Vinterens sidste suk

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu kan det være nok med de vinterbilleder. Jo, jeg hører nok min læsers suk. Og sukker med. For vist kan det være nok. Vi er allerde sidst i marts, og vintervinde bider stadig om kap hver dag, som havde de glemt årstiden. De skulle gå og lægge sig nu, og lade varmen komme til.

Jeg elsker vinteren, men den må gerne vige for foråret nu. Eller meget snart. De seneste par dage har jeg så alligevel igen været fortryllet af lyset og den kontrast, der er mellem de skarpe stråler og de sorte træer. Et lille naturdrama. En kamp mellem lys og mørke, synes jeg.

Se nedenstående billede, som jeg tog forleden: her trænger de mørke træstammer lyset i baggrunden. Men det er der jo alligevel og lader sig ikke ganske fortrænge. Og så gyldent er det, at man næsten ikke vover se på det. For kan det nu være sandt? tænker man, og er det stærkt nok? Jo, men det er sandt, og om bare nogle dage sejrer det helt sikkert over alt, hvad der har samlet sig i mørket.

På søndag er det påskedag. Opstandelsens dag. Og vi ser det med egne øjne derude i naturen. Det store drama udspiller sig år efter år, og trods det truende mørke, så er der bagved et lys, som vinder til sidst.

Trosbekendelsen i naturens egne billeder.

Påske


Grundtvig: “Påskeblomst hvad vil du her?/ bondeblomst i landsbyhave/ uden duft og pragt og skær/ hvem est du velkommen gave?/ hvem mon tænker du, har lyst/ dig at trykke ømt til bryst? mener du, en fugl tør vove/ sang om dig i Danmarks skove.
I Grundtvigs salme er al bitterhed og sødme forenet i billedet af påskeliljen.
Her et par ord fra mit tastatur:
Apropos Påske
Så er påskedagene her igen med deres løfte om forår og
altings begyndelse, selv om dagene endnu ligger halvt indkapslede i
vinterkulde. Hvor ofte er vi ikke vågnet op til sne og frost og har måttet se
de spæde blomsterknopper krumme sig sammen og dø. Og så sker det alligevel den
selv samme dag, at vi rammes af en solstråle, der virkelig har fået magt og formår
at bryde igennem. Mørket dominerer endnu derude på hede og i skov – sort og
halvvisent og dødt ser det ud, men over det varmer solen, og fuglene synger om
kap.
Det er påskens budskab, der møder os i denne blanding af isnende
kulde og varme solstrejf, af ond fortræd og varsomme kærtegn. Om naturen ved vi
helt sikkert, at solen vinder og frosten forsvinder. Sådan er det hvert år.
Heldigvis.
Og vi er aldrig i tvivl.
I Kristendommen er der et lignende budskab. Også her
fortælles den samme historie år efter år.
Min far sagde engang, at påsken burde censureres for børn under en vis
alder. Påskefortællingen er jo en grusom historie om en mand, der bliver pint
til døde, og den er ikke til at bære. Men vi kan ikke fri nogen, ikke engang
børn fra den historie. Det onde findes, også selv om vi beder os fritaget for
det i vor daglige bøn: ”fri os fra det onde!”
Så er der det gode budskab, som slutter påskedagene: at Døden
ikke får det sidste ord. At der findes en opstandelse fra de døde. Det er så til
gengæld ikke til at begribe. Og vanskeligt at tro. Så er det så meget lettere
at forstå ondskaben, at tro kulden. Men Kristendommen siger altså ikke desto
mindre, at Livet er stærkere end Døden.
Jeg vil slutte med to små historier fra børnenes verden – børn
har så meget lettere adgang til troen end vi andre. En af mine venner mistede
sin mand og var utrøstelig, men så sagde hendes lille barnebarn: ”Mormor, du
skal ikke græde, morfar var jo så syg, at det her var den eneste måde, han
kunne blive rask på.” – Det andet eksempel var en lille pige, som ikke forstod,
hvorfor bedstemor skulle være død og ligge livløs i sin kiste, og så sagde hun:
”når mormor er færdig med at være død, så ser vi hende igen.”
Vi andre, vi der er voksne og VED så meget, vi har så svært
ved at TRO. Vi er altid i tvivl.