Lidt nødvendig snak om Gud og vi andre

Jeg har en god veninde. Mere end en. Og det er godt. Veninder ( og venner for den sags skyld) kan man snakke med om andet og mere end dagen og vejen, skønt den snak sandelig også er vigtig og må tages op gang på gang, for at dagen skal gå godt, og vejen være til at holde ud trods alle ujævnhederne.
Farbarhed fremmes af samtale. Jeg kommer til at tænke på Det gamle Skagen. Det gør jeg jo let, for i denne tid er jeg der hver dag – i det gamle Skagen – og her levedes livet benhårdt hver eneste dag livet rundt, men så var der Svallerbakken ( Steen Steensen Blicher kalder den sladrebakken, og rammer jo helt ved siden af, men hvor skulle han vide det fra).
På Svallerbakken mødtes konerne, når der skulle snakkes. Og det skulle der. Og det blev der, og jeg er overbevist om, at den snak er en af de aller vigtigste årsager til, at Skagen ikke blev forladt i de onde år, men trods de umenneskelige levevilkår, som navnlig i 1700 og 1800 tallet bødes befolkningen, overlevede og rejste sig og fortsatte år ud og år ind. De overlevede, fordi de havde hinanden og kunne “svalre” ( og det betyder ikke sladre) – og i deres svalren støttede og løftede de hinanden. Mændene mødtes hos købmanden, og her drak de jo rigeligt, men de fik også svalret. Og tingenes tilstand blev vendt og drejet som skråen i munden, men de fik måske skik på nogle spørgsmål, og i al fald gav det dem en tryghed at vide, at de andre var der og talte samme sprog.
Men det var snak om vejr og vind og dagligdag, og jeg ved ikke, om de gamle Skagboere gik længere ud ad en eller anden tangent og snakkede om tilværelsen og meningen med det hele. De snakkede ikke meget religion. Den var der bare. Og hørte til hos præsten. Og i kirken. Og ikke på Svallerbakken eller kroen. Og den var ikke noget at diskutere, ligeså lidt som man diskuterede det uldne undertøj. Senere kom Indre Mission og piben fik en anden lyd.
Men den anden snak. Den om det, der ikke handler om dagen og vejen. Her er det godt at have gode venner, som kan og vil gå lidt længere ud end den slagne landevej. Som godt tør tage omveje og stikveje og snakke om religion og kærlighed og ondskab og godhed og alle de andre abstrakte ting, der tegner livet omkring os.
I går skrev min veninde et brev og fortalte, at hun havde været til et højskolemøde. Hun har ligesom jeg hele sit liv været gymnasielærer, og vi har ikke haft ret mange fødder indenfor i højskoleverdenen – nu lister vi indenfor, når der er foredrag. Og sådan et møde havde hun været til, og højskoleforstanderen var også foredragsholder, og han talte om det at være dansk. Hun blev lidt rystet – dels over hans overfladiske behandling af emnet og dels, fordi han luftede en buket af fordomme, så ildelugtende, at luften føltes trang at indånde. Han talte om, at vore danske værdier er truede af alle disse indvandrere, der kommer med deres fremmede og farlige kultur. Islam især. Om nogle år er vi alle muslimer, sagde han endda. Så var det hun fik lyst til at spørge den talstærke tilhørerskare: “Hvor mange af jer har været udsat for, at muslimer kom til jer og ville “omvende” jer?” Og bagefter: “Hvor mange af jer har været udsat for, at kristne kom til jer og ville “omvende” jer?” Hun ville ikke have set en hånd i første spørgsmål, men derimod et hav af hænder i næste spørgsmål.
Det må være hæsligt at være en fremmed i Danmark.
Somme tider synes jeg endda, at det er “træls” at være dansker i Danmark – alle de mange landsmænd, der sidder naglet til de  intetsigende og fordummende popprogrammer, der vælter ud af medierne, og som for rigtig mange mennesker fungerer som deres religion. Det er en religion, der efter min mening er mere skadelig end Islam, fordi den sløver hjernen og lammer fantasien.
Jo, så er jeg ikke ubetinget stolt af at være dansk. Den folkereligion, vi har annekteret i Danmark, og som hedder dum underholdning og tankeløst overforbrug er ikke noget, vi kan være stolte af. Dannebrog eller ej. Konfirmation eller ej. Højskolesangbøger eller ej.
Og så er der Kristendommen. Nu skynder jeg mig at bekende, at jeg er kristen. Det kan ikke være anderledes, jeg er døbt og konfirmeret, og jeg går i kirke og beder til Gud. Vi har det ikke altid godt med hinanden, men jeg prøver så godt jeg kan.
Men Kristendommen! Somme tider tænker jeg: “Gud fri os for den!” Og mener jo noget andet. Som når en muslim får kvalme af sharia og siger: “Allah fri os for Islam.”
Der er al mulig grund til at frygte ekstreme islamister, for de udspreder rædsel i hele verden, og der skal nok være havnet et par stykker af dem hos os også. Fri os for dem! Men Islam har jo ikke hele æren for rædsel og vold. Kristendommen følger pænt med, hvad det angår. I går læste jeg om en bog, der netop er udgivet af en mand, der som ung blev indfanget af scientology og i 20 år levede i en psykisk spændetrøje. Og der er rigtig mange unge, der fanges ind af rabiate “kristne” samfund og lammes totalt – uden for rækkevidde af samfund og familie.
Ekstreme kristne er ved Gud også voldelige. Og de har magt. Se blot i USA -her hører nogle af dem til den øverste magtelite. Der er mange, der undrer sig over, at USA ikke vil arbejde for et bedre miljø. Det er slet ikke underligt, synes jeg, for det ligger i deres måde at være kristne på. Ja såmænd. Jeg har hørt amerikanske toppolitikere udtale i fuld alvor, at vi ikke skal bekæmpe forureningen af kloden, for den er et led i HERRENS plan. Det er hans plan, at jorden skal gå under og en ny opstå ( Læs selv Johannes Åbenbaring – og amerikanerne er bibelfundamentalismer, de har nemlig aldrig opdaget, at Guds Ord er Jesus Kristus, nej, de bliver ved med at tro, at Guds Ord er nogle bogstaver i en bog!!!
Altså, lyder det, vi skal ikke arbejde for et renere miljø, for når vi sviner og lader stå til, så hjælper vi GUD med at fuldbyrde hans plan! Dommedagsprofetierne må vi ikke modarbejde – det er ukristeligt – siger nogle af de mest magtfulde politikere i USA!!!!! –
Og vi er bange for muslimerne!!!!!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *