Erindringer 1

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor jeg vil skrive erindringer.

De seneste år har jeg leget med tanken om at skrive mine erindringer, og læsere af min blog vil vide, at jeg faktisk har griflet lidt i den retning. Men … hver gang tanken har meldt sig, har jeg fejet den af bordet, mest af skræk for, at den ville komme til at spejle min egen forfængelighed.

 Jeg er jo en slags Kingofan, det ved I nok,  og jeg ved derfor bedre end de fleste, at alt det, vi soler os i, i bund og grund er ”forfængelighed” – ”Hvad est du når man dig ved Solen har set Forfængelighed.” Sådan synger vi med den gamle digter. Men selv skrev han jo fanden et øre af, og hans mange skrifter om synd og ondskab og Guds Nåde kendte han fra sit eget hjerte.

Forfængelighed.

Thomas kingo.jpg

Jo, han var sig bevidst, hvem SYNDEREN var = ham selv. Og det skrev han om.

 Nu betyder ordet forfængelighed noget andet i 1600tallet end det gør i dag. Det betyder ”det, der fænger”  som når man stikker en tændstik til tørt græs-  det fænger let og forsvinder på et øjeblik= græsset er ”forfængeligt.”

Og kære ven, det er vi også = forfængelige som tørt græs.

Altså, når jeg ville skrive min selvbiografi, så var det ensbetydende med, at jeg ville skrive min egen død ind i forfatterskabet.  Og det skræmte mig i lang tid. Jeg var ikke (ret) bange for, at nogen skulle tro, at jeg var egocentrisk og så selvoptaget, at det halve kunne være nok. For dem, der kender mig godt nok, ved, at det kun passer på mig, som det passer på alle andre. Flosklerne, klicheerne er mangfoldige til at udtrykke det: ”man er sig selv nærmest,” hedder en af dem. Clicheer er forslidte udtryk, men de udspringer af gammel visdom.

Man er uomtvisteligt sig selv nærmest. Det er ikke til at komme udenom.

At skrive om sig selv er forfængelighed. Det er at tage døden med ind i sit forfatterskab. Og det skræmte mig en gang. Det gør det ikke mere. Tak, Kingo, fordi du lærte mig, at vi er forfængelige = forgængelige.

Nu er jeg så gammel, at jeg har forsonet mig med tanken om min egen dødelighed. Om min egen døds nærvær. Jeg har levet med min barndom, med min ungdom og med min alderdom. Så kan jeg også leve med min dødsdom. Barndommen måtte jeg forlade. Ungdommen måtte jeg forlade. Alderdommen må jeg også forlade. Dødsdommen skal jeg aldrig forlade. Evigheden forestår.

Derfor tør jeg godt skrive mine erindringer. Det er nok af forfængelighed, at jeg gør det, og sikkert i den moderne version af ordet: fordi jeg gerne vil se min skrift folde sig ud og blive til noget smukkere end mig. Og mere bestandig end mit liv.

Ja, og det er også derfor, at min biografi bliver en roman.

Det er for længst gået op for mig, at jeg ikke kan skrive andet end fiktion. Fiktionen ligger i mit blod. Og hvis nogen tror, at så er det, jeg skriver løgn, så er det, fordi de aldrig har forstået fiktionens kraft og sandhed. Ordenes kraft og sandhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *