Et coronasnøft

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør.  Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke.  Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

 Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *