102 – i begyndelsen var sandet

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Foto: Ole Henne Hansen: SAND

I begyndelsen var sandet.

I begyndelsen. Lad os se. Med ørneøjne måske. For overblikkets skyld.

Tiden kræver, at vi skriver i datid. Det gør vi så.

Havørnen foldede sine vældige vinger ud og satte af fra de norske fjelde, og med kraftige vingeslag løftede den sig himmelhøjt over havet og tog kurs mod danskekystens nordligste spids. I glideflugt sejlede den ind over den smalle tange, mens den med sit skarpe blik inspicerede landskabet under sig. Og hvad så den? Sand og sand og atter sand. Gulligt eller hvidligt og med spredte gråtonede pletter,fra hav til hav. Lignede mest af alt et snusket liglagen, der skødesløst var kastet hen over den smalle landtange som for at dække over en skam.

Med de ord kunne en bog om Skagen Landsogn begynde. Helt forkert ville det ikke være. Jeg læser ordene igen og ryster på hovedet, desværre, det går ikke. Sådan kan den umuligt begynde. Så knudret, så lidt mundret. Ikke en indledning til en bog, der gerne skulle emme af liv og så let som ingenting krybe ind i læseren og finde lagerplads i hendes bevidsthed.

Den her indledning skramler. Og desuden, ved nøjere eftersyn er den ukorrekt.

For det begyndte ikke med sandet.

Der var en tid før og en tid efter.

Fotoet af ørnen er taget af Mette Hesselholt Henne Hansen

1 thought on “102 – i begyndelsen var sandet

  1. Mmm. Ukorrekt, måske. Men jeg kan godt lide ørneperspektivet: Jeg har tit stået nede i klitterne og set dem glide ind fra havet – det var helt sjovt at se det oppefra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *