Et kig tilbage – Kokholm 19

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid går jeg lidt på opdagelse i Gaardboe-slægten. Noget af det skal jeg bruge til romanen om Elisabeth. Det samme stof spillede også en rolle i Hulsig-bogen, således består et af kapitlerne af en samtale mellem to mænd på en strandlangskøretur fra Skagen til Hulsig. Det er stormvejr, og rejsen er omtalt i Gaardboes erindringer som en forfærdelig oplevelse, der dog endte godt. De to, der her rejser sammen og finder sammen i uvejret er min tipoldefar Christian Krøg – og det er hans vogn, de kører i, og A.P. Gaardboe, som er min tiooldemor Lisbeth Houkjærs nevø.

Indlægget herunder vil bestå af nogle citater fra Vendsysselske Aarbøger 1965. Men først et par gamle portrætter. Det første er af A.P. Gaardboe, og det andet er af hans storebror Janus Troldborg. Troldborg kom han til at hedde, fordi han giftede sig med datteren til Troldborg og derved erhvervede sig både gård og navn.

Pigen, Janus gifter sig med, Mette Mortensdatter er datter af den Morten, som i 1822 byttede gård med min tipoldefar Peter Houkjær – og Peter giftede sig altså med Lisbeth (Lysbet), der som sagt er A.P. Gaardboes faster.

Lyder det indviklet. Så glæd jer. Det bliver værre.

Her et par billeder inden alle citaterne, der nok mest er til glæde for mig.

A.P. Gaardboe. Han gik aldrig i skole. Var 100% autodidakt og blev alligevel en af Danmarks mest respekterede forskere inden for topologi og folkloristik.
Janus Troldborg. A.P.s bror. Janus gik hjemme og hjalp forældrene til han var midt i 30’erne – en af hans sønner gifter sig med A.P.s’ sønnedatter Karen Margrethe.

Jeg har et ganske vist dårligt, men dog herligt billede af moren til de to ovenfor viste: Karen Margrethe og hendes barnebarn Caroline. Karen Margrethe var hele sit liv et livstykke, som ikke lod sig tøjle af tidens domme og fordomme, og hun fik som ung et “uægte” barn, den senere digter Carl Andersen. Han blev født på gården Slynge, og man “fandt” en far til ham – han er altså en halvbror til A:P. Gaardboe, og desuden udødeliggjort af Bent Haller i “Digterpjalten.” Her kommer billedet, som viser de to kvinder.

Caroline bliver senere gift med en bonde i Hørmested.

Vendsysselske Aarbøger 1965 (P. Christensen Try)

Side 14:

Andreas Peter Madsen ( = a.P. Gaardbo) var født i Sønder Gaardbo 8.maj 1825. Hans Forældre var Mads Jensen f. i Nørre Gaardbo 1797, d. i Sønder Gaardbo 1875, og Karen Margrethe Jacobsdatter f. 1793 i Bøgsted, Astrup  S. d. 1873 i S. Gaardbo.

Janus Christian Madsen f. 1822 i S. Gaardbo d. 1906 I Troldborg ( ældre bror til A.P. Gaardbo)  – giftede sig med Mette Mortensdatter fra Troldborg i 1854 ( Det var hendes far,  Morten, der byttede gård med min oldefar Peter Houkjær i 1822)

Christen Jacob Madsen f. i S. Gaardbo i 1826 d. i Øster Thirup, Astrup Sogn  1890 –( yngre bror til A.P. Gaardbo). En af hans døtre gifter sig med et af A.P. Gaardboes børnebørn. Jo, man holder sig til familien!

”( side 28) Fra Maj til November, Sommerferien fraregnet 1845 var Gaardboe Hjælpelærer i Skagen, og han fortæller, at han her lærte at omgaas Købstadfolk, skønt han senere beretter, at Skagen var en saare ringe By med kun en halv Snes tegltækkede Huser – Resten var gamle straatækte Hytter med Bræddevægge og med Lyrehuller i stedet for Skorsten!”

(s.37) :  … havde gode Forbundsfæller i Kongens nærmeste Omgangskreds, … kunde altid faa hjælp af Indenrigsminister Skeel, der dengang ejede Dronninglund, og Gaardboe stod i trofast Venskabsforhold til Kabinetssekretær Jens Peter Trap, der ved Udgivelsen af sin store Danmarksbeskrivelse kunde drage sig Gaardboes lokalhistoriske Kundskaber til Nytte….

Gaardboe (kunde) ikke lide dovne og upaalidelige Fattigfolk; men de, der uforskyldt var komne i Trang, hjalp han trofast, helst med hans egne Midler, for Kommunen skulde altid spares for Udgifter, der ikke ligefrem var paatvungne ved Lov eller nødvendige til Folkeoplysningens Fremme. Skønt han selv kun var jævnt velstillet, laante han jævnlig Penge ud til Smaafolk, hvilket hans Børn først ret blev klar over ved Opgørelsen af hans Dødsbo 1895 … Han kunne ikke lide, at gamle Folk skulde  paa Fattiggaarden.

(s.38) Trap, der var Kong Christians nære Ven, og Peter Gaardboe, den egenraadige Sognekonge, levede begge i de rationalistiske Ideer fra Slutningen af det forrige Aarhundrede og var Tilhængere af ”den oplyste Enevælde”, selv om Gaarboe – og mulig dem begge – i Teorien ønskede Junigrundloven fra 1849 tilbage.

(s.40)

Han (A.P.Gaardboe) har anskaffet sig ”Tidsskrift for den danske Bondestand”, der fra 1861 udgaves af Landinspektør A. Hahn i Odense, og heri ser vi, at Hahn, der var Lærer og senere Forstander ved ”Den højere Landboskole i Lumby”, har udviklet netop de Betragtninger, som vi senere finder i Gaardboes Artikler om Folkeoplysning og Politik. Selvfølgelig kunde Hahn, der ligesom Gaardboe var Rationalist, ikke lide Grundtvigianerne, især fordi Chr. Kolds Højskole i Dalum paaførte ham en haard Konkurrence ….

( s. 49) Om Gaardbogaard Sø – på dette tidspunkt ejes den af en entreprenør Hansen:

 ”Da Hansen ikke selv havde Kapital, solgte han 25. Januar 1881 sine Rettigheder til Entreprenør Jørgen W. Larsen fra København, og det blev denne, der skaffede sig Fodfæste paa Stedet ved at købe begge Søndre Gaardbogaardene, hvorved Spørgsmaalet om Aalegaardsrettighederne faldt bort, og Udtørringsarbejdet kunde begynde i det følgende Foraar. Gaardenes Marker, der som forudset kom til at lide betydelig Skade ved Grundvandets Sænkning, blev siden hen tilplantede og Bygningerne revet ned.

A. P. Gaardboe, der i disse Aar gik fuldstændig op i sine Skriverier og desuden, naar Vejret tillod det, var optaget af sine Rejser for at kortlægge Oldtidsminder, var veltilfreds med at faa en god Køber til Gaarden. Han havde beholdt et Stykke Hede lidt nord for Gaardbo Sø, og her byggede han i 1881 sit nye Hjem Hedensted, der nu er et almindeligt Husmandssted, men dengang vakte Misundelse og Kritik, fordi Murene var højere og Tegltagets Rejsning større end Skik var ved almindelige Bondestuehuse. Gaardboe og senere hans Søn Christian, plantede meget omkring Huser  ….”

A. P. Gaardboes store interesse var arbejde med videnskabelige studier, men han var også en stor og flittig læser af skønlitteratur, og han var kun 15 år gammel, da han forelskede sig i Karen Marie Nielsdatter, som han ikke kunne få, da hun ”kun” var husmandsdatter og desuden 5 år ældre end ham. Karen Margrethe, der jo selv kom ”i uføre”, da hun var ung og endda fødte et barn, ”fandt” en mand til Karen Marie, en 41 årig smed og husmand, der lod sig overtale til at ægte pigen på betingelse af, at de fik en lille hedelod, og at  Gaardbofolkene ville sørge for dem økonomisk.  Det  lovede Peters mor, men drengen opgav ikke Karen Marie, og alle de børn, der blev født på det lille husmandssted er A.P. Gaardboe far til. Fire drenge i alt, og da A.P.s  forældre dør, flytter  smeden og Karen Marie ind på gården, og da smeden dør, lader A.P alle børnene ”lyse i kuld og køn” – året efter løser han Kongebrev for at blive lovlig gift med sine drenges mor. Og sit livs kærlighed må man tro.  Karen Marie var nu 60 år, og folkesnakken gik. For hvad ville han med den gamle kone? Tja kærlighed ruster ikke.

Den yngste af drengene hed Christen Gaardboe, f. 1864, og vi ved, at han rejste til Amerika i 1887, men også at han vendte tilbage et par år senere.  I romanen kommer han til at spille en rolle, men jeg ved ikke, om han gjorde det i virkeligheden.  Han gifter sig ikke med Elisabeth, hovedpersonen i min roman. Og muligvis er det kapitel, hvor Lysbet forsøger at arrangere et ægteskab mellem de to ren og skær digtning, men sådan er det med romaner – de går deres egne veje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *