At blive gammel og at finde hjem

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At blive gammel og at finde hjem

Overskriften lyste frem på min indre skærm. Stod og blinkede lidt som overskrifter gør, inden jeg sætter mig til tastaturet og får gang i skriveriet. Men det vil jeg da ikke skrive om, tænkte jeg først. At blive gammel. Og at finde hjem. Jeg ER jo hjemme. Alle i det her land ja i hele den vide verden er jo hjemme for tiden. Vi befinder os midt i en pandemi, og mange føler sig elendigt tilpas, fordi de er dømt hjem. Det gør jeg så ikke. Tværtimod. Er det så fordi jeg er blevet gammel? Og derfor hører hjemme hjemme?. På et alderdomshjem måske ligefrem?

I går gik jeg længe i coronaburet med en uvant følelse af velvære. En slags stille glæde, der randt gennem blodet og truede med at bilde mig ind, at jeg var noget nær lykkelig. Og at det nok skulle gå alt sammen.

Alt! Det er da pokkerme ikke så lidt. Det er jo lige fra urolighederne i USA, krigene rundt om på kloden, sulten og fattigdommen og coronaen og alle dens mutationer. Og vore egne kroniske lidelser, der hver dag skilter med vores skrøbelighed. 

Men følelsen af velvære blev siddende, og det endte med, at jeg selv satte mig. Og blev siddende en tid, mens jeg forsøgte at imitere Rodins ”Tænkeren” – det var let nok. Her sad jeg længe og så tænksom ud. Tænker jeg, for jeg kunne jo ikke godt se mig selv. Man kan ikke tage en selfie i den stilling.  

Men Rodins Tænkerens dybsindige siddestilling kan jo sagtens være ren attitude. Hvem ved, måske sidder han bare og grubler over, om konen nu også har husket opskriften på den ratatouille, som hans mor gav hende forleden.

Velværet kan jo ikke skyldes, at vi kan tænke. Det kan vi ikke særlig dybt, selv om vi prøver at bilde hinanden og os selv det ind. At vi har indsigt, fordi vi tænker så dybt og er så kloge. Vås.

Jeg rejste mig igen og fortsatte min rastløse vandring i coronaburet, som heldigvis er stort nok til mange benstræk. Jeg endte i køkkenet og gav mig til at rode lidt i rodet. Stakkene af opskrifter. Fandt den franske stak og læste lidt op på ratatouille og tænkte, at med mine kulinariske brist og totale mangel på kogekunst burde jeg falde grædende sammen og indrømme, at jeg ikke har ret meget at have min glæde i: Ragnarok er lige om hjørnet (spørg bare Greta Thunberg), alle slås med hinanden eller sulter –  og jeg kan ikke lave mad.

Og så blev glædelyset alligevel ved med at brænde. Det brænder vel ud, tænkte jeg og lod det være tændt, mens jeg gik og puslede med forskelligt. Det endte med at jeg gik en tur ud i sneen. For det sneede for en gang skyld i går. Og på turen voksede glæden. Tænk at man kan gå ud mellem hvide træer og være omgivet af skønhed, ingen kan ødelægge. I al fald ikke her og nu.

Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at lede efter Rodins Tænkeren eller Grubleren – men fandt kun en reproduktion af et maleri af Edward Munch (se ovenfor!), der ligesom de fleste andre ikke tvivlede på, at der var dybe tanker på spil her.

Men så fandt jeg et andet billede i mit gamle fotoalbum fra 1963, da jeg boede i Paris og undertiden tilbragte eftermiddagene efter skoletid i det dejlige Rodinmuseum. Det var ikke et billede af Grubleren, men et billede af kærligheden. Den, som aldrig forlader os, heller ikke når tankerne slår klik eller slår fra.

Billedet er taget i min pure ungdom – Rodins skulptur hedder Kysset – og jeg snuppede det, inden jeg selv vidste, hvad det hele handlede om –   

Nu ved jeg godt, hvad det handler om. Og jeg tror i det mindste, at jeg ved, hvorfor jeg var glad i går og stadig går omkring med en afglans af glæden. Det har faktisk at gøre med at blive gammel. Der er så megen erfaring inde i en. Og en af de skønneste, er den, at kærligheden varer livet ud. Når først den forsvinder, så er vi her ikke mere. Det er jeg sikker på, selv om jeg tvivler på så meget andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *