Kokholm 30

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det kommende indlæg bevæger vi os fra Harboøre – kommer nok tilbage til det – og til Kandestederne. Der er jeg kommet til i romanen. Og i dag har jeg været i kirkebøger og i de gamle arkiver (mine egne om Hulsig) og fundet en del stof – alt for meget i virkeligheden, men i al fald giver det en slags rettesnor for den vandring tilbage til Houkjærgården, som jeg i den kommende tid vil koncentrere mig om at foretage. Forestiller mig, at romanen vil springe fra Christens konfirmation (eller tiden lige før) til Elisabeths konfirmation (eller tiden lige før). Christen blev desværre ikke konfirmeret af den karismatiske ( og indremissionske) pastor Moe – senere vender vi tilbage til ham – men af hans mere farveløse efterfølger, og Elisabeth bliver desværre heller ikke konfirmeret af den karismatiske ( og grundvigianske) pastor Jensen i Råbjerg – han kommer først året efter. Hun bliver konfirmeret af den indremissionske pastor Gandil, som vist nok ikke besad megen karisma, men som var elsket af den missionske menighed i Råbjerg..

Mens Christen får en fin karakter. nemlig mg for kundskaber, så scorer Elisabeth kun et beskedent g i kundskaber. Jeg kan ikke vide, hvorfor, men jeg tror, at hun er opdraget i en gammeldags kristen bondekultur, hvor inderlighed i troen betragtedes som svaghed og føleri, og jeg tror ikke, at Houkjærerne har haft meget til overs for Indre Mission. Det havde Råbjergfolkene til gengæld, og det var vanskeligt for pastor Jensen, da han et par år senere begyndte sit arbejde som præst i Råbjerg (1891).

Elisabeth bliver konfirmeret 16/10 1889. Som et kuriosum, der nok kun interesserer mig og ganske få andre, men som kommer til at spille en rolle i romanen, så går hun til præst sammen med Ingeborg Larsen fra Krøg-gården, hendes far er Christian Larsen og hendes mor er Maren Christiansen og en søster til Marie Christiansen, kaldet Marie Houkjær. Ingeborg er altså kusine til Elise Houkjær på Klarup-gården. Og det er Elisabeth jo også, fordi hendes far Mads er Oles bror.

Rettelse til ovenstående. Det er rigtigt, at de to piger: Elisabeth fra Houkjær og kusine Ingeborg fra Krøggården går til præst og bliver konfirmeret samtidig, men Elisabeth bliver konfirmeret i Raabjerg og Ingeborg i Skagen. Ingeborg dør som ganske ung pige. Dødsårsagen kender vi ikke, men hun var tjenestepige hos en familie i Frederikshavn. Hun får ingen plads i min roman.

Ole Houkjær og Mads Houkjær, de to, som jo også var våbenbrødre i 1864-krigen, lignede hinanden. De havde begge et hidsigt temperament, men de var også begge utrolig modige.reddede således livet for ikke så få skibbrudne.

Jeg synes også, at det i dette indlæg er værd at dvæle lidt ved Klarup-gården. Som nogen ved, så var der 2 Klarup-gårde i Hulsig: de ligger der stadig, selv om de er moderniserede. Man kan se dem på venstre side af landevejen, når man kører fra Hulsig til Skagen. Lige uden for Hulsig.

Når jeg vil standse lidt op der, så er det, fordi de to gårde også har persontragedier knyttet til sig. Oles og Mads’ søster Karen Marie gifter sig med Lars Christian Nielsen på Klarupgården i 1858. Han er sindssyg og forlader hende og deres søn og kommer syg hjem i 1868, hvor han tager sit eget liv (drukner sig i brønden).. Hun overdrager gården til sin bror Ole (min oldefar) og han flytter ind sammen med sin kone, Marie Christiansen ( datter af Christian Krøg og min oldemor) og deres lille dreng Peder, der er født i 1867. I 1869 får de datteren Elise (min farmor). Tragedien fortsætter, for de får to børn mere ( Kristine i 1874 og Kristian i 1875) begge børnene dør som spæde.

Historien om Lars Christian Nielsens sygdom og selvmord har jeg fra Tinghusets arkiver. En artikel, hvor Karl Krøg fortæller om Hulsig-folk. Og desuden fra Lars Hesselholts “Hulsigminder”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *