Rollen der opløser sig (mig?)

 

Jeg faldt forleden over en artikel om Karen Blixen og hendes forfatterskab – og da hun har huseret i min seng hele julen ( har ligget og læst Morten Henriksens : “Bag Blixens Maske” til den mørke morgen ) – så læste jeg den med stor iver. Og også fordi den var skrevet af Fay Weldon, og hun har altid stået for mig som et værdigt forbillede for alle ( kvindelige) forfattere og i al fald for mig, der dog ikke har drømt om at forsøge at nå hende så meget som til sokkeholderne ( se nu bare! sokkeholdere – det er så naturligt at flyve ind i den slags maskuline billeder!!!). Men altså: hende har jeg altid beundret.
I artiklen skrev hun bl.a. om, hvorfor Karen Blixen først sprang i blomst som forfatter, da hun var over 50 år, og Weldon mener, at hun måtte opfylde den anden rolle først, hustru- og elskerinderollen ( husmor kan man vel ikke kalde hende) – og at hun i al den tid lagrede indtryk og reflektioner på sin indre harddisk, som jo efterhånden løb fuld, men først da hun definitivt var afskåret fra de to dominerende kvinderoller – ægtefællen død, og hun selv syfilitisk – begyndte hun at øse af det store lager, der havde ophobet sig. Og hun opdagede jo hurtigt, at hun bevægede sig ind i en verden af dæmoner. Det dæmoniske lå som en fernis over stoffet, og selv siger hun ligefrem, at hun måtte gøre Djævelen til sin bedste ven, før hun kunne trænge igennem og gøre stoffet levende. Men så flød det også … eller måske ligefrem fossede fra hende med litteratur af en kvalitet, der aldrig er eller vil blive overgået af nogen anden forfatter. Jeg nøler med at sige digter, for digter var hun ikke. Hendes tekster er fortællende og ikke lyriske – hun skrev også digte, men de var jammerlige.
At der er dæmoniske kræfter på spil, når man skriver, det ved jeg, for det har jeg erfaret gang på gang. Og så hjælper det ikke, at man forsøger at standse fingrenes dans over tastaturet, for de danser videre. Og det skal de måske. Da jeg skrev novellen Grønne Grænser og bagefter læste den, blev jeg kold af skræk.  Havde jeg skrevet det!!?? Og da jeg genlæste den hurtigt nedfældede novelle Yougurt, da græd jeg. Og det var ikke skaberi, men en form for magi – Jeg var kommet ind et kraftfelt, hvor stoffet griber en og holder så godt fast, at man ikke kan slippe det. Man kan jo så lade være at udgive det. Men jeg udgiver. Og jeg gør det, fordi det, der står på linjerne, det være sig nok så smerteligt ondt, dog er sandt. Løgn ville jeg aldrig publicere.
Men tilbage til Fay Weldon. For hun skrev jo ikke først, da hun blev 50, men gennem hele sit lange liv ( er en gammel kvinde nu, men skriver stadig ). Så hun måtte nødvendigvis skifte mellem forfatterrollen og rollen som mor og hustru. Og det gjorde hun jo også, men ikke smertefrit, det ved alle, der har læst hende, og de ved også, at der hele tiden er dæmoner på spil, når hun skriver, navnlig om kvinder, mænd er for små og grå til at rumme det dæmoniske. Jeg vil slutte min lille snak om roller med et citat, som jeg faldt over forleden og blev så glad for at læse, fordi det kunne passe på så uhyre mange kvindlige forfattere. Og langt hen ad vejen også på mig. Navnlig nu lige efter jul, hvor jeg IKKE BURDE SIDDE HER MEN LAVE DET SKIDE SYLTETØJ, FOR IKKE AT TALE OM AGURKESALATEN OG BANANKAGEN DER VENTER MEN IKKE KAN VENTE I AL EVIGHED – IKKE ENGANG EN DAG – OG SÅ SIDDER JEG BARE HER OG LAVER INGENTING!!!!!!!
I citatet giver Fay Weldon en beskrivelse af sig selv. Og det lyder sådan her:
Hun begynder med at indrømme, at det er svært, fordi hun er så tæt på den person, hun skal karakterisere …” … det overordnede billede blev uklart ligesom et Google-kort, man har zoomet for meget ind på …. der var personen A, og så var der forfatteren B. De levede i samme krop. A var en hårdtarbejdende husmor, men var underinddelt i flere forskellige sub-personligheder. De havde alle sammen travlt med at tage sig af B, så hun kunne få arbejdsro og tid til at skrive. Der var børnenes mor, hende, der købte ind, lavede mad og vaskede tøj, og en helt anden kvinde, der klædte sig pænt på og lavede interviewene; der var en festhungrende, tudevorn kvinde, som ikke kunne være alene ude efter mørkets frembrud, og som forsynede B med en hel del af det stof, hun havde brug for.
B var selv inddelt i to: den kreative forfatter, styret af højre hjernehalvdel – kvindelig og følelsespræget – og redaktøren, styret af venstre hjernehalvdel, mandlig, rationel og kontrollerende. Jo bedre disse to kom ud af det med hinanden, desto bedre blev det producerede værk.
Det mærkelige var, at A stort set ikke anede, at B eksisterede. Sidst på ugen havde jeg skrevet det alt sammen ned, og det lå i nydelige små bunker, men A kunne næsten ikke huske, at hun havde gjort det. Hvem, mig? Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. B vidste til gengæld alt om A og hendes bipersonligheder, men nærede en vis foragt for den samlede pakke, som var A. A var så gennemført almindelig og kedelig.
B udnyttede A på det groveste for at få sine praktiske behov tilfredsstillet, for at få mad på bordet, børnene passet og sekretærarbejdet overstået, og desuden opfordrede hun hende til at skabe huslige og følelsesmæssige spektakler, der kunne bruges som råstof til bøger.” Citat slut.
Citatet er fra Weekendavisen d.6 januar 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *