Forfatter i en coronatid

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har ikke skrevet meget på bloggen, men jeg har arbejdet en del på romanen om Kokholm.

Teksten forvandler sig langsomt fra vand til vin. Det er da i al fald, hvad jeg håber på. Og når jeg kan se mit snit til det, så skriver jeg med hjerte og lidt mere end det, håber jeg.. Det skulle gerne ende med at blive en fortælling om to liv, der levedes for 150 år siden og som var eventyrlige.

Men jeg har i al fald haft tid.

Nu er jeg fast kronikør på Randers Amtsavis og hvad var mere naturligt end at at skrive lidt om, hvordan det er at være forfatter i en coronatid. Herunder kronikken, som var i Amtsvisen for en uges tid siden:

Amtsavisens billede – 7/6 2020:

Her kommer teksten, som jeg ikke kan fotografere, men dette er originalteksten:

Forfatter i en coronatid – en tilståelse.

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller som har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og ”smittefarligt” samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten?  

For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende ”naturlige” gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu.

Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven og somme tider inviterer jeg også gæster og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok.  

Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt.

Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og at blive klogere på tilværelsen og så at skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af.

Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, f.eks. når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren.

Men man kan jo ligeså godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder.  

Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, f. eks. fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: ”ja gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen.” Jeg opgav bankrøveriet.

Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: at skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være.

Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og nu hvisker til jer. Jeg har nydt coronatiden.  Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.