budskab om fred og næstekærlighed.”

Vikingetidens og den tidlige middelalders samfund var ekstremt voldeligt. Eneste retsprincip er hævn og modhævn.

I Svend Estridsens tid inddeles landet i bispestifter: Lund – Roskilde – Odense – Vendsyssel. Og der bygges trækirker i hele landet.

(Citat side 41) “Da Svend Estridssøn døde i 1074 efterlod han sig helt i forgængernes ånd et jammerlidt roderi.”

Harald Hén = fredelig og kedelig

(Citat side 46) “I 1101 blev han (Knud) nemlig ved pavelig begunstigelse til Knud den Hellige. Danmark havde fået sin første, rigtige, vaskeægte helgen, og lige pludselig var han lige så vanvittigt populær og elsket, som han havde været hadet og afskyet, mens han levede.”

Under Ejegod – Venderne (Citat side 46) “I Danmark var vikingetogternes muntre og sorgløse æra for længst forbi. Den tid, hvor enhver velhavende stormand kunne udruste en håndfuld skibe og drage hærgende rundt i farvandene og flække panden på hvem som helst -der -nu-kom-i-vejen- , var slut.

Tidligere var vikinger og vendere lige gode om sørøverhåndteringen. Nu er det mest venderne, der røver, og ledingsflåden, der sættes ind imod dem. Man kan også sige: Venderne hærgende de danske kyster. Ledingsflåden hærgende de vendiske kyster. Igen ser vi: Vold på fuld drøn. Så de var vel i grunden stadig lige gode (onde)

1103 – Bispesædet i Lund

Citat side 51 “Den allerførste ærkebiskop i Lund, Asser, var af den magtfuld Thrugot-adelsslægt og nevø til dronningen. Det blev med andre ord i familien.”

“Citat side 55) “Stormands rolle som ren og skær kriger var ved at fære fortid.”

1134 – slaget ved Foteviken: En massakre. Asser/Erik vandt over Niels/Magnus – vist nok mest fordi de de var beredne. Rytteri og rustning var nyt i kampe = middelalderen gør sit indtog.

Citat side 60: “ Slaget ved Foteviken – det første militære sammenstød her til lands, hvor den klassiske middelalderlige rytterhær blev sat i spil, de panserklædte riddere … De kongetro fodfolk havde ikke en chance imod den topmoderne, veldisciplinerede og teknologiske langt overlegne ridderhær.”

Slaget ved Foteviken drænede landet for kongetro adel + præster – 5 biskopper døde og ca. 60 præster i slaget.

Citat side 62: “Klimaet ved det danske hof i 1100tallet ville til tider få enhver splatterfilm til at ligne en søndagsudflugt.”

Erik Lam gik i 1146 i kloster. Hvorfor?

Citat si.67: “Måske gik det op for ham, at kongejobbet ikke var umagen værd? … Kongekronen … en meget tung byrde og en meget meget farlig hovedbeklædning.”

Som jeg husker – Sovjet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

De fleste forfattere skriver, fordi de ikke kan lade være, og ved at sætte ordaftryk i verden, sætter de aftryk i sjælen, i bevidstheden, i psyken, i sanserne, i hovedet og i kroppen på alle vi andre, så vi får lettere eller sværere ved at trække vejret og blive ved med at være rigtige mennesker af kød og blod og følelser.

Ja, somme tider løfter en forfatters magtfulde ord en ud af fortvivlelsen, og man genfinder glæden ved at være i live. Og somme tider kaster en forfatters magtfulde ord en ud i fortvivlelsen, og man får svært ved at genfinde glæden. Tør næsten heller ikke.

Sådan har jeg haft det i nogle dage nu. Og det er jo min egen skyld. Men det begyndte uskyldigt nok. Vi har stadigvæk gammeldags flow-TV her i huset – og så ser vi det, vi kan lide at se på DR1 og DR2 efterhånden, som det popper op. Og i nogen tid har vi fulgt en udsendelse om Stalins udryddelseslejre i en ikke så fjern fortid.

Det er en engelsk udsendelse, og den bygger på et utal af dokumenter i form af interviews med overlevende ofre og bevarede film fra lejrene. Det er selvfølgelig rædselsfuldt ud over enhver beskrivelse, og vi kunne jo bare slukke. Men det kunne vi så ikke. Og værre endnu: jeg fandt mine Solsjenitsyn-bøger frem forleden – har alle de oversatte af hans bøger. Gulag Øhavet (der er 5 bind) har delt skæbne med SAXO Grammaticus – nogle bøger, jeg skulle læse engang.

Jeg er ingen habil svømmer, det har jeg aldrig været, men nu har jeg kastet mig hovedkulds ud i det bundløse hav, Solsjenitsyn beskriver. Og det gør han jo så ikke alligevel, selv om han skriver bog efter bog. For det kan ikke beskrives. Det ved han godt. Men han skriver. Og man kan høre hans gråd imens, og man kan mærke, hvordan pennen skærpes af ironi og vrede, mens han skriver, og man kan mærke, hvordan han kuer sin vrede og tvinger sig til at fortælle nøgternt og koldt om det hæsligste af alt: ondskaben, når den slippes fri.

Første bind af GULAG ØHAVET

Hele den lange serie handler om terror og frygt som en del af ALLE menneskers hverdag i Stalintidens Sovjetunion. Man kunne blive arresteret for INGENTING. Jeg vil citere en passage her, som jo nok er grinagtig, men på en frygtelig måde. Det handler om en partikonference: (Citat side 89, Bind 1)

“Alle rejser sig naturligvis (ligesom også alle under konferencens forløb er sprunget op, hver gang hans (Stalins) navn er blevet nævnt). I den lille mødesal lyder “bragende klapsalver, som går over i ovationer”. Tre, fire, fem minutter har de bragende klapsalver nu lydt, stadig på vej over i ovationerne. Men nu begynder det at gøre ondt i hænderne. Det begynder at snurre i de løftede arme. De ældre er ved at miste pusten. Det er ved at blive pinligt, selv for dem som oprigtigt beundrer Stalin. Men hvem vover først at holde op? Distriktssekretæren, som står oppe på podiet, og som lige har læst erklæringen højt, kunne have gjort det. Men han er jo ny -, erstatter den indsatte, han er selv bange! Her i salen står jo også folk fra NKVD og klapper, de holder øje med, hvem der først holder op med klapperiet! … Og klapsalverne i denne ukendte lille sal fortsætter uden at føreren ved af det – 6 minutter – 7 minutter – 8 minutter! … De er døden nær. De er fortabte! De kan ikke længere standse, før de falder om med bristet hjerte! … Direktøren for den lokale papirfabrik, en utålelig stærk mand står i præsidiet og klapper – fuldt ud klar over det forløjede i situationen og umuligheden af at slippe ud af den – 9 minutter – 10 minutter! Han ser fortvivlet over på distriktssekretæren, men denne tør ikke holde inde. … distriktets ledende mænd vil blive ved med at klappe, indtil de falder om og bliver båret ud! Selv da vil de tilbageværende ikke Vakle! I det 11. minut påtager direktøren for papirfabrikken sig en forretningsmæssig mine og sætter sig på sin plads i præsidiet.”

Episoden ender med, at fabriksdirektøren bliver arresteret. Da han beder om en forklaring, svarer forhørslederen ham “Hold aldrig op med at klappe!”

Og så er der dem, der tror, at Satan har udspillet sin rolle! At vi er blevet civiliserede mennesker, der for længst har kastet overtroen overbords! At vi ikke mere har behov for at sige de her ord igen og igen og mene dem: ”VI FORSAGER DJÆVLEN OG ALLE HANS GERNINGER.!”

Og jeg tænker på min egen ungdom. Dengang jeg selv fjollede rundt som en anden komsomoltøs og troede, at jeg var kommunist. Jeg er jo for pokker vokset op i et pietistisk miljø, hvor man blev opdraget til ”et renfærdigt” liv. Og ville leve det. Ville være ren. (Camus: ”Les mains sales” – falder mig i pennen nu) – Det problematiske ved at ville leve med rene hænder – og så alligevel … netop derfor ende med ”les mains sales” (=snavs på hænderne).

Jeg tænker på min egen ungdom. Jeg tænker på den lethed, hvormed man gik fra en frelst gruppe til en anden. Nu var det bare ikke Gud, man ville tjene, men Mennesket.

Jeg gider ikke skrive om, hvad der skete i mit hoved, efterhånden som årene kløvede tankerne og viste mig, at ingenting er så let at begribe, som den unge tror. At verden er et filternet, og at vi fanges deri gang på gang. Og holdes fast. Jeg vil ikke skrive om kampene for at vriste mig fri af fangarmene, der fik fat og holdt så knugende om det, der var mig. Jeg gider ikke skrive om den omvæltning, det var at blive rigtig voksen. At finde andre veje. Måske endda at finde hjem.

Det ville blive ulideligt at læse og alt for meget ligne en kliche. Hvad det jo ikke var. Eller er.

Men jeg vil fortælle lidt om det, jeg så, da jeg selv som ganske ung og næsten overbevist socialist besøgte Sovjetunionen.

I Sovjet var man ikke i tvivl: kunsten skulle vise fremskridt og fremdrift og optimisme

Næsten socialist? Nej, vist ikke. Og da vi besøgte Sovjet var det med en sund skepticisme i bagagen. Selv om jeg ikke dengang havde hørt om Stalins koncentrationslejre. Kun om Hitlers.

Men en overgang var jeg kommunist. Af hjertet. Da var jeg 13 år. Vores skole skulle ”spille” et ”folketingsvalg” med valgtaler og debatter og afstemning osv. Vi skulle vælge en leder fra hvert parti, og jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne – det var jeg med på og gik med en 13årigs krumme hals i gang med at blive klogere på det der med socialisme. Vi hørte alle folketingsdebatter derhjemme i radioen, så retorikken kendte jeg. Vore forældre interesserede sig for politik – det havde de altid gjort i fars familie, og de havde også altid været venstrefolk. Var jo bønder. Men far skilte sig ud: var konservativ hele sit liv – han var konservativ amtsrådskandidat det år, jeg blev valgt til at repræsentere kommunisterne.

Så kom jeg i opposition til min far. Det var jeg lidt beklemt ved, men også lidt stolt. Og han var vist også, for jeg husker, at han sagde: ”Du ender i Folketinget,” da jeg nogen tid efter blev konfirmeret.  

Suezkrisen var på sit højeste dengang. På den ene side stod Israel, Frankrig og England og på den anden side Ægypten og palæstinenserne. Jeg plæderede for Ægyptens ret til selvbestemmelse og skumlede om kap med Aksel Larsen imod de imperialistiske landes indblanding.

Ja ja … men da var jeg 13 år. Jeg kan ikke huske, om jeg fik nogen stemmer. Det gjorde jeg nok ikke.

Da jeg blev russiskstuderende 7 år senere, var det ikke for at læse Lenin, men Dostojevskij, for nu stod jeg på række med eksistentialisterne – og havde forladt min 13årige barnetro.

Min kommende mand foran et hus i Leningrad – tæt på Dostojevskij-museet
Det var stadig Lenin her og der og alle vegne
Men der var også de små børn

Jeg læste russisk på Århus universitet, men rejsen var for seminarieelever – vordende lærere, og jeg var kun med, fordi der var manglende tilslutning – det var en dyr rejse. Så kom jeg med. Kunne praktisere mine sprogkundskaber – finde Dostojevskijlitteratur – besøge hans museum.

Vi mødte glade veltilpassede børn i dagtimerne – som på billedet – og utilpassede børn om natten – sortbørshandlere (det var også børn) – vi så stålgebisser gnistrer i mundene, men vi så også systemkritikere. I al fald en. Ham mødte vi en sen nat i Leningrad, og vi mødtes med ham andre aftner og nætter i træk (sov vi nogensinde i Leningrad?)

Han hed Rolf, og nu er det sikkert ufarligt at lægge ham på bloggen, men dengang ville det have været at lægge hans hoved på blokken. I bogstaveligste forstand. Og selv nu holder vi hans hoved udenfor den her fremvisning. Stalinprocesserne er ovre, det var de også i 1964, Gulagøhavet tørret ind, men repressalier for upatriotisk virksomhed levede i bedste velgående. Det gør de jo stadig? .Vi mødtes i stor hemmelighed. Rolf tog os med til sine venner, og på den måde fik vi et andet indblik i landet end det, vi i flok fik lov til med vor daglige og meget nidkære “tolk”, som kun slap os et øjeblik – når det f.eks. lykkedes os (mig og min nye ven Ole, som jeg forførte til at være rebelsk mod styret) – at stikke af. Det gjorde vi et par gange. Men ikke uden, at det fik følger. Herom senere.

Det vil føre for vidt at fortælle om alt det, Rolf viste os – alt det, vi så og ikke måtte se. Men en bestemt aften vil jeg kort fortælle om. Han tog os med til et ægtepar, unge som os, han ingeniør, hun gartner – de havde et barn i en vugge, som var hængt op i snore under loftet. (var der rotter?) De boede i et rum i en etageejendom med mange “lejligheder” på hver sal. I midten et fælles køkken. Vi måtte ikke tale, mens vi gik op. Det var forbudt at medbringe udlændinge. Vi forsøgte at se russiske ud – jeg sagde lidt på russisk, og Rolf skubbede til mig og hvæsede, at jeg skulle holde mund. Der var en del mennesker i køkkenet. Inde i “lejligheden” slog vi os løs og snakkede og snakkede, og nu blev de rigtig russere – vældig nationale endda – stolte – og jeg husker, at Rolf sprang op på sengen, slog ud med armene og læste et digt af Jevtusjenko. Digtet kan ses her:

Jevtusjenko var verdensberømt digter – helt ung – og systemkritiker. Det her digt handler om Montmartre og Paris og kærlighed. Et andet digt af Jevtusjenkoham, som Rolf også reciterede hed “Tror du, at Rusland ønsker krig? – det fik jeg desværre ikke fat i. Jeg havde læst Jevtusjenko hjemme i Danmark. “En digters kunst er ingen bøn om nåde.” Fantastisk. Og nu hørte vi ham “live” – det var hele turen værd.

Rejsen til Sovjet fandt sted i 1964, så jeg var voksen. Og så med kritiske øjne på det store land. Og der skete meget på den rejse, som totalt ændrede mit liv. Jeg vil forsøge at huske.

1964 i Moskva. Det 57 år siden, og meget er glemt. Det var i oktober. Det forekommer mig, at vejret var  mildt og tørt både den uge, vi var i Moskva og ugen efter i Leningrad. Og jeg husker de særeste ting. De mange birketræer alle vegne og det rødlige sand på stierne i parkerne. Den røde plads, paladserne, katedralerne med deres guldkupler. Men når jeg prøver at huske moskovitterne, falmer de for øjnene af mig, jeg kan ikke se dem klart. De er blevet sært farveløse i min erindring. Det, jeg ser, er et flow i gadene af mennesker klædt i gråt eller i sort. Dekolorerede. Måske er det, fordi alle mine fotos er sort/hvide – måske er det, fordi fænomenet ”mode” ansås for et dekadent vestligt begreb. Man klædte sig ens. Jeg husker, at omtrent alle damer bar lilla hatte, og i GUM, det store varehus ved Den røde Plads, var virkelig alle de udstillede hatte lilla. Så husker jeg nogle smil, hvor et stålgebis blottedes. Det var ikke smukt. Jeg husker også en gammel kone, som gik og fejede, og jeg stillede mig op og ville fotografere hende, men hun for løs på mig. Rasende. Jeg forstod ikke alle ordene, men hun skammede mig ud, fordi jeg ville fotografere det, som var skamfuldt. Jeg skulle fokusere på guldkuplerne og pionerpaladserne.

Jeg husker vareknapheden. Ikke fordi vi studenter savnede at shoppe. Danmark var langt fra et forbrugersamfund i begyndelsen af 60’erne – vi var lige kommet ud af en knaphedsperiode, og vi havde spinket og sparet for at kunne rejse til Sovjet. Men moskovitterne havde slet ingenting – og det lidt, vi havde med hjemmefra som f.eks. kuglepenne, nylonstrømper og cowboybukser, solgte vi til dem på det sorte marked. Jeg husker snævre porte og ildelugtende baggårde, hvor vi i ly af mørket vekslede vore “vestlige” varer til rubler. Takket være den trafik havde vi råd til at ”gå i byen” hver aften.

Det her er ikke en rejsedagbog set i erindringens uklare lys. Det er ikke som B. S. Ingemanns “Rejselyre” hvor han en menneskealder efter en rejse endelig tør at huske, at han blev forelsket på den rejse. Og ikke i sin forlovede, som sad og flettede fingre hjemme i København.

Men der er to episoder, jeg vil nævne, især fordi jeg allerede har varslet den ene: at vi stak af fra gruppen. Det KUNNE man ikke dengang. Men det gjorde vi. Jeg ville se Dostovejskij-museet. Og tolken virkede forbavset og svarede, da jeg spurgte, om det kunne arrangeres, at der ikke var noget museum for ham. At Dostojevskij var en sovjetfjendtlig forfatter. At han var religiøs. At han ikke blev læst. Så var det vi stak af.

Vi fandt langt om længe en taxachauffør, som godt vidste, hvor Dostojevskij-museet lå, men han ville ikke køre os dertil. Vi bestak ham. Og han kørte os til nabolaget og forklarede os, hvordan vi skulle finde det. Jeg tror, vi var lidt bange. Jeg husker, at husene var anderledes i det her kvarter – det lignede noget fra før revolutionen, blev vi enige om – billedet af Ole ovenfor er taget på vores lille eskapade. Vi fandt museet. Det var i en gammel bygning – det var ikke stort, og det var MEGET forsømt. Alligevel var det en fantastisk oplevelse, det husker jeg, selv om jeg har glemt, hvad der egentlig var udstillet. Jeg skrev i gæstebogen, at museet var en skændsel, at Sovjetunionen på den måde vanærede ikke bare deres største digter, men især sig selv.

Nu har jeg læst på nettet, at Dostojevskij har fået et museum. Officielt. Det er indviet i 1971. Men der var altså et i 1964. Bare ikke kendt af ret mange.

Om aftenen blev vi indkaldt til forhør. Det var højst ejendommeligt. Vi blev spurgt om, hvor vi havde været, hvem vi havde mødt? Om vi havde snakket med nogen borgere? (= kammerater?) og hvorfor? Hvor godt, jeg talte russisk … osv, osv … Vi indrømmede alt. Og jeg tilføjede, at jeg jo faktisk var litteraturstuderende, og at jeg derfor som en del af mit studium var meget interesseret i litterære museer og jo var nødt til selv at finde dem, når jeg ikke fik hjælp af vores guide. Det blev accepteret. Vi blev ikke sendt til Sibirien.

Hmmm … men det troede jeg så, at jeg blev dagen efter. Det blev en af de mærkeligste dage, jeg har oplevet i mit liv. Og det har jo ellers været begivenhedsrigt nok, synes jeg. Men dagen efter fik jeg et udslæt i ansigtet. Jeg tror, at det var nervøsitet. Men guiden så meget streng ud og sagde, at der ville komme en ambulance og hente mig om lidt. Jeg kan ikke huske, om jeg var bange – tror faktisk, at jeg tog det lidt som et ekstra krydderi. Sært nok, for jeg er ikke modig af natur. Det forekommer mig, at min bror, som også var med på rejsen, så mere nervøs ud, end jeg følte mig.

I al fald blev jeg kørt på hospitalet og kom til at sidde ret længe i et venteværelse sammen med Leninitter af alle slags, og på et tidspunkt kom jeg faktisk ind til en læge. Jeg husker, at der var lidt halvsnusket og nedslidt på sygehuset og at lægen var en ikke særlig velsoigneret ældre dame, der så med væmmelse på mine knopper – vi snakkede lidt på russisk – min tolk var ikke med, og jeg kunne forstå så meget af lægens diagnose, at det ikke var noget farligt. Det var ikke kopper, sagde hun flere gange. Og jeg blev da også sendt tilbage til hotellet i god behold.

Jeg vil slutte dette indlæg om Sovjetunionen, som vi fik en duft af hine historiske oktoberdage i 1964. Udsendelsen fra TV om Stalin sluttede med, at Krustjov i 1953 (hvor Stalin døde) afløste den gamle diktator og som noget af det første løslod 1 million Gulag-fanger. Da Krustjov senere viste tegn på at være tilhænger af perestrojka, blev han som nævnt væltet. Det overværede vi.

Og jeg må helt ærligt indrømme, at jeg druknede under læsningen af det værk, der startede dette indlæg. Soltjenitsyns 7 binds værk om Stalins inferno. Ja, jeg gik under – allerede i slutningen af bind 1 af Gulag-Øhavet. Jeg fik stadig ondere drømme og kvælningsfornemmelser, der ikke ville gå over. Det var som at være vidne til uendelige rækker af torturscener Som at se ind i Helvede og ikke kunne gribe ind.

For Satan da også!!!

Og nu er det gamle Rusland så genopstået. Det Rusland, revolutionen knuste i 1917. Zaren hedder Putin. Terroren er tilbage. Mindre synlig vist nok, og den rammer “kun” Putins erklærede modstandere. Tror vi. Men hvad ved vi? Samfundskritikeren og forfatteren Sergej Lebedev har netop udgivet en bog om de ting. Den er endnu ikke udkommet på dansk, men titlen bliver: Debutanten.

Herunder et citat fra Weekendavisen 12. marts 2021. Andrey Kazankov er intervieweren:

Det er næsten 30 år siden, Sovjetunionen faldt fra hinanden, og Rusland blev en uafhængig stat. Og på disse 30 år har vi spildt så meget blod, som der ikke har flydt på vores jord siden Stalin-tiden….. Vi vil gerne tale om magthavernes korruption og deres store paladser. Men vi ønsker ikke at vende tilbage til spørgsmålet om ansvaret for forbrydelserne i de to russisk-tjetenske krige, selvom disse forbrydelser er veldokumenterede. Som jeg ser det, er det helt store problem ikke, at Vladimir Putin har klistrede hænder på grund af penge, men at han har klistrede hænder på grund af det blod, der er blevet spildt i Tjetjenien, Georgien og Ukraine.”