Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Da avisartiklen om Karin Michaelis blev så utydelig skriver jeg oversættelsen her. Hun er faktisk en forfatter, der fortjener at blive læst og genlæst.

7. marts. En mærkedag for Randers. Og den nåede vi heldigvis, inden verden gik af lave.

Danmark var endnu åbent, og man kunne stadig forsamles i Randers, da en af byens store forfattere, Karin Michaëlis, blev hædret med afsløringen af en flot bronzebuste udført af Gudrun Steen Andersen og sponsoreret af lokale kræfter og generøst givet som gave til alle os andre. 

Nu står hun så der og ser ud over pladsen, som også bærer hendes navn, men sært er det alligevel, at hun først hædres 70 år efter sin død. Og så alligevel ikke, for selv om hendes værker aldrig har mistet deres litterære kvaliteter og heller ikke virker forældede, så har hun længe været glemt i læsende kredse. Hvorfor er stadig lidt af et mysterium, i al fald for mig.

Der er derimod mange klare årsager til genopdagelsen af hendes værker, som jeg ikke har plads til komme nærmere ind på her, men den væsentligste skal dog nævnes, nemlig det utrættelige arbejde, som Karin Michaëlis Selskabet har udført i de senere år. Et samarbejde af dygtige og kloge folk, der har formået at trække en stor forfatter ud af glemslen og ind på vore reoler. Tak for det.

D.9. marts blev Julie Maj Jakobsens skuespil: ”Det gode Menneske” så opført på Egnsteatret i Randers. Her var vi igen mange mennesker samlede, og vi kunne glæde os over et velspillet drama med gode skuespilpræstationer. Alligevel sad jeg tilbage med en underlig følelse af, at den Karin Michaëlis, der blev fremstillet på scenen ikke helt var den ægte vare. Hun lignede i al fald slet ikke den kvinde, jeg har lært at kende og beundre gennem læsningen af hendes bøger og den række af publikationer om hendes liv, som Karin Michaëlis Selskabet har udgivet.  

I teaterstykket følger man forfatteren gennem livet, og man møder et menneske, der udnyttes af sine medmennesker og gradvis nedbrydes af livets tilskikkelser, og i slutscenen ser vi en kvinde, der fortvivlet segner om på scenen, berøvet alt, også håbet.  

Men sådan tror jeg ikke, virkelighedens Karin Michaëlis var, hverken i sit livs første eller sidste scener. Hun var for det første utrolig produktiv og havde succes med sine bøger, der ud over at være god litteratur også tematiserede tidens aktuelle spørgsmål. Hun var ikke bange for at behandle tabuiserede emner, og hun var skarp og modig og skrev det, hun mente uden selvcensur. Hun mødte naturligvis modstand, men hun vendte den aldrig ryggen. Selv når hun stod over for en rasende forsamling, hvor alle var enige om at være forargede, så lykkedes det hende at bevare roen og også at tale publikum til ro. Hun var kort sagt en stærk kvinde, og hun bevarede sin styrke til det sidste. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor hun bliver interviewet efter sin tilbagekomst fra USA, hvor hun levede i under eksil i besættelsen. På det tidspunkt ejede hun ingenting, det er sandt nok, men alligevel er det bestemt ikke en desillusioneret kvinde, der taler her.

Titlen ”Det gode Menneske”, men egentlig også stykkets forløb, er inspireret af Bertolt Brechts ”Det gode Menneske fra Sezuan”. Brecht boede i 1937 en tid i Karin Michaëlis’ hus Torelore på Thurø, og efter sigende var det her, han blev inspireret til sit stykke om det gode menneske. Brechts kone var jøde, og selv var han socialist, og her på Thurø levede de i Michaëlis’ asyl ligesom mange andre forfulgte og nødstedte kunstnere. 

Men ideen i hans stykke, ligesom i mange andre værker om ”det gode menneske”, er imidlertid, at uskylden (det gode) er uden forsvar over for verdens ondskab og derfor altid vil blive misbrugt. Det er et ofte forekommende tema i kunsten, således i Bunuels ”Viridiana”, i Bergmans ”Jomfrukilden” og i Dostojevskijs ”Idioten” for blot at nævne nogle eksempler. Den gode er i bund og grund et offer for det onde. Det onde er styrke, det gode er svaghed. Men Karin Michaëlis viser i sine værker og i sit liv det modsatte: godhed er styrke.

Karin Michaëlis vidste så godt som nogen, at ondskaben findes, og hendes liv var en lang kamp mod mørke kræfter, og i sine værker viser hun ligesom i sit eget liv tydeligt sin foragt for det lave og usle i mennesker, og hun udleverer det skånselsløst.

Den tids lumske vira: nazismen og fascismen voksede dag for dag og inficerede i 30’erne hele Europa. Og i den kamp var hun aktiv og deltog hun uforfærdet, og hun brugte de våben, hun beherskede så suverænt: ordene og sit eget eksempel.

Det kan godt synes, som om Karin Michaëlis oplever et voldsomt fald hen mod slutningen af sit liv. Hun havde været berømt i det meste af Europa, og hun kunne sagtens have været velhavende i sin alderdom, for hun var utrolig produktiv og solgte godt i lange perioder af sit liv. Men hun var ligeglad med penge, dem gav hun væk, og ingen af hendes drømme lignede Britta Nielsens. Hun drømte om en bedre og mere retfærdig verden, og hun brugte sit liv på at virkeliggøre idealet.

Et liv i luksus og overflod ville hun have foragtet. Blandt andet derfor har vi grund til at ære hende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *