150 – kapitel 16

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Jeg får desværre ikke mulighed for at skrive mere på romanen i den nærmeste tid. Så det må vente.

Men jeg fik nogle dokumenter fra gamle dage af min fætter Jørgen Hesselholt. Han mente, jeg kunne bruge dem, og det kan jeg helt bestemt. De er alle skrevet med gotiske bogstaver, som jeg ikke er en ørn til at læse, men jeg har gjort mig umage med det, og der er kun ganske få ord, jeg ikke kan læse. Det drejer sig om den ene ud af tre kontrakter. Så herunder kommer nu den gamle kontrakt, som Jens Madsen – ham der var en stor dreng, da sandstormen tvang familien til at flytte gården til Hulsig, får kontrueret, da nevøen Lars skal overtage gården. Det er i 1855, og man kan vist roligt sige, ud fra læsningen af kontrakten, at onkel Jens har sikret sig i alle ender og kanter og ikke har haft den største tiltro til sin nevøs umiddelbare kærlighed og omsorgsfuldhed. Ikke så sært endda, når man tænker efter, og kontrakten ligner givet vis de fleste af den tids aftægtskontrakter, og deres minutiøse gennemgang af alt, hvad der kunne gå galt for de gamle, er vel forståelig, når man ved lidt om, hvor besværlig og uønsket en gammel mand eller kone dengang ofte var i de unge folks øjne. Det var derfor vigtigt at have det juridiske bagland i orden. Læs engang:

 

 

Skjøde  paa Hesselholt 1855

Jeg undertegnede Sognefoged Jens Madsen i Skagen Landsogn tilstaar herved at have solgt og afhændet, ligesom jeg med dette mit Skjøde sælger og afhænder til Ungkarl Lars Jensen den mig ifølge Skjøde af 13. Januar 1813 tinglyst d. 18 Januar S.Aa. tilhørende Gaard Matr. no. 3 og 14 i bemeldte Sogn , med tilliggende og tilhørende, alle til Bygningerne værende mur- og nagelfaste Ting, Besætning og Inventarium, paa følgende Vilkaar:

Lars Jensen betaler ved nærværende Skjødes Underskrift kontant 500 rd. Som skrives fem hundrede Rigsdaler Rigsmønt og for Resten af Kjøbesummen giver Lars Jensen mig Obligation mod Pant i den solgte Eiendom. Det af mig paa den søndre Side af Gaarden opførte Huus tillige med den ved samme værende Hauge (= have) og en Ager, der strækker sig fra Haugen til det søndre Skjel og  Marken og mod den nordre Ende støder til et Stykke Engbund, samt det Stykke Jord, der er beliggende østenfor Haugen i lige Retning mod den nordre Haugegrøft og er 40 (?) i Bredden (heraf) forbeholder jeg, Jens Madsen, mig og min Kone Afbenyttelsesret, saa længe vi lever ( ligesom og Rettigheder til at adskille de nævnte Dele fra Gaarden og i det hele samme fuld Rådighed over dem, ligeledes for min og min Kone Ane Madsdatters Levetid, om nogen af os skulde blive saa til Sinds. Saalænge jeg og min Kone, Ane Madsdatter, lever, er Lars Jensen pligtig at vedligeholde det nævnte Huus samt Hegn om Haugen i forsvarlig stand ligesom og at pløje og gøde den nævnte Ager med god, forsvarlig Gjødning, som han selv leverer.

Ligeledes er Lars Jensen pligtig aarlig at give mig og min førnævnte Kone, saa længe nogen af os lever: 4 Tønder Rug, 3 Tønder Byg af godt og forsvarligt Korn, samt 1/2 Tønde god Bygmalt som leveres os hvert Aar 1. Mai og 1. November, hver gang med det halve. Han leverer os en god Ko til Malkning, der kælver til Majdag, men som jeg kan forlange ombyttet med en, der kælver til Mortens Dag, saaledes, at vi bestandig have en Ko, der nylig har kælvet og er saa pligtig at fodre samme Ko og om Sommeren at lade den græsse paa Indermarken. I øvrigt forbeholder jeg mig Ret til, til hver Tid, jeg lyster at tage hvilken af hans egne Køer, jeg finder for godt i Stedet for den, der er os leveret. Dersom vi i Stedet for den ovenomtalte Ko hellere skulde ønske at faa Mælk leveret, da skal han daglig give os 6 potter nymalket Mælk, naar dette ikke haves, da i stedet herfor 1 Skæppe malt maanedlig.

Han skal fodre og græsse for os aarlig 4 Faar og sammen med hans egen Faareflok, og forbeholder vi os Ret til i Stedet for 2 af vore egne Lam at udtage 2 af hans, efter at han selv har frataget 2 til Tillæg. Hvis de os tilhørende Faar dør, da er vi berettigede til at indtage lige saa mange igjen af hans Faareflok.

Derudover leverer han os aarlig 2 Tønder gode Kartofler, 3 Lispund Flæsk, 1 Lispund Talg, 8 Lispund Sæbe, 1/2 (?) Hør, 2 Lispund Smør 1. Lispund Sødmælksost, 1. Pund Salt, 1 Pund Ærter, 4 Hvidkålshoveder, alt godt og forsvarligt, efterhaanden som vi behøver det, og desforuden til Højtiden 1 Pund Kaffe, 1 Pund (?), 2 Flasker Brændevin, og 2 Rigsdaler i Penge. Til Julen 2 Potter Rom. Aaret igjennem vedligeholder han os med Fisk, han skal levere os af samme hvad vi behøver, hvis ikke, da skal han give os af de bagte Fisk, han har, saa mange, vi behøver.

Han vedligeholder os tillige med den fornødne Brændsel, der i rette Tid bjerges, tørres og sættes i Stak paa et begæret Sted.

Vort Korn er han pligtig at kjøre til Mølle og skaffe det tilbage i formalet Stand, ligesom han og skal bære det paa vort Loft.

Han er fremdeles pligtig at befordre os til og fra hvilken af de tre nærmeste Kjøbstader vi ønsker 2 Gange aarlig, samt befordre os til og fra Skagen Kirke saa ofte vi forlanger det. Han skal naar vi behøver det, brygge og bage for os, pleje og passe os i vor Alderdom og i Sygdomstilfælde om fornøden gjøres, befordre Distriktslægen til og fra os, ligeledes fri Afbenyttelse af hans Brønd. Det skal være os tilladt at gaa frit omkring baade paa Marken og i hans Huus, naar det sker paa en sømmelig Maade, ligesom det og skal være os indrømmet at gaa fri og uhindret til og fra vort eget Huus.

Vilde vi nogen Tid blive til Sinds at flytte fra Gaarden, da skal sammes Eier være pligtig at levere os derhen, hvor vi tager Ophold i en Afstand af ikke over 4 Mil fra vort nuværende Hjem, paa samtlige førnævnte Vilkaar med Undtagelse af (?) i Stedet for hvilke han i saa Tilfælde er pligtig at betale os 40 Rigsdaler aarlig. Jens Pedersen i Skagen Sogn har nu i 2 Aar haft Tilladelse til Græsning og Afslæt i den nordre Side af min Gaards Jordlod, og denne Tilladelse skal fremdeles vedblive over for en ny Eier af Gaarden for bemeldte Jens Pedersen og Hustru saa længe nogen af dem lever.

Foranførte Aftægtsforpligtelse bliver uforandret, indtil jeg og min Kone. Ane Madsdatter, begge ved Døden ere afgaaede og er endvidere pligtig efter vor Død at give os en anstændig Begravelse efter Egnens Skik og Brug. Dersom Lars Jensen eller hans Arvinger skulle blive til Sinds at sælge bemeldte Eiendom ere de pligtige først at tilbyde os samme.

Da nu Lars Jensen har tilfredsstillet mig ved Kjøbesummen otte Hundrede Rigsdaler og ved at give mig Panteobligation for de resterende tre Hundrede Rigsdaler saa overdrager og tilskjøder jeg ham herved bemeldte Gaard matr. No 3 og 14,5q i Skagen Landsogn, Hesselholt kaldet, Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpigtelser, imod at han opfylder den ovennævnte Aftægtsforpligtelse og tiltrædes Gaarden saaledes af Lars Jensen ved dette Skjødes Underskrift.

 

Jeg, Lars Jensen paatager mig alle de i det foregående nævnte Forpligtelser og til Sikkerhed for sammes Opfyldelse giver jeg første Prioritets Panteret i den bemeldte Eiendom, hvilken Panteret skal hvile paa samme, saa længe Jens Madsen eller hans Hustru Ane Madsdatter lever.

 

Det bemærkes, at Aftægten er anslaaet til 60 Rigsdaler aarlig eller for 5 Aar til 300 Rigsdaler.

 

Til Bekræftelse have vi læst Skjødet  i Vitterlighedsvidners Overværelse.

 

Originalen beholder Lars Jensen, og jeg, Jens Madsen erholder en bekræftet Gjenpart af samme.

 

Ved Nærværelse i Skagen s.11 December 1855 Lars Jensen

 

Til Vitterlighed: (?) Hansen, Svend Jensen

NB: denne Svend Jensen er Lars Jensens lillebror, og vi har mødt ham i romanens kapitel om overtro. Desuden i kapitel 2, hvor vi er i familien Svendsen i Højen.

I kapitel 16  har vi taget springet op i det nye århundrede, og de mennesker, vi nu møder, er vi mange, der husker, så derfor bevæger pennen sig lidt tøvende. Men bare rolig, alle jer, der slumrer under mulde, og alle I andre, der husker de gamle,  jeg vil behandle hvert enkelt liv med respekt.

For de lever i mit hjerte, og det håber jeg, vil fremgå.

 

Kapitel 16

 

Hulsig 1910 – 1916

 

Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle dens tids regnebøger ud. … Han var landbrugselev og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte flydende med dem. … Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.

 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.

Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003

”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lys. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.

”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.

Otto skulle være i stalden og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han skulle læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. For Lars skulle have en fin eksamen og være dyrlæge.

Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, men Bedste Kirsten sled som et bæst, for at han kunne komme på Ladelund, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.

Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”

Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? Ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som sagde ligeså meget som ordene kunne: det er lige meget, om du kan læse, sagde de. Jeg er lige så glad for dig for det.

Det var lærer Due ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten helt tossede af alle de lussinger.

Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.

”De er da for små,” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Herregud,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.

Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” havde Magnus spurgt og ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.

Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at træde lige de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på mostuerne, for så kunne de også nemlig sagtens nå at få øje på alle de hugorme, der lå på lur efter dem.

Nu var de snart henne ved den lange klitrække, hvor fårene græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker, uden at få skænd, for der var ingen voksne. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.

Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne mageligt grise sig til, det ville ikke engang kunne ses.

Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede i lavningerne, og nedenfor en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.

Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.

”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.

Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og så både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.

”Skal vi ikke gå hjem?”

”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.

”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.

Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han lignede ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor.

”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.

Men med Senius vidste de ikke rigtig.

Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.

De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.

”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.

”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.

Karl blev siddende.

”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.

”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.

”Hvor er Otto?”

”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.

”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”

”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede så sært.

”Jeg har set lyset brænde i ”Iijern”. I nat,” sagde han.

”Hvad?” Senius gloede.

”Ja, oppe i krattet, og det er ikke lyv. Det brændte lige over skatten. Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.

”Det er løwn. Der er nemlig ingen skat. Det er bare overtro, siger min far.”

”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.

”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.

Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun vidste det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting. Også lyset.

”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar fuld af løwn.”

”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.

”Af hvem?”

”De voksne selvfølgelig.”

”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.

”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”

”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.

”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”

”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”

”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.

”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”

”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.

”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”

”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”

”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.

”Jeg vil nu hellere undersøge sagen,” sagde Karl og lød meget voksen, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger far.”

”Undersøge? Hvordan?”

”Vi ku’ jo prøve at smage. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.

”Jo … men … det ka’ vi da ikke?” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod og fik en rigtig god ide.

”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.

De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”

”Inger Thammes?”

”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og så arbejder han på vores gård. Og vi kender ham rigtig godt.”

Og det var jo sandt. Inger Thammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede i oppe kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.

”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.

”Det tror jeg heller ikke,” sagde Karl.

”Jo, han vil så,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”

Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale Inger. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, det var let nok, mente Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.

Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod. Men så tørrede han det af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage, og de åd ikke får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.

Magnus var meget opfindsom.