31 – Johannes Jørgensen om Skagen

Så retter vi atter blikket mod en dansk digter og hans oplevelse af Skagen. J.J var ikke som Drachmann en Skagensdigter – men han besøgte byen en enkelt gang i 1906 og giver en stemningsmættet beskrivelse af sin oplevelse af Skagen.
J.J hører til 90’ersymbolisterne ligesom Stuckenberg og S. Claussen, men modsat dem er han religiøs digter – konverterer da også senere til katolicismen. Det lille indlæg om Skagen er fra bogen “Fra Vesus til Skagen” 1909.
Slutningen kommer her i et langt citat:
( Citat fra side 186): Skagen forandrer sig, Skagen er ikke mere det gamle, siger de, som har kendt Stedet i dets klassiske Tid. Der hænger hos Brøndum paa Spisesalens Væg nogle linjer af Drachmann, skrevne for faa Aar siden, i 1904. De ender, smukt og sorgfuldt, saaledes:
Der er, og det er Sagen, / hvad Tiden saa blir til, / der er en Sjæl i Skagen, / som aldrig ældes vil. / Som kommer, naar man kalder, / paa alt, hvad man har kær – / mens over Stranden falder / Erindrings Vemodsskær.
Ogsaa den, som kommer længe bagefter de andre, de forudgangne, de store, kan ikke andet end fornemme den Skagens Sjæl, Drachmann synger om.
Først det, at enhver af os i sit Liv har et saadant Skagen, et saadant Mindernes Hjem og Erindringernes Fædreland, der stiger op for En, lyst og fjærnt, i de tunge og mørke Timer – et Sted, hvis blotte Navn det er dulmende Balsam at nævne. Lad det Sted være i Syd eller Nord, lad dets Karakter være hellig eller kun menneskelig – alle har vi et saadant Skagen, hvor Hjærtet har bygget sin Rede, og hvor Længslerne stævner hen og samles som hvide Fugle ved Stranden ….
Og saa det, at Skagen jo ogsaa i Aandens Verden virker som et Fyr – et lysende Taarn til Vejledning og Retledning for andre. Der hænger rundt om i Skagensfiskernes Huse smaa, trykte eller broderede Indskrifter i Glas og Ramme, og en af dem lyder, kort og stærkt: “Helt for Jesus!” Helt for den Gud, man tror paa, helt for den Pligt, der hviler paa En, helt for det Ideal, man ser op til – dette Ord er Hemmeligheden i de Mænds Liv, for hvem der staar rejst saa mangen Mindesten paa Kirkegaarden og midt i selve Skagens By, fordi de havde den højeste Kærlighed – den, der sætter sit Liv til for andre.
Men helt for Idealet, helt for Arbejdet, helt for Kunsten – det er ogsaa det Valgsprog, som Skagens Kunstnere, de store, trofaste, udholdende Arbejdere, kunde gøre til deres. Det er i Kraft af deres rene Kærlighed til Kunsten, deres rene Kærlighed til Danmark, Danmarks Land og Folk, at de er bleven det, de er, og at Skagen gennem dem, ved dem, er bleven det store Fyr, som lyser ud over Europa. Uden Skagen var Krøyers Selvportræt aldrig komme til at hænge i Uffizierne – og derfor har Kunstneren med Rette malet sig selv paa en Baggrund af Skagen.
Endnu et tredje kan selv den senest komne Skagenspilgrim lære, og den Lære nemmer han af Havet. Man har kaldt Havet deroppe “den store Lægprædikant”, og det Navn passer vist godt. Men Havet synes En især den store Taalmodige. Man maa have staaet længe ved Stranden for at fatte den Side af dets Væsen – set, hvorledes det kaster den ene Bølge efter den anden ind på Kysten, som om det vilde befri sig for en knugende Byrde – men strax er der en ny Bølge at tage op, en ny Bølge at lægge Skuldren under – og saaledes ustandseligt, uendeligt, Time efter Time, Dag og Nat, Uge efter Uge, Aarstid efter Aarstid, Aar efter Aar …
Til endelig en Gang Havblikkets store Feststund oprinder – de sjældne Dage, da alle Bølger har lagt sig, og da Havet hviler, stort og blankt og stille, og Brændingen tier, og kun en uendelig svag og fin og fjærn Klang lyder op fra Havdybet – som af klare Sølvklokker, der ringer i sjunkne Stæder paa Havsens Bund. ( citat slut)
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *