Mens det sker 7

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Er ved at læse en bog af May Bjerre Eiby. ”Omsorgs manifestet” hedder den og skulle vel have heddet Omsorgsmanifestet. Bogens undertitel er: ”Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem.”

 Det emne ville ikke have interesseret mig særlig meget for år tilbage. For et sådant ”hjem” skal vi jo aldrig flytte på. Vi skal blive her og leve lykkeligt til vore dages ende. Og så skal vi til sin tid ( mætte af dage) og på ingemannsk vis samle hele familien omkring sygesengen og synge salmer og tage en smuk og rørende afsked med hvert enkelt af de kære børn og børnebørn. Og så skal vi fredfyldt lukke vore øjne ( helst alle fire på en gang) og overlade resten til Vorherre.

Sådan kommer det ikke til at gå. Vi har i nogle år haft en ubuden gæst i huset ( åh. men var han så bare en gæst!) med det hæslige navn ”Alzheimers” – og han gør sit til at true os ud af huset. Og selv om han skal få kamp til stregen, og det skal han selvfølgelig, så ved vi godt, at han vinder til sidst. Eller?

Jeg har som sagt ikke tidligere følt trang til at læse bøger som ovennævnte om plejehjem. Det har jeg nu. Og det er jo af den simple grund, at det sære fænomen, der hedder plejesektoren, er kommet til at spille en større og større rolle i vores private liv.  

Jo, vist har jeg også tidligere interesseret mig for den del af samfundet. Jeg har jo holdt utallige foredrag om ovennævnte Alzheimers, og selvfølgelig har jeg stor kendskab til sygdommen. Og også i nogen grad til plejehjemssektoren. Et kendskab, der nok kan virke skræmmende nu.

For nogle år siden læste jeg den bedste bog (tror jeg) der er skrevet om det at blive gammel og sårbar: Atul Gawandes ”At være dødelig.” Den kan stærkt anbefales. Heri gives der mange ideer til bedre og mere menneskelige plejehjem, men jeg tænkte alligevel, da jeg læste den: “Ja, det er godt, og hurra for Gawanda og hans humanisme, men den form for pleje kan vist kun de allermest velhavende få råd til. Og tanken om det ideelle plejehjem til alle sårbare gamle uanset social status er vel rendyrket idealisme. Jeg er ikke idealist (desværre) men hårdnakket realist.

Og jeg har haft en mor og en far og to veninder og en bror på plejehjem. Alle, undtagen min far, var demente, og vist var jeg engageret i sagen i de mange år, jeg besøgte dem og så, hvordan de trivedes.

Men det, vi benævner ”plejehjemssektoren,” var alligevel noget, jeg kunne holde i strakt arm og betragte analytisk og i behørig afstand. Det rørte mig selvfølgelig, at “mine” demente ofte sad og hang i ensomhed, når jeg kom på besøg. Som om de var “glemt” og allerede på vej ind i døden. Og måske tænkte jeg dengang, sådan husker jeg det i al fald nu: ”Ja, men de er jo også alle svært demente, og de KAN jo ikke gøre stort andet end at hænge dagen lang i deres stole. Det er så trist så trist. Men det kan vel ikke være anderledes.”

Og det er ingen frugtbar tanke. Og det kunne måske nok være anderledes. Det er i al fald May Bjerre Eibys honnette ambition at anfægte tanken om, at tingene er forstenede i det bestående og ikke kan ændres. Og målet for hende er at anvise veje til en radikal ændring af livet på plejehjemmene.

Nu er det et par dage, siden jeg skrev, og jeg har netop læst ”Omsorgsmanifestet” af M. Bjerre Eiby. Et par ord om bogen og de tanker, den satte i gang.

Den henvender sig primært til plejepersonale, navnlig til dem, der tager sig af demente. Men den er også relevant læsning for alle pårørende. Mens de første kan sige til sig selv efter endt læsning: ”Her er der sandelig noget at leve op til,” så kan vi andre (de pårørende) sige til os selv: ”jamen dog! gid plejerne og hele sektoren dog kunne leve op til det.”

Jeg skal vende tilbage til det hypotetiske ”kunne” senere.

Det er et ideal, et stort og smukt ideal, der formuleres og argumenteres for i bogen. Og det rummer et menneskesyn, som jeg fuldt og helt deler. Et syn, der ser mennesket som et hele, og som ALDRIG reducerer et menneske. Heller ikke, når det er blevet dement og er meget sygt – det er stadig et helt menneske, med den unikke værdi, hvert eneste menneske har.

Et ideal, men man kan jo alligevel ikke sige, at så er det urealiserbart, en utopi af et plejehjem, der skildres i bogen, for forfatteren har selv ”skabt” et hjem efter den opskrift, som bogen opstiller. Og det synes at være lykkedes.

Dagmarsminde hedder det.

Det er et kristent menneskesyn, der ligger til grund for tankerne i bogen – og for oprettelsen og driften af Dagmarsminde. Humanister ville nok sige, at det var et humanistisk menneskesyn. Det er i al fald smukt, og jeg deler det gerne og deler det gerne ud, hvor jeg kan. Det bliver da også nævnt i bogen, at forfatteren er inspireret af tankerne i teologen K. E. Løgstrups ”Den etiske fordring.” En bog, som vi unge læste i 60’erne og som var med til at danne vores syn på ”næsten”. Jeg husker en bestemt sætning fra bogen. Citeret fra hukommelsen: ”Når du er sammen med din næste, holder du noget af hans liv i din hånd.”

Og jeg blev SÅ glad ved igen at bekræftes i, at de folk, der har med demente at gøre i dagligdagen, ved en masse om demens, mens læger er de rene ignoranter (= menneskelige analfabeter), trods alle deres forskningsresultater og evidensbaserede viden. Det gælder i al fald dem, jeg har mødt. Og det er mange, for vi gik til demensudredning på Skejby Sygehus i flere måneder for et par år siden. Mage til uvidenhed. Det var knugende. Det samme har jeg oplevet, når jeg har lyttet til foredrag af førende forskere inden for alzheimers syge. De har et indsnævret klinisk syn: ser kun hjerner af kød og blod og forandringerne i disse hjerner. De ser kun alzheimers syge. Ikke mennesket. Det syge, ikke den syge. Jeg hørte engang neurologen Steen Hasselbalch holde foredrag om sygdommen. Kort resumeret sagde han det her: ”Alzheimers er en hjernesygdom, der slår patienten ihjel, og der findes ingen helbredelse.”  Vi så hjerner på lærredet, der var halvt tæret op, og vi så den biologiske nedbrydning på diverse kurver og grafer, og jeg skal lige love for, at det var den rene undergang. Jeg kravlede hjem.

Lægernes syn er materialistisk. Åndsforladt. Som om de beskæftigede sig med en hjerneklump = en klump kød på vej til at stivne.

Men plejepersonalet ved en masse. De er så kloge. Og som oftest ser de mennesket bag sygdommen. Det er de i stand til, dem, der arbejder i gulvhøjde.

Jeg vil i det følgende sige lidt mere om bogen Omsorgsmanifestet.

Bogen er naturligvis også en slags reklame for mønsterplejehjemmet Dagmarsminde. Og forfatteren rejser meget rundt og holder foredrag og spreder sit glade budskab om, at det er muligt at reformere hele demensplejehjemssektoren, så de mere får status af fortidens sanatorier, hvor natur, musik, frisk luft, lys og skønhed blev tilbudt de tuberkuløse patienter.

Noget lignende kan vi gøre for de demente, siger forfatteren. Og man kan fange de syge i øjeblikket og fylde det med mening. Jeg vil lige indskyde, at ALLE patienter på Dagmarsminde er svært demente. Altså i den sidste fase af deres sygdom. Jeg citerer fra bogens side 25:

Det er muligt at skabe sjove, inspirerende og kreative miljøer sammen med beboerne. Det er et opløftende fællesskab at være i. En gang imellem kan der være nogle udfordringer, en, der råber, slår ud eller er urolig – men dybest set er det et positivt miljø, fordi mennesker med demens lever lige her og nu. De føler sig raske, og de føler sig heller ikke så gamle, som tallet på deres cpr-numre angiver. Det skal selvfølgelig komme dem til gode. Tænk sig at gå rundt i den tro, at de ikke er gamle eller syge. Lidt generelt kan man også sige, at disse mennesker har nogle kreative lag, jeg dagligt imponeres over. Både i deres indskydelser og i deres sprog. De kan sætte genstande sammen på en måde, man ikke troede kunne lade sig gøre, og de oplever verden på en måde, som vi, der er i nærheden, er heldige at kunne suge til os og blive inspirerede af. ”  

Mange har den fejlopfattelse ( det har jeg selv erfaret), at demente er ude af stand til at opfatte normal virkelighed og derfor ikke kan føre en normal samtale eller opføre sig almindeligt. Det kan de sagtens. Og de kan langt hen i sygdommen snakke fornuft med alle,  og det er jo også det, der ofte narrer omgivelserne: ”jamen, han snakker da ikke sort!” – ”Jamen, han lyder jo normal!” – ”har man ikke overdrevet hans sygdom?” ”Er han virkelig syg?” Og så ser de jo ikke, at han ikke husker, hvordan man finder til nærmeste by, hvortil han er kørt 1000vis af gange, og at han ville være fortabt, hvis man forlod ham i samme by og bad ham gå f.eks. til banegården eller et andet sted, som han har kendt vejen til hele sit liv.

Her er et andet citat fra bogen (s.55):

Her skal vi tænke på, at langt de fleste mennesker med demens trods deres sygdom har en fuldstændig intakt opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er unormalt. Vi skal tilbage til forståelsen af disse menneskers egen opfattelse af deres liv. De føler sig raske og normale, og de placeres i en virkelighed, der er unormal, grænsende til absurd” (= plejehjemmet, min tilføjelse)

Jeg tænker på Karen nu, som jeg har kendt og besøgt på demensafsnittet i flere år. Hun elskede sin hund, som hun mistede, fordi man normalt ikke må have dyr på plejehjemmet. Da hun sørgede højlydt over tabet, gav de hende en tøjhund, og hun blev meget vred. Fortalte mig om begivenheden og sagde: ”Tænk, de må jo have troet, jeg var tosset, når de gav mig en tøjhund.”

Man skal (kan ofte ikke) narre en dement.

Jeg har selv med min ret lille erfaring lagt mærke til, at demente er meget følsomme. Det er, som om de psykiske energier skærpes i takt med, at praktiske færdigheder falder væk. Og her er et lille citat om det fra bogen ( s.116)

Måske har de (demente) tabt deres normale færdigheder, men de er meget sensitive og fungerer som antenner for alt det, der tynger, og alt det, der letter sindet. Alt det, vi andre måske ikke altid fornemmer, som jeg var inde på i starten af kapitlet. Beboerne lever livet i en fascinerende sansning, som vi som personale har sværere ved at nå helt ind i. Det er bare endnu en grund til, at man skal træne sine færdigheder i at forstå, fornemme og ændre energierne på plejehjemmet..”

Jeg ville egentlig helst slutte mit indlæg her. Og bare glæde mig over, at der findes mennesker som Eiby i plejesektoren. Men … men … men… Jeg er ikke stærk nok i troen. Jeg VED, at hendes ideer er rigtige, men jeg har ikke set skyggen af dem praktiseret.

Og jeg tænker, at det er så fint for de 12 patienter på Dagmarsminde, men der er altså flere tusinde, som aldrig vil komme til at leve på plejehjem, der bare tilnærmelsesvis ligner det smukke mønsterhjem, Eiby beskriver. Og det er der mange grunde til. Jeg vil nævne de største forhindringer: en rigtig ideel plejer skal være et utroligt stærkt, varmt, overbærende og klogt menneske og helst komme fra et miljø med et stort psykisk overskud. Og dem er der da også nogen af. De findes utvivlsomt. Men langt fra nok til at reformere noget som helst. Og jeg tvivler på, at den gamle kaldstanke vil kunne få nyt liv i vores materialistiske samfund.

Det er IKKE et prestigejob at arbejde i plejehjemssektoren: det er underbetalt, og det er hårdt, der er mange løft og mange psykiske udfordringer. Og jeg tror ikke, at personalet rekrutteres fra de såkaldte kreative klasser – de kommer ikke fra de dele af vores klassesamfund, hvor overskuddet er mest iøjnefaldende.

Men måske har jeg bare fordomme?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *