Rikke er fin. Det er hun næsten altid, men i dag er hun særlig fin. For det er hendes fødselsdag.

”Og så skal vi have selskab,” siger mor, ”og være fine.”

Så det er hun. Meget fin endda.

Kjolen er gul og lavet af noget stof, som mor siger hedder silke. Hun er mors lille silkepige.
Kjolen har flæser forneden og blonder foroven. Og mor har krøllet hendes hår, der er lige så gult som kjolen. En rigtig prinsesse og fars lille skat, siger far og ser stolt på hende. De voksne vil så gerne være stolte. Og det er noget, som de er alene på grund af hende. Altså, når hun er artig og dygtig og pæn. I dag er hun alle tre ting. I al fald artig og pæn. Dygtig, det ved hun ikke rigtig. Selv om det sørgeligt nok er den vigtigste dyd. Det hedder det. Dyd. Det siger far. Han kan så mange ord. Det skal hun osse kunne. Og være god til at
tælle.

”Hvor meget kan du tælle til nu?” spørger far næsten hver dag og ser så alvorligt på hende,
som om hun ville komme slemt til skade, hvis hun ikke kunne tælle til mere end 5. Men hun kan heldigvis tælle til 50, så han behøver ikke være bange. Men læse kan hun ikke.

Far har forsøgt at lære hende noget, der hedder alfabetet. Det skal man bruge til at
læse med. Man kan både remse det og synge det. Og når far synger med, går det nogenlunde med det. Men lære det udenad, det kan hun ikke. Og slet ikke bruge det. Det er også alt for indviklet for et lille barn, siger mor og så skændes de lidt om det, og det ender med, at far siger: jamen, hun er vel ikke tung i det, tror du? Og de kigger begge
to så bekymret på hende, som om tung er en hæslig sygdom, som de er bange for, at hun fejler. Så nu har hun bestemt, at tung, det vil hun i al fald ikke være. Og derfor spiser hun meget mindre end før. Det hjælper osse, det kan hun mærke. Selv is. Som ellers smager
så godt. ”Nej tak,” siger hun og nejer pænt, hver gang de spørger, om hun vil have en. Og så siger de, at hun er et underligt barn. ”Tænk, vores Rikke kan ikke lide is,” siger mor og lyder på en gang bekymret og stolt.

Rikke gider ikke fortælle hende, at hun tager fejl. Hun elsker is. Det er alt for indviklet.

Hun bliver 6 år i dag, og derfor har hun selskab. Hun har osse seks gæster. Og er endda
midtpunkt.

”Hvordan føles det så at være midtpunkt, lille Rikke?” spørger mormor, og hun kan ikke
svare, for hun har ikke prøvet det så længe endnu, at hun synes, det kan føles. Men hun tror nok, det er rart, for det betyder, at man gerne må snakke, og at de voksne smiler imens og lytter. Det er helt sært. Hun ser hen på farfar. Han smiler ikke, og Rikke tror slet ikke, at han kan. Hans læber er vistnok limet sammen, og når han en gang imellem skiller dem for at spise eller for at grynte, så kan man godt se, at han rigtig må anstrenge sig. Det er nok alt det lim, tænker Rikke og synes, at det er lidt synd for ham, men hun gider
alligevel ikke have ondt af ham, for han er underlig, og han ser altid så alvorligt, ja næsten vredt på hende.

Mormor er helt anderledes. Hun smiler i ét væk. Sommetider ser det ud, som om smilet
sidder fast, og Rikke får en grim lyst til at gøre noget uartigt, bare for at få det løst. Somme tider ser hun lige på Rikke imens og siger, at hun er en solstråle. Et lille lys i mørket. Det har hun osse kaldt hende engang. Det var dengang, mor græd i flere dage, og til sidst kom mormor og flyttede ind bare for at trøste hende.

”Jamen, kæreste barn, du har jo din lille pige, tænk på det. Hun er det lys, Herren har
sendt dig i dit mørke.” Rikke fik ondt i maven, da hun hørte det, for hun syntes slet ikke, at hun kunne lyse det mindste.

Mormor snakker tit om Herren. Det er en, der osse hedder Gud. Men hjemme hos dem er
der kun far. Herren er en mystisk mand, der går rundt og tænder små lys som Rikke og sender dem til de bedrøvede, der lever i mørke. Hun kan bare ikke forstå, hvorfor han har valgt hende. Hun kan slet ikke lyse mor glad. Han har nok taget fejl og tænkt på en helt anden. En der ligner Rikke. Men bare med lys i.
De får boller og kagemand og kakao.  Og Jens spilder selvfølgelig kakao på sin fine, hvide skjorte og lidt på mors dug osse. Det ser sandelig ikke pænt ud, og de voksne får travlt med at forsøge at fjerne den grimme plet, inden den tørrer ind på dugen. Men det kan de bare ikke. En ækel brun plet breder sig lidt midt i alt det rene og fine. Føj for en møgunge! Og så skælder de ham ikke engang ud.

”Herregud,” smiler mormor, ”han er jo kun tre år og kan ikke gøre for det.” Og hun gør sig
umage for at holde smilet kørende i hele ansigtet.

Mor og tante Erna smiler ikke. Det kunne osse lige passe. Onkel rømmer sig og ser væk, og
farfars mund bliver en smal streg, og morfar siger en lyd som en rar plysbjørn.

”Fy, slemme gris!” siger Rikke alligevel, når de andre nu ikke vil. Og hun tænker, at der kan man ligegodt se. Det er sandelig et held, at de ingen drenge har. Fætter Jens har Herren i al fald ikke sendt for at lyse for sin mor. Men måske sender han osse nogle børn, der skal sørge for, at der ikke bliver alt for lyst. Det går jo ikke an, at de voksne render omkring og er glade i tide og utide. Og hun ser strengt på møgungen. Selv skal hun
nok passe på. Hun spilder ikke, for hun er en pige. Og hele seks år. Og man kan
godt gøre sig lidt umage. ”Bare du gør dig lidt umage,” siger far, når der er noget, som er svært.

Senere foreslår mor, at Rikke skal tage sin lille fætter med ud og lege i haven. Hun
glor på Jens og ved godt nok ikke, om hun gider lege med den ulækre spildeprås.

”Men I skal opføre jer pænt og artigt. Og ikke gå længere end til sandkassen. Og endelig
ikke grise jer til,” siger mor.

Det skal de nok, lover Rikke og nikker. Og så ryster hun på hovedet. Nej. De skal ikke
grise sig til.

Sandet er pænt og hvidt, og de har fint og rent legetøj i kassen. For mor vasker det hver
dag med sæbe og vand, fordi der lever nogen små dyr, det hedder batterier, og de er meget farlige. De sætter sig på alting og især på børn, og derfor må man hele tiden vaske dem væk. De kan ikke lide sæbe. Det dør de af. Men hvis man ikke får has på det skidt, siger mor, så kravler de ind i børns kød og æder løs, uden at man kan se det. For de er usynlige ligesom nisser og trolde og engle. Men bare meget mere uhyggelige.

Nogen gange kan Rikke ikke sove, fordi hun synes, at hun kan høre dem pusle rundt i sengen og lure på hende. Og hun hyler, og mor kommer rendende, men gider ikke vaske
sengen midt om natten. Og far kommer osse, og han siger, at hun kan få en endefuld, hvis hun ikke holder op med det tuderi. Og nu skal hun sove. Basta! Så ligger hun
og kradser sig på arme og ben. For man kan vel kradse dem ihjel. Mon ikke?

Da de sidder i sandkassen med hver sin spand og skovl, fortæller Rikke Jens om batterierne, og hun siger, at de æder ham op, hvis han griser sig til.

”BANG!!!” skriger han lige ind i hovedet på hende, og hun ved ikke, hvad han mener, om
han vil skyde dem, eller om de vil skyde ham. Hvor er han dum! Men han fortsætter med at hyle, mens han fægter i luften med sin skovl. ”BANG – BANG
– BANG! Så nu skudt jeg patterierne,” siger han så og kan altså ikke engang tale
rent.  Så begynder han igen at grave i sandet. Patterierne! Han kan selv være et patteri. Pattebarn er han i al fald, tænker Rikke. Men hun siger det ikke højt, for hun har lovet
far og mor at være høflig over for gæsterne. Og lille dumme Jens er en gæst.

Hun giver sig osse til at grave. En tid graver de om kap. To små huller, der vokser, men
Rikkes vokser hurtigst. Skovlen arbejder og arbejder. Op og ned går det, men i
det lange løb er det ikke morsomt.

”Skal vi lege nu?” spørger Jens pludselig og kaster den blå skovl fra sig. Rikke
standser midt i en stor skovlfuld og lader blikket glide fra den røde skovl,
der hænger i luften og til den lille dreng, der nu puster kinderne op og med ét
ser ganske babyagtig ud. Som en stor dukke, og sød for resten. Men så siger
hun alligevel, at det gør de jo for søren. De leger. ”Nej.” Han ryster energisk på hovedet, så de små brune krøller danser om hans runde ansigt. Sød stadigvæk, tænker hun og opdager, at hun sidder og smiler til ham.

”Jo vi gør.”

”Ikke rigtigt.” Han rejser sig op og begynder at hoppe op og ned på stedet. Rikke hopper lidt sammen med ham, hun hopper endda ind i ham, og han griner og griner, og hun er lige ved at grine med, men hun synes alligevel, at det er for dumt, når man er seks år og
siger, at det tossede hopperi, det er ikke en rigtig leg. De kan lege
mor og baby. Så kan han være babyen. Og han laver trutmund som en rigtig baby, men siger, at det vil han ikke. Han vil være faren så. Og Rikke kan være moren. De har ingen baby. ”Det har man altid. Det er kun lige de første dage efter brylluppet, at der ingen er. Så
kommer der en. Den fødes i maven.” Forklarer hun voksent.

”Men så er det her lige de første dage,” hikker han og nægter pure at være baby. Hun
prøver både at ruske ham og at kysse ham og siger endda, at babyer er noget af
det sødeste. Og nu skal han være sød. Men han sparker i sandet, så det rammer hendes nye kjole og skriger, at hun kan selv være en baby. Han er stor. Og babyer er ikke søde.

”Du er i al fald ikke,” siger hun og kniber øjnene sammen, så han næsten forsvinder foran
hende. ”Du er den dummeste unge, jeg har set.” Hun har ikke set ret mange, for
hun går hjemme hos mor, og de kommer næsten aldrig nogen steder. Men det siger
hun ikke.  ”Du er selv dum. Dumme tøs!” vræler han, og pludselig griber han sin skovl og kyler den i hovedet på hende. Det gør meget ondt, og hun styrter sig over ham og begynder at skælde ham ud og at slå ham, selv om han hyler værre end de små grise på onkels Svends bondegård. Lige pludselig er hun voldsom stærk, mærker hun, og hun ryster ham frem og tilbage, som om hun vil ryste alle hans små dumme tænder løse.

Nu kommer de voksne farende ned over plænen med kurs mod sandkassen, og hun slipper fætteren og ser forfærdet, hvordan de forandrer sig og bliver til rasende uhyrer med fråde om de gispende munde. Så mærker hun hårde hænder lukke sig om armene, og hun bliver flået væk fra Jens og sandkassen og slæbt hen over plænen. Mor og tante Erna har fat i hver sin arm og rykker dem næsten løs af kroppen. Hele vejen op til huset råber mor. Far står deroppe og siger en masse spidse ord, der rammer hende.

Bagefter kan hun ikke huske, hvordan den fødselsdag endte. Kun at alting gik meget hurtigt, og at hun pludselig lå i sin seng og skulle skamme sig. Men hun
skammer sig ikke. Det er ikke hendes skyld, at Herren tog fejl og valgte en
forkert pige. Her har hun ikke noget at gøre.