Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Tipoldemor Christiane

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Med plads til hundrede køer.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.

Mens det sker 6

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I nat var en af de nætter, hvor søvn er en by i Rusland. Før øvrigt en fjollet talemåde. Jeg har rejst i Rusland i mine unge dage, og der var byerne aldeles ikke som en søvn, man ikke kan finde ind i. Det var i Sovjettiden, men vi færdedes ret frit i byerne. Men det er jo ikke den fjerne tid, jeg vil skrive om. Det er tiden lige nu.

Altså i nat var jeg ikke søvnig og luskede lidt rundt på nettet for at finde en bog, der kunne gøre mig klogere på demens. Jeg har læst mange bøger selvfølgelig, men der kommer altid nye. Den, jeg fandt først, valgte jeg – har en konto på Saxo, så det kan jeg gøre gratis på min telefon.

Den hedder GLEMSOM og er skrevet af Irma Torres.

Jeg vil ikke anmelde bogen – i det hele taget skrive meget lidt om den, for den gav mig ingenting. Ikke noget nyt i al fald. Mest af alt gav den et kig ind i en verden, der er mere forskellig fra min end en hvilken som helst flygtningefamilies fra den 3. verden. Og igen kom jeg til at tænke på, at vi mennesker ganske vist er vidt forskellige, men det er IKKE landegrænserne, der adskiller os, det er den kultur, vi lever i. På tværs af alle nationale grænseskel. Jeg har en gang i en kronik skrevet, at jeg har mere til fælles med min ven og fagfælle Charles fra Gazastriben i Mellemøsten – vi har læst de samme bøger, holder af den samme musik og kan sagtens finde interessante emner at diskutere – end jeg har med cykelsmeden i nabobyen, som holder af boksning og ingenting læser.

Det nationale er SÅ ligegyldigt.

Men tilbage til Irma Torres. Jeg tror, hun er et sødt og kærligt menneske, og selv om hun ingen boglig uddannelse eller baggrund har, så har hun præsteret at skrive en bog om sit liv med sin alzheimersramte mand. Godt gået.

Jeg kan bare ikke spejle mig i hendes liv. Heller ikke, selv om jeg også lever med min alzheimersramte mand. Jeg vil ikke (som sagt) gå nærmere ind på bogen. Kun er der jo alligevel den lighed, at hun også forsøger at gøre livet bedst muligt for sin mand ved at lave god mad til ham – især “lækre” pølser, “lækker” hamburgerryg og lignende retter, som jeg godt nok aldrig har serveret for min mand -. Men vi vil begge gerne hygge – gøre middagene til en daglig lille fest. Der er vi lige meget danskere.

Ellers er hendes liv ture til Palmehaven, lottospil og banko. Og selv om hun skriver rigtig meget om nærhed til sin mand, så bliver det mest om, hvor opslidende det er at skulle skifte hans tissede bukser ud med tørre bukser og lære ham at bruge blebukserne rigtigt og at skifte på sengene i tide og utide. Og det er jo også rigtig træls. Men der mangler en anden form for nærhed. Og den ser hun på med dyb foragt. Det drejer sig om kærlighedslivet, som hun kalder noget andet. Hun fortæller, at manden er begyndt at ”gramse på hende”. I min verden kaldes det at ”kærtegne”, og det har ingen grumse- og slet ingen gramsekarakter. Hun skriver, at den form for livsudfoldelse er usundt for ham. Det har lægen selv sagt. Gad vide, hvad det er for en læge? Nu har hendes mand også prostatakræft, som en del gamle har, men det er ikke farligt, når man er over 80 år. At det skulle indebære fare at kærtegne hinanden tvivler jeg på. Tværtimod. Det er sikkert helsebringende. Kærtegn er det fineste, vi kan give til den, vi elsker. Og hører kærtegnene op, så hører alt op.

Jeg vil henvise til flg. bøger, som både er velskrevne og spejler en verden, som er genkendelig i al fald for mig: Thomas Bredsdorff: ”Tøsne og forsytia”, Lisa Genua: ”Stadig Alice: ”Ina Kjøgs Pedersen: ”Drengen der blev væk” og Frederik Lindhardt: ”Lidt af far”.

I disse bøger kan man spejle sig og nærme sig demenslivet på en både lærerrig og i sagens natur lidt skræmmende måde. Til gengæld mangler de tissede bleer og plettede gulvtæpper og stinkende møbler måske for meget. Det kan man så få i rigt mål hos Irma Torres. Jeg vil til sidst tilføje Lis Djarells bog om sin demensramte mand: ”Med Alzheimer i bagagen”. Her mangler de lugtende detaljer ikke, og bogen er på alle måder en realistisk om end ikke stilistisk stærk fremstilling af fænomenet Alzheimers Syge.

Mens det sker 5

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt litteratur om demens og nogle tanker:

Linda Holmberg har ( Kristelig Dagblad 18/11) skrevet en kronik om sin rolle som pårørende til en dement mand. Og overskriften lyder: ”Jeg har ønsket mange gange, at min mand skulle få fred.” Hendes mand, Ole, er netop død, men han led i flere år af en vasculær demens. Det gjorde min bror, Anders, også, faktisk i rigtig mange år. Og jeg husker, at jeg i en af samtalerne med hans læge sagde: ”Jeg ville ønske, at Anders snart kunne få lov at lukke sine øjne.” Så var der stille længe. Endelig sagde lægen: ”Hvorfor ville du det?” ”Fordi det er så synd for ham,” sagde jeg. Igen tavshed, men så kiggede lægen på mig og sagde: ”Du mener, fordi det er så synd for dig.”

Jeg syntes dengang, at det var brutalt sagt. Men han havde jo ret på en måde. Jeg kunne ikke holde ud at se min store stærke bror så reduceret, ham, der altid havde været en støtte for mig, når jeg havde problemer. Nu kunne han ikke engang støtte på sine egne ben, og han kunne ikke klart forstå verden omkring sig. Men lægen havde alligevel ret. Anders var ikke deprimeret ret længe ad gangen. Jeg så ham kun græde én gang. Det var til gengæld voldsomt. Det skete under en udredningssamtale på sygehuset kort efter, at hjerneblødningen var ophørt, og han var ”helbredt”. Anders spurgte, om han ville komme til at gå igen. ”Ja,” sagde lægen, ”det træner vi dig op til.” Og Anders så glad ud, men så sprang bomben. ”Men du kommer aldrig til at undervise igen.” Og så græd han. Og det er noget nær den værste lyd, jeg har hørt. Og jeg kan stadig høre den. Men årene gik, og Anders fandt livskvaliteten igen, og lægen havde ret: det var mest, for at jeg kunne slippe for at se ham så svag, at jeg ønskede ham død. ”Anders er glad for livet,” sagde lægen. Han hed Torp og kendte Anders godt. Og var en god læge. ER er god læge, tænker jeg, for han praktiserer vel stadig i Strandby.

Anders havde ingen kone. Vi søstre var nærmeste pårørende. Men den Ole, det handler om i kronikken har en kone. Og det er hende, der skriver kronikken og lige ud siger, at hun ville ønske ham død. Hendes mand blev dement på et plitsekund. Han faldt om. En hjerneblødning. Og da han blev udredt fra hospitalet, var og blev han dement. Det må have været et forfærdeligt chok, og det kræver ikke megen fantasi at følge tankegangen i kronikken.

Sådan er det heldigvis ikke med alzheimers syge. Her bliver den syge langsomt, undertiden MEGET langsomt dårligere, og der er masser af tid til at forberede sig på det værst tænkelige: at han bliver så syg, at man ville ønske, at han ikke var her mere. Og den tid skal man bruge godt. Den er guld værd, synes jeg. Hver eneste dag får en større værdi end dagene havde tidligere, hvor man ofte sjuskede med hverdagene. Det har vi ikke råd til nu. Trivialitetens tid er forbi. Men den tid, man gav hen til ulystbetonede aktiviteter er også forbi. Vi gør ikke noget, vi ikke har lyst til. Og det kan selvfølgelig undre mange, at vi ikke har lyst til at deltage i diverse ”aktiviteter”, hvoraf nogle endda er målrettet os. Vi har det så fint med hinanden, og alt det, der kommer udefra eller vil trække os ud af vores hverdag, virker som grus i maskineriet. Og den skulle helst gå som smurt. Så længe, det er muligt.

I går besøgte vi børnene i Ørum. Det var så dejligt. Og slet ikke uoverkommeligt. Ole kører stadig bil. Han er i tvivl om, hvor han skal dreje, det fortæller jeg ham så. Men han er ikke i tvivl om færdselsreglerne. Det bliver han en dag, og så er det mig, der skal fortælle ham det. Og han vil ikke tro på mig. Men den tid, den sorg.

Da vi kom til Ørum, var han meget glad. Vi har på grund af corona og andre ting ikke været der i nogen tid, og han udbrød: ”Jamen det her genkender jeg jo.” Også i dag har han fortalt mig, at det var så dejligt at komme et sted, som han kunne genkende.

Jeg vil citere lidt fra slutningen af kronikken. Jeg er langt heldigere stillet end Linda Holmberg. Jeg har min (hele) mand endnu. Og jeg er ikke begyndt at skælde ham (ret meget) ud. Men ligesom hende er jeg fast overbevist om, at jeg IKKE vil sende ham på plejehjem. Og jeg tager med glæde imod de gode samtaler, vi har med kloge demenssygeplejersker her i hjemmet. Tak for det. L. H. skriver:

Jeg har kæmpet, jeg har skældt ud, været magtesløs i mange situationer, fordi vores sundhedssystem er så belastet og tungt. På mange måder tror jeg, at det har holdt mig oven vande. Jeg har ikke på nogen måde kunnet give slip, for jeg vidste, at hvis jeg gav slip, så var der ikke nogen til at passe Ole. Om det så er en god løsning … det tror jeg ikke. Noget, der har hjulpet mig meget, er at skrive blog. Det begyndte jeg med cirka et år inde i forløbet, og skrev indtil Oles død om Ole. Efterfølgende har jeg brugt den til at fortælle lidt om, hvordan jeg er kommet igennem.”  

Lidt letfærdig snak om litteratur

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det følgende skal du springe over, hvis du helst læser saglige tekster om litteratur. Det er denne her tekst ikke. Den er absolut baseret på mine fornemmelser for litteratur og kun det. Handler om det, der glider fra mine øjne og ind i sjælen og beriger den, eller det, som bliver hængene i øjnene og aldrig når længere, fordi det ingenting har at gøre i mit indre pulterkammer, der nemlig er det sted, hvor jeg samler og  gemmer de læsninger, der har gjort indtryk på mig og sat aftryk i mig.

Den dyrebare verden, der får mig til at læse og læse og læse.

Spring det bare over.

Det er usagligt.

Somme tider tager jeg en klassiker frem og genlæser ham/hende (som regel ham), og det er somme tider så længe siden, at jeg sidste gang læste vedkommende, at jeg har glemt meget andet end følelsen af noget stort og godt. Entusiasmen fra dengang, jeg læste bogen første gang, og det er så den, jeg håber at genfinde.

Og det gør jeg ofte. Genfinder begejstringen. Men ikke altid. Og jeg tænker så, at de mange år: 20 – 30 – 50 mellem læsningerne har gjort mig til et andet menneske, der læser og sanser helt anderledes end dengang. Sådan er det nok. Og der er løbet mange ord gennem hovedet siden da.

Men jeg genlæste værker af Dostojevskij forrige vinter, og ingenting var forandret. Akkurat den samme berusende glæde.

Jeg studerede russisk i flere år på universitetet ( i 60’erne) netop for at kunne læse Dostojevskij på originalsproget og har hans samlede værker stående i reolen på dansk og enkelte udgaver på russisk. Nu genlæste jeg Brødrene Karamassov, Idioten og Raskolnikov, og de var præcis så prægtige som dengang. Jeg læste derefter Tolstoj og fandt ikke samme begejstring. Da jeg som ung læste Krig og Fred var jeg fortabt for omverdenen og levede i en anden verden, men sådan var det ikke nu. Heller ikke Karinina havde samme virkning som dengang. Turgenjev lod jeg ligge.

Og sådan er det også med mange af de danske klassiskere. Johannes V. Jensen fik Nobelprisen, men den havde han efter min mening ikke fortjent. Hans romaner vrimler med hovedpersoner, der er så afstumpede i deres menneskesyn og hele uetiske fremtræden, at selv ikke den bedste skønlitterære sprogvirtuositet kan redde deres ansigter. Dem taber de i al fald for øjnene af mig. Og jeg gider ikke Jensen længere. Og det passer jo så alligevel ikke. Hans digt om Columbus og den store verdenssmerte er fremragende. Og det er flere af hans digte jo også.

Men jeg skulle ikke skrive om de gamle, men om de nye.

De nye.

Jeg læste Knausgårds ”Min Kamp” sidste år, og jeg syntes ind imellem, at den var kedelig, men alligevel god nok til, at jeg blev hængende. Han vil sige noget, og han har sproget til det.

Jeg holder i det hele taget meget af norsk litteratur – er f.eks. glad for at læse Hamsun, trods hans usympatiske sympati for nazismen, så er hans personer ikke usympatiske. Og han skrev fremragende. Markens Grøde, Sult, og Pan er bøger, man ikke glemmer.

Per Petersson bliver jeg aldrig træt af at læse. Hans personer er vedkommende for mig, hans sprog er fornemt uden at være kunstigt. Jeg har også forsøgt at læse de mere sprogeksperimenterende nyere norske forfattere, men det er med dem som med flere af de nye danske forfattere. De synes lidt for meget præget af at være sprunget ud af en eller anden forfatterskole. Sproget er “tillært” – det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig ikke om l’art pour l’art – kunst for kunstens skyld. Det er sikkert min fejl – jeg forstår heller ikke “den moderne kunst”. Installationskunst – umuligt at røres af, synes jeg.

Jeg kan godt se, at meget af det, Jon Fosse skriver er “flot” – men det keder mig, og det virker kunstlet. Men jeg kan ikke vurdere ham sagligt, for jeg har kun læst en bog og gider ikke læse mere end den ene. Det er den meget anmelderroste ”Kveldsvævd” – der er for meget finurlig sprogbryggeri i den, til at jeg bryder mig om det.

Vigdis Hjort har lidt af det samme. Og til en vis grad også Kjell Westø: det er f.eks. noget med ytringsverberne.

Så er der også det ved de to sidstnævnte forfattere, at deres personer er så kedelige. Uinteressante. Det er velskrevne bøger men om mennesker, jeg ikke gider læse om. Vigdis kendteste roman hedder: Arv og Miljø. Og temaet er incest. Det er jo virkelig et seriøst og dybt rystende emne. Men der er noget ved personerne, der hele tiden skurrer i mine øjne. Og det gør, at historien ikke rigtig fungerer. Måske fordi personerne er så umulige (for mig) at føle empati for. En eller anden form for identifikation er måske nødvendig for at jeg kan forstå en tekst.

Det samme kan man (jeg) sige om Vigdis bog om Henrik. Ingen af personerne i den bog vinder ved nærmere bekendtskab og jeg gider ikke læse om dem. Men har altså læst begge bøger til ende.

Det samme gælder til en vis grad Kjell Westøs romaner. ”Den svovlgule Himmel” fangede mig dog alligevel. Og jeg kunne også læse både ”Luftspejling” og ”Det ulyksalige ved at være en Skrake” til ende. Men … men … men … jeg bryder mig ikke om personerne. Derimod er der i Luftspejling nogle meget gode miljøskildringer. Det er der for resten i alle tre bøger. Jo, jeg vil huske dem.

Denne sommer og efteråret blev jeg færdig med et andet og dybt gribende norsk forfatterskab, nemlig Lars Saabye Christensens romaner. Her er der efter min mening ingen “nittere” – hver eneste bog var fængslende at læse. Bedst synes jeg om trilogien: Byens Spor” – svagest er måske “Beatles” – jeg er heller ikke vildt begejstret for “Min kinesiske Farmor.”

Men da jeg forleden blev færdig med at læse Virgdis og Westö og længdes efter rigtig litteratur, fandt jeg en af mine yndlingsromaner frem og læste den, som en narkoman sniffer heroïn. Det var islændingen Jon Kalmar Stefánssons ”Fisk har ingen fødder.”

At nogen kan skrive så godt.

Der er der et forfatterskab, der har alle de kvaliteter, et sådant overhovedet kan have. En fremragende fortæller, mennesker, der har krop og ånd og sjæl, en natur, der lever, og et samfund, der skildres så skarpt og smerteligt, at det bliver en del af ens egen indre verden, også selv om man aldrig har været på Island.

Elizabeth Strout

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Elisabeth Strout er i en klasse helt for sig selv. Og det kan jeg sige med en vis vægt

(- selv om det jo kun er mig selv og ikke ærkeenglen Michael, der vejer mine ord.) Jeg er nemlig lige blevet færdig med anden læsning af hendes bøger. Og det bliver ikke den sidste.

Altså her taler jeg kun om de værker, der er oversat til dansk. Jeg læser ikke særlig godt engelsk. Desværre. Og nu er jeg blevet for gammel til at ”brush up my english.” – sådan for alvor.

”Olive Kitteridge” – ”Olive igen” – – ”Mit navn er Lucy Barton”, ”Alt er muligt.”

Det er de 4 bøger, jeg har læst og nu altså genlæst.

Alle foregår i en lille by i Midtvesten i Amerika. Men skildringerne fænger, også selv om der jo kun sker det, der nu engang sker i en lille by.

Personerne virker ikke fremmede, selv om de befinder sig i en anden verdensdel. Og de ting, der sker, kunne hænde i alle små byer. De kunne for så vidt have fundet sted her i Ålum. I min lille by, der ikke engang er en rigtig by, men kun en lille landsby. Så universelle og almene er de fortællinger. Uden på noget tidspunkt at blive kedelige.

Min landsby har mistet meget af det, der normalt hører til en by: en skole, nogle butikker og små virksomheder. Det var her alt sammen, da vi flyttede til byen i 1967. Nu har vi kun kirken og forsamlingshuset tilbage.

Der skete jo det med vores landsby, som er sket med alle andre: de unge flyttede til byen, regionsplanerne gjorde det umuligt (eller svært) at drive virksomhed uden for byerne. Urbaniseringen slugte efterhånden småbyernes erhvervsliv.

Men der er liv herude. Det lever på trods.

Jeg har altid elsket landsbyen. Og som sagt altid boet i en. Bortset fra 3 år i Århus, hvor jeg måtte være tæt på universitetet. Og nogle måneder i Paris, men her havde jeg fornemmelsen af at bo i en slags landsby, for mit usle hotelværelse lå midt i det gamle latinerkvarter, og min gade fungerede næsten som en landsby. Der var et par bistroer, her spiste jeg og læste Baudelaire og Verlaine og André Gide, og her samledes man om aftenen akkurat som ved gadekæret. Der var noget absolut hjemligt ved at bo der. Man snakkede også med hinanden. Jeg var 18 år det år og fuld af drømme, og trods min læsning af Baudelaire, så drømte jeg somme tider om at blive pariser. Jeg tænkte endda på at gifte mig med sådan en vaskeægte franskmand og bo i en lille hyggelig gade og blive en rigtig pariserhusmor.

Mon Dieu!

Men Paris var ingen landsby.

Jeg boede i en landsby, indtil jeg som 15-årig blev sendt på kostskole i Silkeborg. Tre år i eksil.

Det med kostskolen var ikke mit valg. Det var mine forældres, og de gjorde det i en god mening, det tror jeg helt bestemt, men jeg oplevede det som en forvisning.  Utaknemmeligt nok, for det var en fin og dyr kostskole.

Jeg har som sagt netop genlæst Strouts bøger, og måske siger de mig så meget, fordi de foregår i en lille by, hvor folk kender hinanden. Men det er nu ikke kun derfor. Det er selvfølgelig også, fordi Strout er en fremragende fortæller. Og fordi hun på en gang formår at afsløre menneskets største svagheder og ingenting skjuler af det, der er grimmest og mest frastødende, samtidig med, at hun hele tiden har øje for kærligheden og godheden. Og fordi hun viser livets mange facetter med så stor sanselighed og sproglig kraft, at man bliver fanget af selv tilsyneladende trivieller beretninger om tilsyneladende almindelige mennesker.

Hun viser, at mennesker aldrig er almindelige. Hvert liv er unikt.

Novellesamlingen ”Alt er muligt” peger med sin titel på det, som måske er grunden til, at man (jeg) vender tilbage til Strout og læser bøgerne forfra. Fordi alt er muligt selv i en verden af absurditet og vold. Hun får en til at tro på, at der er en anden side, som måske, men også kun måske er stærkere.

Men i al fald ikke umulig.

”Alt er muligt.”

Også i små samfund.

I alle samfund.

Men somme tider behøver vi en Elisabeth Strout til at fortælle os det og holde os fast i håbet.

Dem, der kender mig godt nok, ved, at litteraturen er et åndehul og et frirum for mig, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg ville lide en hurtig åndelig kvælningsdød, hvis jeg ikke havde adgang til skønlitteratur.

Men jeg synes, at meget af den moderne litteratur, og især den, som anmelderne falder i svime over, er alt for knustlet. Det er en bevidst manierering af sproget. Og når sproget bliver affekteret, mister det sin skønhed. Det vil jeg skrive om i næste indlæg.

Mens det sker 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Når troen vakler, når håbet svinder og når kærligheden ruster.

Så er det med at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Meget mere er der ikke at sige om det.

Jeg har netop læst ”Pårørt” af Eva Hultengren. Hun er psykolog og har arbejdet med mennesker i krise hele sit liv. Og nu har hun altså skrevet en bog om pårørende til Alzheimerspatienter, og bogen skulle jo således henvende sig til disse pårørende. Men det synes jeg ikke rigtig, den gør. Den er for spækket med fagsprog, og jeg tvivler på, at såkaldt ”almindelige mennesker” i det her land, vil kunne læse den. Desværre, for den er rigtig god at blive klogere af..

Den er skrevet af en kvinde, der ud over at være psykolog også er gift med en alzheimersramt mand.

Det skal siges, at forfatteren indrømmer, at bogen måske især henvender sig til plejepersonale – altså til fagfolk, der arbejder dagligt med Alzheimersramte. Og med ramt mener jeg alle dem, der er ramt af sygdommens spredehagl. Ikke mindst de pårørende.

Derfor ville jeg læse den..

Men jeg er bange for, at sproget, navnlig de lange, knudrede sætningskonstruktoner  gør læsningen vanskelig for de mellem-uddannede plejere, der arbejder i den sektor, og som rigtignok har MEGET brug for at læse og lære meget mere om sygdommen Alzheimers. Her findes virkelig et stort behov for mere viden.

 Men … det er en vanskelig formidlingsopgave, og jeg synes ikke, at den er lykkedes alt for godt her. Det er mere blevet til en afhandling, fornemt og overskueligt struktureret – fyldig og informerende. Til gengæld eller som modvægt virker de mange indskudte (personlige og autentiske) dagbogsnotater, som bogen også indeholder, rigtig fint.

Jeg kan anbefale pårørende, der vil se ind i Alzheimerkabinettet at læse Lis Djarrels bog: ”Med Alzheimer i bagagen”, der er en meget ligefrem og letbegribelig fremstilling af den svære situation, de pårørende står i.

Eva Hultengren ved dog, hvad hun skriver om, for hun er selv pårørende til en mand med Alzheimers. Og han lever stadig. Og hans forløb er det, som jeg også genkender fra mit eget liv: først en laaaaaaaaang periode, hvor den nærmeste pårørende (ægtefællen) føler sig slemt ensom, fordi hun er den eneste, der kan se ( og ikke kan lade være med at se, hvad der er ved at ske,)=  at hendes kæreste er blevet dement, og hele tiden må hun så gang på gang høre, at ”det er han bestemt ikke.”

Det gør ondt.

Den ensomhed kommer man til at finde sig i (befinde sig i) i rigtig lang tid, i årevis måske. Og selv nu, 2 år efter diagnosen, hvor min mands sygdom er så fremskreden, så selv familien har givet sig og om end nødtvungent har måttet indrømme, at han er syg, selv nu bebrejdes jeg undertiden, at jeg kan finde på at fortælle om de tab, vi oplever hele tiden. Det er stadig en højt tabuiseret tale, i al fald hvis det sker over for børn og søskende. Og kan jeg da ikke bare holde det snak for mig selv? Jo. Selvfølgelig. Det må jeg lære.

Jeg får også tit at vide, at jeg skal fokusere på det positivt, og det prøver jeg så.  Men det er jo ikke i det lange løb andet end at opøve sig selv til at blive en habil løgner.

Denne uge har han imidlertid overgået sig selv.

Og det glæder vi os over Det er klart. Han overgår ofte sig selv, og det hænger jeg (hager) jeg mig også fast til..

Han har f.eks. lavet finmekanik af den vanskeligste slags og dermed hjulpet vores ældste søn med en opgave. Flot!

Og så har han fundet den fejl, som VVSfolkene arbejdede på at finde i timevis.

Men i samme periode kunne han ikke finde vejen til Langå og Randers, hans værktøj forsvandt, også noget, han lige netop havde købt og fået leveret, hans mobil forsvandt, og han kunne ikke finde sine nøgler, og han kunne ikke åbne sin computer og ikke genkende vejene omkring landsbyen eller de folk, vi mødte. Og da jeg forleden var ca.1 time ( for jeg kom til tiden og kom straks ind) hos ørelægen i Randers og efterlod han hjemme for en gang skyld, så sukkede han fortvivlet, da jeg kom hjem og sagde, at han havde savnet mig forfærdeligt og fik mig til at love, at jeg ikke mere ville forlade ham på den måde i timevis uden at han vidste, hvor jeg var.

Og sådan kan jeg blive ved. Men det er der ingen grund til.

Jeg vil skrive et par citater fra Hultengrens bog –  og dem, der er gift med en dement, vil nikke genkendende til de ord:

”Samtidig med at være rystet i transistionen ( et fagudtryk, hun bruger om perioden mellem diagnosen og erkendelsen) , rystes den pårørende også derved, at hun fornemmer at være kastet ud i noget stort og uoverskueligt. Selv om mange alvorlige sygdomme og deres forløb er væsentlig bedre beskrevet end udviklingen af forløbet af Alzheimers sygdom, gælder det for alle, at ingen ved, hvordan en sygdom vil udvikle sig for netop denne patient. Jeg så et citat fra lægevidenskabens fader Hippokrates: ”Det er meget vigtigere at vide, hvilken person, der har sygdommen, end at vide hvilken sygdom personen har.”( citat side 56

Dette citat indeholder den lille gnist af håb, man altid har og klynger sig til: min mand er en særlig støbning. Han vil nok klare sig bedre end de fleste. Og det VIL man tro på. Også selv om man godt ved, at han taber til sidst. Sidst kan blive om meget længe.

Et andet citat, der rammer lige ned i en Alzheimershverdags jævnlige genvordigheder er flg. (fra side 89)

Paradoksalt nok kan dette ubehagelige, at indse, at han er syg (og hun selv er blevet pårørende) også medføre en vis lettelse for den pårørende i den nye situation. Den irritation, en pårørende mange gange har haft mod sin syge partner (indrømmet, ja), når han ikke kunne finde ting, ikke kunne forstå, blev forvirret, sagde mærkelige ting i sociale situationer, kan den pårørende selv pakke væk nu. Han kan jo ikke bare tage sig sammen, høre bedre efter, lægge mere mærke til osv. osv. Det handler ikke om hans gode vilje (den er der absolut) det handler om, at han ikke længere kan.”

Det sker desværre i flere tilfælde, at den syges børn, søskende og nære venner ikke kan se, at den syge er syg. Måske fordi de ikke har lyst til at se tabet i øjnene eller har lyst til at ”blive pårørende.”

Hvis de kun er kortvarigt sammen med den syge forælder, bror, ven, kan de overse forandringerne. Også støttet af, at den syge person selv kan tage sig meget sammen i de par timer eller mindre, besøget varer.

Sagt lige så stille om ulysten til at være pårørende: det er jo ikke det, at man påtager sig at være pårørende, så godt som man nu kan, der skaber uligheden og bringer tabene. Det er sygdommen. Han bliver ikke rask af, at man insisterer på, at vi stadig er lige og jævnbyrdige. De er ikke mere lige. Alligevel skal de stadig være det, når vi tænker på etik. Hvordan skal det ske? Det er ikke tilstrækkeligt blot at erklære: menneskeligt set er vi alle lige. Det er abstrakt tale. Jeg havde nær sagt snak!! Vi (den pårørende og hendes hjælpere) skal kunne fokusere på noget konkret ved den syge og situationen, medens de er i samspillet. Øjnene skal tvinges op for at se, hvad han stadig er og stadig kan.

Fra møder med pårørende har jeg erfaret, at der er flere forskelle mellem at være ægtefælle til en syg person og være barn af en syg person. Som barn – også som voksent barn – kan man få den yderligere rystelse, at den gamle orden i tilværelsen bliver vendt op og ned. … Barnet skal både forholde sig til sygdommen og den fundamentale uorden i tilværelsen”. (Citat slut)