AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Man kan også sige, at verden har mistet et håb. For Amos Oz er død..
Han blev 79 år og han nåede ikke at få nobelprisen. Den bliver ikke altid uddelt til de største..Amos Oz blev ved med til det sidste at tro på og arbejde for freden i Mellemøsten. Han er født i Jerusalem, boede som ung i Kibutz som reaktion mod sin konservative familie – han er bla. i familie med Nethanjahu – og han var hele livet tilhænger af et to-statssystem: et land til jøder og et land til arabere. En socialistisk zionist. Selv om det lyder selvmodsigende, så mente han, at man godt kunne elske Israel og Palæstina samtidig. Han troede på venskab mellem jøder og arabere.
Han blev lyttet til af alle og elsket af de fleste. Alligevel handlede magthaverne imod hans ideer om fred, og selv om han troede, at litteraturen kunne ændre verden, så blev han aldrig bekræftet i den tro. Jeg ved ikke, om litteraturen KAN ændre verden. I al fald kan litteraturen ikke afskaffe krig. “Intet nyt fra Vestfronten” af Erik Remarque afskaffede ikke al krig.
Og Amos Oz må have haft sine tvivl. Jeg vil til minde om ham citere en passage fra hans seneste roman: “Judas”.

Det er den bibelske Judas, det handler om. Ham, der angiver Jesus.
Her er en passage fra bogens side 260. ( Det er Judas’ stemme, man hører, og han fortæller, hvordan han mødte Jesus og hans disciple):
“(Jeg) sluttede mig til dem, gik klædt i samme lasede klæder som dem, spiste den samme simple kost som dem og gik barfodet med blødende fødder som dem og troede som dem, ja, tilmed mere end dem, at Frelseren havde åbenbaret sig, og at denne ensomme, indadvendte unge mand, denne generte, ydmyge unge mand, som hørte stemmer, som i sit rene hjerte skabte smukke lignelser og forkyndte de enkleste budskaber, der strømmede fra ham som vand fra en ren kilde, budskaber, som greb alle hjerter, budskaber om kærlighed og barmhjertighed og selvopofrelse,  glæde og tro, at denne spinkle unge mand faktisk var Guds enbårne søn, som omsider var kommet til os for at frelse verden, og nu gik han her midt iblandt os som en af os. Men han var ikke en af os og ville aldrig nogensinde blive det.
Han (Jesus) frygtede hele tiden Jerusalem og følte sig også frastødt af byen; af templet, præsterne, farisæerne, saddukæerne, de skriftkloge og de rige og magtfulde. Det var landsbyboens frygt , en genert ung mands frygt, en gnavende frygt for, at de ville udstille ham og gøre ham til genstand for spot og spe, og at de skriftkloge og mægtiges strenge blik ville afklæde ham.” 
Judas overtaler Jesus til at tage til Jerusalem. Jesus er bange, og han har grund til at være det. Judas er ikke bange. Han tror 100%, at Jesus er Guds søn og at Gud vil befri ham fra korset: at Jesus vil stige frelst og glad og usåret ned fra korset og favne hele verden med sin kærlighed. Ja, det tror Judas og derfor peger han Jesus ud for soldaterne. Det tror Jesus ikke. Han ved bedre. Alligevel går han med til at besøge Jerusalem. Og vi ved, hvad der sker. Jesus stiger ikke ned fra korset. Judas mister sin tro. Det kan man så let, når man møder dødens kulde og kærligheden ikke kan opvække os fra de døde.
Troen på, at det alligevel skete kan Judas ikke bruge.
Jeg citerer videre, og det er stadig Judas, der er “jeg”:
Jeg elskede ham af hele mit hjerte og troede fuldt og fast på ham. Det var ikke kun den ældre brors kærlighed til den yngre, som er bedre end ham, ikke kun den ældre, mere erfarne mands kærlighed til den store, yngre lærer og heller ikke kun den troendes kærlighed til en mirakelmager. Nej. Jeg elskede ham som Gud. Jeg elskede ham meget højere, end jeg elskede Gud. Faktisk har jeg, siden jeg var ung, slet ikke elsket Gud. Jeg følte mig tilmed frastødt af ham. En skinsyg og hævnende Gud, der straffer fædres skyld på børn, en grusom, vred, bitter, hævngerrig, smålig, blodsudgydende Gud. Mens sønnen i mine øjne var kærlig, barmhjertig og nådig og tilgivende og også, hvis han ville, kunne være vittig, skarpsindig, varmhjertet og tilmed morsom. Han tog Guds plads i mit hjerte. Han blev min Gud. Jeg troede ikke, at døden kunne røre ham. Jeg troede, at det største mirakel af alle ville ske i dag i Jerusalem. Det sidste og endegyldige mirakel, hvorefter der ikke længere ville findes død i verden. Hvorefter der ikke længere ville være behov for flere mirakler. Det mirakel, hvorefter himmeriget ville opstå og kun kærlighed ville råde i verden.” ( citat side 262).
Ja. en stor digter er død. Han troede på freden. Og han gav håbet videre med sin digtning.
Ære være hans minde.