Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.
Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.
I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.
Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.
De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.
Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):
Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.
Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle. En lille korrektion til teksten: Ulla giftede sig IKKE med Knuth til Knuttenborg, men med baron Rosenørn-Lehn til Oreby Slot.
Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.
Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.
Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.
Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.
Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.
Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.
Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.
St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.
Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.
Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:
”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”
Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.
Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.
Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.
Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.
Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.
Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.
Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 
”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80’erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:



Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:
10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.
Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.
Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.
Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.
17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.
Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.
For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.
Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.
Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.
Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”
Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.
Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.
Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …
Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 
 
 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *