Min lystlæsning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende vil jeg skrive en smule om de bøger, som jeg læser løbende – nattelæsning plejer jeg at kalde det, og “plejer” er blevet et vigtigt element i mit liv. Jeg ser ikke film om dagen og jeg læser ikke andre bøger end dem, jeg SKAL læse som en del af mit forfatterarbejde, pligtlæsning, hvortil også hører tidsskrifter og aviser. Den slags læses ved morgenbordet og ved skrivebordet med pen i hånd. (Kuglepen) Men nu altså min nattelæsning: Som måske kan give dig appetit på læsning:

NOVEMBER 2019

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer 

Læste hende meget ofte med mine elever, da hun brød frem i 60’erne. En ægte modernist: sproget så uvant – halvt lyrisk – mange brud – en visuel digtning, der gjorde godt oven på al den socialrealisme i det tiår. Husker især ”Knagen” og “Manden som Påskud” – begge var bøger med dyb indsigt i kvindesindets kringelkroge, skrevet i et ”nyt” sprog, vi ikke havde mødt før

”Løg trækker tårer” ligger helt på højde med ungdomsdigtningen. Hovedpersonen er ældet i takt med forfattren, men sproget er lige friskt og nyt. Og handlingen fænger fra første side og jeg kan sagtens identificere mig med hovedpersonen, som ganske vist er meget mærkelig. Bor f.eks. i en skunk. Men også meget underholdende. Og handlingen er sødt forunderlig..

Per Petterseon: Mænd i min situation – for år tilbage var jeg fascineret både af P.P’s fortællestil og fortællinger, husker navnlig: ”Ud af fange heste” og ”jeg forbander livets flod” – nu er forfatteren blevet ældre (gammel) og hans hovedperson er ældet med ham, og livet er mere eller mindre gået i opløsning for lidt halvgamle mand. Stilen er lige flydende som altid, men stoffet har svært ved at røre ret mange strenge i mig. En gammel trist mands bitre bog. Den gider jeg ikke læse igen.

Kristin Eiriksdottier: Elin diverse

Islandsk forfatter, og hende har jeg ikke læst før, og faktisk vidste jeg de første 20 sider ikke, om jeg brød mig om bogen. For megen litterær eksperimenteren – det er jo det fineste, hvis det lykkes, men mig kedede det. Romanens personer lever i en verden (indre verden) der ville kunne skaffe dem en psykiatrisk diagnose, og jeg har i det hele taget svært ved at identificere mig med de to hovedpersoner: den gamle kvinde Elin og den unge pige Ellen. Men alligevel blev jeg ved, og hen mod slutningen læste jeg med glæde, fordi forløbet blev mere og mere intenst og vedkommende, rørende og handlingen helt uventet, og personerne kom nærmere læseren (den her læser i al fald) og til sidst var man villig til at lade sig opsluge. En fin, men også meget sørgelig roman.

Anna Maria Nissen: Min fars sidste rejse.

Jeg har læst et utal af bøger om Alzheimers, og de fleste har været gode, fordi de er skrevet ud fra en smertefuld erfaring, som regel af nærmeste pårørende, som her, og skriften forsøger at formidle et budskab til andre i samme smertefulde situation som forfatteren. De bedste bøger er og bliver (tror jeg) dem, Christiane Swane har skrevet om emnet. Bedst af alle er ”Skyggen af en hverdag.” Den er skrevet af en fagperson (Swane) og ikke en pårørende som de fleste andre.. ”Min fars sidste rejse” – er skrevet af et barn (enebarn) af en alzheimerfar.  Og det er en god bog. Alligevel synes jeg, at den mangler præcis det, som kun Christiane Swanes bøger har. Glæden. Og nu synes du sikkert, at jeg er skør. Men jeg mener det. Glæden.

Det er nemlig sådan, at for langt langt de fleste er der et spænd af gode år fra den dag, diagnosen stilles, og til sygdommen bliver rigtig tung og træls og træskoene stilles

Jeg ved ikke, om det er af selvmedlidenhed – en trang til at nogen skal synes, at det er synd for en, eller om det er pressens og lægevidenskabens behandling af sygdommen, der har skabt det fatale skræmmebillede, der i Amerika har givet Alzheimers Syge navnet: ”the never ending funeral.”?

Det er selvfølgelig også rart, at der er nogen, der har ondt af dig. Men det er også lidt malplaceret med al den medynk. For det er den syge, der er syg. Og han/hun bliver sygere, jo sygere han/hun betragtes og fremstilles. Se på den syge med akkurat det syn, du plejer, for du ved jo godt, kære pårørende, at din syge mand først og fremmest er din kære mand. Og hans følelser for dig synker ikke ned i et dybt hul, når han får en diagnose. I ægteskaber uden kærlighed er det sikkert et rigtigt billede: ”ham der, han er på vej ind i mørket, og jeg vil ikke med”.

Bogen er velskrevet, og den beskriver alle faserne. Og vist må den (hun er næsten alene) pårørende bære tunge byrder. Men vi er sat på jorden for at bære hinandens byrder. Og her er en, vi godt kan løfte, hvis vi anstrenger os lidt.

Som Anne selv siger: ”Efterhånden opdagede jeg dog, at min kære gamle far ikke forsvandt fuldstændig for mig. Hans følelser for mig og glæde ved at se mig forblev intakt, uanset at han ikke altid kunne sætte ord på, hvem jeg var.”

Margaret Atwood: Oryx og Crace

Opdagede først Atwoods fantastiske bøger for nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg læst det meste af forfatterskabet. Hun har en evne til at gøre sine personer så vedkommende og genkendelige for en, man forstår dem umiddelbart, kan leve sig ind i dem med hud og hår, og det kan nok blive for meget af det gode, for hendes personer stilles ofte i håbløse livssituationer – det gør budskabet så meget klarere. Læste bla. ”Alias Grace”, ”Katteøje” og ”Tjenestepigens fortælling” forrige år og blev meget grebet af de kvindeskæbner, man mødte der.

Oryx og Crace gik jeg længe udenom. Bryder mig faktisk ikke så meget om science fiction og krimier og den slags litteratur. Men der er jo store mesterværker inden for begge genrer, og her er en, der er  gyselig god. En fremtidsverden, fortalt af det (måske) sidste levende menneske på jorden. Det er en sær uvirkelig og vemodig udviklingsroman – i en håbsløs ødelagt verden er der et menneske, der bevarer håbet og menneskeligheden og lever videre. En lille spire af et håb, der ikke kan dø.

Elisabeth Strout – Alt er muligt

Jeg læste sidste år Strouts roman: ”Mit navn er Lucy” og blev grebet af den. Den foregår i det segment af den amerikanske befolkning, man hører omtalt som ”white trash” – så fattige, at de er som affald. Og sådan skildres de i romanen, der fortsætter med bogen ”Alt er muligt.” Og det er det heldigvis. Bogen handler om, at selv de mest beskidte opvækstvilkår kan overleves. Som sciencefictionverdnen i Arwoods roman, så er der kræfter af kærlighed og omsorg, som overlever alt. Ja, det er jo det, al god digtning handler om, men det fremstilles sjældent så smukt som her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *