17 – Henrik Pontoppidan – en fiskerrede

I året 1883 besøgte Henrik Pontoppidan Skagen – han rejste i de år land og rige rundt og samlede materiale til sine noveller: Fra Hytterne – noveller, der afdækker livet på samfundets bund, vel at mærke som han ser og tolker det. Det er f.eks. helt andre menneskeskildringer vi møder hos Martin Andersen Nexø, hos ham ligger hele sympatien og medfølelsen hos de fattige, i Pontoppidans skildring er de fattige oftest skildrede som mere eller mindre afstumpede individer: de ser med sløve øjne på deres omverden, og de vralter og vrikker på jorden, og deres følelser kan ligge på en fingernegl.
Men her i novellen “en fiskerrrede” får vi en litterært set enestående skildring af Skagen i middelalderen og Skagen i nutiden ( 1880’erne). To begivenheder: et skibsforlis i den fjerne fortid og en stranding i nutiden sættes op mod hinanden. Skagboerne er i begge skildringer fremstillet som griske, afstumpede og empatiforladte væsner, og ingenting i sindene har ændret sig i de mellemliggende mange hundrede år. Hør her to eksempler:
Fra middelalderen:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren ud af Bjælkevæggene og gennemglødede Sandet, saa det brændte under fodsålerne, kunde det lille Leje dog folde sig ud i sin Ensomhed og ligesom en Sommerfugl, der gennembryder sin Puppe, kaste et kortvarigt, sydlandsk broget Liv udover det triste Øde. Oppe paa Klitterne rejste sig Rækker af høje Stejler med flagrende fiskegarn; Skarer af halvnøgne Børn larmede ude paa Forstranden, og hist og her saaes solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.” (s.227)
Og i nutiden:
“Paa stille Sommerdage, naar Solen smelter Tjære af de enkelte gamle Træhytter, der endnu er tilbage, og gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen, folder Byen sig ud i sin Ensomhed ligesom i gamle Dage, – breder sig ud over Klitterne med sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn paa forstanden og Klynger af stærke, solbrunede Kvinder i røde Skørter, der sidder paa Hug i Sandet ved en dampende Gryde og skræller Kartofler.” ( s.231)
Derefter hører man om strandingen i middelalderen. Beboerne venter på stranden, indtil skibet er slået i splinter af stormen, og da de døende søfolk driver i land står skagboerne parate med knive. Derefter plyndres de opskyllede vragrester:
“Op ad Formiddagen, naar der ikke er mere at redde, og de nøgne Lig er bleven samvittighedsfuldt begravede i Klitten, trilles Tønderne under megen Lystighed ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordene, Mændene og de silkesmykkede Kvinder bænker sig omkring dem,  – og Døgn efter Døgn tumler det lille Leje sig i en sanseløs Rus med Syngen og Larmen i de lange, mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det.” ( side 230)
Og i nutiden:
“Man flokkedes udenfor Gadedørene, spurgte og gav Forklaring. først da det var bleven uomtvisteligt godtgjort, at Skibet sad fast – solidt, paalideligt fast – hævedes Beklemmelsen og slog ud i en løssluppen Munterhed, der smittede selv Børnene, saa de gav sig til at løbe hurraraabende gennem Gaden. …( s.235) … “Inde paa Strandbredden blev Menneskemængden stadig forøget, idet nu ogsaa Konerne indfandt sig og bragte Mad og Drikke til Mændene. Man lejrede sig omkring i Sandet; Brændevinsflasken gik rundt. Man klinkede og morede sig som ved en Folkefest.” ( s.237)
Det bliver stormvejr, og skibet hejser nødflaget. Her er Skagboernes reaktion: “…efter endnu en lang Tøven, hvorunder alle paa Stranden havde rejst sig, saae man gennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hævet. Samtidigt lød der et hæst og langtrukkent Signal fra Dampfløjten. “Nu græder han,” sagde man og lo.” (S. 238)
Der er ikke meget heltemod og Lars Kruse over den skildring, og alle er kun optaget af én ting: hvor meget de hver især kan rage til sig af bjergningslønnen. Skildringerne her står i skærende kontrast til, hvad man ellers kan læse om forlis og redningsaktioner. Det er en digter, der udtrykker sig her, det er fiktion, og i fiktionen ligger altid en tolkning af virkeligheden og aldrig et spejl.
 

1 thought on “17 – Henrik Pontoppidan – en fiskerrede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *