Mens det sker 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jagten

Da min mand fik diagnosen alzheimers, så lægen ikke på os. Vi sad ved siden af hinanden og så på en mand, der så til siden. Så jeg ved ikke, om hans øjne var venlige eller hårde.

Han var vores kontaktlæge. Men vi havde ingen kontakt med ham. Når vi i den meget lange udredningsperiode fortalte ham en af de episoder, der havde rystet os, kunne han undertiden give sig til at fnise. Når jeg nu tænker tilbage på nogle af omtalte episoder, så forstår jeg nok, at han grinede. Men det var SÅ uprofessionelt, og han burde ikke have gjort det, for vi græd indvendigt, når vi fortalte om det, vi havde oplevet, og hvis han havde set på os, ville han have set, at vi havde blanke øjne. Men han så ikke på os.

Da vi gik ud sagde han henvendt til sine sko: ”man er nødt til at se på det humoristiske i sagen, ikke? Prøv at tage det fra den side, så går det bedre.”

Men her er humor aldeles upassende. Alzheimers er ingen vittighed. Vi kender alle vittigheden, hvor en dreng spørger sin far: ”Far er vi ikke snart i England?” Og faren svarer: ”Hold kæft, dreng, og svøm videre!” Den vittighed grinede vi af for 20 år siden, men den er ubrugelig i dag, hvor små drenge forsøger at svømme mod Grækenlands kyster, men drukner undervejs.

Vores kontaktlæge var ellers ikke morsom. Han var nærmest sur. Og det lyste ud af ham, at han ikke brød sig om sit job og da slet ikke om demente.

I ham mødte vi uforstanden og foragten for første gang.

Han gav os en diagnose. ”Alzheimers,” sagde han med en stemme, som om han sagde ”forkølelse”, og så skubbede han et bundt brochurer over til os. I stakken fyldte reklamerne for Alzheimerforeningen en del. Jeg har ikke siden kunne fordrage den forening og har i de forløbne 18 måneder gang på gang overvejet at melde os ud. Hvad er det for en måde at kontakte folk på, der er i chok.

For vi var i chok.

Ikke fordi vi ikke havde haft mistanken – det havde vi haft i flere år.

Lægen gav os altså papirerne og diagnosen, og så sagde han, ”Og du er jo jæger. Men nu må du ikke mere gå på jagt.”

”Hvorfor?” Det var Ole, der spurgte.

”Du kunne jo komme til at skyde en kammerat.”

Der blev meget stille. Og så tilføjede lægen: ”Og du må heller ikke køre bil.”

Denne gang sagde Ole ingenting, og det var mig, der protesterede.

”Min mand er elitebilist,” sagde jeg.

”Nå ja,” nærmest vrissede han, ”men det er der ikke noget, der hedder, når man har alzheimers.”

Vi kørte hjem. Ole kørte. Vi sagde ingenting. Det kunne vi ikke. Vi gik ind i huset. Vi sagde ingenting. Det kunne vi stadig ikke. Ole satte sig på sengen med hovedet i hænderne. Længe rørte han sig ikke. Han lignede Rodins ”Grubleren,” som han sad der tilsyneladende hensunket i tanker – men jeg tror ikke, der var en eneste tanke i hovedet på ham.

Mit hoved var i al fald tomt. Og jeg var gået i stå midt på gulvet. Lige der, mærkede jeg, hvor ramte vi var. Men jeg ved nu, at det ikke var sygdommen, der havde ramt og os og lammet os.

Det var uvidenheden og dumheden.

Endelig satte jeg mig ved siden af ham. Og endelig sagde han noget. Meget lavt. Men jeg hørte det.

”Hvis jeg ikke havde haft dig, så havde jeg taget mit gevær. Lige nu. Og skudt mig.”

Det er nu 18 måneder siden. Ole har været på jagt hele foråret og er begyndt på efterårssæsonen.

Det er gået udmærket. Jeg kører ham til mødestedet med de andre jægere, hans bror har kørt ham hjem. Kammeraterne ved, at han har alzheimers. De passer på ham. Og behandler ham ordentligt. Men selv ved han ikke, om han vil fortsætte.

”Jeg vil ikke være en byrde for de andre,” siger han.

Han er jo kun en byrde for sig selv, men føler det anderledes.

Og i går aflyste han selv jagten. Lysten til at tage af sted var helt borte.

Og sådan er det jo. Sådan er den sygdom. Lysten til mange af de ting, man har følt glæde ved, forsvinder. Man magter ikke mere de ting. Og de glider ud.

Men det har vi jo vidst hele tiden. Men vi har også hele tiden vidst, at det ikke er hele sandheden. Der er langt hen i forløbet SÅ mange ting, der ikke mistes. Og da slet ikke kærligheden. Den vokser. Tænk, at det kan ske.

Et mirakel, ikke sandt? Og hvorfor taler man så ikke i stedet noget mere om det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *