Kokholm 13

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Det kommende indlæg kaster os tilbage i tiden. En avisartikel fra Berlingske Tidende dateret9. maj 1965. På det tidspunkt har Elisabeth været død i flere år, og Mads klaret sig alene. Men efter, at søsteren Marie blev enke, flyttede hun til Kandestederne og arbejdede indtil sin død sammen med broren. Her er et uddrag af den lange artikel, som jeg ikke vil kommentere, men læs den og kommenter den eventuelt. Ovenfor et arkivbillede af de to søskende.

Berlingske Tidende 9/5 1965 – Tove Meyer Hægstad

GÅ TIL HAVET OG LYT!

Søskendeparret, hotelejer Mads Kokholm og hofjægermesterinde Marie Andersen, Kokholms Hotel, Kandestederne, fortæller om, hvor godt søskende kan have det som arbejdsfæller, når  de kan tage tråden op fra barndomshjemmets fællesskab – det gælder om at have proportionerne i orden!

Friest er de mennesker, der i hjerte og sind er bundet … og vedkender sig det! Bundet af en troskab mod et andet menneske, mod en slægt, mod en egn, et sted på denne jord, hvor minder har spundet deres net ud. Bundet af en idé, et arbejder, der skal gøres. Bundet og dog frigjort gennem det mål og den mening med vejen, som den fornemmer, der har gjort op med sig selv, hvad hans tilværelses private røde tråd er gjort af.

Den tankegang møder man blandt vendelboer. Ikke så sjældent endda. I den barske tilværelse nær havet får livet andre perspektiver. Man har mødt den store angst. Den har slettet pjattet ud. Grænserne er skarpkantede: Liv eller død. Glæde eller sorg. Den første stranding, man hørte om som barn … den første redningsbåd, hvori en far, bror, kæreste eller ægtefælle var med … eller den strandvagt, man selv gik i de unge år, og hvor en vinter-stormnat minerne drev ind og lå og rullede faretruende i strandkanten. Alle de minder binder. Hårde minder, hårdt arbejde. Men det var levet liv.

ÆBLESKIVE-HOTELLET

Det skabte et bånd så stærkt dette liv . Arbejdets år bandt os sammen. Man så noget gro op. Noget af det bedste, man oplevede: sammenhold mellem mennesker, gav det vækst.

Det er to søskende, der fortæller. Bror og søster, der i moden alder er blevet arbejdsfæller, og forstår at være det. I en fredens og fordragelighedens ånd og i fællesskabet om alt det, der var. For den vej tilbage til barndommens land forstår de to kunsten at kunne gå sammen.

Det er storebror, ældste i en søskendeflok på syv, hotelejer Mads Kokholm, Kandestederne, som sammen med søsteren, tidligere frue på Oxholm, enke efter hofjægermester Sigurd Andersen, fru Marie Andersen, f. Kokholm, nu driver Kokholms Hotel – skabt af deres flittige forældre, Elisabeth og C.N. Kokholm. I en verden af klitter, ved foden af Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit – højeste punkt er 41 m – her bag Skagerakkysten byggede Mads Houkjærs datter Elisabeth, udgået fra en af de gedigne, gamle Hulsig-slægter, sammen med den unge driftige gårdmandssøn fra gården Kokholm ved Harboøre, strandfoged og bådmand i redningsvæsenet, en ny verden op – badehotellets, og gjorde det, hjulpet af deres børneflok i et arbejdets, flidens og nøjsomhedens hjem … og med som et af aktiverne: en god, gammel opskrift på æbleskiver, der snart gav stedet ry som hotellet, hvor man får så dejlige æbleskiver.

VALLEKILDE FOLK

Der var noget særligt ved jordbunden i dette klithjem. Det var ikke sand, det hvilede på, men den gode jord. Til udrustningen hørte blandt andet, at begge de unge ægtefæller Kokholm havde været på Vallekilde. Han først og med så stort udbytte, at han vovede det dengang helt udsædvanlige: at sende sin unge kone en vinter hjemmefra. Det var da beslutningen var taget om, at man ville begynde Kokholms Hotel. Mormor blev sat til at passe børnene. Hun boede lige overfor. Den unge vordende hotelværtinde oplevede da en vinter på Vallekilde. Lærte finere medlavning der, at håndtere væven og hentede indtryk, der kom til at betyde noget for hende selv, hendes hjem og børn og de mennesker, hun kom til at møde gennem mange år.

En gæst ville sende dem en hilsen. Kunne ikke komme på navnet, sendte da et brev med følgende adresse: Til hotellet, hvor både mand og kone har været på Vallekilde. Og det fandt vej til de rette folk.

VERDEN KOM TIL MOR

Vi søskende hænger alle ved stedet her. I sommerferierne, når vi som unge kom hjem, måtte vi tage et nap med. Far sagde blot: – Værsgo! Dette er en anden slags arbejde end det, I er vant til. Deri alene er der hvile!

Forældre, der forstår at gøre deres børn forpligtende uden at det føles byrdefuldt, giver dem et fast og sikkert ståsted i tilværelsen. Det, vi inderst alle har brug for og gerne vil have og som vi kun gør os selv en meget dårlig tjeneste ved at svigte for noget andet og større, siger hofjægermesterinden.

Det var enkle ord, vore forældre brugte, beskeden tale, der kunne ramme ved sin sandhed. Engang spurgte en læge venligt konverserende min mor: ”Har De været meget ude og se dem om i den store verden, fru Kokholm?” ”Næh,” svarede mor, – ”men jeg har ladet den store verden komme her ind ad døren til mig.”

HVER DAG TIL STRANDEN

Livet har stillet sine store, uafviselige krav til mor. Faren og uroen var en del af tilværelsen her vinterdage, når redningsbåden måtte ud med vores far som bådsmand, eller når stranden efter en brandstorm måtte afpatruljeres af far i hans egenskab af strandfoged. Og hvad har det ikke krævet af omstilling fra alene landbrug- og fiskeritilværelsen til hotelvirksomhed med ugers hektisk travlhed sommeren igennem. Midt i alt dette – hvad var da mors facit – man skal blot lære sig selv at være tålmodig.

De to søskende gør klar til gåtur. Hunden Scottie er ellevild overstrømmende, da søstøvlerne trækkes på. Den ved besked!

Til stranden skal man hver dag, siger Mads Kokholm. Far var jo strandfoged. Som ældste søn arvede jeg det hverv. Man er forpligtet til daglige afpatruljeringer ved stranden inspektionsrunden. Det ligger dybt i os begge. Vi må ud til havet. Stå stille derude og høre dets brusen, stå og se ud, langt ud. Jo, havet skal man se ud over hver dag!

”Det lærte vi af vores far,” siger fru Marie Andersen, ”at man skulle gå til havet og blive viis! Havet fortæller mennesker så meget, hvis de kan lytte. På Oxholm var der træernes susen at lytte til. Her er det havets brusen. Jo, far sagde, havde man nogen falsk storhed, der skurrede en i sjælen, kunne man blot gå en tur ned til havet … der blev man tilpas lille. Fik tingene sat på plads.

De mennesker, der gennem de mange år er kommet her, har forstået denne naturens stærke og dog milde verden, der snart beherskes af larmen fra et brølende oprørt hav, snart af en stor, tavs ro, brudt kun af klitfårenes brægen. De har søgt, hvad vi har fået lov at leve midt i altid, og hvad der blev det største bånd for os til egn, hjem og sted.: ægtheden bag alle ting.

TANKENS ROLIGE FORLØB

Det må alligevel have været en stor omvæltning efter et liv på Oxholm at vende tilbage til vinteren og våren bag klitterne?

”Arbejdet har altid knyttet os sammen her. Her var noget at tage fat på. Jeg holder af egnen, menneskene – og den daglige tur til havet. Og for mig er den øde ensomheds årstid en rigdom. Tankerne bliver ikke hugget over og snuppet af som i byen med med dens stoppesteder og færdelsovergange. Alt skal passes. Men tanker får ikke det lange rolige forløb der.

IKKE LAVE HINANDEN OM

Hvordan er det for en søster, der længe har været ude i verden, at vende tilbage til en storebror, der længe har haft tøjlerne i egen hånd? – ”Vi kommer så godt ud af det. Man skal blot ikke ville lave hinanden om, men lade møsteret få lov at stå. Det gælder vel i alle forhold mellem mennesker. Og så skal man ganske enkelt holde af hinanden. Ja, tyve år var jeg på Oxholm og forinden havde jeg længe skabt min egen tilværelse.. Og alligevel … vi har da mange minder at vende tilbage til. Gode, fælles minder fra barne- og første ungdomsår

KUNSTENS STORE

På nr.2 og nr. 3 boede i mange år Poul Reumert og Thorkild Rose, fortæller Mads Kokholm Ikke som nogen nyhed. For det er vel en kendt sag for de fleste. Mere for at minde om noget af det, der aldrig glemmes, og som det for søskende er noget af en bindestreg at have mellem sig, erindringer om disse aftener, hvor glæden fyldte huset.

”Skal vi ikke snart have kærnemælkssuppe eller fløjlsgrød,” lød Thorkild Roses beskedne madforslag, fortæller søskendeparret.

”Aldrig var de nærige med at yde kunst. Beredvillige stillede de sig til rådighed, når der skulle skaffes penge til en god sag.

Operasanger Valdemar Lincke og balletmester Hans Bech var blandt de første, der købte jord her af ar og byggede sommerhus, en træhytte i norsk stil.  Det var i 1913. Omkring 1920 byggede Poul Reumert sit hus på den høje klit der kaldes Vagtbakken.

Hvem der også havde haft tilknytning til familien her er maleren Johs. Wilhjelm. Det var ham, der indprentede os: være altid venlig mod andre, også mod de mennesker, der ikke er det imod jer!

Sådan har vi været begunstiget gennem mødet med betydelige mennesker.  Hvad betød det ikke af afstivning for en lille ung pige, der skulle prøve at bane sig en vej, siger hofjægermesterinde Andersen, at livskloge mennesker som Poul Reumert og Thorkild Roose  ikke tabte en af syne, men på de modløse dage gav en denne sunde følelse af forpligtethed blot ved den trofasthed, hvormed de fulgte ens små bekymringer, lyttede tålmodigt og opmuntrede med ord som disse: Du skal gå videre hen ad vejen. Med den jyske sejhed fra Kandestederne vil det komme til at gå alt sammen.

KONFIRMANDINDE I SORT

Mads Kokholm standser op ved redningshuset og er på baromeeret. Han fortæller, at det er skænket til redningsstationen af Emilie Robin, hvos famlie blev reddet ved en stranding på Vestkysten.

Som redningmandsdatter fik man gennem samme Emilie Robins legatmidler ved konfirmation foræret et sølvkors samt konfirmationsudstyr. Dog med den udtrykkelige betingelse, at konfirmationskjolen skulle være sort, fortæller Marie Andersen.  Jeg var den sidste fra Kandestederne, der blev konfirmeret fra Raabjerg Kirke i sort … den eneste sorte blandt lutter hvide konfirmander.

DE HÅRDE STRANDINGER

Havet er fredeligt nu.. Men sandet bølger i hvasse mønstre.

(Her følger en lang beskrivelse af strandinger og forlis) (dernæst et afsnit om Kokholm-æbleskiverne og der snakkes lidt om fredningplander.)

Artiklen slutter således:

SØSKENDEFÆLLESSKABET

Fårene med deres små lam bræger under de grønmalede vinduer. Det allermest kælne lam, plejebarnet siden i vinter, Søren, ser indenfor i køkkenet til sin madmor, men retfærdigst muligt sørger hofjægermesterinden for, at også hele hoben får dagnes lækkerbisken, rugbrødsskorper, delt ud fra vinduet.

Mads Kokholm er ligeså glad som søsteren for de tykvamsede klitfår, der er hyggelige og vennesæle. Imødekommende over for enhver venlig tilnærmelse.

Ja, bror og søster forstår samspillets kunst. De har et godt fællesskab i fælles kærlighed til netop denne natur, netop denne plet på jorden.

Min bror fører regnskaberne. Jeg tager imod gæsterne og gør det så godt, jeg formår … hvd en god værtinde er? Det er vel den, der kan lide at skulle drage omsorg for andre … og som har lyst til at være tilhører!

Far sagde: man skal lytte til mennesker, når de taler til en, siger Mads Kokholm. Det lyder af lidt, men det er megetDerudaf er vokset en interesse hos os alle for andre. Og så skal man huske midt i travlheden at være rolig og ligevægtig. Dermed gør man tilværelsen bedre for sig selv – og for sin nabo.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *