18 – Jens Tønnesen: Det svundne Skagen fortæller

Så kommer der endnu et indlæg, som muligvis kun har interesse for Skagenfreaks.
Bogen er skrevet i 1946 og udgivet af Skagen Boghandel. Det er en velskrevet og veldokumenteret beretning af Skagen i 1800 tallet og et stykke op i 1900tallet, og Tønnesen bruger meget det at gå ud og opsøge “de gamle” og få dem til at fortælle. Han har skrevet en anden bog “Gamle Skagensfiskere fortæller” fra 1934 – omtalt tidligere i min notesamling, og her kommer han endnu tættere på den folkelige fortællemåde, og der fortælles nok så mange skrøner som virkelige tildragelser, men skrønerne har jo rod i sidstnævnte og er således også interessante i min sammenhæng.
Her er det altså et værk fra den tidlige efterkrigstid, og jeg vil som sædvanlig skrive de noter, som jeg har taget undervejs i læsningen, der vil naturligvis blive tale om en del gentagelser af tidligere fakta.
T. tegner et skel på tværs af Odden og fortæller, at der i den ene del ligger et lag af martørv, og fortsætter: “denne Martørv er Skellet mellem to forskellige slags Jordbund, der er blevet til paa forskellig Tid og forskellig Maade, og de ligner ikke hinanden. Det, der ligger Vest for Skellet, var for tusinde Aar siden en frodig, beboet Egn med skove, men paa en eller anden Maade, antagelig ved Sandflugt, blev den ødelagt, og under Sandets tunge Pres i de mange, mange Aar er Mosebund, Træer og Løv blevet til Martørv. Øst for Skellet saa Landet helt anderledes ud, det er yngre end det med Martørvsjord, var saa godt som uden Bevoksning og er lidt efter lidt dukket op eller skyllet op af Havet, men for mere end 1000 Aar siden, og det laa hen uden Beboelse.” ( Side 10).
“Skagen i modsætning til Højen ( der er bygget ved udkanten af det engang skovklædte land) er bygget ca. 200 Aar efter paa det bare Sand skyllet op af Havet ( = Kongens Forstrand).”
Da kirken bygges er der ingen klitter, kun grønne marker omkring den, og den kunne ses langt ude fra.
Sandflugtens 200 år = 1585 – 1795 ( herefter sandflugtsdæmpning)
Ca. 1800 – det daværende Skagen ødelægges totalt af sandet.
“Nord for den lange Klitrække, der fortsætter Syd om Kandestederne til Skagerak, ligger et af vort Lands mest egenartede Landskaber: langs begge Have mægtige, næsten helt bare Sandmiler og indenfor dem høje Klitter omgivet af store Lyngsletter, hvis nordligste Del til omkring Højen Station og den tilsandede Kirke er beplantet med Fyr og gran. Dette store Øde har engang for snart 400 Aar siden og tidligere været frugtbart Agerland med flere smaa Gaarde og enkelte store, deriblandt “Lunholm.” (Side 43)
“Hesselholt er i Dag Navnet paa den nærmeste Gaard Nord for Hulsig Kirke. Man ser straks, at den baade udvendig og indvendig er meget gammel, og til den Sted, hvor den nu staar, blev den flyttet 1810. Før stod den længere mod Nord i det store Øde Nord for den lange Engklit, og da hed den Hejselholt, et Navn, den bevarede længe efter Flytningen.”( Side 45)
Latinskolen = Skagen lærde Skole – 1549 – 1739 – herfra dimitteredes ingen studenter, de forberedtes kun her,
Fra 1739 – 1865 blev den brugt til skole
Olavius vidste ikke, at den lille bindingsværksbygning var identisk med den tidligere latinskole.
“Under Rektor Geert Sørensen, Sæby, som var her omkring 1673, havde Skagen mange Elever, som Sommeren 50 og om Vinteren 30” ( s.27)
G. Sørensen skriver om sin skole: “Om Vinteren kan de ( =eleverne) ikke være saa frekventes, effersom de er nøgne og barfodede den største Deel, og her falder megen Kuld fremfor andre Steder.” (s.27)
Skagen første fyr 1560 = papegøjen
Det var blusseren, der passede fyret.
Andet fyr 1630 = et lukket rum med vagthus lige under til blusseren. Det stod på fire solide stolper – der var blyindfattede ruden. Det væltedes ofte af havet og måtte rejses igen. Stod i 50 år.
Det tredje fyr 1687 = Vippefyret ( Som kan ses i dag på Fyrbakken)
Det fjerde fyr 1747 = Det hvide Fyr
Udenlandske fiskere fra England og Holland.
1517 – hospitalet
12 spetember 1568 forliste 350 Fiskerbåde og Skibe, mange af dem fra Skagen
Købmand Holst ( død 1927) har samlet rester af hollandske kakler og andet inventar, som viser, at der har ligget en hollandsk koloni øst for Fyrbakken. Er nu borte i havet.
Om Herregarden Lunholm. Man ved ikke, hvor den lå. Den er opført i 1394 af Niels Bugge og tilskødet hans datter Elene Buggesdatter gift med Chresten Vendelbo. 1410 tilskødes den Dronning Margrethe.
1800 – 1900:
1800 – fattigdom
1781 – 650 indbyggere i byen
1806 – 850 indbyggere i byen
1850 – 1400 indbyggere i byen
1803 – 1828 – Kancelliraad Lund byfoged
Professor Begtrup skriver i 1810: “Af Sandenes Dæmpning har den forrige og nuværende Byfoged megen fortjeneste. Man finder Steder, de have ladet jævne ud, som nu bærer god Sæd af Byg og Havre, og giver godt Græs.” ( side 58)
Lund skriver: “Skagen Købstad, der bestaar af tre Byer, nemlig Østerby, Vesterby og Højen, hvilken sidste ogsaa kaldes Gammel Skagen, er beliggende paa den yderste Pynt af Jylland, nemlig de to første Byer paa Søndre og den sidste paa nordre Side. – I Skagens trende Byer er der ialt 196 Huse og Gaarde, og Folkemængdens summariske Antal er cirke 850 Personer.”
i 1946 = 6000 indbyggere
i de små fattige huse var der TRÆGULV ikke lergulv ( ler var dyrt – strandingsgods billigt)
Mindelund i Kappelborgs nordøstlige del.
Indtil jernbanen i 1890 og havnen i 1907 var Vesterby den største af de tre byer ( Vesterby – Kappelborg, Østerby) –
Selv om hårdt slig og armod er udbredt gennem 1800tallets Skagen, så er Tønnesen sikker på, at folk var ligeså lykkelige dengang som nu ( 1950) ….”levede Befolknngen ligeså lykkeligt som nu til Dags, det var Folk, der ikke stillede Fordringer til andre, og vi har meget at lære af dem. Byens Beboere levede næsten som een stor Familie, noget, som slet ikke kendes nu.” ( s.68).
kommentar: stemmer ikke med, hvad jeg ellers har læst: at klassedelingen var skarp i Skagen.
De lange støvler var indtil 1850 eneste arbejdstøj for fiskerne. På landjorden gik hele befolkningen barfodet det meste af året – skulle noget på fødderne brugtes kun træsko – inde kludesko – underbukser brugtes ikke af kvinder – forfatteren ( T.) kendte en gammel kone, som døde i 1906 – hun havde aldrig ejet underbukser.
Mændenes hovedbeklædning, også når de fisker, er uldne nathuer. Et uldent sjal knyttet på ryggen var eneste overtøj for kvinder. Først efter 1860 åbnes en manufakturhandel m. bl. damehatte. Før den tid brugtes kun hovedklædet ( silke til fest).
1806 – 5 lodser på Skagen
“At fortælle hvormange Købmænd, der var, vilde ikke være let, da det Erhverv i over to snese Aar efter 1800 slet ikke blev drevet som nu.” (S.72)
Købmænd åbnede butikker, men lukkede dem snart igen, idet fiskerne udkonkurrerede dem: de medbragte varer fra deres ture, som de solgte til folk i byen, og da fiskerne havde borgerskab, var det lovligt.
Der var ingen egl. håndværkere ( dog bødker ) – der var en masse “altmuligmænd”
Embedsstanden – især toldere
læger er af senere dato – den første i 1808
Raadstuen eksisterede i 67 år til 1870 som Skagens råd-dom-ting- og arresthus og i mange år også som fiskerhjem
Ved det almindelige fiskerhus var der altid ved nordsiden et stort hul, ca. 1 alen dybt og med sandbund, der brugtes som mødding – heri kastede man al affald ( også fra fiskene). Indholdet forsvandt i sandet.
I bryggerset, der havde sandbund med store spredte trædesten, spildtes der så meget salt, at sandet blev hårdt som sten. Undertiden revnede det, og man “faldt igennem” – der havde dannet sig et hulrum under “kagen”. ( s.108)
Sønden for huset stod hjelderne, hvor fiskene tørredes.
“Det var haardt Arbejde at faa Trillebøren med Last kørt fra den faste Forstrand op over Klitterne, gennem det løse Sand og hjem, derfor maatte Konen spændes for: et stykke Toug blev fæstet til den ene Side af Trillebøren, derfra over Konens højre Skulder og Brystet og under venstre Arm tilbage til den anden Side af Børen, saa tog Knud ( = manden) fat i Trillebørens Arm og ved fælles Hjælp …” ( s.109)
Ved møddingen renses fisken ( i en rensestol) – så kørtes den til brønden og blev skyllet – derpå ind i bryggerset og ned i saltkarret ( lagvis med salt imellem lagene.)
“Indtil 1851 var der Bytold over hele Landet, og alle, der vilde til Skagen, skulde standse ved en Toldbom, som Stenen ved den gamle Kongevej ogsaa minder om.” ( s.146)
Tolderen brugte en lang spids Jernstang, som han stak ind i f.eks. et læs Tørv for at se, om der var noget andet gemt.
ca. 1820 . en del Nordmænd bosatte sig i Skagen
ca. 1870 – kunstnerne kom
ca. 1879 – Indre Mission
Om Anna Ancher skriver Tønnesen: “Hun var Barn af Skagen og hørte Skagen til i hele sin Barndom, men blev som Købmandens og Embedsstandens Børn regnet i en Klasse for sig, naar de nærmede sig Konfirmationsalderen.” ( s.164) ( de gik også længere til præst end fiskerbørnene.)
Fiskerne blandede sig ellers ikke med kunstnerne.
———–
Strandinger var omkring år 1900 et godt bierhverv.
“De mange Strandinger har til Tider givet Byen gode Indtægter, den spanske Damper, “Igotz Mendis”‘ Flotbringelse under Verdenskrigen 1914-18 gav hver Bjerger ca. 1000 kr., men det var også i en Dyrtid.” ( s.241)
“Bjergelav sorterede under Byfogden, baade Fiskere og Haandværkere var med, og han fordelte Bjergelønnen blandt Bjergerne.” ( s.241)
D.21 nov. 1808 strander en engelsk Brigg “The John” på Skagen rev. En af passagererne James MacDonald berettede i en dagbog ført i i fangenskab i Skagen om hele begivenheden, og hans ord fremstiller skagenfolk i det bedste lys – sammenlign f.eks. med Pontoppidans “En Fiskerrede.” –
Herunder kommer en oversættelse af beretningen fra Jydske Samlinger ( Louis Bobé) af “En engelsk Krigsfanges Oplevelser i Jylland i Vinteren 1808”, hvor MacDonald skriver:
NB: Man skal huske på, at det er under krigen med England, og folkene på skibet er altså krigsfanger:
“Indespærret her i et dansk Fængsel har jeg rigelig Tid til at nedskrive, hvad jeg kan erindre om de sidste fire Dage, de ulykkeligste i mit Liv.
Søndag Morgen den 20. kl. 2 raabte Rorgængeren, at han kunde øjne et Lys og tydelig skelne Land. Vi køb alle ud i bar Skjorte for at forvisse os her om, og til Trods for den kolde Vinter klædte vi os først paa, efter at hele Mandskabet enstemmigt havde erklæret, at de baade kunde se Lyset og Skroget af det engelske Skib “The fury bomb”, som havde Lygten oppe i Mesanmasten. Selv kunde jeg ikke se noget, der lignede et Skib, men da jeg tydelig saa Lyset, bønfaldt jeg vore Kaptajn, Hutton, om at vogte sig for de falske Lys, der antændes af Indbyggerne i Jylland for at lokke de engelske og svenske Skibe paa Grund. Han føjede mig ved at gaa endnu en Gang op paa Dækket, ja, endogsaa op i Vanterne for at overbevise sig om, at Lyset kom fra Orlogsmanden “Fury”. Alligevel kunde jeg ikke se noget Skib, skjønt jeg kan skjeldne Genstande i stor Afstand, og bad om, at han endnu en Gang vilde høre det øvrige Mandskabs Mening.
Natten var særdeles kold, og de gjentog atter deres tidligere Udtalelser, noget gnavent paa Grund af min Vantro, da Skibet i det samme stødte paa Grund med et frygteligt Brag, og alle Masterne, forekom det mig, gik overbord. Heri tog jeg dog fejl. Vi prøvede paa alle Maader at komme los, men forgjæves. Hver Bølge slyngede nu skibet voldsomt mod Bunden, og i Løbet af 5 minutter – Klokken var noget over 3 – stod Kahytten fuld af Vand, og alle Pumperne fyldtes. En frygtelig Forvirring fulgte. Vi hørte Skud fra Kysten, hvilket vi antog for at være Kanonsalver, men senere fik vi at vide, at hvert Forsøg vilde blive gjort paa at frelse vort Liv.
Jeg anbefalede Skibsmandskabet Ro og Besindighed. De ventede hvert Øjeblik, at Skibet vilde splintres, og at alle maatte gaa til Grunde. En tysk Skibsdreng begyndte at græde og jamre over sin Skæbne, men da jeg sagde til ham, at jeg vilde kaste ham og enhversomhelst overbord, der lod en eneste Klage komme over sine Læber, blev han mere rolig. Kort efter raabte han imidlertid, at alt var forbi, og bad mig skyde ham gennem Hovedet, hellere end at paabyde ham Tavshed. Jeg smilede af dette taabelige Forlangende og kaldte hele Mandskabet sammen for at høre en kort Bøn, da de nu ikke kunde gøre andet end roligt at oppebie Daggry, hvis Vraget skulde holde saa længe.
Omsider gryede Dagen, og den eneste klare Morgen, vi havde set i flere Dage, oprandt. Kysten var nu bedækket med Indfødte, og nogle Dragoner saas ride frem og tilbage, ledsaget af nogle Fodfolk og Artilleri.
Det viste sig at være Skagens Fyr, som vi havde forvexlet med “Fury’s” Lanterne, og som var blevet vort Fordærv. Vi vare en halv engelsk Mil fra Kysten mellem frygtelige Brændinger, en rivende Strøm, Sandrevler og Levninger af Skibsvrag. Vi hejsede Nødflag, skjønt vi vare sikre paa, at Folkene paa Kysten ikke turede vove at nærme sig os. Efter nogen Tids Forløb satte de imidlertid en stor Baad ud, men blev nødte til at vende tilbage til Kysten igen saa hurtigt som muligt. I denne Tilstand befandt vi os, nær ved at omkomme af Kulde, Sult og Tørst, indtil Kl. 4 om Eftermiddagen ved Solnedgang.
Kl. 4, da Solen var gaaet ned, og Vinden havde lagt sig betydeligt, kom en Baad, bemandet med 9 kraftige Sømænd, til Trods for Vind og Strøm i 70 Alens Afstand fra Skibet; saa fyldtes den med Vand, hvilket Besætningen øjeblikkelig øste ud med Tønder, hvorpaa de vendte tilbage til deres Plads. Vore Folk vare saa medtagne af Kulde, at de ikke kunde kaste en Aare ud i nogen synderlig Afstand. Heldigvis havde jeg uddannet mig i Kraftprøvelser, og efter tre Forsøg lykkedes det mig at kaste en Aare ud med et Reb bundet til, som naaede Baaden. Ved Hjælp af dette Reb blev 3 af vore Folk halede over til Baaden. Den sidste af dem blev optaget i bevidstløs Tilstand af de danske Søfolk, men som snart til sig selv igen. En af dem raabte nu paa Tysk til mig, at de ikke kunde redde flere for Øjeblikket, men hvis det var muligt, vilde de vende tilbage næste Morgen. Det begyndte nu at blive mørkt, Kulden og Blæsten toge til, og Bølgerne begyndte at stige højere omkring Skibet, Himlen blev overtrukken, og alt syntes at varsle en frygtelig Storm og at tilintetgøre vore sidste Haab om Hjælp fra Kysten.
Endnu engang paabød jeg Mandskabet Tavshed og opfordrede dem til at samles til Bøn. Efter Bønnen bad jeg dem gaa hver til sit, nogle i Fokkemerset, andre i Stormerset. Kaptajnen, hans Søn, en Dreng og jeg klavrede op i Stormerset, og tre andre entrede med Besvær op i Fokkemerset. Søen slog over mig, medens jeg klavrede op i Vanterne, kastede mig omkuld og skyllede mine Sko og min Stok bort. Et Øjeblik efter mistede jeg min Hat, men jeg slog mig ikke videre i Faldet. Vi forblev oppe i Merset hele Natten og holdt os vaagne efter min Anvisning ved at knibe dem, der var ved at falde i Søvn. Da jeg sagde til Kaptajn Hutton, at vi snart vilde se Solen staa op, svarede den stakkels Mand: “Ak, Herre, Morgensolen vil staa op, men ikke for os.” Som Svar herpaa forsikrede jeg ham, at jeg ikke mistvivlede om, at vi vilde blive frelste før Daggry, for Vinden tog kjendeligt af . “Gud den Almægtige velsigne Dem,” sagde han, “De opgiver aldrig Haabet.” Snart faldt han i en apathisk Tilstand, af hvilken ingen Anstrengelser kunde vække ham.
Hans Søn, stakkels Fyr, der kun er 19 Aar gammel, tog sin Overfrakke af, lagde den om sin Faders Skuldre og Nakke og sagde: “Kjære Far, husk, du har Kone og syv smaa Børn hjemme. Opgiv ikke Haabet, men hold Dig oppe for deres og min Skyld.”
I denne Tilstand holdt vi os til Kl. 6,30 om Morgenen, da vore gamle Venner, som havde frelst de tre Mænd Dagen i Forvejen, viste sig i en Afstand af 120-130 Alen fra os og raabte til os, at vi skulde kaste en Aare ud til dem lige som sidst. Jeg svarede, at ingen af os kunde holde paa nogen Ting undtagen jeg, og at selv jeg ikke kunde redde nogen af Mandskabet, medmindre Baaden kom tæt op til Skibet. De brave Mennesker roede øjeblikkeligt gjennem en meget farlig Brænding op til Skibet og bragte os alle med megen Besvær ned i deres Baad, der nær havde faaet Bunden slaaet ud, da vi alle vare komne ned i den. Omsider kom vi klar af Skibet og roede ind mod Kysten. Styrmanden følte paa mine Kinder, Hænder og Fødder og tog straks sin Hat, sine Vanter og sin Trøje af. Trøjeærmerne strak han op over mine Fødder. Hatten satte han paa mit Hoved og den ene af de laadne Vanter, der ikke var delt mellem Fingrene, trak han over begge mine Hænder.
Det tog en Time at naa Byen, da vi var nødte til at ro rundt omkring for at holde os klar af Brændingen. Det frøs haardt og blæste af Øst. Jeg kunde ikke forstaa, hvorledes manden, der gav mig sit eget Tøj, kunde udholde den strenge Morgenkulde. Han sagde, jeg skulde beholde det paa, og gned uafladeligt mit Ansigt og mine Hænder, indtil jeg mærkede, at Blodet atter kom i Omløb, medens hans Ledsagere gjorde det samme med mine Lidelsesfæller. Da vi ankom til Kysten, bleve vi førte til en Kro under Bedækning af 8 Soldater og en Korporal.
Da vi havde naaet Kroen, syntes vore Redningsmænd at være glad over den Tjeneste, de havde gjort os, men spurgte hverken om Penge eller noget andet. Vi blev styrkede med Kaffe, Brød og Æg o. s. v. og gik til ro omtrent kl. 9; man overlod os alle Sengene i Huset, og Værten indrømmede os med stor Venlighed sin egen Seng til vor Bekvemmelighed og laa selv paa Gulvet. Vi blev behandlede med den største Venlighed. Jeg kunde ikke sove. Kl. 11 stod jeg op, skjønt uendelig træt, og for første Gang følge jeg mig meget nedslaaet, i besynderlig Modsætning til mine Landsmænd, som nu var i bedste Humør, efter at de i de tre foregaaende Dage havde staaet paa Fortvivlelsens Rand. Af denne Tilstand af stoisk Ligegyldighed og Følelsesløshed mindes jeg at være blevet vækket Kl. 1 om Eftermiddagen af Stedets Borgmester, der kom for at se til os og forsyne os med Nødvendighedsgenstande.
Vi talte sammen paa Tysk, men han talte det saa slet, at jeg snart blev træt af ham. Han syntes at være mere ivrigt efter at faa at vide, af hvad Art Ladningen var, end om vi alle var frelste og havde udsigt til at komme os. De tre Mænd, vi havde landsat Dagen i Forvejen, sov endnu trygt i Kroen og syntes at befinde sig vel.
Resten af Dagen den 21. mindes jeg ikke, at der hændte noget med Undtagelse af, at jeg sendte nogle Soldater bort fra mit Værelse og bad om at faa deres Kaptajn i tale. Han kom og viste sig i det følgende som en sand Ven for mig. Han er en dannet Mand, taler godt Tysk og synes at være human og venlig.
Den følgende Nat lukkede jeg ikke et Øje. Jeg havde stærk Feber, talte forvirret og frygtede for at miste min Forstand.
Idag er jeg kommet mig meget. Gud være lovet, men er endnu langt fra rask. Skulde jeg dø her, vil dette Ppir maaske naa mine Venner og vidne for dem om, at jeg i en højst kritisk Situation har vist mig som en Kristen og en Mand.
Kommentar: Kaptajnen er Major Westenholtz.  MacDonald. er uddannet præst, hvilke hans hele opførsel overfor mandskabet også viser. Han skriver jo også for at vise over for omverdenen, at han er en heltetype, men skildringen af Skagboerne forekommer dog sandsynlig. Her er han på rejse til Sverige for at hente en søn hjem, som der er blevet forelsket i et “fruentimmer”, der ikke lige er et passende parti for knægten. Om det lykkes ham at finde sønnen og forpurre den unge mands forelskelse, oplyses ikke.
Efter 1900
Tønnesen nævner op og nedgangstider for Skagen og konkluderer, at der i hans tid er sket meget, og at den svundne storhedstid synes at være vendt tilbage, men han slutter lidt trist med flg. konstatering: “Men det er i Grunden ikke helt sikkert, at det passer. Vi staar maaske i Dag paa Stortidens højeste Tinde foran en Nedgangsperiode; Fremtiden vil vise det.
Herefter lidt om forbindelsen til omverdenen. Tidligere var Skagen næsten afskåret på landsiden fra det øvrige Danmark, men der skete ændringer fra 1850. I det år blev der gjort forsøg på at lave en vej gennem klitterne fra Hulsig og til Skagen – dækket med lyng og med grøfter på siden. den var dog så godt som bundløs i regnvejr.
I 1932 kom Skagen-Frederikshavn vejen – en asfaltvej.
I 1890 kom jernbanen helt til Skagen – først en smalsporet, men i 1924 en normalsporet.
Klitgaarden blev bygget i 1913, og kongefamilien ( kronprinseparret) var siden årlig gæster i Skagen.
Bogen slutter med en liste over gamle Skagenslægter.
 
Følgende digt af Holger Drachmann skrevet i 1904 slutter kapitlet om Skagens fremtidige liv:
Saa hastig svinder Dagen,
Og Afnen stunder til;
Her var et andet Skagen,
Et bedre om man vil.
 
Her var et andet Skagen,
Saa rigt paa Haab og Mod,
Som det, der fejrer Dagen
I Kræfters Overmod
 
Og langsomt voksed Skyggen
Mod Aftnens Skumrings-Skær
Men ingen vender Ryggen
Mod den Tid, han har kær.
 
Hør Havet, hvor det koger
De gamle Minder op,
Mens Skum og Sand og Maager
Er Sjæl i samme Krop.
 
Der er – og det er Sagen,
Hvad Tiden saa bli’r til:
Der er en ”Sjæl” i Skagen,
Som aldrig ældes vil.
 
Som kommer, naar man kalder
Paa alt, hvad man har kær –
Mens over Stranden falder
Erindrings Vemods-Skær.
 


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *