Berømte mænd fra Ålum 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

En af runestenene ved Ålum Kirke

De næste mange indlæg vil sikkert komme til at svæve rundt i Middelalderens forskellige rum. Og jeg vil læse bredt og meget spredt, som det er min natur. Først hvad mit eget bibliotek formår at bidrage med, og her kan jeg jo begynde med “Saxos Krønnike,” som jeg har stående, men aldrig fået læst. Det er så nok tiden nu, for han skrev jo sin “historie” i selveste middelalderen. Så har jeg Ludvig Holbergs “Danmarkrs Riges Historie” – min udgave er fra 1856, men Holberg skrev den jo mere end 100 år tidligere. Således har jeg altså rationalismens syn på sagen, og jeg har romantikkens, den sidste i form af : “Middelalderen og den nyere Historie” af Chr. Pet. Andersen fra 1833. Desuden byder mit bibliotek mig på Knud Fabricius’ nok så romantisk prægede “Illustreret Danmarkshistorie for Folket” – den er jo også fra 1800tallet, men min udgave er sønnen A. Fabricius’ bearbejdelse fra 1914. Derud over har jeg tre knaldgode historiske værker: “Schultz Danmarks Historie” fra 1941, og heri er det stof, jeg skal bruge, skrevet af Hal Koch. Så er der “Danmarks Historie,” som Politikens Forlag har udgivet. Den “gamle” fra 1963, hvor det igen er Hal Koch, der står for middelalderstoffet, og den “nye” Gyldendal og Politikkens “Danmarks Historie” fra 1989. Her er perioden 1050-1250 skrevet af Ole Fenger. Så har jeg “Politikens Bog om Danske Monarker,” skrevet af Benito Scocozza, som sikkert står for det nyeste historiesyn, men som jeg har mistænkt for at være farvet af den marxistiske farvede ideologikritiske tilgang til stoffet. Derfor behøver det ikke at være mindre sagligt end de forrige. Alle præget af deres egen tids tænkemåde og historiesyn . Og jeg har desuden et par bøger af Palle Lauring, der også handler om tiden samt flere rigtig fine værker om kalkmalerier og middelalderkirker. Bloggen vil derfor i den næste tid være en slags notesblok for mig. Men fint, hvis du også kan bruge det til noget. Jeg vil bevæge mig frem til en forståelse af tid, sted og mennesker, inden jeg begynder at skrive mine bøger. Nogen videnskabelig værdi har det ikke. Jeg følger min lyst og min sædvanlige springende læsemåde.

Alligevel: Jeg vil ærligt forsøge at få hold på den tidlige middelalders mennesker. Hvem var de? Hvordan så de ud? Hvordan tænkte de?

Der er så få skriftlige kilder fra tiden. I Danmark i al fald. Runestenene selvfølgelig, og her kan vi ane et glimt af de mennesker, der skrev dem.

For tiden læser jeg om de danske konger i og omkring den tid, hvor Sankt Kjeld levede: den sidste del af 1000tallet og den første halvdel af 1100tallet.

De var stadigvæk vikingekonger, eller de stod i al fald med det ene ben i den tid, og togter var en fast del af deres liv, akkurat ligeså naturligt og tilbagevendende for dem som charterrejser er det for moderne danskere.

De skulle ud. Og de skulle slås. Og de døde unge. Her adskiller de sig jo markant fra os. Vi bliver gamle. Det blev de sjældent. Gorm den Gamle måske, men de andre. Måske døde de så unge, fordi deres liv var så besværligt: de rejste og rejste og rejste, men hver eneste rejse var livsfarlig hvad enten det var over land eller over vand. Og så blev de sandsynligvis også smittede af de fremmede folk, som de traf på rejsen og delte vira med. Det var ikke altid pest, men det var altid farligt. Og ofte dødeligt.

De har levet med døden som daglig følgesvend.

Hvordan har det været? De må have været hårdføre i hovederne også – med det liv. Er det overhovedet til at begribe for et moderne menneske? Vi sender ganske vist også mennesker i krig, og det er måske ligeså brutalt og umenneskeligt, som det altid har været. Men det er de færreste, vi sender i krig. Og godt nok har vi epidemier, som vi frygter. Men vi har samfund, der overvåger os og “tager vare” på os.

Der var ingen, der tog vare på dem.

Men nu vil jeg modificere ovenstående en smule, inden en eller anden historiker rusker mig i mine 16 hår: Der ER jo ganske mange skriftlige kilder fra middelalderen – breve – krøniker og meget mere. Men jeg vil jo gerne forstå det middelaldermenneske, der endnu står i tidehvervet mellem vikingetid og middelalder. Og her er de skriftlige kilder sparsomme.

Overgangen er jo glidende. Kongerne, og dem er der mange af, mange kongsemner især, omgiver sig med en hird og er stort set hele tiden på vej mod et togt. Det er, som tidens stormænd og konger deler sig i to lejre, i den ene står voldskongerne og voldsmændene, for hvem plyndringer og erobringer er selve livets mening, i den anden står den efterhånden voksende gruppe, som sætter fred og sameksistens højere end heltemod og dertil passende krigsbedrifter.

Den splittelse tror jeg går langt ud over middelalderen, og jeg tror, den findes stadigvæk. Jeg støder på folk (grundtvigianere?) som stadig går rundt med en indre helt i hjertet og drømmer om store bedrifter for Danmark. Romantikken (Grundtvig ikke mindst) bragte ved til det bål. Og det brænder endnu.

Men altså middelaldermenneskene – dem, vi møder i skrifterne – er delte i de to lejre. Den ene ønsker Danmarks “storhedstid” tilbage og drømmer om at generobre England. Den anden tænker mere på at få ro i riget, så kornet og menneskene kan spire og gro i fred.

Den sidste del blev af de andre (bl.a. Saxo) betragtet som skvat. Det bliver vi stadig. “Vil du lægge dig flat ned, hvis fjenden kommer?” Det spørgsmål fik jeg forleden.

Nej, jeg ville selvfølgelig gøre modstand – men uden at skyde nogen.

Jeg tror, at Sankt Kjeld tilhørte den fredelige gruppe. Ikke fordi han blev helgenkåret. Det blev den laban til Knud Lavard jo også og Knud den Hellige var ret så krigerisk og havde mange liv på samvittigheden.

Sankt Kjeld havde også liv på samvittigheden. Men det var liv, han havde reddet fra fattigdom og død. Jeg har før sammenlignet ham med Den hellige Frans af Assisi – ham, der gav alt til de fattige. Og den sammenligning har jeg jo ikke fundet på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *