Demens endnu engang

Jeg kan blive syg af at læse den slags vrøvl.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her til morgen blev jeg rent ud ked af det og tænkte, at det, jeg nu havde arbejdet hårdt på, slet ingen effekt har haft. Jeg har brugt ca. 20 år af mit liv på gennem foredrag og bøger at pille fordommene om demens fra hinanden.

Det er nok ikke lykkedes mig, når selv en avis som Kristelig Dagblad bruger en hel side på at forsøge at bilde os ind, at vi har overset en bestemt form for demens. Og derpå skildrer de den demensform. som vi altså skulle have overset – og jeg ser jo med gysen og undren, at denne oversete forms symptomer nøjagtigt svarer til det sygdomsbillede, som folk i al almindelighed går rundt med af demens. Det er sådan, folk tror, at demens er og at demente arter sig.. At sygdommen ændrer og nedbryder personligheden, at hjernen langsomt og sikkert visner, og at de pårørende nedbrydes om kap med den syges hjerne.

Jeg skal prøve at være helt klar i spyttet.

Artiklen i Kristelig Dagblad, torsdag d.3 oktober handler om den sygdom, der ødelægger hjernen, følelserne, empatien, stort set forvandler den syge til et uhyre.

Og artiklen lyver ikke. Hvis man får lige den form for demens, så er man virkelig at ynke og famlilien med.

MEN SKRÆKSENARIET GÆLDER KUN FOR DE CA. 2 % AF ALLE DEMENTE, DER ER RAMTE AF EN FRONTALLAPSDEMENS –

Den mest almindelige demensform er imidlertid ikke denne sjældne form for demens. men alzheimers syge som langt de fleste demensramte lider af, og deres HJERNER FORSVINDER IKKE – DE KAN GODT – MÅSKE BEDRE END FØR- FØLE FOR ANDRE – DE LEVER IKKE I MØRKET, MEN FORSTÅR MÅSKE BEDRE LYSET END FØR OG FORSTÅR BEDRE END FØR AT SUGE DET TIL SIG. OG DET ER IKKE HÅRDT AT VÆRE PÅRØRENDE TIL EN ALZHEIMERPATIENT. DET KAN IND IMELLEM VÆRE TRÆTTENDE, FOR HAN GLEMMER JO. OG DET GLEMMER MAN, AT HAN GØR, OG SÅ SKER DET JO F.EKS. DET, AT HAN TRÆFFER AFTALER MED TO KONKURRENDE FIRMAER. FOR HAN HAR GLEMT DET FØRSTE, HAN SNAKKEDE MED.

Det er ikke rart at blive ramt af aLzheimers. Patienten mister langsomt mere og mere af hukommelsen. Og desuden er det uhelbredeligt. Jeg vil kort sagt ikke skildre sygdomme med lyserøde farver. De er mørke. Patienten er somme tider MEGET forvirret og ind imellem ulykkeligt, og han behøver vores hjælp for at navigere i virkeligheden. Men så er det heller ikke værre. Og man kan leve GODT med alzheimers i rigtig mange år. Jeg har en bekendt, der har haft sygdommen i 20 år, og hun bor stadig hjemme og klarer sig.

Nå, måske skal jeg alligevel fortsætte mine foredrag – de kan i al fald kun rive fordomme en lille smule ned. Lad os hjælpe hinanden med det arbejde. Lad os hjælpe hinanden med at hjælpe dem, der har mistet huskommelsen – men lad os ikke et øjeblik tro på, at de er i færd med at forvandle sig til bablende uhyrer, der drikker sig fulde, pisser i potteplanterne og bander og svovler.

En alzheimerpatient er først og fremmest det gode eller dårlige menneske, som han altid har været.

Mange skammer sig over deres demensramte pårørende – det vil jeg arbejde på at ændre. Det er den samme person, nu ikke mere i stand til at diskutere Einsteins relativitetsteorier eller Kiekegaards eksistensfilosofiske hovedteser. Men ellers er han og hun god for en god snak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *