Anekdote

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Anekdote fra Troldborg

Geologen professor Georg Forchhammer boede en tid på Troldborg. Han undrede sig om natten over, at natpotten, som han flittigt benyttede, var af så gedigen og smuk en fajance. Sikkert erhvervet ved en stranding, tænkte han.

Senere, da han sad ved det dækkede aftensbord og nød maden – enkel men veltillavet, blev suppen serveret i en akkurat  ligeså smuk terrin – også af det fineste fajance. Professoren spørger forbavset, hvordan de havde haft held til at kapre hele to af slagsen?

Maren svarer vist nok uden helt at tænke sig om:

”Næ næ vi hår da kon dej jen.”

( Vendsyssel aarbog 1989 side 95)

De unge og friheden

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvis du har lyst til at læse kronikken, så klik på den, og den forstørres og bliver læselig. Sådan var det på min gamle blog. Her ved jeg ikke, hvordan man forstørre – så må du nøjes med en svag anelse om indholdet. Der i øvrigt ikke er voldsomt originalt.

Min nye foredragsliste er udkommet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Herunder kan hvem, der har lyst til at bestille et foredrag – og også andre- læse, hvad jeg foredrager om i det kommende år:

Foredrag 1 : En rejse i et ukendt land

Min mor og far danser brudevals – Guldbryllup

Med udgangspunkt i bogen ”Skyggelys” og ud fra erfaringer som pårørende til en ægtefælle, en mor og en bror med demens, vil jeg fortælle om sygdommen. Alt for ofte ses den nemlig kun gennem lægelige briller, og den viden, man får præsenteret her er jo ikke usand, men den er mangelfuld.

Jeg vil berette om mine egne erfaringer og forsøge at tage livet af de værste fordomme.

I gamle dage talte man om, at den syge ”gik i barndom” – og det lyder jo uskyldigt og rart, men vi skal huske, at den syge ikke er et barn, det går ikke i barnets, men i sin egen verden. Og det er der, vi skal mødes. Og vi skal mødes i respekt.

Foredrag 2.: Om et lille stykke Danmark

Syd for Skagen findes et af landets mindste sogne: Skagen Landsogn. I ”gamle” dage bestod det af nogle få familier fordelt på en samling gårde og huse. I flere århundreder var disse familier afskåret fra omverdenen af store sandmiler, sandstorme ødelagde igen og igen deres hjem, veje var der ingen af, og al samfærdsel måtte foregå langs havet. Det var hårde levevilkår, og mange brød op og rejse ud, men de fleste holdt ud og blev på egnen. Jeg vil fortælle om dette lille sogn og dets beboere, og vi vil følge slægterne på de gamle gårde igennem ca. 100 år. Jeg vil berette om deres kamp med naturen og med deres egne stridbare sind – og om det mod og den stædighed, der fik dem til at holde ud trods alt.

Foredrag 3:  Alderdom er visdom

Man kunne sætte spørgsmålstegn efter denne overskrift, og det ville de fleste gøre. For er det virkelig sandt? Bliver vi visere med alderen?

I gamle dage var man ikke i tvivl: alle var (er) f.eks. enige om, at De tre Vise Mænd, der kommer til Jesusbarnet, er ældgamle. Sådan ser vi dem fremstillet gennem tiden: med lange hvide skæg. Disse mænd er jo vise, altså må de også være gamle.

Det er kun i den allernyeste tid, at man ikke mere er så sikker på, at høj alder er lig med stor visdom. Vi har fået et andet syn på alder. Og på visdom. Og så er det endda kun i den vestlige kultur, at ærbødigheden for de gamle har måttet vige pladsen for det modsatte. Eller i bedste fald for overbærenhed.

Jeg vili foretage en rejse gennem historien og se på, hvordan synet på alderdommen har skiftet gennem tiderne og hvordan det forholder sig rundt om på kloden.

Foredrag 4 :  Lucie og Bernhand Ingemann – Et forunderligt ægtepar.

Den unge Ingemann
Lucietegning

To kunstnere, der skilte sig ud, for allerede i deres samtid, anså man dem for aparte. Lucies drøm var aldrig at blive hustru og moder, men at leve som kunstner. Og leve det liv fuldt ud. Så traf hun Ingemann, og også han gik med en lønlig drøm om at blive en stor kunstner. De blev gift, men først var de forlovede i næsten en halv menneskealder, og i den tid levede de hver for sig. Ingemann fik succes. Lucie fik ingenting. Hun var jo en kvinde i en tid, som nok kaldes Guldalderen, men den var ingen guldalder for kvinder, der ikke kendte deres plads i hjemmet og som ikke i al sømmelighed fødte et barn om året. Lucies børn hed billeder.

Jeg vil fortælle om de to mærkelige mennesker, som man kommer til at holde af, når man ser deres kunst og læser deres breve og hvad de ellers har efterladt sig af skrifter.

At skrive om levet liv Kokholm 15

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Ingen er i stand til at skrive en sandfærdig beretning om et levet liv, ikke engang om sit eget, for virkeligheden kan aldrig gribes og holdes fast. Den skjuler sig i det forgangnes tåger, og fortiden er lige så vanskelig at navigere i som fremtiden. Kun lige nu – i dette øjeblik – og lige her – kan jeg måske fange virkeligheden og fæstne den på skærmen. For her er jeg jo virkelig. Ved mit arbejdsbord. Rundt om stakke af bøger. Væggene hvide og uden udsmykning.

Men jeg kan ikke beskrive øjeblikket, for inden jeg får begyndt, er det borte. Og hvorfor skriver (skrev) jeg? Hvilke bøger ligger og flyder på mit bord? Hvorfor? Hvordan har jeg det? er jeg glad? ked af det? alene? Det ene spørgeord afløser det andet, og mens jeg sådan sidder og vil beskrive mit øjeblik (er det overhovedet mit?), går tiden, og det nu, som jeg hagede mig fast i, er allerede gledet over i en anden tid.

Verden er fuld af livsskildringer, og de bedste er veldokumenterede beretninger om mennesker, der har levet og hvis liv fortjener at blive husket.

Hver eneste afdød har levet engang og sat sit aftryk på verden. Og alle fortjener at blive husket.

Vi kan mindes vore egne døde og andres, når vi går på kirkegårdene, læser det, der står på stenen. Et navn. En linje af et digt. Et ord, der betød noget for afdøde.

Vi kan også mindes dem ved at skrive om dem.

Den kvinde, jeg vil skrive om, hvis det vil lykkes for mig, er Elisabeth Kokholm, og selv om hun døde for mere end 60 år siden, så synes jeg, at jeg kender hende lidt. På bloggen vil jeg skrive lidt om det, jeg finder frem til af såkaldt faktuelle hændelser og i bogform vil jeg skrive romanen om hendes liv.

Romanen vil i det store og hele være en slags oversættelse til moderne dansk. Jeg ved f.eks. fra den store brevsamling, jeg har lånt af Lise Troldborg, at Elisabeth i sit eget hjem ikke talte dansk, men vendelbosk.  Hun har været tosproget, og dansk har hun lært sig som ung på højskolen, tror jeg.

I et af brevene skriver en svigerdatter, som ikke kunne udstå Elisabeth, at hun aldrig sagde ikke, men ”intj” – Derfor vil min roman være en slags oversættelse: den vil også i replikkerne være på dansk, ikke vendelbos, for selv om jeg taler dette sidste sprog ret flydende, så tror jeg ikke, at mange af mine læsere gør.

Demens endnu engang

Jeg kan blive syg af at læse den slags vrøvl.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Her til morgen blev jeg rent ud ked af det og tænkte, at det, jeg nu havde arbejdet hårdt på, slet ingen effekt har haft. Jeg har brugt ca. 20 år af mit liv på gennem foredrag og bøger at pille fordommene om demens fra hinanden.

Det er nok ikke lykkedes mig, når selv en avis som Kristelig Dagblad bruger en hel side på at forsøge at bilde os ind, at vi har overset en bestemt form for demens. Og derpå skildrer de den demensform. som vi altså skulle have overset – og jeg ser jo med gysen og undren, at denne oversete forms symptomer nøjagtigt svarer til det sygdomsbillede, som folk i al almindelighed går rundt med af demens. Det er sådan, folk tror, at demens er og at demente arter sig.. At sygdommen ændrer og nedbryder personligheden, at hjernen langsomt og sikkert visner, og at de pårørende nedbrydes om kap med den syges hjerne.

Jeg skal prøve at være helt klar i spyttet.

Artiklen i Kristelig Dagblad, torsdag d.3 oktober handler om den sygdom, der ødelægger hjernen, følelserne, empatien, stort set forvandler den syge til et uhyre.

Og artiklen lyver ikke. Hvis man får lige den form for demens, så er man virkelig at ynke og famlilien med.

MEN SKRÆKSENARIET GÆLDER KUN FOR DE CA. 2 % AF ALLE DEMENTE, DER ER RAMTE AF EN FRONTALLAPSDEMENS –

Den mest almindelige demensform er imidlertid ikke denne sjældne form for demens. men alzheimers syge som langt de fleste demensramte lider af, og deres HJERNER FORSVINDER IKKE – DE KAN GODT – MÅSKE BEDRE END FØR- FØLE FOR ANDRE – DE LEVER IKKE I MØRKET, MEN FORSTÅR MÅSKE BEDRE LYSET END FØR OG FORSTÅR BEDRE END FØR AT SUGE DET TIL SIG. OG DET ER IKKE HÅRDT AT VÆRE PÅRØRENDE TIL EN ALZHEIMERPATIENT. DET KAN IND IMELLEM VÆRE TRÆTTENDE, FOR HAN GLEMMER JO. OG DET GLEMMER MAN, AT HAN GØR, OG SÅ SKER DET JO F.EKS. DET, AT HAN TRÆFFER AFTALER MED TO KONKURRENDE FIRMAER. FOR HAN HAR GLEMT DET FØRSTE, HAN SNAKKEDE MED.

Det er ikke rart at blive ramt af aLzheimers. Patienten mister langsomt mere og mere af hukommelsen. Og desuden er det uhelbredeligt. Jeg vil kort sagt ikke skildre sygdomme med lyserøde farver. De er mørke. Patienten er somme tider MEGET forvirret og ind imellem ulykkeligt, og han behøver vores hjælp for at navigere i virkeligheden. Men så er det heller ikke værre. Og man kan leve GODT med alzheimers i rigtig mange år. Jeg har en bekendt, der har haft sygdommen i 20 år, og hun bor stadig hjemme og klarer sig.

Nå, måske skal jeg alligevel fortsætte mine foredrag – de kan i al fald kun rive fordomme en lille smule ned. Lad os hjælpe hinanden med det arbejde. Lad os hjælpe hinanden med at hjælpe dem, der har mistet huskommelsen – men lad os ikke et øjeblik tro på, at de er i færd med at forvandle sig til bablende uhyrer, der drikker sig fulde, pisser i potteplanterne og bander og svovler.

En alzheimerpatient er først og fremmest det gode eller dårlige menneske, som han altid har været.

Mange skammer sig over deres demensramte pårørende – det vil jeg arbejde på at ændre. Det er den samme person, nu ikke mere i stand til at diskutere Einsteins relativitetsteorier eller Kiekegaards eksistensfilosofiske hovedteser. Men ellers er han og hun god for en god snak.

Et lille kig ind i Folkehøjskolens barndom

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Den lyksalige gråd og Højskolen.

Jeg cyklede en lang tur forleden med en lydbog i ørerne. Det gør jeg hver dag, og på den måde kan man komme vidt omkring uden at anstrenge andet end benmusklerne. Motion og litteratur.

Og den dag var det Jeppe Aakjærs erindringer, der gled mig ind i ørerne. Jeg er selv den lykkelige ejer af første udgaven af Aakjærs erindringsbøger  – arvet efter min mor, der fik dem som julegave af sin far det år, de udkom. Så jeg har jo læst dem før.

Men nu lyttede jeg – To timers cykeltur med skønne ord i ørerne – herligt. Og hurra for lydbogen. Og navnlig, da oplæseren i andet bind, ”Drengeaar og Knøseaar”,nåede til fortællingen om Åkjærs ophold på Askov Højskole i 80’erne, spidsede jeg ører, for jeg brygger på en fortælling om unge Christen Kokholms ophold på Vallekilde Højskole.

De to begivenheder fandt sted omtrent samtidigt.

To skæbner, der er vidt forskellige, men ens i udgangspunktet. Begge mænd voksede op i små huse på landet i anden halvdel af 1800tallet. En gårdmandssøn og en husmandssøn ganske vist, men begge hjem var nok omtrent lige fattige. Det var i al fald meget småt på Jenle.

Og jeg tænker, at de fleste af de drenge og piger, der mødte op på højskolerne i de år, kom fra nogenlunde samme miljø, for staten betalte nemlig 100 kr. til hver ubemidlet studerende, og det var rigtig mange penge dengang. Det fortæller Aakjær og det forklarer jo, hvordan en dreng som Christen kunne komme på en skole, der både uddannede hånd og ånd.

Og hvad lærerne angår, så havde de haft en opvækst, der sikkert matchede deres elevers. De kom – i al fald for de flestes vedkommende – fra det samme bondeland, og det var ikke fra de store gårde.

En af de ting, der undrede mig, for jeg vidste det ikke i forvejen, eller jeg havde glemt det, var, at foredragsholderne ofte talte så med en sådan inderlighed, at tårerne flød. Både deres egne og elevernes. Ja, de græd virkelig.

I mine ører lyder det som en form for suggestion, noget i retning af det, der sker under pinsebevægelsens seancer, hvor folk bryder ud i gråd og rammes af en ”åndelig” rørelse så voldsom, at det kan minde om hysteriske anfald. Selv opfatter de det jo som Helligånden. Og det er det jo så for dem.

Men på Folkehøjskolen, hvor oplysningen af ”muldens” mørkefolk skulle være den bærende kraft.  

Meget underligt. Jeg kommer til at tænke på pietisterne i 1700tallet – her ved jeg, at tilhørerne græd af rørelse, når f.eks. Hans Adolf Brorson prædikede. Men det var jo en hjertets og rørelsernes tid. Og den lignede da ikke Folkeoplysningens guldalder. Eller gjorde den? – Når man læser ”Den brogede Oplysning” af Thomas Bredsdorff overbevises man i al fald om, at pietismen var en del af oplysningen.  

Jeg skriver som dokumentation et citat fra Jeppe Aakjærs Drengeaar og Knøseaar  ( side 193 i første udgaven)

”Der blev i det hele taget fældet mange Taarer på Askov Talerstol; la Cour var vel nok den, der leverede de fleste, skønt Forfatteren Jakob Knudsen heller ikke var nogen Sinke, om Høns skulde vandes. I et Foredrag om Bismarck græd han saaledes hele tre Gange, skønt Emnet just ikke paa Forhaand syntes at opfordre dertil. Men la Cour kunde ikke holde det simpleste Foredrag om Fysik eller Stjernehimlen eller hvad som helst, uden at Taarerne strømmede ham ned ad Kinderne ved Tanken om Guds Godhed mod Syndere.”

Også Bjørnstjerne Bjørnson kom som gæst på Askov, og også han kneb en tåre, da han talte til de gæve bønderpiger og –drenge.

,,,