50 – C. Klitgaard: Fra Heksenes Tid – P. Christensen: lidt om Overtroen i Sognene nord for Hjøring


Tegnet af Theodor H H Hansen                  Tegnet af Andreas H H Hansen

Klitgaards tekst er fra 1915 ( Vendsyssels Aarbøger), og P. Christensens er fra 1922 ( V. Aarbøger) – så de to tekster er stort set samtidige. Klitgaard koncentrerer sig om 1600 tallets mange hekseberetninger, og de forekommer også hos Christensen, men de fleste af hans eksempler er fra 1800 tallet. Det er også sidstnævnte, der skriver:
Vi saakaldte moderne Mennesker smile ad vore Forfædres Opfattelse af Livet og Tilværelsen og er saa tilbøjelige til at kalde deres Syn paa mange Ting for latterligt og naivt, og saa er vel Sandheden dog den, at vi intet har at lade dem høre i nogen Maade, al den Stund Overtroen blomstrer livligt den Dag i Dag.”( citat slut)
Det er næsten 100 år siden, Klitgaard skrev disse ord, men de kunne med lige så stor ret skrives i dag. Overtroen blomstrer, den har blot skiftet klædning.
I 1600 tallet led den jævne befolkning stor nød: der var en fattigdom, man dårligt kan forestille sig, og sult og kulde kendte de fleste til, de blev let syge, og døden var en hyppig gæst i alle hjem. I Politikens Danmarkshistorie kan vi læse, at 10% af befolkningen gik tiggergang på landevejene i 1660. Det var ikke hyggeligt at være dansker i det århundrede. Og slet ikke at være Vendelbo, om det så var Svenskekrigene i 1657-58 nåede de helt til toppen, og soldaterne hærgede og plyndrede, og i P. A. Gaardboes artikel fra 1882 ( Svenskerne som Fjender i Vendsyssel, Jydsk historiske og topografiske Samlinger), nævnes flere eksempler på mishandling af kvinder og børn. Det er måske derfor ikke så sært, at troen på hekse og trolde havde sin blomstringstid i samme periode.
At være heks var på sin egen makabre måde en udvej til at overleve fattigdommen.
C. KLITGAARD: HEXEN I JERUP

Klitgaard nævner to eksempler på forfulgte og henrettede hekse ( den ene en trold)
Den ene er en heks fra Jerup og den anden en trold fra Ålbæk. De er at dømme efter samtidiges beretninger lige lede begge to, og der findes i overleveringen utallige eksempler på deres onde bedrifter.
Mette Jensdatter hed heksen fra Jerup, og hun var det meste af sin tid omflakkende tiggerske – det er altid de fattigste kvinder og mænd, der udlægges som hekse, og sært nok tager de gerne titlen på sig, måske fordi det som sagt er en måde at overleve på. Alle frygtede dem og gav dem derfor, hvad de bad om – alternativet var jo at blive ramt af heksens onde kraft og derved komme i ulykke.
Mette nåede at leve i mange år, inden hun blev anklaget og dømt som heks. Af Landstings Dombog A. 1623 – fremstilles processen i detaljer. Første proces fandt sted ved Raabjerg Birketing, og der var tilkaldt en lang række vidner, der alle kunne bekræfte, at Mette var en heks. Til sidst bekendte hun sin brøde, og sagen blev overdraget Landstinget. Her sagde Mette dog fra og trak sin tilståelse tilbage, men det hjalp hende ikke. Landstingsretten var tydeligvis en “skueret” – se, hvilken heks. Og der var jo gode beviser. Eksemplerne nedenfor viser, hvor gode de var.
Keld Jensen var kommet i slagsmål med Mettes søstersøn, og Mette sagde til ham, at nu skulle han få “Last og Skam.”  Og sandelig, det holdt stik: et halvt år efter brækkede Kjelds lille dreng sit lår. Ergo …
De andre beviser var af lignende art. Mette var kommet i klammeri med folk, og hun spåede dem ulykke eller lavede sære fagter og gebærder, og kort tid efter ( somme tider dog lang tid efter ) skete der vedkommende en ulykke. Ergo …
Et andet vidne, Søren Pedersen i Aalbæk, fortalte, at Mette en dag var kommet til hans ( Citat fra Dombogen): “Stuedør, idet hun bed 3 Gange korsvis over sine Tommelfingre og derefter kastede sin Skindkjortel over Hovedet og vendte “Røven” ind ad Døren.” Herefter gik det galt for Søren med alt, hvad han foretog sig.
Høvisk optræden lå heksene fjern – og “Røven” og andre “Nederdele” var ofte på spil i deres adfærd.
Den stakkels Mette blev brændt på bålet 23. januar 1623 sammen med Klørknægt, troldmanden fra Ålbæk.
 

Heksen fra Jerup på bålet – tegning: Mette Hesselholt Hansen
 
 
C. KLITGAARD: TROLDKARLEN I AALBÆK:
Han hed Christen Sørensen, men kaldtes Klørknægt, og også han bliver dømt, efter at en lang række mænd og kvinder har bevidnet, at han har skadet dem med sine troldekunster. Han boede sine sidste 12 år i Ålbæk, og i al den tid var han berygtet for sin trolddom.
Bertel Jensen fortæller, hvordan han en dag ville hente sin pige hjem, som var på besøg hos troldmanden ( hvad hun så lavede der???) men Klørknægts kone nægtede at udlevere hende, og efter et voldsomt skænderi gik troldkarlen over til Bertels og gik demonstrativt aved om hans hus. Et år derefter mister Bertel sine heste. Og klart nok, det kan jo kun være Klørknægt skyld.
Alle vidneudsagnene er af samme besynderlige karakter, men de regnes alligevel for fuldgyldige beviser på Klørknægt forbrydelser. Her kommer et lidt morsomt eksempel:
Laurids Thomsen i Aalbæk vidnede, at den Gang han holdt Bryllup, var Klørknægt med til Brylluppet, og da blev der lagt en død Høne under Lauridses Fødder, mens han sad ved Bordet; og straks derefter blev han med svar Sygdom betagen og laa saa længe, at han havde ogsaa mistet baade Heste og Køer.” ( citat slut)
Klørknægt havde i det hele taget noget for med bryllupper!! – her er et andet eksempel, og man kan virkelig undre sig over, at en så berygtet troldkarl kunne få unge brudefolk til at nyde brudenatten under hans tag. Men det skete altså, som man kan se af vidneudsagnet:
“25. Oktober vidnede Christen Nielsen i Aalbæk paa Gaardbo Birketing, at for 12 Aar siden, da han blev gift med Kirsten Lauridsdatter, var deres Brudeseng redt inde hos Klørknægts, og om Natten, som han laa i Sengen hos sin Brud, kom der en stor levende Tudse krybende op mellem ham og hans Brud, og han beskyldte Klørknægt for med Trolddom at have vist den til dem.” (citat slut)
P. KRISTENSEN: LIDT OM OVERTROEN I SOGNENE NORD FOR HJØRING.
P. Christensen indleder som nævnt med at sammenligne fortidens overtro med nutidens ( 1922) ditto.  Han siger endvidere, at fortidens samlivsformer, og han tænker på folk på landet, var anderledes i den forstand, at man samledes om aftenen i gårdens stue: husbond, husmor, børn og tjenestefolk, og så gik snakken. citat: “… disse daglige Sammenkomster i det smaa har ydet et mægtigt Bidrag til bevarelse og Befordring af Datidens Overtro, i Særdeleshed hvad de mange Fortællinger angår.
Han giver nu en lang række eksempler på den slags “fortællinger”, som han har samlet op, og for flere af dem gælder det, at “folk” stadig tror på dem. Her et par eksempler:
Klit-Kræn i Købsted fik aldrig Ro i “hans Hjemmen” efter hans Bedrift ved Tornby Strand. Hvad Ugerningen havde bestaaet i, blev aldrig opklaret, men sikkert var det, at Straffen kom over ham. Gamle Pastor Ulrich ( Sognepræst i Tornby) var flere Gange nede at iagttage Spøgeriet, i lige Maade Herren til Kjærsgaard ( den ældre Segelcke,) for ikke at tale om Sognets øvrige Beboere, men lige meget hjalp det; ingen kunde forhindre den underlige Banken bag Alkoven. Naar denne begyndte præcis kl.11 om Aftenen, fyldtes Huset med Uhygge, og da lagde Hustruen Arbejdet fra sig, foldede Hænderne og sukkede: “Saa i Jesu Navn!” Først da Bygningen nedreves, vendte Freden tilbage, men mange Aar efter holdt man dog ikke af at færdes forbi Klit-Kræns “Hul” ved Nattetid.” ( citat slut).
Det var som eksemplet her ret ofte forbrydelser begået mod forliste søfolk – plyndringer og drab, der forårsagede spøgeriet og holdt det kørende.  Et andet eksempel er fra Tversted:
