106 – Hulsig Kirke

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Image
 

Nedenstående artikel om Hulsig Kirke er fra Folkebladet for Frederikshavn og Opland 29. juli 1954, hvor kirken blev 60 år. Jeg afskriver artiklen i sin helhed, da tidens tand har tygget noget af teksten ret uegnet til kopiering. Den er forfattet af J. P. Jensen.
Først paa Aaret 1891 kom der en ny Lærer til Rannerød Skole, en 26-aarig Mand – “med Øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvaagen for alt stort og skønt her neden.”
Da han efter godt et Aars Tids Forløb var blevet kendt med Befolkningen og var faldet til, trommede han en Aften Hulsigboerne sammen til et Møde i Skolen for at drøfte Muligheden af at faa Rejst et Forsamlingshus. Saadant et havde de jo faaet i Aalbæk, hvorfor skulde de saa ikke ogsaa have et i Hulsig? Desuden var det jo en Tid, hvor man i hele Landet byggede det ene Forsamlingshus efter det andet, hvor det frie Ord kunde lyde uden at kontrolleres af Estrups Gendarmer. Et Par ministerielle Cirkulærer havde forbudt offentlige Møder i Landets Skolestuer uden Øvrighedens Tilladelse, og Lærerne havde faaet Mundkurv paa. Der var altsaa god Grund til, at Folk byggede deres egne Forsamlingshuse, og i Firserne var der blevet bygget mange, som Regel uden at tage smaaligt Hensyn til Skønhed og Hygge, hvorfor da ogsaa de fleste blev nogle grimme Kasser.
Folk mødte talrigt op den fastsatte Aften, og Sagen blev forelagt Forsamlingen til Drøftelse. Men saa var det, at Gaardejer Hjorth, Starholm stod op og sagde, at det med et Forsamlingshus kunde være meget godt, men han syntes nu, de trængte mere til en Kirke. Befolkningen I Skagens Landsogn havde jo halvanden Mil til deres Kirke i Skagen og en ikke alt for god Vej, og Folk i Rannerød, Starholm og Kandestederne havde endnu længere til Raabjerg Kirke ad en Vej, der om Vinteren kunde være ganske ufremkommelig. Nu hvor der var kommet Bane, saa kunde Præsten i Skagen prædike for dem.
Det syntes Folk var en fornuftig Tale, saa maatte Forsamlingshuset vente. Der vik ca. 50 Aar, før det blev bygget. Der blev saa nedsat et Udvalg til at arbejde for Sagen. Valgt blev Pastor Carl de Place, Skagen, Sognefoged Ole Houkjær, Janus Hesselholt og den unge Lærer, Jens Peter Jensen Wirring. Befolkninge ydede ca. 2000 Kr. at indbetale i Løbet af 5 Aar, og Staten gav ca. 8500 Kr. – Efter en Tegning af Arkitekt Ahlmann skulde Kirken bygges af røde Mursten i romansk Stil, d. v. v. Rundbuestil.
Paa den nordøstlige Gaard Mark i Raabjerg Sogn, nær Skellet til Skagens Landsogn, laa en høj, enlig Klit, som man kaldte Kovsbakken, paa den skulde Kirken ligge. Husmand Peder Petersen fik Arbejdet med at sløjfe Korsbakken ud til Kirkegaard og Byggeplads for Kirken. Peter Petersen eller Peter Sjællænder, som han kaldtes, var kommen til Egnen, da Banen blev anlagt, saa kan var vant til den Slags Arbejde. Selve Byggearbejdet blev udført af Haandværkere fra Aalborg i Aarene 1893-94, og Jylllands nordligste Landsbykirke blev indviet d. 5. August 1894, altsaa for 60 Aar siden, af Biskop Schousboe, Aalborg. Foruden Kirkens fremtidige Præst, Pastor Place, var ogsaa Provst Dresler, Frederikshavn og Pastor Frede Jensen, Raabjerg til Stede, samt selvfølgelig de ca. 100 Medlemmer af Menigheden, som Kirken kunde rumme. – Bispemiddagen stod hos Fogeden i Skagens Landsogn, Ole Houkjær. Nu er de døde alle, der var med til Festligheden. Den sidste var Fru Lise Hesselholt, der døde Palmesøndag i Aar.
Ved kgl. Anordning af 8. November 1893 blev Rannerød, Starholm og Kandestederne efter Grænsen for Starholm Ejerlav henlagt i kirkelig Henseende fra Raabjerg Sogn til Skagen Landsogn. Denne Bestemmelse skulde træde i Kraft fra den Dag, da Kirken blev indviet.
Pastor Carl de Place
Nu skulde altsaa Pastor Place ogsaa prædike for Hulsigboerne, men kun hveranden Helligdag. Han var født 1860 i København, hvor Faderen var Gæstgiver. 1885 blev han Sognepræst i Skagen, paa en Tid, da Skagboerne var midt i “den store Vækkelse”. 1891 giftede han sig med Lærerens Datter i Jerup, Emilie Iversen, og blev derved Svoger til Pastor Iversen, der var Præst i Raabjerg fra 1895-1907.
Pastor Place var selvfølgelig Missionsmand, men hørte ikke til Datidens Dommedagsprædikanter. Han prædikede uden Barsk og Bram og uden store Gebærder. Hans Forkyndelse var som den sagte rislende Bæk, der ikke blot kan sætte sindets skjulte Følelser i Bevægelse, men ogsaa i Længden virke noget søvndyssende. – Præstens prædikener er for lange, og han gentager sig selv for tit, sagde de, der ikke var Missionsfolk og maaske før i Tiden havde været vant til at høre den meget grundvigske Pastor Jensen i Raabjerg. Men ellers fandt man, at Præsten kunde være god nok, han var da i hvert Fald et tolerant Menneske, og Kirkegangen kunde vel betegnes som tilfresstillende. der var vel nok dem, der gik i Kirke mere af Pligt end af Lyst, for havde man endelig faaet en Kirke, saa havde man da ogsaa en vis Pligt til at søge den, ja saa sandelig havde man saa!
En af de flittigste Kirkegængere var Aftægtsmand Jens Madsen, om hvem det hed sig, at han var meget belæst, og at der sad et godt Hoved paa ham, og selv var han ikke den, der satte sit Lys under en Skæppe, men altid oplagt til en livlig Disput. en Søndag i Kirkene gik dog Naturen over Optugtelsen. Da Pastor Place i sin Prædiken citerede de kendte Ord om, at indvortes af Menneskets Hjerte udgaar onde Tanker, svarede Jens Madsen aldeles omgaaende og saa højt, at alle kunde høre det: “Det er ikke sandt!” – Alle stirrede paa Jens Madsen, selv Præsten stoppede op et Øjeblik, men forsatte saa videre i Teksten. Bagefter indrømmede Jens Madsen, at han “var kommet til at tænke højt”, og det var selvfølgelig forkert, men det var ogsaa forkert af Præsten at sige, at Tankerne kom fra Hjertet, for det gjorde de ikke, de kom fra Hjernen! Jo, Jens Madsen var god nok.
Men ellers var der ingen, der sagde Præsten imod, hverken i eller uden for Kirken. Han var godt lidt og kom ogsaa i Hjem, der ikke hørte til Indre Missionen. Saaledes var Pastor Place ikke sjældent Gæst i Strandfogedgaarden, hvor Ægteparret Chr. Larsen og Maren Krøg boede. Det var et gæstfrit Hjem, hvor der hverken spurgtes efter kirkelige eller politiske Anskuelser. Selv var de hverken missionske eller grundtvigske, deres Standpunkt kunde maaske nærmest betegnes som gammeldage Lutherdom. Gæstfrihed var en gammel Tradition i den Familie. således havde det været i den gamle Strandfoged Chr. Krøgs Tid, og saaledes var det nu, da Datteren Maren Krøg var Kone i Gaarden, og saadan skulde det blive fremdeles. I et saadant Selskab af ene Landmænd kunde Pastor Place virke noget tavs, men det kunde selvfølgelig ikke være anderledes, naar det kun var Landbrug, der drøftedes, for det havde en indfødt Københavner jo ingen Forstand paa. I en Kreds, hvor der drøftedes aandelige Spørgsmaal var Pastor Place aldeles ikke tavs, og han var særdeles godt hjemme i, hvad der udkom af dansk Litteratur, ja, selv engelsk Litteratur, mest det religiøse, var han hjemme i og udgav, saa vidt vides, ogsaa en Oversættelse af et eller andet religiøst Skrift. Men han kunde jo til Tider virke noget aandsfraværende, ja, være ligefrem glemsom, som da han engang fuldstændig glemte et Bryllup i Hulsig Kirke.
I Foraaret 1901 blev Pastor Place kaldet til Præst i Serup og Lemming ved Silkeborg, hvorfra han tog sin Afsked i 1923 og flyttede til sig Fødeby København. Ringen var sluttet, og nogle Aar efter døde han og blev begravet på Aaistens Kirkegaard.
Lærer Wirring, Rannerød
Som Missionsmanden Pastor Place blev Hulsig Kirkes første Præst, saaledes blev Grundtvigianeren Lærer Wirring Kirkens føste Kirkesanger og Kirkebylærer. Han var født i Virring paa Djursland den 19. Marts 1864, mens hans Fader stod i Dybbøl Skanser. Som 18-aarig kom han paa Gjedved Seminarium, hvorfra han dimitteredes 1885. Som før sagt blev han enelærer ved Rannerød Skole i Januar 1891. Ved en bestemt Lejlighed skrev en skribent, at Wirring var gennemsyret af Christen Kolds Skoletanker. Det er nu lidt for kraftigt sagt i hvert Fald, naar det gælder de Aar, han var Lærer i Hulsig. Vel hyldede han Kolds Metoder, men han var ikke Slave af dem, dertil var han for stor en Personlighed. Han tog det, han havde Brug for, Resten lod han ligge, men ganske sikkert er det, at der med Wirring begyndte en ganske ny Tid for Rannerød Skoledistrikt, der jo efter Hulsig Kirkes Indvielse faldt sammen med Kirkedistriktet. Hans Betydning i kulturel  Henseende for Hele Hulsig blev overordentlig stor. Martin Nielsen, Videslet, skriver i sin Bog “Mennesker, jeg mødte paa min Vej”, at Befolkningen I Raabjergs Sogns nordøstlige Hjørne havde ligesom mere Kultur end de øvrige Raabjergere og et videre Udsyn. Denne Paastand maa nu staa for Forfatterens egen Regning, for det er nu ikke umiddelbart indlysende, at han har Ret. Det var dog i Aalbæk Forsamlingshus, at de i sin Tid saa berømmelige kulturelle Onsdags-Aftener blev holdt. Men lad os kun sige, at Martin Nielsen i sin Tid saa rigtigt, saa kommer man dog til det Resultat, at “videre Udsyn” maatte skyldes Lærer Wirrings og hans Hustrus udmærkede Arbejde baade i og udenfor Skolen. Rannerød Skole var i Wirrings Tid det eneste Kulturcentrum “norden Klitten”. Det er ikke Meningen her at komme ind paa Lærer Wirrings Arbejde, det tillader Pladsen ikke, og desuden er det jo saa mange Aar siden, saa det snart er glemt. At der nu og da kunde komme lidt Gnidning ind i Idyllen er vel ikke underligt. Værst gik det til i den fatale Sygekassestrid 1898, der delte Befolkningen i to Partier, hvoraf Wirring var Fører for det ene og derfor ogsaa fik Kærligheden at føle af sine Modstandere. Men ogsaa den Slags Ting glemmes, og da Lærer Wirring 1902 flyttede til Vogn, havde han kun Venner i Hulsig. Blandt dem, der kørte hans Flyttegods til Vogn var ikke blot hans til alle Tider bedste Ven, men ogsaa hans til sine Tider bitreste Uven, saa bedre kunde det vel ikke ende.
1925 døde Fru Wirring og i den Anledning skrev undertegnede under et eller andet Mærke hende en “Minderune,” i et lokalt Dagblad. Den maa vel have haft en Smule Betydning, siden Martin Nielsen tog den med i sin ovenomtalte Bog. To Aar efter tog Wirring sin Afsked, men blev ved med at bo i Vogn til sin Død i August 1952. De ligger begge begravet i Odense, hvor en Søn var Læge.
Kirkens første Ringer og Graver
Har man sagt Trip, Trap, skal man ogsaa sige Træsko. Derfor skal Graveren ogsaa tages med. Hulsig Kirkes første Graver hed Thomas Christensen, bedst kendt under Navnet Inger Tammes. Han var født i Raabjerg Sogn, vistnok i Kyllesbæk, 1840. – Da Gaardbosø blev udtørret i Begyndelsen af Firserne havde han været med ved Arbejdet der, og de Par Aar ansaa han vist for sit Livs Højdepunkt. Han slog sig derefter ned i Hulsig som Daglejer og deltog i alt forekaldende Arbejde, men hans kæreste Arbejde var dog at grave Grøfter. Som ung havde han faaet det ene Ben brækket og efter Tidens Skik og Brug var det sat forkert sammen, saa det ikke blot blev noget kortere end det andet, men ogsaa buede mod alle Verdenhjørner. Trods det daarlige Ben – “Skaanki”, som han kaldte det – kunde han vringle af Sted over Bakker og Grøfter, saa der skulde en god Fodgænger til at følge ham. – Det skulde der for Resten ogsaa i Arbejdet, han var en Slider paa en Hals og ærgerrig tillige. Hvis f. Eks. Manden, han abejdede for, var klog nok til at sige: Nu kan du gaa foran Tammes i Arbejdet, saa ved jeg, der bliver bestilt noget, ja, saa kan det nok være, at Tammes anstrengte sig. Var det f. Eks. en Ager der skulde mejes, og Tammes paa den Maade var sat i Spidsen, mens Manden dannede Bagtroppen, saa var det ikke rart for de Mejere, der var imellem, de havde det ikke morsommere end det kendte Dyr mellem to haarde Negle.
Da nu Kirken skulde have en Graver og Ringer, søgte Tammes Stillingen, dog af visse Grunde ikke skriftligt – og fik den selvfølgelig, hvem var vel bedre kvalificeret? – Han var vist den første i Hulsig, der havde Mod til at bygge sit eget jordløse Hus og derved fastslaa at hele hans Tilværelse skulde være baseret paa at arbejde for andre og være og blive Daglejer. Trods et Liv i Slid og Slæb og paa en Levefod saa ringe, at det vilde forbavse Nutidens forvænte Mennesker, naaede han dog at passere de 80, inden han døde 1923. Jeppe Aakjær siger om sin berømmelige Jens Vejmand, at “hans Liv var fuldt af Sten, men paa hans Grav i Døden, man gav ham aldrig een.” Saa venneløs og frændeløs var Tammes dog ikke. Forstaaende Mennesker satte ham et smukt Mindesmærke paa hans Grav paa Hulsig Kirkegaard.
Kirken var altsaa blevet indviet d. 5. August og allerede den 9. foretoges den første kirkelige Handling: To Børn skulde døbes, en Dreng og en Pige, Drengen først, for han havde ventet i hele otte Maaneder paa, at denne Kirke skulde blive færdig, saa han kunde blive døbt og komme til at hedde Lars hesselholt, i Dag Overlærer i Skagen. Det kom han da ogsaa til at hedde, selv om der nær var sket en Fejltagelse. Som før sagt kunde Pastor Place til Tider synes noget træt og distrait, og da den vordende Lars, som var et fremmeligt Barn af sin Alder, nu saa, at Præsten stod og fumlede med Pigens Navneseddel, hvorpaa der vist nok stod Magda, satte han i med et vældigt Skrig som Protest, og mere kunde han saa i Øjeblikket ikke gøre, men det var da ogsaa nok. For nu blev Bedste Kirsten, som bar Lars, ogsaa opmærksom paa Fejltagelsen og fik Præsten til at bytte Navnesedlerne.
Den 18. Oktober 1894 holdtes den første Konfirmation i Hulsig Kirke. Holdet var ikke stort, kun to Drenge og en Pige. Der var Peter Hjorth, den senere Hotelejer i Kandestederne og Opsynsmand ved Redningsbaaden. Men ellers vil hans Navn “til sene Tider mindes” som den, der byggede Skibet, der ved Aarhundredeskiftet blev ophængt i Hulsig Kirke. Saa var der Julius Trolle, der var Hyrdedreng hos Slagteren i Kandestederne og endelig Ane Jensen Høgenhav, senere gift med Lærer Wirring, Lodskovad, hvorfra de flyttede til Dvegetved, hvor Fru Ane Wirring døde for godt et Aarstid siden.
Den første Vielse i Hulsig Kirke foretoges den 16. November 1894, og det var Lærer Andersen i den daværende Hvidemose Skole, der blev viet til Nicoline Wirring, en Søster til de før nævnte Lærere Wirring. Vielsen foretoges dog ikke af Pastor Place, men af Pastor Jensen, Raabjerg – for gammelt Venskabs Skyld.
Først midt i Januar 1896 fik Tammes Lejlighed til at “kaste” den første Grav paa Hulsig Kirkegaard. At et Menneske skulde begraves benævntes paa Tammeses Tungemaal, at det skulde “kaastes hen.” Den første Grav blev gravet i det sydvestlige Hjørne af Kirkegaarden, og den afdøde var Ane Mortensen, Enke efter Gaardejer Lars Mortensen, der havde ejet den Gaard, paa hvis Jord Kirken var bygget. – Hun var altsaa den første, der belv begravet paa Korsbakkens Kirkegaard, paa den Jord, hun engang selv havde ejet, hvis man altsaa i de Tider kunde tale om, at en Kone ejede noget af det, der var Mandens. Hun var født i Højen og hørte til Slægten Ruth, hvorfor hun altid blev kaldt Ane Ruth. De sidste Par Aar af hendes Levetid var meget triste, idet hun blev saa affældig, at hun stadig maatte holde Sengen. Hun bad da hver Dag til, at hun maatte slippe. Men da hun saa en Aften pludselig blev blind, og Tiden stadig trak ud, troede hun, som hun udtrykte det, at Vorherre nok havde glemt hende, hvorfor hun ønskede, at der maatte blive bedt for hende i Kirken, hvad der ogsaa blev af Præst og Menighed. En Nat nogen Tid efter sov den livstrætte gamle Kvinde ganske stille ind i Døden, 84 Aar gammel.
Skagen i Juli 1954. J. K. Jensen.

88 – Rannerød Skole

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Denne smukke tegning af skolen i Rannerød er fra Jens Lampes bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).

Følgende er en afskrift fra ovennævnte bog , side 12 – 17.

Rannerød Skole kan d.15. Juni fejre 80 Aars Jubilæum, idet Skolen ifølge Sogneraadets gamle Forhandlingsprotokol skulde være færdig til denne Dato under Mulkt af 2 Rigsdaler for hver overskydende Dag. Da den lavestbydende, Peter Eskildsen, kun fik 109 Rigsdaler for Arbejdet, maa man gaa ud fra, at han har faaet Skolen færdig i rette Tid. I hvert Fald kan man se, at Skolen har været i Gang inden Aarets Udløb. Før den Tid undervistes Børnene “norden Klitten” af Omgangslærere. Blandt saadanne nævnes Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Jensen, Heden, Ole Madsen og Jens Andersen. Jens Jensen sad i flere Perioder i Sogneraadet og var mange Aar Formand for dette. Ole Madsen døde 89 Aar gammel i 1933. Han havde været Orlogsgast, hvilket dengang var en tilstrækkelig Kvalifikation for en Lærer. Han blev senere en agtet Baadfører i Kandestedernes Redningslaug.

Lige siden Skolen blev gygget har der været Fællesskab med Skagen Landsogn om den. Naar Skolen blev bygget i Rannerød og ikke længere mod Øst, skal det skyldes, at daværende Gaardejer Christen Madsen skænkede Grunden kvit og frit.

Skolen er bygget efter Mindstefordringerne i Lov af 8. Marts 1856. Tømmeret, der medgik, blev købt paa en Strandingsauktion, hvad Gulvbrædderne i Skolestuen endnu vidner om. De ser ud til at have udgjort Dørken i et Skib. Boligen var oprindelig beregnet som for en ugift Lærer, og det bemærkedes i Opslaget, at der ikke ved Skolen fandtes Jord til Anlæg af Have. Som i Klitlund og Hvidemose ansaas det paa Forhaand umuligt at opdyrke Flyvesandet. Men alle tre Steder gjorde en Række energiske Lærere Sogneraadets domme til Skamme.

Indtil 1892 underviste Læreren i Rannerød ogsaa Børnene i Bunken- Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. Jens Andersen ( Uggerby) hed den første. Han virkede i Rannerød-Lodskovad til Januar 1870, flyttede til Nørre Bindslev og derfra til Hvidemose Skole i 1871. ( Han maa ikke forveksles med en senere Lærer i Hvidemose af samme Navn). Den næste hed C.P. Mortensen ( Hvidsted). (f. 1845, dim. Ranum 1867). Denne har i en gammel Geografi ( af C. V. Rimestad) skitseret Skolen, som den saa ud de første Aar. Mortensen fik af Sogneraadet Tilladelse til at indrette et lille Køkken øst for Skolestuen mod selv at betale Arbejdslønnen, 15 Rigsdaler, og anskaffe et Komfur. Han blev nemlig i 1873 gift med en Pige fra Rannerød, Ane Marie Thomsen, og havde taget sin gamle Fader til sig. De, der kan huske Christian Peter Mortensen, omtaler ham som en livsglad Gut, der ikke foragtede de vaade Varer. Han endte vist sit Liv ret tragisk i Hovedstaden.

I 1874 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret Læarer, og Embedet var vakant i længere Tid, men omsider lykkedet det at faa en Seminarist, nemlig Niels P. Frederiksen ( f.1850 – d. 1919) fra Mosbjerg. I et Brev af 8/12 1874 fra Provst Reinau i Frederikshavn hedder det om Frederiksen, at “han ikke efter hans Eksamensbevis synes at høre blandt de Fremmeste.” Gamle Mennesker paa Egnen fortæller, at han var en dygtig Underviser, men saa “grow fin”. Naar han f.Eks. gravede Kartofler op, samlede han de enkelte Kartofler op med en Ildklemme for ikke at snavse Fingrene til. Det lykkedes ham at faa Lønnen forhøjet til 225 Rdlr. aarlig. Frederiksen blev senere Lærer i Gistrup, men maatte paa Grund af Sygdom søge sin Afsked ret tidligt. Han slog sig saa paa Journalistikken og var i mange Aar en flittig Medarbejder ved “Aalborg Stiftstidende.”

I 1876 opsloges Embedet ledigt igen, og der indkom 2 Ansøgninger, hvoraf den ene var fra en ukvalificeret og den anden fra en cand. pharm., men ingen af dem blev ansat. I Stedet for konstitueredes en Højskoleelev Jens Andreas Thomsen fra Thise et Aars Tid. I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25-aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham er der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden, en H. C. Rasmussen og en lang Sønderjyde J. L. Høeg. I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det gik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkuls tage sin Afsked. Der blev holdt en rask Auktion over hele Indboet, og Jensen rejste til København, hvor han efter sigende fik Plads som Bybud. Hans Flagstang blev købt af Efterfølgeren Chr. Bitsch Christensen, der konstitueredes i 1889, men allerede Aaret efter flyttede til Klitlund. I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i 1864 i Virring, Randers Amt og havde Eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. 5. August 1894 indviedes Hulsig Kirke, og fra den Dag af henlagdes Starholm Ejerlaug i Raabjerg Sogn i kirkelig Henseende til Skagen Pastorat, hvorefter Læreren ved Rannerød Skole blev Kirkebylærer og Kirkesanger.

Embedsboligen blev i Sommeren 1901 udvidet i Overensstemmelse med Lov af 24. Marts 1899. Derimod forblev Skolestuen uændret.

Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet. Gulvet i Skolestuen, der før havde været sandstrøet, blev ferniseret. Huer og Træsko skulde nu anbringes i Forstuen, og Matzens Læsebøger blev afskaffet til Fordel for nye og mere interessante. Nye Regnebøger, nye Sangbøger og nye store Vægkort anskaffedes. Baade Sogneraadet og Forældrene knurrede over alle de Udgifter, men overgav sig dog til sidst, da de opdagede, at det ikke blot var tomme Slag i Luften. Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold og han blev – efter hvad man kan dømme – en Lærer, der ragede op over Gennemsnittet. Lektieterperiet laa ham fjernt, men han forsømte dog ikke at drage Omsogt for, at hans Elever fik en grundig Tilegnelse af Læsefagene. I flere Vintre holdt han Aftenskole for Karlene, og hans Hustru underviste de unge Piger i Haandgerning og Vævning. Efter Undervisningen samledes allle Eleverne til Oplæsning af Værker af danske Digtere, og der afsluttedes med Afsyngelsen af Fædrelandssange og en Aftensang. Med Iver tog Wirring endvidere Del i det folkelige Arbejde.

Han var Medstifter og Formand for Skytteforeningen og Husflidsforeningen, medstifter og Formand for Skagens Landsogns Sygekasse i 10 Aar og et virksomt Medlem af Komiteen for Opførelsen af Hulsig Kirke.

Endnu i hans Tid bebeholdt man den gode gamle Skik at give Læreren daglige Gaver, saasom Mælk, Fløde, Æg og Fisk, og i Slagtetiden vankede der Kødportioner.

I Foråret 1902 – kort inden Wirring flyttede til Vogn – plantede han et Tusind Hvidtjørnsplanter omkring Legepladsen mod Nord, Øst og Syd. Hans Løn var 450 kr. fra Kommunen og 125 kr. fra Amtet + Bolig og Brændsel. Der var frit Valg mellem 12.000 Stk. Martørv eller 24.000 Stk Knoptørv.

( I Martin Nielsens Bog: Mennesker, jeg mødte paa min Vej” omtales baade Bitsch-Christensen, Wirring og Bjørn, der ofte besøgte den grundtvigske Pastor Frede Bojsen Jensen efter Søndagsgudstjenesterne i Raabjerg Præstegaard. Forfatterinden Thyra Jensen, omtaler ovennævnte Lærere i sin Bog “Fra gamle Præstegaarde”).

I November kaldedes Peter Petersen Pinholt til Lærer i Rannerød. Han var født i 1880 i Møborg i Vestjylland og dimitteret fra Nørre Nissum Seminarium i 1901. Pinholt havde, skønt godt begavet, vist hverken Lyst eller Evner til Lærergerningen. Det Fag, der interesserede ham mest, var Gymnastikken. Saaledes forsøgte han at indføre Cricketspillet og tog ofte i Sommertiden Børnene med ned til Havet. I 1906 flyttede han til Nibe, saa til Hobro, indtil han tog sin Afsked i 1933. Derefter var han Redaktør af en radikal Avis i Holstebro, hvor han døde i Marts 1947. Under Vakancen i 1906-07 vikarierede en af Skolens gamle Elever, frøken Anna Madsen fra Rannerød. Fra 1907 – 08 virkede Lærer Peter Madsen født i Asdal 1884 og dimitteret fra Ranum Seminarium i 1906. Han var med til at starte Brugsforeningen i Hulsig og flyttede til Nykøbing Mors, men blev senere Førstelærer i Sulsted.

Hans Efterfølger hed Kjeld Due, født i Hobro 1884 og dimitteret fra Ranum i 1906. Han virkede til December 1911, hvorefter en Lærer Dueholm virkarierede til J. P. Wilhelmsen, født 1883 paa Djursland, blev kaldet. Wilhelmsen virkede ved Skolen 1912 – 45 og var som Wirring en ivrig Havedyrker. Især plantede han en Mængde Frugttræer og opdyrkede et nyt Stykke Klitjord sønden for Skolen. I Wilhelmsens Embedstid forsvandt Straataget fra Skolen til Fordel for røde Tagsten.

Det højeste Børneantal, der har været i Rannerød er 46 ( i 1906) og det laveste 19 ( 1946).

Efter den nye Skoleplan tænkes Rannerød Skole omdannet til en eenklasset Skole for Børn indtil 12-Aarsalderen. Skolen skal udvides med en mindre Gymnastiksal. I Maj 1946 ansattes Jens Lampe ved Rannerød Skole. ( F.1917 og dim. fra Tønder Seminarium 1938).” ( afskrift slut)

Her et billede af ægteparret Wirring ( fra Martin Nielsens bog:”Mennesker, jeg mødte paa min Vej”.

Og den unge lærer Pinholt, der kom efter:

Fra min egen barndom husker jeg lærer Wirring – jeg har ikke mødt ham, men han var lærer for min bedstemor ( Anna Larsen, senere Anna Andersen) og hun boede i mit barndomshjem i Strandby. Hun besøgte af og til sin gamle lærer – min far kørte hende til Vogn. Hun glemte ham aldrig og var ham hele livet dybt taknemmelig for det, han havde betydet for hende som barn og ung pige. Var det måske ham, der gav hende mod og lyst til at rejse ud i verden og skabe sig et liv, der var så anderledes end det, der levedes i Hulsig? Det tror jeg.

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer følgende om sine lærere:

Min første lærer hed Wirring, og han kom senere til Vogn. Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det.

Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne.Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne i 1 – 1½ time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.” ( Citat slut.)

Her et billede fra den tid, Lars Hesselholt var elev – i 1906 – Pinholt ses bagerst.

Og her et noget senere billede fra min mors album:

Det vi ser ovenfor er lærerparret Wilhelmsen, og min mor er blandt børnene. Det er i 1919. Herunder kommer et skolebillede, som er 5 år yngre, og Sylvia Larsen, fra Krøghgården skal være derop – hvem mon?

Om lærerparret Wirring skriver Martin Nielsen i sin bog følgende:

(Citat side 28 – 29) “Et stateligt og meget tiltalende Lærerpar var J. P. Jensen- Wirring og Hustru i Rannerød Skole. De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde Mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig og dyb Stemme, medens Hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld.

Var Lærer Bjørn en Ener med stærkt Særpræg, saa var Lærer Wirring en Type – jeg har næppe kendt nogen smukkere – paa en dygtig og ihærdig grundtvigsk Lærer i det Slægtled, han tilhørte. Og hans Hjem, saaledes som jeg senere lærte det at kende, var Eksemplet paa et smukt og godt Lærerhjem, hvor man havde Trang til at tjene de Mennesker, man boede iblandt.

Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst og Arbejdsevne, og den blev taget rigelig i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i Kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske. De tog de Opgaver op, som Befolkningen gav dem i Tillid til deres Evner og Troskab.” ( Citat slut.)

Nielsen fortsætter med at omtale den lange række af initiativer, Wirring tog, både i Rannerød og i Vogn. Ud over at samle de unge i ungdomsforeninger og i det hele taget skabe grobund for et folkeligt oplysningsarbejde, var han en dygtig havemand, der skabte smukke og frodige haver ( selv i Rannerød). Han kone var også meget elsket af alle. I “Vendsyssel Tidende” stod følgende Mindeord at læse, skrevet af en tidligere elev fra Rannerød Skole:

( Citat side 30 -31 )“En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme Stemme glemmer jeg aldrig!

Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.

Tidt fik vi Lov at smage Fru Wirrings Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: “Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.

Og der var noget andet, som heller ikke slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor et saadant lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjete gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun engang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet, glad Stemning over hele Linien.

Hvor kunde hun tage os om Hjertet, blev ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særlig til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.

Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred, Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid.

Det var vel omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er der mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand.

Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.” ( Citat slut )

Og Martin Nielsen konkluderer sin beskrivelse med at pointere, at Danmark ville blive et smukkere og skønnere land, hvis der havde været flere af den slags lærerhjem.

Artiklen er skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog fra Hulsig. Han blev senere lærer på Frederiksberg og skrev jævnligt artikler til nordjyske dagblade. En  Hulsigdreng, der altså klarede sig godt i livet, men som engang var en lille forknyt og forfrossen barnsjæl, der ikke kendte meget til venlighed og kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Min bedstemor kunne fortælle noget lignende. Også hun voksede i glæde og selvtillid, takket være disse to usædvanlige mennesker.

På det nederste skolebillede ( 1919) fra Veras barndom hedder læreren Wilhelmsen, og jeg har ikke fundet nogen beskrivelse af ham, men husker, at min mor var glad for at gå i skole, så han har vel også været en god underviser. Måske ved nogen af jer noget om ham, så send mig en mail – det ville være rart?

Tak til Ellen Åmand, som sendte mig en mail idag ( 28/9 ) om lærer Wilhelmsen, som hun har skrevet om i indlæg nr.66 ( se under Hjemstavnsroman). Jeg citerer fra ovennævnte indlæg:

 (Citat fra indlæg 66 )  “Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.

Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.
De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”
Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.( Citat slut).
Det var altså ikke Wilhelmsen, der var nazist, men den nye lærer, der virkede de to sidste besættelsesår ved skolen, hvorefter han arresteredes og aldrig igen fik et lærerjob. Hans navn får vi ikke. Men lad os skynde os at rense Wilhelmsen for enhver mistanke. Ham var det ikke.
Men nu lidt mere om Wirring, der i al fald ikke havde den slags tilbøjeligheder. Af gode grunde, for det var før, verden gik af lave. Han kom meget hos det unge præstepar i Raabjerg Præstegaard. Der var jo ingen kirke i Hulsig, da han blev ansat. Og præstefruen i Raabjerg på den her tid hed Thyra Jensen og var forfatterinde. Hun skrev i sine erindringer: “Fra gamle Præstegaarde” flg.: ( hun staver navnene forkert – men det er nu almindeligt i tiden)

(Citat side 204) “Der var i Råbjerg sammen med os en Flok af unge tiltalende Lærerfamilier. Flere af dem havde været trykket og kuet af de åndelige Forhold i Sognet. Nu rejste de Hovedet og sluttede sig trofast og inderligt til os. Lærer Jensen-Hvirring i Rannerød, der sammen med Peter Hjorts var stadige Kirkegængere, havde længe arbejdet for at få indsamlet til en Kirke i denne Udkant af Sognet ( = Hulsig), det lykkedes at få den bygget færdig sidste År, vi var i Råbjerg. ….”

Pastor Jensen og Frue er Grundtvigianere, og dem er der ikke mange af hverken i Råbjerg eller i Skagen Landsogn – her har Indre Mission derimod sejret ligesom andre steder i det nordlige Vensyssel – føromtalte Martin Nielsen er husmandssøn fra Knasborg ved Elling, men løser sognebånd til Råbjerg for at slippe for den indremissionske præst i Elling – og han går den lange vej til Råbjerg hver søndag. Folk i Hulsig og omegn skulle jo også gå langt til kirke, nemlig tværs over Studeli Mile (=Råbjerg Mile) for at komme i kirke – men i al fald Wirrings gik gerne turen – de følte sig åndsbeslægtede med præsteparret der.

En anden pudsig ting i Thyre Jensens erindringer er hendes skildring af A. P. Gaardboe. I min blog optræder han gang på gang, for uden ham ville vi fattes mange oplysninger om egnen. Men det grundtvigianske præstepar afskyer ham, og følelserne gengældes fuldt ud. Man får det indtryk, at Jensens havde trange år i Råbjerg, fordi Indresission modarbejdede ethvert initiativ fra præstens ( selv en syklub) – men en anden sten i skoen var altså den gode Gaardbo! – Thyre skriver:

(Citat side 212) “Peter Gårdbo havde vist min Mand ikke så lidt Hensyn, da han ikke kunde lide Indremissions Fremgang i Sognet, tiltalte det ham, at den ny Præst – som han sagde – ikke lod til at ville lade sig opsluge af Missionen.

Skønt vi indsaa hans Begavelse, Energi og den ( ganske vist meget ensidige) Kutur, han havde tilegnet sig, kunde vi umulig komme til at synes om ham. Egentlig var en Mand af hans Udvikling og med hans Interesser ganske efter min Sind, jeg havde da også, såsnart vi skulde til Råbjerg, grundigt pløjet hans Bog “Fortidsminder fra Vendsyssel,” der dog skuffede mig meget.” ( Citat slut)

Og nu kritiserer hun ham for at skrive “grimt” om f.eks. de gamle præster ved Raabjerg Kirke – og desuden finder hun hans beskrivelser af almuen tarvelig. Hun finder ham kort sagt ukultiveret.

Sagen er vel, at A. P. helt igennem er rationalist og betragter både indremissionsfolk og grundtvigianere som sværmere og romantikere. Selv er han nøgtern og kølig og skarp i sine skildringer, og det falder naturligt nok ikke i god jord hos de religiøse af forskellig observans.

Man får ved læsningen af de to ovennævnte erindringsbøger en fornemmelse af den brydningstid – næsten et vårbrud – der finder sted i det nordligste Vendsyssel i disse år inden århundredeskiftet. Der bygges højskoler og mange forsamlingshuse og de små hedelandsbyer får deres egen kirke, som de vel at mærke selv betaler. Jo, hedebonden var nok fattig, men ikke i ånden.

En anden morsom ting: Martin Nielsen vokser op i en materiel fattigdom, der næsten er ufattelig, men i hjemmet hersker stor glæde ved læsning og ved åndelig samtale – morens veninde, en gårdmandskone, er elev af selveste Christen Kold og Wilhelm Birkedal fra Ryslinge, jo, der er en blanding af stor armod og gærende oplysningstrang i det lille fattige hus på heden. Om huset skriver Nielsen: ( Citat side 8) “Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. … Om Vinteren, naar Frosten var Haard, maatte ikke alene Mæken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svindefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar i Stuen, hvor det endda kunde true med at bundfryse, naar den kolde Vind fra Køkkenet med den aabne Skorsten trængte ind.” ( Citat slut)

Ja uha for et hårdt liv!

Men man snakkede om de største ting alligevel, og drengen læste højt af Bibelen fra han var 7 år. Den Koldske Dame fra nabogården stammede fra Starholm i Skagen Landsogn, så allerede 1860’erne sendtes egnens folk ( og endda en pige!!) på Højskole – hun hed Marie Larsen, og nej desværre, hun var ikke søster til Anna Larsen ( det ville ellers have været lækkert ) Hun var født Hjort, så vi skal finde hendes hjem i Kandestederne – mon ikke hendes far hed Peter Hjort – senere hotelejer?

Men hun var altså elev af Christen Kold.

Her er et lille glimt af skolens papirarbejde: en ansøgning om at flytte husflidforeningens udstilling. Og et brev om skolens regnskab – og et regnskab. Alt sammen på Pinholts tid – nemlig 1904 og 1905

Skolen som den tog sig ud i sine sidste år: