Lidt letfærdig snak om litteratur

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det følgende skal du springe over, hvis du helst læser saglige tekster om litteratur. Det er denne her tekst ikke. Den er absolut baseret på mine fornemmelser for litteratur og kun det. Handler om det, der glider fra mine øjne og ind i sjælen og beriger den, eller det, som bliver hængene i øjnene og aldrig når længere, fordi det ingenting har at gøre i mit indre pulterkammer, der nemlig er det sted, hvor jeg samler og  gemmer de læsninger, der har gjort indtryk på mig og sat aftryk i mig.

Den dyrebare verden, der får mig til at læse og læse og læse.

Spring det bare over.

Det er usagligt.

Somme tider tager jeg en klassiker frem og genlæser ham/hende (som regel ham), og det er somme tider så længe siden, at jeg sidste gang læste vedkommende, at jeg har glemt meget andet end følelsen af noget stort og godt. Entusiasmen fra dengang, jeg læste bogen første gang, og det er så den, jeg håber at genfinde.

Og det gør jeg ofte. Genfinder begejstringen. Men ikke altid. Og jeg tænker så, at de mange år: 20 – 30 – 50 mellem læsningerne har gjort mig til et andet menneske, der læser og sanser helt anderledes end dengang. Sådan er det nok. Og der er løbet mange ord gennem hovedet siden da.

Men jeg genlæste værker af Dostojevskij forrige vinter, og ingenting var forandret. Akkurat den samme berusende glæde.

Jeg studerede russisk i flere år på universitetet ( i 60’erne) netop for at kunne læse Dostojevskij på originalsproget og har hans samlede værker stående i reolen på dansk og enkelte udgaver på russisk. Nu genlæste jeg Brødrene Karamassov, Idioten og Raskolnikov, og de var præcis så prægtige som dengang. Jeg læste derefter Tolstoj og fandt ikke samme begejstring. Da jeg som ung læste Krig og Fred var jeg fortabt for omverdenen og levede i en anden verden, men sådan var det ikke nu. Heller ikke Karinina havde samme virkning som dengang. Turgenjev lod jeg ligge.

Og sådan er det også med mange af de danske klassiskere. Johannes V. Jensen fik Nobelprisen, men den havde han efter min mening ikke fortjent. Hans romaner vrimler med hovedpersoner, der er så afstumpede i deres menneskesyn og hele uetiske fremtræden, at selv ikke den bedste skønlitterære sprogvirtuositet kan redde deres ansigter. Dem taber de i al fald for øjnene af mig. Og jeg gider ikke Jensen længere. Og det passer jo så alligevel ikke. Hans digt om Columbus og den store verdenssmerte er fremragende. Og det er flere af hans digte jo også.

Men jeg skulle ikke skrive om de gamle, men om de nye.

De nye.

Jeg læste Knausgårds ”Min Kamp” sidste år, og jeg syntes ind imellem, at den var kedelig, men alligevel god nok til, at jeg blev hængende. Han vil sige noget, og han har sproget til det.

Jeg holder i det hele taget meget af norsk litteratur – er f.eks. glad for at læse Hamsun, trods hans usympatiske sympati for nazismen, så er hans personer ikke usympatiske. Og han skrev fremragende. Markens Grøde, Sult, og Pan er bøger, man ikke glemmer.

Per Petersson bliver jeg aldrig træt af at læse. Hans personer er vedkommende for mig, hans sprog er fornemt uden at være kunstigt. Jeg har også forsøgt at læse de mere sprogeksperimenterende nyere norske forfattere, men det er med dem som med flere af de nye danske forfattere. De synes lidt for meget præget af at være sprunget ud af en eller anden forfatterskole. Sproget er “tillært” – det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig ikke om l’art pour l’art – kunst for kunstens skyld. Det er sikkert min fejl – jeg forstår heller ikke “den moderne kunst”. Installationskunst – umuligt at røres af, synes jeg.

Jeg kan godt se, at meget af det, Jon Fosse skriver er “flot” – men det keder mig, og det virker kunstlet. Men jeg kan ikke vurdere ham sagligt, for jeg har kun læst en bog og gider ikke læse mere end den ene. Det er den meget anmelderroste ”Kveldsvævd” – der er for meget finurlig sprogbryggeri i den, til at jeg bryder mig om det.

Vigdis Hjort har lidt af det samme. Og til en vis grad også Kjell Westø: det er f.eks. noget med ytringsverberne.

Så er der også det ved de to sidstnævnte forfattere, at deres personer er så kedelige. Uinteressante. Det er velskrevne bøger men om mennesker, jeg ikke gider læse om. Vigdis kendteste roman hedder: Arv og Miljø. Og temaet er incest. Det er jo virkelig et seriøst og dybt rystende emne. Men der er noget ved personerne, der hele tiden skurrer i mine øjne. Og det gør, at historien ikke rigtig fungerer. Måske fordi personerne er så umulige (for mig) at føle empati for. En eller anden form for identifikation er måske nødvendig for at jeg kan forstå en tekst.

Det samme kan man (jeg) sige om Vigdis bog om Henrik. Ingen af personerne i den bog vinder ved nærmere bekendtskab og jeg gider ikke læse om dem. Men har altså læst begge bøger til ende.

Det samme gælder til en vis grad Kjell Westøs romaner. ”Den svovlgule Himmel” fangede mig dog alligevel. Og jeg kunne også læse både ”Luftspejling” og ”Det ulyksalige ved at være en Skrake” til ende. Men … men … men … jeg bryder mig ikke om personerne. Derimod er der i Luftspejling nogle meget gode miljøskildringer. Det er der for resten i alle tre bøger. Jo, jeg vil huske dem.

Denne sommer og efteråret blev jeg færdig med et andet og dybt gribende norsk forfatterskab, nemlig Lars Saabye Christensens romaner. Her er der efter min mening ingen “nittere” – hver eneste bog var fængslende at læse. Bedst synes jeg om trilogien: Byens Spor” – svagest er måske “Beatles” – jeg er heller ikke vildt begejstret for “Min kinesiske Farmor.”

Men da jeg forleden blev færdig med at læse Virgdis og Westö og længdes efter rigtig litteratur, fandt jeg en af mine yndlingsromaner frem og læste den, som en narkoman sniffer heroïn. Det var islændingen Jon Kalmar Stefánssons ”Fisk har ingen fødder.”

At nogen kan skrive så godt.

Der er der et forfatterskab, der har alle de kvaliteter, et sådant overhovedet kan have. En fremragende fortæller, mennesker, der har krop og ånd og sjæl, en natur, der lever, og et samfund, der skildres så skarpt og smerteligt, at det bliver en del af ens egen indre verden, også selv om man aldrig har været på Island.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *