Det hårde slid – Kokholm 24

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Tre gamle harboørefiskere – Det gamle Harboøre

De vejrbidte ansigter herover taler et sprog, som man forstår helt uden ord. Det er mennesker, der har levet i en barsk natur og som har måttet arbejde meget og hårdt i det daglige. Men livsglæden lyser i de vejrbidte ansigter. Glæde og alvor. Det er hvad de udstråler, synes jeg. Den hårde kamp for livet er værd at kæmpe, for livet er først og fremmest glæde. Sådan ser også Karen Thuborg i sit lange tilbageblik på det.

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om utøj, rotter og fattigdom. Karen fortæller også om fattigdom, men hun afgrænser det, som var det en skønhedsplet, der ikke skal dvæles alt for længe ved. Under kapitlet “opdragelse”, skriver hun heller ikke ét ord om vold over for børn – jo, læreren slår, men åbenbart ikke forældrene. Hun fortæller, at fiskerne altid kyssede hvert barn og konen, inden de tog på havet. Hun har villet vise os alt det smukke og sjove – og det skal vi naturligvis regne for sandheden. Samtidig skal vi huske, at hun sidder som en gammel dame, der ser alt i erindringens drilske lys.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Harboøre set med de journalisters øjne, der efter ulykken i 1893, hvor 26 harboørefiskere druknede, kom til stedet og beskrev det for læserne. De øjne ser kun fattigdom og nød. En kuet befolkning, som næsten ikke har til det daglige brød. Navnlig journalisten fra Politiken, Henrik Cavling, er hård i sin dom over levevilkårene for fiskerne.

Også Karens øjne kan se fattigdommen og det hårde slid, men hun ser i al fald det sidste som naturligt og hun begynder sin gennemgang af det daglige arbejde med ordene:

Citat side 38) “Harboøres Fiskere var et glad og lykkeligt Folkefærd, som støttede hinanden med Raad og Daad og uforfærdede var rede til at hjælpe hinanden i al Slags Fare. . Levemaaden var nøjsom. Deres Føde bestod mest af Grød og Vælling, Fisk, Æg, Brød og Øl. Det sagdes om dem, at de spiste fersk Fisk til tør Fisk og tør Fisk til kogt Fisk. Under deres Slid og Slæb og Fattigdom havde de en fast Tillid og Tro til Gud.

Så enkelt kan det siges.

Her lidt om fiskeriet, som blev drevet i forårs og efterårsmånederne. Om vinteren gik fiskene for langt ud til, at de små både kunne fange dem, og om sommeren fiskede man i Limfjorden. I den periode var kvinderne og børnene ene i Harboøre. Dvs. mange halvvoksne piger søgte stilling for sommeren ved fjorden eller andre steder, men de kom hjem om efteråret. Og så blev der festet. Og var en fiskerpige forlovet med en fisker og de skulle giftes, så havde hun nok at bestille hele sommeren. Hun byggede nemlig familiens hus.. Husbyggeri var kvindearbejde. Hun fik nogle børn til at hjælpe sig med at hente sten fra stranden. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan anbefale interesserede at læse hele Karens Thuborgs bog. Den findes på det famøse net og må downloades til privat brug, men kan jo også læses på nettet.

Men nu fiskeriet. Som jeg læser Karens lidt springende fremstilling, så var det navnlig sild, der fiskedes. Andre fisk var bifangst. Flere gange i døgnet gik de små både på havet, og når de landede, var det kvinder og børn, der tog sig af garn og fisk, mens mændene fik lidt søvn. Mændenes arbejdsdag begyndte kl.3-4- om morgenen. Her et citat fra Karens bog:

“Tit var det et slemt Arbejde at sprede Garn, især da det helst skulde ske tidligt om Morgenen; Det kunde da være en bidende Kulde, ja Frost, og der kunde ligge et Lag Rim overalt. Garnet kunde ogsaa være omtvundet med Grøde eller Tang, hvor i en Mængde smaa Skjærkrabber og Søstjerner havde indfiltret sig og ikke var nemme at tage ud, da maatte to hjælpe hinanden for des snarere at blive færdige. Det kunde godt dikke og krible i Fingrene, om ogsaa man havde baade Luffer og “Stridshandsker” paa.

(citat) “I de rigtig Havfisketider Foraar og Efteraar var Arbejdets Gang altsaa denne: Tidligt om Morgenen spredte Kvinder og Børn Sildegarnene, mens Mændene var paa Havet med Krogene; ved Middagstid kom Mændene hjem, og straks efter redte Kvinder og Børn Krogene ud og hængte dem til Tørre; senere samlede de Garnene sammen og satte dem ved Baadene; hen imod Aften gik Mændene ud efter Sild, og saa snart de var kommet hjem med dem, bedede Kvinderne Krogene, mens Mændene hvilede sig til at tage ud i den tidlige Morgenstund – Under alt dette skulde Kvinder og Børn ogsaa tage sig af Hus og Hjem,, passe Kreaturerne, i Efteraarstiden arbejde med Ulden og endelig tilberede al Fisken, som skulde bruges til eget Vinterforbrug og til Salg i saltet, tørret og røget Tilstand.

Alt i huset, ja huset selv var flittige hænders arbejde, og når jeg læser om alle de mange ting, der forarbejdes i hjemmene, tænker jeg, at det også er hovedets arbejde, for det kræver afgjort tankevirksomhed at få alt det fremstillet, så det duer.

Der er ikke noget, der går til spilde. Alt på fisken kan bruges. Undertiden kommer der tiggere og ber om lidt fisk, og de får f.eks. et torskehoved – men det er nok.

Karen giver en del opskrifter fra sig, hvoraf fremgår, at alt kan bruges og tilberedes, så det bliver lækkert. Hør f.eks. denne her: (citat side 60) “Lever, Rogn, Æg, Mel og Krydderier æltedes sammen til en sej Dej og fyldtes i Hvillinghoveder og kogtes. Det kaldtes Krappinghoved og var yndet af mange.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *