Hjemløshed

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne sommer har for første gang gjort begrebet hjemløshed smerteligt aktuelt i mit hoved. Ikke fordi jeg er blevet hjemløs. Alligevel var det den her sommer, at jeg er blevet mig bevidst, at det bedste i mit liv: det her sted, det her hus, den her mand, den her udsigt til træer og buske og landsbyhuse og til landets smukkeste kirke, der endda er oplyst efter mørkets frembrud, er noget, jeg kommer til at miste. At det virkelig sker.

Nå ja, vi mister jo alle sammen. Det er ikke noget nyt. Sådan er det at være menneske. At være i live.

Så altså: da jeg skulle skrive min månedlige kronik, blev hjemløshed emnet. Selvfølgelig.

Herunder manus til kronikken:

Hjemløs

Vi har haft børn og børnebørn boende under coronakrisen, fordi de pludselig var blevet en slags hjemløse. De bor normalt i USA, og det var ikke muligt at rejse tilbage fra ”ferien” i Danmark, som altså blev noget længere, end de havde planlagt. Det var dog en tryg form for hjemløshed, tænker jeg, og de led næppe voldsomt meget ved at skulle bo hos os en tid, og de vidste jo, at de kom hjem igen. Men det fik mig til at tænke på begrebet hjemløs. Og hvor relativt, det er.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” For nogle år siden deltog jeg i en fest langt ude på den argentinske Pampa. Her sang jeg disse smukke ord fra H. C. Andersens nationalhymne i kor med en flok argentinere, der aldrig havde sat deres ben i Danmark, og som var født i en anden verdensdel og på den modsatte side af jordkloden. Men de sang højt og smukt, at de havde hjemme i Danmark, og ordene kom fra hjertet, det var tydeligt, men det var nu også meget underligt, syntes jeg.

Deres forfædre var født i Danmark, de var ikke, de var født rundt om i Argentina og var opdraget til hver morgen at hejse det argentinske flag i skolegården og synge den argentinske nationalsang, og da jeg senere på aftenen gik nogle af dem på klingen og spurgte, om de var danskere eller argentinere, fik jeg ganske enslydende svar: ”vi er da argentinere.”  ”Men sang I så ikke falsk lige før?” ”Nej,” påstod de, for de havde rødder i Danmark, deres forfædre kom derfra, så der var fødsler nok at tage af i det gamle hjemland, så derfor kunne de roligt synge: ”I Danmark er jeg født…” For når de sang det, så blev de ét med slægten.

Men hvad vil det sige at have hjemme et sted? Det blev mit barnebarn, Anna på 8 år, spurgt om forleden, og det gik hun så en tid og grublede over, og det endte med at blive en lang smøre, som hendes mor skrev ned ord for ord, og her er den uredigerede slutning på hendes lange forklaring: ”Du er fri, du hersker over din krop, dit hjerte og dit sind. Der, hvor du går, har du hjemme, der, hvor du står, er du fri og der, hvor du sidder, er du dig.” Jeg har sat kommaerne, ellers er ordene hendes. Og de gav mig da noget at tænke over.

Da jeg for år tilbage underviste i dansk på gymnasiet, læste vi bl.a. dannelsesromaner. Den slags fortællinger har en fast struktur: en helt, som først er hjemme, så bliver han en tid hjemløs og så finder han hjem. Hjemme – hjemløs – hjem. Vi kender samme struktur fra eventyret, og vi vil så gerne tro, at det er sådan, det forholder sig i virkeligheden: vi forlader trygheden, så kommer vi ud i verden, og her må vi igennem mange prøvelser, men vi havner heldigvis altid hjemme.

 De argentinere, jeg mødte på Pampaen, havde et andet perspektiv på sagen: vi forlader hjemstavnen, og vi kommer ikke tilbage, men vi forlader aldrig tanken om, hvor vi kommer fra. Og nu kobler jeg til barnets udsagn: ”Der, hvor du går, har du hjemme.” Vi er altså aldrig hjemløse. Hvilken fantastisk tryg tanke. Og sådan tænker barnet. Gudskelov.

Og så kunne jeg jo passende slutte her, og vi ville alle kunne hygge os med det glade budskab om, at vi har hjemme overalt i verden. Men helt så enkelt er det jo ikke. For det danske barn er det sådan, det forholder sig: hun har hjemme alle steder. Og mit barnebarn er et moderne barn med rejselystne forældre, og hun har været mange steder på kloden, i Nord- og Sydamerika flere gange, og i et par omgange har hun boet i Tanzania, hvor min datter underviste. Og hun har rejst alle mulige steder i Europa. Og altid i tryghed. Altid sammen med far og mor og søskende. Og verden har taget imod hende med åbne arme.   

Men vi ved det jo godt. Det er ikke alle, der har så trygge vilkår som de fleste af de børn, der vokser op her i Danmark. Og idyllen krakelerer for alvor, når vi kaster blikket ud i verden omkring os. Det lille flygtningebarn fra den brændte Moria-lejr i Grækenland finder næppe tryghed i at sige til sig selv, at det har hjemme overalt. Det har ikke tag over hovedet, det fryser og sulter, og det må leve på gaden eller i en ny, overfyldt flygtningelejr. Og det lille krigsbarn, som Nordbrandt skriver om i sit digt ”Vuggevise,” har heller ikke hjemme noget sted i verden. Henrik Nordbrandt slutter sit digt med stroferne: ”Lille krigsbarn, hvor vil du dø/ hvor bomberne falder/ eller i åben sø. /Lille krigsbarn/ hvor vil du hen?/Vælg selv/ Bare vi aldrig skal se dig igen.”

Og der er hjemløse i vort eget land, og nu tænker jeg ikke kun på asylansøgerne, de er trods alt på vej, og man kan håbe, at de finder et hjem, men på de folk, der er faldet igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet og er endt på gaden. For dem er håbet bristet for længe siden. Der er ingen vej hjem. De er og bliver hjemløse.

Nogle billeder af haven lige nu sidst i oktober og et par stykker fra sommeren. Det her sted.

oktoberhaven
en snegl i juli i fuglebadet
Huset vi bor i
To børn og to svigerbørn ved åen, som snor sig gennem vores dal

Kokholm 43

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Bogen om Elisabeth Kokholm er skrevet. Da bogen imidlertid endte med at blive en roman, så vil der kun være et spinkelt billed-og dokumentmateriale i bogen. Det tror jeg nok, jeg har skrevet om tidligere. En del af materialet har jeg allerede lagt op på min blog, og resten vil dukke op her i løbet af efteråret. Her er billedkvaliteten så meget bedre end den ville være i bogen, og jeg tror, det er vigtigt ikke at blande genrerne for meget. Der ER billeder i bogen. Andet ville være en skam. Men det er få. Og der er ingen breve.

Det sidste er lidt ærgerligt. Et af de fineste breve i samlingen ( Lise Troldborgs brevsamling) er det, som Poul Reumert sender til Elisabeth i anledning af hendes 80 års fødselsdag. Det lægger jeg herunder:

29 dec. 1955  

41 Stockholmgade København

Kæreste, elskeligste Fru Elisabeth

Så staar vi altsaa overfor Den store Fødselsdag!!

Og vi er lykkelige over, at De naaede der – til Trods for, at Sygdom nu og da har truet Dem!

Vi haaber inderligt, at baade 80 Aars Dagen og de Tider, som følger efter, maa bringe al mulig Lykke og Glæde til Dem. De vil faa det at se og føle, hvor elsket De er af alle de Mennesker, som i Aarenes Løb er kommen blot i den mindste Berøring med Dem … for slet ikke at tale om Deres kære Børn og Slægt … eller om dem, der som vi er knyttet til Dem med varme og ubrydelige Venskabsbaand. For os staar De som Virkeliggørelsen af alt det, der menneskelig set er det bedste, det kærligste, det ædleste. Det har for os været en stor Værdi at kende Dem og at have faaet Lov til at staa Dem nær i mere end en Menneskealder, og vi er meget, meget taknemmelige derfor! –

Hvis ikke Pligterne bandt os til København, vilde vi være kommet til Kandestederne, til Kokholms Hotel, for at hilse paa og personligt hylde Klitternes Dronning, der jo bliver omringet af Folket – æret og tilbedt. Men desværre – vi maa nøjes med at skrive nogle Ord og sende vor Hilsen, mens vi taalmodigt venter paa, at Sommeren vil komme og bringe os op til Dem, – der til den Tid ikke længere er Snedronning men Herskerinde over Lys og Varme og grønne Marker og Enge. Det bliver for os et herligt Gensyn, kæreste fru Kokholm, – men foreløbig ønsker vi Dem en dejlig Fødselsdag og et velsignet Nytaar for Dem selv, Deres kære Børn og Slægt og Venne Kreds (Ak! Hvem der var med i Laget!!)

Deres meget hengivne og altid taknemlige lille Skare af Undersaatter, Smaa og Store, fra Vagtbakken.

De kærligste Tanker fra Poul Reumert

Poul Reumert – malet af Fenger, udlånt af Lise Troldborg

Herunder et telegram, som Poul Reumert sender til Elisabeth i anledning af hendes 80 års fødselsdag:

Mens det sker 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jagten

Da min mand fik diagnosen alzheimers, så lægen ikke på os. Vi sad ved siden af hinanden og så på en mand, der så til siden. Så jeg ved ikke, om hans øjne var venlige eller hårde.

Han var vores kontaktlæge. Men vi havde ingen kontakt med ham. Når vi i den meget lange udredningsperiode fortalte ham en af de episoder, der havde rystet os, kunne han undertiden give sig til at fnise. Når jeg nu tænker tilbage på nogle af omtalte episoder, så forstår jeg nok, at han grinede. Men det var SÅ uprofessionelt, og han burde ikke have gjort det, for vi græd indvendigt, når vi fortalte om det, vi havde oplevet, og hvis han havde set på os, ville han have set, at vi havde blanke øjne. Men han så ikke på os.

Da vi gik ud sagde han henvendt til sine sko: ”man er nødt til at se på det humoristiske i sagen, ikke? Prøv at tage det fra den side, så går det bedre.”

Men her er humor aldeles upassende. Alzheimers er ingen vittighed. Vi kender alle vittigheden, hvor en dreng spørger sin far: ”Far er vi ikke snart i England?” Og faren svarer: ”Hold kæft, dreng, og svøm videre!” Den vittighed grinede vi af for 20 år siden, men den er ubrugelig i dag, hvor små drenge forsøger at svømme mod Grækenlands kyster, men drukner undervejs.

Vores kontaktlæge var ellers ikke morsom. Han var nærmest sur. Og det lyste ud af ham, at han ikke brød sig om sit job og da slet ikke om demente.

I ham mødte vi uforstanden og foragten for første gang.

Han gav os en diagnose. ”Alzheimers,” sagde han med en stemme, som om han sagde ”forkølelse”, og så skubbede han et bundt brochurer over til os. I stakken fyldte reklamerne for Alzheimerforeningen en del. Jeg har ikke siden kunne fordrage den forening og har i de forløbne 18 måneder gang på gang overvejet at melde os ud. Hvad er det for en måde at kontakte folk på, der er i chok.

For vi var i chok.

Ikke fordi vi ikke havde haft mistanken – det havde vi haft i flere år.

Lægen gav os altså papirerne og diagnosen, og så sagde han, ”Og du er jo jæger. Men nu må du ikke mere gå på jagt.”

”Hvorfor?” Det var Ole, der spurgte.

”Du kunne jo komme til at skyde en kammerat.”

Der blev meget stille. Og så tilføjede lægen: ”Og du må heller ikke køre bil.”

Denne gang sagde Ole ingenting, og det var mig, der protesterede.

”Min mand er elitebilist,” sagde jeg.

”Nå ja,” nærmest vrissede han, ”men det er der ikke noget, der hedder, når man har alzheimers.”

Vi kørte hjem. Ole kørte. Vi sagde ingenting. Det kunne vi ikke. Vi gik ind i huset. Vi sagde ingenting. Det kunne vi stadig ikke. Ole satte sig på sengen med hovedet i hænderne. Længe rørte han sig ikke. Han lignede Rodins ”Grubleren,” som han sad der tilsyneladende hensunket i tanker – men jeg tror ikke, der var en eneste tanke i hovedet på ham.

Mit hoved var i al fald tomt. Og jeg var gået i stå midt på gulvet. Lige der, mærkede jeg, hvor ramte vi var. Men jeg ved nu, at det ikke var sygdommen, der havde ramt og os og lammet os.

Det var uvidenheden og dumheden.

Endelig satte jeg mig ved siden af ham. Og endelig sagde han noget. Meget lavt. Men jeg hørte det.

”Hvis jeg ikke havde haft dig, så havde jeg taget mit gevær. Lige nu. Og skudt mig.”

Det er nu 18 måneder siden. Ole har været på jagt hele foråret og er begyndt på efterårssæsonen.

Det er gået udmærket. Jeg kører ham til mødestedet med de andre jægere, hans bror har kørt ham hjem. Kammeraterne ved, at han har alzheimers. De passer på ham. Og behandler ham ordentligt. Men selv ved han ikke, om han vil fortsætte.

”Jeg vil ikke være en byrde for de andre,” siger han.

Han er jo kun en byrde for sig selv, men føler det anderledes.

Og i går aflyste han selv jagten. Lysten til at tage af sted var helt borte.

Og sådan er det jo. Sådan er den sygdom. Lysten til mange af de ting, man har følt glæde ved, forsvinder. Man magter ikke mere de ting. Og de glider ud.

Men det har vi jo vidst hele tiden. Men vi har også hele tiden vidst, at det ikke er hele sandheden. Der er langt hen i forløbet SÅ mange ting, der ikke mistes. Og da slet ikke kærligheden. Den vokser. Tænk, at det kan ske.

Et mirakel, ikke sandt? Og hvorfor taler man så ikke i stedet noget mere om det?

Mens det sker 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I frit fald

Jeg begyndte at holde foredrag om Alzheimers Syge ved et tilfælde. En præst fra Skive havde læst ”Skyd dig igennem, sagde oldefar” for sit barn. Det er en rigtig fin godnathistorie, mente hun, og det synes jeg også selv, og jeg kender flere forældre, der har haft glæde af at læse den for deres små børn. Ligesom jeg i sin tid havde glæde af at skrive den.

Skyd dig igennem! Sagde oldefar

Men jeg skrev den bog, mens min mor var mest syg af Alzheimers, og vist handler den om demens. Og er det nu noget at læse højt for små børn, inden de skal sove? Hallo!!!  Ja, det er det. Og det er ikke en bog, hvis indhold skræmmer, men alligevel fortæller den meget præcist om, hvordan voksne og børn oplever demente helt forskelligt. Og gudskelov for barnets måde at opleve på.

Nå, men præsten havde læst den højt, og hun havde lært noget om demens, mens hun læste, sagde hun, og barnet syntes bare, at hovedpersonen, lille Anne, var rigtig sej. Og at oldefar var ret cool. Godt nok. Men nu ringede præsten altså til mig, og hun ville gerne, at jeg kom til sognet for at fortælle det, jeg vidste om demens og demente mennesker.

”Men jeg ved ingenting,” sagde jeg. ”Nå, men kom så bare og fortæl ligesom du gør i bogen. Og så fortalte hun mig, at hun havde haft glæde af ”Skyd dig igennem …” og at den glæde ville hun gerne, at jeg kunne sprede i hendes sogn.

Kunne jeg det?

Jeg tvivlede.

Havde faktisk kun min egen lille bitte erfaring med min demente mor og den smule, jeg havde læst mig til.

Men jeg sagde ”ja tak.”

Ligesom man siger ja tak til et jobtilbud, selv om man godt ved, at man er hamrende diskvalificeret til det. Men himmel, hvor vil man gerne have det job. Så siger man JA. Og gør noget ved sagen.

Og så gik jeg selvfølgelig i gang med at blive klogere. Jeg får gerne mine foredrag 5-6 måneder, før de skal afholdes, så der var tid. Og jeg brugte den. Det blev et ret dyrt foredrag for mig. Selvfølgelig fik jeg mit honorar, men det er nu ikke særlig stort, men jeg købte en ”hjemmebiograf” for at kunne vise sekvenser af den svenske prisbelønnede film ”Sangen om Martin”, som jeg dengang fandt rigtig god. Og som jeg gerne ville bruge som dokumentation.  

Jeg tror, at det blev et godt foredrag, og det var ikke min fortjeneste, men der var mødt rigtig mange mennesker op, og flere af dem var pårørende til demente, og der blev en livlig debat, eller snarere en livlig udveksling af synspunker og standpunkter og af viden og fordomme og alt muligt, som det findes i de fleste små samfund, og såmænd også i større.

Udvekslingen af fordomme var som altid større end udvekslingen af egentlig viden om demens.

Nu har jeg så siden da holdt mange hundrede foredrag om demens, og jeg er blevet klogere hen ad vejen. Tror ikke, jeg løber med halve vinde, men ofte løber jeg i modvind. For fordommene er stadig næsten uovervindelige, og reel viden lader sig vanskeligt nok bane vej gennem moradset af, hvad folk tror og mener om den sygdom.

Der er nok dem, der vil sige, at det må være skæbnens ironi, at min egen mand så ca. 20 år senere blev ramt af sygdommen.  Men nu tror jeg for det første ikke på skæbnen. Og for det andet kan jeg ikke se det ironiske i sagen. Det er ikke skæbnens ironi.

Det er bare sådan, det er.

En af de store fordomme er jo den, at det er SÅ synd for de pårørende. Så synd så synd. Jamen hallo igen! Det er jo den slags ”synd”, som verden er fuld af. Det er synd, at børn drukner på flugten til Europa. Det er synd, at corona isolerer gamle mennesker. Det er synd, at en stor procent af jordens befolkning sulter. Det er synd at Peter, der er 20 år, pludselig rammes af uhelbredelig kræft. Etc…..

Jeg kunne blive ved.

Men det er ikke synd for de pårørende, at de er pårørende til en dement. Navnlig ikke, hvis det er en, de elsker.

Så hold op med at ynke os, der har den status.

Det er ikke synd for os. Men det er ”træls”.

Og det er jo godt, at vi er der. Ellers ville det være rigtig synd for den demente.

Og det er for resten altid den demente, det er mest synd for. Husk det! Vi andre klarer os. Men han/hun klarer sig ikke.  Så vend jeres medlidenhed mod ham/hende.

Og nu vil jeg fortælle en historie om frit fald, som jeg aldrig glemmer.

Det var en herlig dag ved havet. Vi var på ferie. Det var, mens børnene var små nok til at være hjemmehørende, og vi havde overladt dem til venlige naboer og var bare os to rejst til Rhodos. Og en dag svømmede vi sammen ud til 10 metervippen, som stod langt ude i havet.

Vi var så modige. Og så frie. Og så lykkelige. Og så turde vi pludselig springe. Og min mand tog min hånd og sagde: ”Men jeg tør kun, hvis vi holder hinanden i hænderne, mens vi springer.” Sådan stod vi lidt. Så var det, jeg sagde: ”Men jeg tør ikke holde dig i hånden, når vi springer.” ”Hvorfor ikke.” ”Jeg er bange for, at du ikke slipper mig igen.”

Og jeg husker endnu helt tydelig den angst. Tænk om vi sprang –  Og holdt hinandens hænder. Og ikke kunne slippe igen. Så ville vi jo drukne.

Men vi sprang.

Hver for sig.

Nu er vi igen i frit fald. Det har vi ikke selv valgt, og vi er slet ikke spor modige nogen af os. Men vi holder hinanden i hænderne, og vi slippe ikke. Og det er SÅ godt at vide. Og jeg er ret ligeglad med, om vi drukner. Eller … ? Men … vi er ret gode svømmere begge to. Så mon ikke det går?

I dag har vi festet. Det gør vi ret tit. Man skal huske at feste. Vi fik krabbekløer og hvidvin.  Og selv om cigaren er lagt på hylden (eller endnu længere væk – suk) så kan vi stadig holde en god fest.

Kokholm 43 – en beretning om livet på Kokholms Hotel set med stuepigeøjne.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden udkom Hardervigs “billedbog” om livet på de tre hoteller i Kandestederne: “Hvad stuepigerne fortalte” .

I bogen fortælles en række anekdoter – som man måske vil genkende, hvis man er en flittig seer af TV-serien “Badehotellet.” Forfatteren skriver, at han har talt med en stor del af de stuepiger, der var ansat på de tre hoteller, og det er måske sandt, men i al fald underholdende. Og sådan er bogen sikkert tænkt.

I det følgende vil man kunne læse et kapitel af en livsskildring, som er skrevet af Dorrit Kirkegaard, der i hotellets glansperiode faktisk var stuepige på Kokholms Hotel. Nedenstående bliver altså et langt citat taget fra Dorrit Kirkegaards erindringsværk. Forfatteren til værket er i sagens natur ikke mere ung, og jeg ved ikke, om jeg får mulighed for at tale med hende mere. Men hun forærede mig nedenstående, som jeg her afskriver, og det giver jo i al fald et meget tæt og troværdigt billede af, hvordan det var at være en ung stuepige på Kokholms. Det må have været i 40’erne, i al fald efter Christen Kokholms død i 36 og før Rigmors bryllup med Leo Darling. Og Reumert bor åbenbart stadig på hotellet. Han fik senere ( i slut 40’erne?) sit eget sommerhus. Vi må sikkert være i 40’erne, vil jeg tro. .

Desværre er det ikke lykkedes mig at finde Dorrit. Dengang boede hun i Kristrup ved Randers, men måske er hun flyttet til et plejehjem. Det vil jeg fortsat forsøge at finde ud af. Her er i al fald fortællingen om, hvordan livet var dengang set med den unge Dorrits øjne.

Jeg genskriver hele beretningen ubeskåret og i Dorrits’ retskrivning..

Jeg kunne ikke umiddelbart få mig til at bruge den uden hendes tilladelse, men i dag gik det op for mig, at jeg jo fik tilladelsen sammen med papirerne, da hun sagde, at jeg kunne bruge dem.

Dorrits oplevelser på Kokholms Hotel i første halvdel af forrige århundrede:

Efter pladsen hos Jens og Marie, kom jeg til Kokholms hotel. I begyndelsen var vi bare to piger, Esther og jeg, vi skulle gøre hovedrent, og det var både i sommerhusene, der hørte til hotellet, og i selve hotellet. Midt i det hele skete der det, at vi blev alarmeret midt i arbejdet: smid alt hvad i står med og kom hjem, hendes majestæt har meldt sin ankomst.

Det var noget årligt tilbagevendende Dronning Alexandrine, var en god bekendt af den gamle fru Kokholm, og hvert forår og efterår kom hun op og besøgte fru Kokholm, samtidig med, at Dronningen overværede redningsøvelsen på stranden.

Ved den lejlighed satte man nemlig redningsbåden i vandet og roede et godt stykke ud, hvor man afprøvede alt det grej, man brugte, når det virkelig var alvor. Men det kan nok være, at vi lod hovedrengøringen være. Nu skulle der pudses og poleres. Døtrene fra Skagen og Oxholm blev tilkaldt, og fru Kokholm selv gik i køkkenet og bagte æbleskiver.

Det var vist meningen at Helle skulle være kommet og hjælpe med at servere, men hun var syg, så lille mig, som aldrig havde prøvet sådan noget, skulle alene klare det.

Jeg kan huske, at jeg havde en vældig flot taftkjole, som jeg havde fået til afdansningsballet. Den syntes jeg var vældig flot, og den blev da også godkendt som serveringskjole, men der skulle jo en hvid krave til og sådan en havde jeg ikke, men så fik jeg en af Rigmors egne ( det var den yngste datter, som drev hotellet sammen med sin bror Mads.)

Nå, men dagen oprandt, og der var en som var nervøs, mest fordi de tre døtre havde faret så meget rundt og givet ordrer i munden på hinanden. Da så Dronningen kom med hele sit følge var jeg ret nervøs, men det var der nu slet ingen grund til. Hun var noget så sød, og det gik fint alt sammen. Jeg huskede at gå baglæns og neje, men den gamle fru Kokholm ville endelig neje så dybt, at hun havde svært ved at komme op selv.

Men vi skulle jo i gang med rengøringen igen, det blev tid, hvor der kom mere personale, kogekone, oldfrue o.s.v. Helle blev også ansat. Hun havde været der om vinteren året i forvejen, samtidig med at jeg var hos Hjorths, og Bo kom også derop som bettekarl (der var nemlig også landbrug til ) så det var lige før, hele søskendefolkken var samlet.

Det var jo kun et sommerhotel, men nu var det blevet sommer, og så kom gæsterne. Nogen af dem, jeg husker nævner jeg her: Thorkild Rose, Poul Reumert, Anna Borg, Auda Borg, Asta Nielsen (ja, det var die Asta) Konsul Lommer fra Singapore, Agnes Rehnu, vinhandler Krarup, ham husker jeg specielt på grund af hans kone Elizabeth. Hun holdt altid sin fødselsdag heroppe, og så havde hun sine egne hummergafler med. De var selvfølgelig i sterling sølv, og hvad skete der efter sådan et hummergilde? Jo, en af gaflerne forsvandt. Stort postyr.. Det endte med at gaflen blev fundet ude hos grisene i truget. Den var røget ud sammen med affaldet.

Der var mange sjove mennekser blandt gæsterne, mange søde mennesker, ikke alle så snobbede som Elizabeth Krarup, men hun var såmænd også meget sød. en hel del af gæsterne var faste gæster hvert år. De skulle have de samme værelser, og mange af dem boede der i flere uger.

Det var jo ikke ligefrem noget hvilehjem for os, som var ansat. Man startede med at pudse og kridte sko, så skulle der gøres rent og bæres morgenmad ud i sommerhusene til de gæster, som boede der. En familie Truelsen havde fast et bestemt hus, og det var af den grund blevet døbt Trullebo. Det var en familie med voksne børn. Der var vist tre unge mennesker foruden forældrene.

Poul Reumerts to drenge Stefan og Torsten var jo også med deres forældre. Der var flere familier med børn, så der var altid liv og glade dage.

Men for os, der var ansat, var dagen jo ikke forbi med at bringe mad ud. På hotelllet tog Frk. Sørig sig af morgenmaden til de fastboende, vi andre skulle så inden frokost være færdige med at gøre rent, og vi skulle være klædt om for at servere til frokost. Derefter skulle vi hjælpe med opvasken og selv have noget at spise, og det var altså ikke det samme som gæsterne fik ( skal jeg hilse og sige). .

På et tidspunkt havde vi nogle piger, der studerede på Silkeborg seminarium. De fik besøg af nogle af deres studiekammerater, som var på cykeltur. De havde tilbudt at hjælpe med høhøsten og var så også på kost. De syntes godt nok, maden blev for ensformig, det var mest øllebrød og makrel eller makrel og øllebrød, så en dag strejkede vi alle sammen.

Kogekonen Agnes tilkaldte så Frk. Kokholm, og der blev en del palaver, som endte med at maden blev lidt bedre

Der var fire unge mænd “som besøgte vores piger.” Det var alle kommende lærere, jeg husker ikke helt hvor længe de blev, men vi havde en masse sjov med dem. En aften var det lige ved at blive for sjovt, vi havde fået lidt indebords, nogen lidt mere end andre, så vi blev så højrøstede, at der var gæster som klagede til frk. Kokholm, som kom ud til os i nattøj, for at høre hvad der foregik, men der var Helle den som ordnede paragrafferne. Hun stillede næste morgen og bad om undskyldning på alles vegne. De mandlige seminarister forlod vistnok hotellet næste dag. Men vi havde da haft det sjovt.

Vi havde også besøg af pigerne fra de andre hotelller, der var tre hoteller i alt. Kun et af dem havde helårsbevilling, det var Kandehus, men det kommer jeg tilbage til senere.

Det var jo først efter arbejdstid, at de kom på besøg. Vi boede fire piger på et værelse i noget gammelt bras, stråtækt bindingsværk, der var så fugtigt, at dynerne altid var våde, men selv om det var en noget kummerlig tilværelse, så havde vi det også sjovt ind imellem, blandt andet sent om aftenen, når vi havde fri. Der var altid en af os, der skulle blive til gæsterne var gået til ro og sørge for at der blev lukket og slukke. En aften var jeg sidste mand til at lukke og var lige ved at låse døren, da der kom en med en lygte over marken. I den tro, at det var en af pigerne ovre fra Kandehus råbte jeg med salvelsesfuld røst: “Hvem er det, alt så silde på kvælden” – og hvem svarede andre end Poul Reumert: “Øh, det er bare mig, jeg skal ned og hente noget i vognene.” Vi havde i længere tid forsøgt at parodiere ham, for han var nu noget selvhøjtidelig, men jeg havde nu ikke regnet med, at jeg skulle forsøge mig over for ham selv. Så jeg var glad for at mørket skjulte min identitet. Senere i livet, når nogen har omtalt den store mand, har jeg gerne pralet af, at jeg engang har gjort ham mundlam. Jeg kunne jo godt have forventet et svar noget i retning af dette:” det er bare mig, skøn jomfru,” men det kunne han altså ikke få sagt.

Inden jeg begyndte hos Kokholms havde Helle sagt, at jeg ikke behøvede aftale løn. Det skulle jeg nu have gjort, for da vi skulle afregne efter sæsonen, mente både Mads og Rigmor, at jeg skulle aldeles ikke havde det samme som seminaristerne, for som de sagde, var jeg ikke så gammel, og inden sæsonen havde vi jo bare rendt rundt med en støvklud Esther og jeg. Da blev jeg godt nok gal, men det var jo ikke nemt at argumentere, med de to, så jeg fik da sagt, at når jeg ikke var så gammel, måtte jeg hellere bede Mor om at tale med dem. Det fik vi nu ikke noget ud af. Det var nogen værre pengepugere. De var simpelthen blevet indberettet til både den ene og den anden instans, hvis det havde været i dag.

På den tid blev der på alle regninger, enten det var, når der blev solgt kaffe med brød, eller det var en regning for en hel families ophold i flere uger, blev der sat 12,5% på. Det var penge som rettelig tilkom personalet, men ikke hos Kokholms, nej, vi fik alle en fast løn og det var ikke tilnærmelsesvis noget, der lignede det vi kunne ha’ fået, hvis det var procenterne, vi var blevet lønnet med. Der var da også en del af gæsterne, som fandt ud af det, og så skere det ret jævnligt, at man fik en ekstra skilling.

Som jeg har fortalt var vi hele tre søskende på samme sted, Bo var 13 år og han var ved landbruget. En dag løb hestene løbsk for ham. I første omgang troede vi ikke, at der var sket Bo noget, han sagde i hvert fald ikke noget om det, men nogen tid efter opdagede Helle, at han gik med stok. Han lavede sjov med det, men det viste sig, at han havde haft tømmen om benet, og det så ikke godt ud da han fik buksebenet smøget op. Der var betændelse i et grimt sår. Men han ville jo ikke være “pivet.”

Inden jeg rejste hjem, havde jeg en gang mere æren af at servere for hendes Majestæt, denne gang var vi flere om det. Hun kom også med et større selskab, nemlig hele hendes personale fra Klitgaarden, der var en af dem, der havde fødselsdag, hun havde jo også en del gæster og sin hofdame med.

De tre døtre, der omtales i forbindelse med dronningens besøg er den yngste, Rigmor, der drev hotellet sammen med broren Mads efter Christens død. Og de to andre er Maria, der på det tidspunkt var gift med Hofjægermester Sigurd Andersen til Oxholm, og den tredje er Anna, den ældste i søskendeflokken – hun er gift med Søren Troldborg og bor på det her tidspunkt i Skagen.

Det lader til, at de tre søstre kom og hjalp til i højsæsonen. Den fjerde søster bor for langt borte. Vist nok i Holte.

Senere, da Elisabeth dør i 1958, er også Marias mand død, og hun rejser hjem til Kandestederne og driver i nogle år hotellet sammen med Mads.

Mens det sker 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende – i de indlæg, der hedder “mens det sker” vil jeg skrive om livet her og nu for os – og måske kan det bruges af andre også.

Mens det sker

Jeg læste forleden den tidligere norske biskop Per Arne Dahls bog: ”Sårbarhedens Kraft. At finde styrke i svaghed.” Han blev pludselig døv på det ene øre og skriver om, hvordan det fik ham til at gruble over ”sårbarheden.” Og der var mange sider i bogen, som jeg følte mig styrket af at læse og som i mine øjne er så rigtige, at jeg selv kunne have skrevet dem.

Nej. Spøg til side.  Det er en god bog. Næsten. Der er en del vrøvl også, men det læste jeg hen over, for den slags kristen retorik er jeg så opflasket med, at det ikke ligefrem skurrer i sindet. Højst støver det en smule.  

Og forfatteren har selv ind i mellem noget, der minder om distance til det religiøse sprog, som han ellers læner sig imod. Et godt eksempel: for år tilbage hang der i alle almuehjem små broderede skriftsteder – og engang var han med sin lille søn, der lige havde lært at læse på besøg i et hjem, hvor der stod: ALT AF NÅDE – Og den lille fyr spurgte, om der ikke skulle stå:” alt med måde.”

En demenskoordinator, som kom en del i hjemmet for et par år siden, og som kender lidt til mit forfatterskab, spurgte mig, om det ikke var en ide for mig, som kunne skrive, at skildre min mands sygdomsforløb i en bog. Som terapi for mig og som hjælp til andre.

Men jeg tænkte på min mand og sagde nej.

Jeg kan huske, at jeg endda blev utilpas over forslaget, men skjulte det. Hun kunne åbenbart læse en ansigtsmaske og svarede igen med noget, som hun på sin side forsøgte at skjule. Men jeg tror, at hun blev støt over mit afslag.

Ja, jeg afslog. Hvorfor?

Indlysende hvorfor, synes jeg. Jeg ville ikke udstille min mands svaghed. Han havde jo ikke vundet i OL, ingen pokal at vise frem der. Han havde tabt i livet. Hver dag er en udfordring for ham på den hårde måde. Er det noget at skrive om?

I al fald ikke noget at råbe op om. Snarere noget at tale ned om.

Ja, og det sidste forsøger jeg hver dag. At tale det ned. Og det er ikke altid en god ting, men det kan være nødvendigt i et lille samfund som vores. Forleden kom en kone hen til mig og sagde: ”Hvor var det godt at se din mand forleden. Han ser jo godt ud!”

 Det var jo vel ment. Men det viser med al mulig tydelighed, at folk FORVENTER at møde Alzheimer Himself, når de møder min mand. De ser ikke min mand, de ser hans sygdom. Og når han så taler og ler, som han plejer, bliver de dybt berørt. Tænk, at han kan det!

Ja, derfor taler jeg det ned.

På demensafdelingen i Skejby sagde jeg til en psykiater, at jeg ikke havde fortalt nogen om diagnosen (jo, vores børn og familie) – “uha, men lad da også endelig være med det.” Det forstod jeg ikke dengang. Det gør jeg nu.  

Men skrive en bog om ham! Det afslog jeg. Jeg tænkte, at det ville være som at filme en færdselsulykke og endelig huske at få alle de døde og sårede ind i kameraet.

Nu har jeg læst Sårbarhedens Kraft. Og ganske vist ikke ændret mening. Det føles akkurat lige så uværdigt som før. Men jeg tør vove det lidt alligevel på denne blog, og det gør jeg, fordi jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at træde ud af sårbarheden, når man kan, og at man bruger de evner, man har til måske at lyse en lille smule op i det mørke, der omgiver mange mennesker. At man tør være sin egen følsomhed bekendt – ikke for at styrke sin egen selvmedlidenhed, men for at vise, at man midt i sin smerte formår at række ud til andre og være til stede. At kvæle sin apati og styrke sin empati.

Her er et citat af Arnulf Øverland: ”Du må ikke tåle så inderligt vel den uret som ikke rammer dig selv.”

Jeg vil citere et afsnit fra Dahls bog:

”Følsomheden er vores adelsmærke, vel at mærke når den bruges til gavn for andre og ikke for at fremme vores egen selvmedlidenhed. Følsomheden er vores adelsmærke, når den bruges til at afdække det værste, det krænkende og det brutale. Følsomheden er vores adelsmærke, når vi bliver berørt af noget og derefter tør involvere os. Det, vi gør os klart, kan vi ofte gøre noget ved. Det, vi ikke gør os klart, gør altid noget ved os. Apatien gør det af med vores nødvendige følsomhed, så vi bliver immune og alt for tykhudede. Apatien er den moderne død.”

Apatien er den moderne død – lad lige den sive ind!

Her vil jeg indskyde, at jeg selv ALTID har sværmet for selvbiografier eller autofiktion, og jeg har været rivende ligeglad med, om det virkelig var sket eller ej. Det har været gode bøger. Folk, der har brugt deres eget liv i deres bøger. Det er så stærkt, når det lykkes.

Nu nævner jeg de bøger, der først falder mig ind: Märta Tikkanen og Karl Ove Knausgård. Den første skriver om livet med sin alkoholiserede mand, den anden om barndommen med sin strenge og drikfældige far.

På samme måde har jeg slugt Thomas Bredsdorfs ”tøsne og forsythia”. Den har jeg endda læst flere gange. Og grædt over slutningen hver gang. Og nu tør jeg næsten ikke læse den mere.