Min lystlæsning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende vil jeg skrive en smule om de bøger, som jeg læser løbende – nattelæsning plejer jeg at kalde det, og “plejer” er blevet et vigtigt element i mit liv. Jeg ser ikke film om dagen og jeg læser ikke andre bøger end dem, jeg SKAL læse som en del af mit forfatterarbejde, pligtlæsning, hvortil også hører tidsskrifter og aviser. Den slags læses ved morgenbordet og ved skrivebordet med pen i hånd. (Kuglepen) Men nu altså min nattelæsning: Som måske kan give dig appetit på læsning:

NOVEMBER 2019

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer 

Læste hende meget ofte med mine elever, da hun brød frem i 60’erne. En ægte modernist: sproget så uvant – halvt lyrisk – mange brud – en visuel digtning, der gjorde godt oven på al den socialrealisme i det tiår. Husker især ”Knagen” og “Manden som Påskud” – begge var bøger med dyb indsigt i kvindesindets kringelkroge, skrevet i et ”nyt” sprog, vi ikke havde mødt før

”Løg trækker tårer” ligger helt på højde med ungdomsdigtningen. Hovedpersonen er ældet i takt med forfattren, men sproget er lige friskt og nyt. Og handlingen fænger fra første side og jeg kan sagtens identificere mig med hovedpersonen, som ganske vist er meget mærkelig. Bor f.eks. i en skunk. Men også meget underholdende. Og handlingen er sødt forunderlig..

Per Petterseon: Mænd i min situation – for år tilbage var jeg fascineret både af P.P’s fortællestil og fortællinger, husker navnlig: ”Ud af fange heste” og ”jeg forbander livets flod” – nu er forfatteren blevet ældre (gammel) og hans hovedperson er ældet med ham, og livet er mere eller mindre gået i opløsning for lidt halvgamle mand. Stilen er lige flydende som altid, men stoffet har svært ved at røre ret mange strenge i mig. En gammel trist mands bitre bog. Den gider jeg ikke læse igen.

Kristin Eiriksdottier: Elin diverse

Islandsk forfatter, og hende har jeg ikke læst før, og faktisk vidste jeg de første 20 sider ikke, om jeg brød mig om bogen. For megen litterær eksperimenteren – det er jo det fineste, hvis det lykkes, men mig kedede det. Romanens personer lever i en verden (indre verden) der ville kunne skaffe dem en psykiatrisk diagnose, og jeg har i det hele taget svært ved at identificere mig med de to hovedpersoner: den gamle kvinde Elin og den unge pige Ellen. Men alligevel blev jeg ved, og hen mod slutningen læste jeg med glæde, fordi forløbet blev mere og mere intenst og vedkommende, rørende og handlingen helt uventet, og personerne kom nærmere læseren (den her læser i al fald) og til sidst var man villig til at lade sig opsluge. En fin, men også meget sørgelig roman.

Anna Maria Nissen: Min fars sidste rejse.

Jeg har læst et utal af bøger om Alzheimers, og de fleste har været gode, fordi de er skrevet ud fra en smertefuld erfaring, som regel af nærmeste pårørende, som her, og skriften forsøger at formidle et budskab til andre i samme smertefulde situation som forfatteren. De bedste bøger er og bliver (tror jeg) dem, Christiane Swane har skrevet om emnet. Bedst af alle er ”Skyggen af en hverdag.” Den er skrevet af en fagperson (Swane) og ikke en pårørende som de fleste andre.. ”Min fars sidste rejse” – er skrevet af et barn (enebarn) af en alzheimerfar.  Og det er en god bog. Alligevel synes jeg, at den mangler præcis det, som kun Christiane Swanes bøger har. Glæden. Og nu synes du sikkert, at jeg er skør. Men jeg mener det. Glæden.

Det er nemlig sådan, at for langt langt de fleste er der et spænd af gode år fra den dag, diagnosen stilles, og til sygdommen bliver rigtig tung og træls og træskoene stilles

Jeg ved ikke, om det er af selvmedlidenhed – en trang til at nogen skal synes, at det er synd for en, eller om det er pressens og lægevidenskabens behandling af sygdommen, der har skabt det fatale skræmmebillede, der i Amerika har givet Alzheimers Syge navnet: ”the never ending funeral.”?

Det er selvfølgelig også rart, at der er nogen, der har ondt af dig. Men det er også lidt malplaceret med al den medynk. For det er den syge, der er syg. Og han/hun bliver sygere, jo sygere han/hun betragtes og fremstilles. Se på den syge med akkurat det syn, du plejer, for du ved jo godt, kære pårørende, at din syge mand først og fremmest er din kære mand. Og hans følelser for dig synker ikke ned i et dybt hul, når han får en diagnose. I ægteskaber uden kærlighed er det sikkert et rigtigt billede: ”ham der, han er på vej ind i mørket, og jeg vil ikke med”.

Bogen er velskrevet, og den beskriver alle faserne. Og vist må den (hun er næsten alene) pårørende bære tunge byrder. Men vi er sat på jorden for at bære hinandens byrder. Og her er en, vi godt kan løfte, hvis vi anstrenger os lidt.

Som Anne selv siger: ”Efterhånden opdagede jeg dog, at min kære gamle far ikke forsvandt fuldstændig for mig. Hans følelser for mig og glæde ved at se mig forblev intakt, uanset at han ikke altid kunne sætte ord på, hvem jeg var.”

Margaret Atwood: Oryx og Crace

Opdagede først Atwoods fantastiske bøger for nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg læst det meste af forfatterskabet. Hun har en evne til at gøre sine personer så vedkommende og genkendelige for en, man forstår dem umiddelbart, kan leve sig ind i dem med hud og hår, og det kan nok blive for meget af det gode, for hendes personer stilles ofte i håbløse livssituationer – det gør budskabet så meget klarere. Læste bla. ”Alias Grace”, ”Katteøje” og ”Tjenestepigens fortælling” forrige år og blev meget grebet af de kvindeskæbner, man mødte der.

Oryx og Crace gik jeg længe udenom. Bryder mig faktisk ikke så meget om science fiction og krimier og den slags litteratur. Men der er jo store mesterværker inden for begge genrer, og her er en, der er  gyselig god. En fremtidsverden, fortalt af det (måske) sidste levende menneske på jorden. Det er en sær uvirkelig og vemodig udviklingsroman – i en håbsløs ødelagt verden er der et menneske, der bevarer håbet og menneskeligheden og lever videre. En lille spire af et håb, der ikke kan dø.

Elisabeth Strout – Alt er muligt

Jeg læste sidste år Strouts roman: ”Mit navn er Lucy” og blev grebet af den. Den foregår i det segment af den amerikanske befolkning, man hører omtalt som ”white trash” – så fattige, at de er som affald. Og sådan skildres de i romanen, der fortsætter med bogen ”Alt er muligt.” Og det er det heldigvis. Bogen handler om, at selv de mest beskidte opvækstvilkår kan overleves. Som sciencefictionverdnen i Arwoods roman, så er der kræfter af kærlighed og omsorg, som overlever alt. Ja, det er jo det, al god digtning handler om, men det fremstilles sjældent så smukt som her.

Et kig tilbage – Kokholm 19

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I den kommende tid går jeg lidt på opdagelse i Gaardboe-slægten. Noget af det skal jeg bruge til romanen om Elisabeth. Det samme stof spillede også en rolle i Hulsig-bogen, således består et af kapitlerne af en samtale mellem to mænd på en strandlangskøretur fra Skagen til Hulsig. Det er stormvejr, og rejsen er omtalt i Gaardboes erindringer som en forfærdelig oplevelse, der dog endte godt. De to, der her rejser sammen og finder sammen i uvejret er min tipoldefar Christian Krøg – og det er hans vogn, de kører i, og A.P. Gaardboe, som er min tiooldemor Lisbeth Houkjærs nevø.

Indlægget herunder vil bestå af nogle citater fra Vendsysselske Aarbøger 1965. Men først et par gamle portrætter. Det første er af A.P. Gaardboe, og det andet er af hans storebror Janus Troldborg. Troldborg kom han til at hedde, fordi han giftede sig med datteren til Troldborg og derved erhvervede sig både gård og navn.

Pigen, Janus gifter sig med, Mette Mortensdatter er datter af den Morten, som i 1822 byttede gård med min tipoldefar Peter Houkjær – og Peter giftede sig altså med Lisbeth (Lysbet), der som sagt er A.P. Gaardboes faster.

Lyder det indviklet. Så glæd jer. Det bliver værre.

Her et par billeder inden alle citaterne, der nok mest er til glæde for mig.

A.P. Gaardboe. Han gik aldrig i skole. Var 100% autodidakt og blev alligevel en af Danmarks mest respekterede forskere inden for topologi og folkloristik.
Janus Troldborg. A.P.s bror. Janus gik hjemme og hjalp forældrene til han var midt i 30’erne – en af hans sønner gifter sig med A.P.s’ sønnedatter Karen Margrethe.

Jeg har et ganske vist dårligt, men dog herligt billede af moren til de to ovenfor viste: Karen Margrethe og hendes barnebarn Caroline. Karen Margrethe var hele sit liv et livstykke, som ikke lod sig tøjle af tidens domme og fordomme, og hun fik som ung et “uægte” barn, den senere digter Carl Andersen. Han blev født på gården Slynge, og man “fandt” en far til ham – han er altså en halvbror til A:P. Gaardboe, og desuden udødeliggjort af Bent Haller i “Digterpjalten.” Her kommer billedet, som viser de to kvinder.

Caroline bliver senere gift med en bonde i Hørmested.

Vendsysselske Aarbøger 1965 (P. Christensen Try)

Side 14:

Andreas Peter Madsen ( = a.P. Gaardbo) var født i Sønder Gaardbo 8.maj 1825. Hans Forældre var Mads Jensen f. i Nørre Gaardbo 1797, d. i Sønder Gaardbo 1875, og Karen Margrethe Jacobsdatter f. 1793 i Bøgsted, Astrup  S. d. 1873 i S. Gaardbo.

Janus Christian Madsen f. 1822 i S. Gaardbo d. 1906 I Troldborg ( ældre bror til A.P. Gaardbo)  – giftede sig med Mette Mortensdatter fra Troldborg i 1854 ( Det var hendes far,  Morten, der byttede gård med min oldefar Peter Houkjær i 1822)

Christen Jacob Madsen f. i S. Gaardbo i 1826 d. i Øster Thirup, Astrup Sogn  1890 –( yngre bror til A.P. Gaardbo). En af hans døtre gifter sig med et af A.P. Gaardboes børnebørn. Jo, man holder sig til familien!

”( side 28) Fra Maj til November, Sommerferien fraregnet 1845 var Gaardboe Hjælpelærer i Skagen, og han fortæller, at han her lærte at omgaas Købstadfolk, skønt han senere beretter, at Skagen var en saare ringe By med kun en halv Snes tegltækkede Huser – Resten var gamle straatækte Hytter med Bræddevægge og med Lyrehuller i stedet for Skorsten!”

(s.37) :  … havde gode Forbundsfæller i Kongens nærmeste Omgangskreds, … kunde altid faa hjælp af Indenrigsminister Skeel, der dengang ejede Dronninglund, og Gaardboe stod i trofast Venskabsforhold til Kabinetssekretær Jens Peter Trap, der ved Udgivelsen af sin store Danmarksbeskrivelse kunde drage sig Gaardboes lokalhistoriske Kundskaber til Nytte….

Gaardboe (kunde) ikke lide dovne og upaalidelige Fattigfolk; men de, der uforskyldt var komne i Trang, hjalp han trofast, helst med hans egne Midler, for Kommunen skulde altid spares for Udgifter, der ikke ligefrem var paatvungne ved Lov eller nødvendige til Folkeoplysningens Fremme. Skønt han selv kun var jævnt velstillet, laante han jævnlig Penge ud til Smaafolk, hvilket hans Børn først ret blev klar over ved Opgørelsen af hans Dødsbo 1895 … Han kunne ikke lide, at gamle Folk skulde  paa Fattiggaarden.

(s.38) Trap, der var Kong Christians nære Ven, og Peter Gaardboe, den egenraadige Sognekonge, levede begge i de rationalistiske Ideer fra Slutningen af det forrige Aarhundrede og var Tilhængere af ”den oplyste Enevælde”, selv om Gaarboe – og mulig dem begge – i Teorien ønskede Junigrundloven fra 1849 tilbage.

(s.40)

Han (A.P.Gaardboe) har anskaffet sig ”Tidsskrift for den danske Bondestand”, der fra 1861 udgaves af Landinspektør A. Hahn i Odense, og heri ser vi, at Hahn, der var Lærer og senere Forstander ved ”Den højere Landboskole i Lumby”, har udviklet netop de Betragtninger, som vi senere finder i Gaardboes Artikler om Folkeoplysning og Politik. Selvfølgelig kunde Hahn, der ligesom Gaardboe var Rationalist, ikke lide Grundtvigianerne, især fordi Chr. Kolds Højskole i Dalum paaførte ham en haard Konkurrence ….

( s. 49) Om Gaardbogaard Sø – på dette tidspunkt ejes den af en entreprenør Hansen:

 ”Da Hansen ikke selv havde Kapital, solgte han 25. Januar 1881 sine Rettigheder til Entreprenør Jørgen W. Larsen fra København, og det blev denne, der skaffede sig Fodfæste paa Stedet ved at købe begge Søndre Gaardbogaardene, hvorved Spørgsmaalet om Aalegaardsrettighederne faldt bort, og Udtørringsarbejdet kunde begynde i det følgende Foraar. Gaardenes Marker, der som forudset kom til at lide betydelig Skade ved Grundvandets Sænkning, blev siden hen tilplantede og Bygningerne revet ned.

A. P. Gaardboe, der i disse Aar gik fuldstændig op i sine Skriverier og desuden, naar Vejret tillod det, var optaget af sine Rejser for at kortlægge Oldtidsminder, var veltilfreds med at faa en god Køber til Gaarden. Han havde beholdt et Stykke Hede lidt nord for Gaardbo Sø, og her byggede han i 1881 sit nye Hjem Hedensted, der nu er et almindeligt Husmandssted, men dengang vakte Misundelse og Kritik, fordi Murene var højere og Tegltagets Rejsning større end Skik var ved almindelige Bondestuehuse. Gaardboe og senere hans Søn Christian, plantede meget omkring Huser  ….”

A. P. Gaardboes store interesse var arbejde med videnskabelige studier, men han var også en stor og flittig læser af skønlitteratur, og han var kun 15 år gammel, da han forelskede sig i Karen Marie Nielsdatter, som han ikke kunne få, da hun ”kun” var husmandsdatter og desuden 5 år ældre end ham. Karen Margrethe, der jo selv kom ”i uføre”, da hun var ung og endda fødte et barn, ”fandt” en mand til Karen Marie, en 41 årig smed og husmand, der lod sig overtale til at ægte pigen på betingelse af, at de fik en lille hedelod, og at  Gaardbofolkene ville sørge for dem økonomisk.  Det  lovede Peters mor, men drengen opgav ikke Karen Marie, og alle de børn, der blev født på det lille husmandssted er A.P. Gaardboe far til. Fire drenge i alt, og da A.P.s  forældre dør, flytter  smeden og Karen Marie ind på gården, og da smeden dør, lader A.P alle børnene ”lyse i kuld og køn” – året efter løser han Kongebrev for at blive lovlig gift med sine drenges mor. Og sit livs kærlighed må man tro.  Karen Marie var nu 60 år, og folkesnakken gik. For hvad ville han med den gamle kone? Tja kærlighed ruster ikke.

Den yngste af drengene hed Christen Gaardboe, f. 1864, og vi ved, at han rejste til Amerika i 1887, men også at han vendte tilbage et par år senere.  I romanen kommer han til at spille en rolle, men jeg ved ikke, om han gjorde det i virkeligheden.  Han gifter sig ikke med Elisabeth, hovedpersonen i min roman. Og muligvis er det kapitel, hvor Lysbet forsøger at arrangere et ægteskab mellem de to ren og skær digtning, men sådan er det med romaner – de går deres egne veje.