Romanen om Elisabeth – Kokholm 27

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Lidt om romanen om Elisabeth og Christen Kokholm. Som jeg nok har oplyst tidligere, så bliver det ikke en bog bygget alene på reseach. Der er to ting i det: For det første at jeg ikke har mulighed (måske heller ikke evner) for en så grundig og fyldestgørende undersøgelse af de faktuelle forhold, som jeg gerne ville have haft. Og for det andet, og det er måske det vigtigste, så følger romanen, det kan jeg allerede se nu, sine egne regler (ikke mine regler), som jeg ikke kan krybe udenom, og det betyder altså, at den Elisabeth, som jeg beskriver, er en romanfigur og ikke en person, der virkelig har levet, og den Christen, som vi vil møde i romanen, vil også være en sådan opdigtet person helt igennem og derfor ikke den mand, der engang drog fra Harboøre til Kandestederne for at fri til Elisabeth og senere sammen med hende grundlægge Kokholms Hotel.

Det jeg satser på nu er dette ene: at skrive en god roman.

Jeg fortsætter dog med at forsøge at blive klogere på tiden og de mennesker, hvis historier hele tiden ligger som et bagtæppe for mit skriveri. Deres vilkår må jeg kende til bunds. Og det er takket være dem og det liv, de har levet, at romanen kan vokse ud af mørket og ind i lyset. Jeg håber selvfølgelig, hvor selvmodsigende det så end lyder, at min bog kan lyse mod dem og give dem lidt liv.

Det er med skønlitteraturen, at vi får kontakt med HISTORIEN. Med sprogets mange ord kan vi besejre døden. At skrive er at genoplive.

Mere om dagliglivet i Harboøre – kokholm 26

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

At fiskernes daglige liv var ufatteligt hårdt gik hurtigt op for mig, da jeg begyndte at beskæftige mig med emnet: Harboøre-folk og deres levevilkår.. For mig er noget af det hårdeste i dagliglivet, at jeg skal stå op kl.6.30 om tirsdagen. Ja, for os forkælede nutidsdanskere skal der fantasi og hårdt arbejde til for at nå frem til en slags forståelse af det liv, der levedes dengang og på det sted. Og at føle det på vores egen forkælede krop er umuligt.

Det mærkelige er jo så, at alle mulige kilder, jeg får fat i fra tiden, hårdnakket fortæller mig, at disse “havgasser” først og fremmest var kærlige og hjælpsomme.. Den moderne psykologi har ellers lært os, at voldsomme oplevelser gør os afstumpede og onde eller i al fald gør ubodelig skade på sjælen. Skade på sjælen er muligt – men ellers gælder det ikke for Harboørefiskerne. Sådan som vi også kan læse det i Hans Kirks “Fiskerne” , så har omsorgen og kærligheden en stor plads. Og ondskaben har næsten ingen plads.. Måske kan man lidt kynisk sige: ondskab er der ikke råd til. Hjælpsomhed er en overlevelsesmekanisme, og ingen steder er det så svært at overleve som her..

Jeg vil nævne et par ting:I sommerperioden skal der slides hårdt for at tjene så mange penge som muligt og det sker for de fleste unge og for alle voksne mænd, at de må bort – fiskene i havet er for langt ude, til at de små både kan nå helt derud. Man tager til andre egne af landet for at fiske der eller for at arbejde på gårdene.

Først hen på efteråret var familierne igen samlede i de små hytter. Det var den barskeste periode, der nu kom: vinterhalvåret. Og man må huske, at klimaet var slemt om vinteren – det var stadig det, man benævner “Den lille Istid” – Og i den tid skulle fiskerne helst på havet hver morgen (nat) nat fra 3-4 tiden og så igen flere gange om dagen. De sov kun lidt ind i mellem. Aldrig ret mange timer ad gangen. Havet var ofte uroligt sidst på efteråret og langt ind i vinteren. Så blev fiskerne gennemblødte, og var det frost, så blev de også gennemisede. De var tit stive af is – ofte var de også stive af druk- brændevinen var uundværlig ja, uden flasken holdt de det ikke ud. Da mange af dem i vækkelsestiden blev afholdsfolk, så må de have klaret sig ved bønnens magt alene.

Mens mændene fiskede ordnede kvinder og børn garnene til næste dræt, eller de anglede de utallige kroge, der skulle bruges. Og de var som regel udenfor i al slags vejr – også de frøs og led under det barske klima.

Det var åbne både, man brugte, som regel til 10 mand. De havde en mast og et lille foksejl, men kunne ikke altid bruge sejlet, enten blæste det for meget, eller ikke nok. Desuden havde de naturligvis årer Der var 9 mand i hvert bådelaug + bådsformanden, hvis ordrer skulle adlydes.

Foto fra Karen Thuborgs erindringer

Alligevel tog de aldrig på havet uden at kysse deres børn og konen. Kys var vigtige. Og heller aldrig uden at bede Gud være med dem. Og det her var altså før vækkelsernes tid. Her et lille uddrag fra Karen Tudborgs erindringer ( tiden er ca. 1850’erne) :

Billedet af denne lille fiskerbåd på vej ind er også fra Karen Tuborgs erindringer. Her er det, så vidt, jeg kan se, en lidt mindre båd end de sædvanlige 10 mandsbåde. Men med mast til foksejlet, som de vist nok alle havde. Små joller tror jeg ikke, man brugte – de var nærmest ubrugelige ved det hav. Her bag båden ser man brændingen på rævlen – og den er rolig her – ofte var det på rævlerne, bådene forliste, og undertiden kunne fiskerne så nå ind, fordi de kunne bunde. Svømme kunne de færreste.

( citat side 39) Naar Fader skulde paa Havet at fiske, kyssede han os Børn, enten vi sov eller var vaagne,; saa tog Moder hans Udeklee, et strikket Halstørklæde, som var tre Alen langt, og bandt ham det to Gange om Halsen. enderne naaede langt ned paa Brystet, derefter tog han sin store Havtrøje paa og knappede den uden om alt sit Tøj. Var det koldt Vejr, brugte han en Løveskinds-Hue, som kunde krænges ned bagtil og om Ørerne og knappes om Hagen. Moder gik med ham ud og hjalp ham Kurven med Fiskeredskaberne paa Ryggen; derpaa sagde Fader: “Ja, saa gaar jeg Gud i Vold!” og kyssede Moder, og hun svarede: “Ja, Gaa i Guds Navn …”

Der blev født mange børn i de små hytter. Men der døde næsten ligeså mange. Døden var altid nærværende. Også derfor var kyssene vigtige. Man kunne aldrig vide. Ingenting var sikkert. Man var nødt til at holde af og holde ved, for man blev alt for ofte nødt til at give slip. Livet hang i en tynd tråd fra spæd til gammel. Jeg ser i kirkebogen, at der er langt mellem de gamle. Desuden var man gammel, når de 50 år var passeret.

Jeg sad forleden og læste i kirkebogen for året 1888 – valgte det år, fordi jeg ledte efter noget, der skete netop da. Og så blev jeg ramt af en slags sorg, jeg ganske vist ikke straks forstod. Et mismod. Alle de små børn, der døde.Jeg skriver herunder en liste over de piger, der døde alene det år. Og listen er jo ikke komplet. Kun spindesiden::

9 April: Karen Margrethe Stausholm Nielsen – datter af Boelsmand Peder Stausholm Nielsen – 3 Maaneder

21 Maj: Amine Andrea Laugesen, datter af Gaardmand Jens Kaj Laugeson paa Rønland – 3/4 Aar

27/ Juni – Thora Petrea Emilie Søhylt, Datter af Tjenestepige Eline Pedersen paa Kobbelgaard – 11 Maaneder

20 Juli – Inger Kristine Andersen Storper, Datter af Gaardmand Kristen Andersen Storper i Storpergaard – 2 Aar

24 Juli – Petrine Pedersen – Datter af Pige Ane M. Pedersen i Langerhuse. 2 Aar

22 August – Sidsel Marie Josefsen, Datter af Fisker Kristen Nymand Josefsen i Vrist – 11 Aar

3 September – Johanne Madsen – Datter af Fisker Peder Rom Madsen i Langerhuse – 3 Maaneder.

16 Oktober – Mathilde Jensen Søndergaard – Datter af Fisker Kristen Søndergaard i Langerhuse – 16 Dage

26 November – Karen Gaj Kristine Jakobsgaard, Datter af Gaardmand Kr. Jakobsen – 4 Aar

Herover er kun medtaget pigerne – der døde ligeså mange drenge. Det vil sige, at præsten skulle begrave et lille barn eller to ja, undertiden tre hver måned året rundt. Noget, man også støder til i kirkebøgerne er betegnelsen: ukendt mandslig – opskyldet. Et par steder står der: opskyllet mandslig, sandsynligvis selvmord. Det sidste taler sit dystre sprog om dem, der ikke holdt til mosten, trods kærlighed og gudstro.

Lidt mere om Christen Kokholm d. ældres baggrund – Kokholm d. 25

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her lidt mere om Christen Kokholm den ældre – tror, at jeg tidligere har skrevet, at han kom fra Tørring – det gør han ikke. Han er født i Vandborg Sogn 6/1 1842 og blev døbt i kirken d.9 juni. Derimod er det rigtigt, at der er forbindelse til Tørring, idet vi kan se, at faderen, der er forlover for sin søn, står optegnet i kirkebogen som “Niels Christensen Kokholm af Tørring“. Så meget om Kokholmgården. Den lå altså aldrig ved Harboøre, men ved Tørring, hvor der stadig er en vej, der hedder Kokholmsvej..

Christens far hed som nævnt Niels Christensen Kokholm fra Tørring. Troede først, at det var Tørring ved Østkysten, men nej, det er Tørring ved Harboøre. Niels Christensen Kokholm ernærede sig som tjener for en Christen Søndberg ved Lemvig, og moren hed Else Christine Sørensdatter og var indsidder i Dragerbullhus(?) – har lidt vanskeligheder med enkelte gotiske bogstaver. Herunder et foto fra kirkebogen. Nedenstående er fra kirkebogen og fortæller, at Christen var søn af tjener for Christen Søndberg ved Lemvig, Niels Christensen Kokholm, og hustru Else Christine Sørensen, indsidder i Dragerbullhuus..

Her står, så vidt jeg kan se: Tjener for Christen Søndberg ved Lemvig Niels Christensen Kokholm og hustru Else Christine Sørensdatter, Indsidder i Dragerbullhuus. Senere er Niels Christensen Kokholm benævnt med titlen “tjenestekarl” – det er i sønnen Christen Nielsen Kokholms dødsfortegnelse i kirkebogen, hvor der står, at han er søn af “tjenestekarl etc.” Hvad skal man tro?

Sad lidt og kiggede på FOLKETÆLLINGEN 1890 fra Harboøre og en af de ting, der måske karakteriserer det lille samfund, er, at der i optællingen forekommer hele tre “fattighuse” – her sidder i 1890 12 mennesker, fordelt på tre huse, sikkert små hytter. To af fattiglemmerne er små børn. En ugift kvinde på 36 år er mor til de 2 og 1 er barn af en enke. Så er der et par af fattighusbeboerne, som er i erhverv, nemlig 2 fiskere, de er henholdsvis 48 og 65 år.

Der står desuden opført nogle arbejdsmænd uden fast bopæl. De er ikke fra egnen, men arbejder måske ved høftearbejde. Der er nemlig også opført hele 2 ingeniører, og de må jo være i gang med et større anlægsarbejde.

Om familien Kokholm:. Her er børneflokken blevet mindre, idet de ældste er hjemmefra og tilbage er Mads på 13, Niels på 11 og Niels Christian på 10 år. Der står, at Ane Marie nu er 54 år og at Christen er 43 år. Det sidste er forkert – han må være et par år ældre. Aldersforskellen er 7 år, ikke 9. Men kirkebøger er ikke skrevet af Vorherre – de er fejlbarlige.

Vi har to (måske tre) yderst vigtige kildeskrifter til forståelse af livet i Harboøre her i slutningen af 1800tallet. Karen Thuborgs herlige erindringsbog fra 1928. Hendes bog lyser af kærlighed til egnen og til fisker- og bondesamfundet. En anden, som er nedfældet godt 30 år tidligere, er en beretning, skrevet i 1896 af C. Davidsen. Han ser fiskerne fra en anden vinkel end Karen: han er præst og føler sig måske hævet over fiskerne, og det er tydeligt, at han (be)dømmer dem ud fra sit eget puritanske og “sædelige” syn på livet. Vældig langt fra Karens. I det næste indlæg på bloggen, vil jeg forsøge at holde de to synsmåder op mod hinanden. Måske kunne det også være morsomt at sammenligne de to samtidige med en lidt yngre forfatters syn på sagen, nemlig Hans Kirk, som fremstiller de samme fiskere i sin roman fra 30’erne “Fiskerne”. Her er de ganske vist flyttet til mildere fjordegne – men det er dog de samme. Hans Kirks far eller farfar var fisker i Harboøre, og den unge forfatter havde insider-viden, og hans bog afslører stor sympati for disse mennesker, selv om han altså både socialt og geografisk befandt sig et andet sted. Hans kærlighed til dem ligger efter min mening på samme niveau som Karen Thuborgs. Må dog indrømme, at jeg ikke har læst “Fiskerne” lige for nylig – til gengæld har jeg undervist i den til bevidstløshed gennem mange år som gymnasielærer.