“Her levede for hundrede Aar siden en Mand, der havde et meget daarligt Rygte paa sig. Det gik ham ogsaa ilde til sidst, idet han hængte sig. En frygtelig Begivenhed, han en Gang havde gjort sig skyldig i, førte ham i Ulykken. Under en heftig Storm drev to Sømænd ind paa et Mastetræ. De var endnu levende, da Tværsted- Manden traf dem í Strandkanten. Han udplyndrede dem for alt og skød derefter Mastetræet ud i Havet igen, hvor de to Stakler fandt en ynkelig Død. Straffen ramte ogsaa ham. Hver eneste Nat vandrede to tavse Mænd i Søstøvler hen over Mandens Sovekammergulv, frem og tilbage uden Ophør, en Omstændighed, der omsider bragte Hjemmet i Ulykke.” ( citat slut)
Noget, som folk stadig kan huske og som muligvis ikke er helt uddød på den her tid ( 1922), er, at man ikke bør tage på havet, hvis man på vejen derned møder en kvinde. Her er et citat:
“En for kort Tid siden afdød Mand sagde altid, naar han var paa Vej til Havet, at han hellere vilde møde “den gamle Kaal” end et Kvindemenneske. En snart firsaarig Fisker, der hele sit Live udelukkende har levet af Havet, sagde altid i fuld Alvor, hvis han traf en Kvinde paa sin Vej: “Se, nu kan vi ligesaa godt vende om, for vi faar intet ud af det i Dag!” Men for dog at øve en slags Modgift, spyttede han altid tre Gange efter Ulykkesfuglen og raabte: “Tvi, tvi, tvi!”
Mærkeligt nok, er det her ikke engang en gammel kvinde, der her tales om, det er kønnet i al almindelighed, der varsler ulykke.
Nu går Christensen over til at fortælle om heksetroen, som ligger “et par Menneskealdre eller længer tilbage i Tiden.” Han giver mange eksempler på navnkundige hekse fra det nordlige Jylland, men nævner ingen processer eller henrettelser, og man må formode, at de nævnte hekse florerede i 1700 – 1800 tallene, og i den tid var den barbariske afbrænding afskaffet.
“Løth-An-Mari fra Horne var en sådan heks, som efter sigende skulle have utallige ugerninger på samvittigheden – f.eks. forgjorde hun nabokonen, som blev dødssyg, men heldigvis kendte famlien en anden kone, som var “klog”, og hun var sært nok ingen heks, men hun kunne “vise igen” og hun fik synderen ( Løth-An-Mari) til at komme midt om natten over til naboens, hvor hun bider fast i en af vognakslerne og er ude af stand til at komme fri – hun må altså stå og gnave på den vognsaksel, indtil naboen omsider kommer ud og går hen til hende. Da løses trolddommen. Det havde den gode kloge kone, Maren i Vindblæs, ordnet.
Der var altså folk, som også havde overnaturlige evner, men som brugte dem til gode gerninger, f.eks. ved at tage trolddomskraften fra heksene. De kloge mænd og koner.
Et andet af overtroens fænomener er ritualerne. Og her giver Kristensen et morsomt eksempel:
” … hos en aldrende Mand, de kaldte Møller-Jens. Her var det ogsaa Konen, der pludselig blev saa “forkrækkele vag”. Hun brækkede sig og fik saa voldsomme Smerter, som skulde hun ha’ “lille Kaal”. To Skrædderpiger, som paa samme Tid logerede i Nabosengen, fik slet ingen Nattero. Da Smerterne tiltog for hvert Øjeblik, tog Møller-Jens en rask Beslutning og sagde: “Der maa være noget galt fat med dig An.mari, vi maa se, om vi ka’ lind dæ!” Han gaar ud i Stalden, vender straks efter tilbage med en saakaldt Øgpude, som han stiller sig op med uden for Sengen. Og nu sker det mærkværdige, at den syge Kvinde uden at mæle et Ord kravler splitternøgen gennem Øgpuden tre Gange. Derefter gik begge Ægtefællerne tavse til Ro. Hvad Indtryk den “Bestilling” gjorde på de to Ungmøer i Nabosengen, kan man nok tænke sig til. Men An’mari fik Ro.
Efter en gennemgang af mange eksempler på overtroens fremtrædelser i perioden 1700 -1900 slutter P. Christensen sin artikel med disse ord:
 
 
For Bevarelse af Landsdelens Historie gøres der Aar efter Aar et stort og fortjenstfuldt Arbejde, som vi ikke kan være teknemlige nok for, men anderledes forholder det sig med Sagnhistorien, der for en stor Del hidtil har været Stedbarn, og efter min Mening ganske med Urette, idet Sagnet saavel som det rent historiske Stof giver os Besked om Fortiden, om Folkenes Levemaade, Sæd og Skik, om end ikke ledsaget af saa haandgribelige Beviser. Det var at ønske, at mange flere – ogsaa inden for denne Landsdel – vilde tage et Arbejde op for Bevarelsen af danske Folkeminder, thi her kan alle være med. De nødvendige Oplysninger kan faas ved Henvendelse til “Dansk Folkemindesamling”, Det kongelige Bibliotek, København.” ( citat slut).
Som man kan se af  nedstående kopi fra Dansk Folkemindesamling” anno 2012, så har man taget tanken op igen, og her er frit slag for at fortælle, hvad nutidsdanskeren oplever af overnaturlige fænomener. Igen: Overtroen er i live. Her på sitet kan du lærer den at kende:

Overnaturlige historier

Dansk Folkemindesamling ønsker at indsamle folks egne historier og oplevelser
med uforståelige og sære hændelser. Det kan være et billede, der falder ned på
bestemte tidspunkter, uforklarlige skygger eller måske ligefrem ånder, der går
igen. Vi inviterer derfor alle til at bidrage med deres historie.
Gå til websitet
minhistorie.net og fortæl din historie »

Lektor Jørn Boisen skrev en artikel om hekse: “Når det myldrer med hekse” – Weekendavisen 18 juni 2010.
Her kommer han ind på det samme som de to ovennævnte lokalhistorikere, nemlig at der fandtes et utal af hekse navnlig i 1600 tallet. Men han konkluderer interessant nok, at man ikke ved hvorfor disse forfølgelser fandt sted. Han har nogle hypoteser, som jeg citerer her:
I tiden før reformationen tog munkene ( kirken) sig af de fattige, men efter den tid er de “samfundets” = “statens” problem, og han fortsætter:
“Men de fattige blev nu ( 1600 tallet) opfattet som en byrde, og denne fjendtlighed gjorde det nemmere at betragte dem som skadeforvoldere, der ikke fortjente hjælp, men straf. Det var ikke så meget deres køn som den større sociale marginalisering, der er den bedste forklaring på, at flest kvinder blev retsforfulgt. Heksepanikken opstod netop i de mest moderne egne af Europa og bredte sig til de mest tilbagestående. Måske er forklaringen på dette paradoks ganske enkel: Gutenberg og trykpressen i 1454, den første revolution i massekommunikation. Ligesom internet var trykpressen god til at sprede rygter, som var de reel information. Og trykpressen spillede en afgørende rolle i heksepanikken. …. Den engelske biskop John Hall skrev i 1650, at hekse plejede at være en sjældenhed, “nu opdager man flere hundrede i hvert eneste herred.” Han havde læst lokalavisen.” ( citat slut)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *