Kilde: Lars Hesselholt: Hulsigminder – fra Kandestederne til Tranestederne.
Onkel Lars’ lille erindringsskrift er en af de fineste kilder til viden om folk i Hulsig og omegn fra omkring hundredeårsskiftet ( 1900) – han foretager en skriftrejse fra Kandestederne til Tranestederne og omtaler omhyggeligt gård efter gård – og fortæller samtidig små historier om folkene, der boede der. Årstal er der ingen af, så her må man gætte sig frem.
Han skriver sådan her om stedets liv i almindelighed: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom ( født i 1893) , som en samhørende familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik en godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik en dårligt. Det var en ret ufrugtbar egne, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.
Beboerne i det lille, men langstrakte samfund, var nok lidt særprægede. Jeg har vist været i hvert hjem fra Kandestederne til Peter Tranes og kendte alle beboerne og havde et indtryk af alle.” ( side 52)
Onkel Lars beskriver dem nu gård for gård. Enkelte skilte sig dog ud som særlige personligheder, og om dem går der nogle historier. Her er et par af dem. Mads Mortensen var en af de mere velhavende gårdejere, han var dygtig til at drive gården og tjente desuden en del ved at sælge martørv. Der har været penge på kistebunden i det hjem. Og så var han slagfærdig.
En dag blev han inviteret til Gaardbogaard af etatsråd Jørgensen, der netop havde bygget et tårn på herregården. Bønderne stod nu i tårnet og kiggede ud over landskabet. En af dem var temmelig pralende, han kunne altid mere end de andre, mente han – det var Peter Madsen. Nu så Peter ud over havet og sagde: “Herfrå ka’ a si hiel til Læsø – det ka’ I ajjer nok intj!!!” – “Ka’ du intj si længer?” spurgte Mads Mortensen. -“Ka’ du da si længer?, spurgte Peter Madsen. – “Jo,” sagde Mads Mortensen, “a ka’ da si månen, det er da længer hen.”
En anden gang var Mads Mortensen hos købmand Møller i Skagen. De var lidt fine på den, de købmænd. Hørte absolut til det finere borgerskab, og det gjorde bønderne i Hulsig absolut ikke – og det fik de undertiden at mærke. Men Mads lod sig aldrig mærke med noget, og smalltalk jordede han med fornøjelse. En dag spurgte købmanden til hans helbred. Jo, mente Mads, det var nogenlunde, dog havde han problemer med den ene ben. Jamen, det var alderen, bedyrede købmanden. Vrøvl, svarede Mads, hans ben var lige gamle, og det andet fejlede ingenting.
Mads havde en kone, der gerne ville være lidt fin. Det var hun jo nok også, men ikke så fin som dem i Kandestederne – der havde den finere kogekunst holdt sit indtog med Kokholms Hotel og de mange rige badegæster. Der havde Ane hørt om uhyrlige ting så som safran, der kunne farve det kedelige grå mad om i lystige farver. Sådan et mirakelmiddel ville hun også gerne eje. Og Mads fik besked på at købe – men glemte det gang på gang. En dag huskede han det imidlertid og sagde til Møller, at han da for resten skulle have safran med hjem til Ane. “Jo, men safran, det er jo dyrt,” købmanden så skeptisk på bondemanden, der stod der i sit ikke alt for rene tøj. Et lille brev på et halvt gram kostede skam 25 øre ( mange penge dengang ) – Godt, sagde Mads, “lad mig så få et pund.” Købmand blev lidt hylet ud af den – det var et voldsomt køb, og desuden, hvem kunne betale det? “Ja, a hår da pæeng med!” sagde Mads og holdt på sit. Enden på det blev, at købmanden måtte gå rundt til alle sine konkurrenter og indkøbe safran, indtil Mads havde sit pund. Det betalte han og gik stolt hjem til Ane. – “Så håer a safran til dæ, Ane!” skulle han have sagt, da han kom hjem, og min onkel Lars er ret sikker på, at der nu efter alle disse mange år stadig må være gemt temmelig meget safran på loftet.

Onkel Lars har en sørgelig fortælling med i sin lille bog. Den handler om min tipoldefar Chr. Krøgh. Han boede i det, der hed den nordre Krøghsted ( det blev for år tilbage købt af Martin Gårdlund, som købte begge Krøghstederne, og han brød det her sted ned og byggede det sydlige Krøghsted om til en stor gård – det er den, der nu ligger lige nordvest for banen, længerne er i dag lavet om til sommergæster ) – i den nedbrudte gård boede min tipoldefar Christian Krøgh og hans kone Christiane. Chr. var musikalsk og spillede fantastisk violin – folk kom i hjemmet for at høre ham. Men han var desværre også alkoholiker, og det kunne han ikke leve med. En dag gik han op på loftet og hængte sig. En dag mange år senere besøgte min farmor, Lise, sin bedstemor ( Christiane ) Hun var en lille pige og glemte aldrig, hvad hun oplevede den dag. Bedst som de sad og hyggede sig, hørte de trin på trappen til loftet – derefter hørtes en vandre frem og tilbage deroppe, og min farmor spurgte sin bedstemor, hvem det dog kunne være, og Christiane svarede den lille: “Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Den lille pige var ikke bange, hun gik på loftet for at se efter den døde bedstefar, men loftet var tomt.

Farmor døde, da jeg var 11 år. Hun fik brystkræft og ville ikke opereres, og jeg ved ikke, hvor længe hun så levede med sygdommen, men jeg husker hende som stilfærdig og ret alvorlig – men hun snakkede ikke til os børn, ikke til mig i al fald, og på et tidspunkt kom hun på Skagen Alderdomshjem, hvor vi ganske vist besøgte hende, men heller ikke her synes jeg, at hun var snaksom. Ikke over for børn. Jeg husker hendes bagværk. Hun bagte fantastisk gode kager. Min farfar har jeg jo ikke kendt, han døde i 1919.
 

I det interwiev, far giver til avisen ( hende, der har klippet ud (fy mor!) har ikke skrevet, hvilken avis, udklippet stammer fra, men jeg antager, at det er Frederikshavns Avis) , her fortæller far et lille erindring, som han desværre ikke uddyber, eller jounalisten har ikke plads til det hele, men jeg har heldigvis hørt historien før, så der kan jeg med god samvittighed sætte en lille krølle på.
Han fortæller, at kronprinseparret hvert år holdt sommerferie på Klitgården i Skagen, og både prins Christian og prinsesse Alexandrine var meget afholdte, også fordi de forstod at optræde som “almindelige og jævne” hvad de selvfølgelig ikke var. Far fortæller, at det var en tradition, at de den første feriedag rejste med toget tilbage til Hulsig og gik op til Hesselholtgården, hvor farfar tog imod dem, hvorefter han kørte dem til Kandestederne, hvor de nød deres eftermiddagskaffe på Kokholms Hotel. Det var et fast ritual med den tur, og der blev altid serveret det samme: kaffe og æbleskiver. Farfar har sikkert ikke ligefrem snakket med de fine folk, men de har jo nok snakket til ham, og en dag, hvor han skulle køre med dem, så kongen lidt tilknappet ud ikke bare i tøjet, men også i ansigtet. Og hvad der var galt, kom jo snart for en dag.
Dagen forinden havde toget jo på vej til Skagen passeret Hulsig, hvor alle byens børn var linet op på perronen, hvorfra de skulle vinke til kongen og råbe hurra. Og kongen stod parat til at modtaget de smås hyldest. Men i går havde alting været anderledes. Og vist var der børn, sagde kongen, men de havde da været så sært stivnakkede og hverken vinket eller råbt. Farfar vidste det godt. Min far og hans brødre havde jo også været der og forholdt sig demonstrativt stive og stille ligesom de øvrige. “Nå,” sagde kongen, “fortæl! hvad stak dem dog?” “Jamen, de vinkede da godt nok,” protesterede farfar, for han havde jo selv stået fulgt optrinet i baggrunden. “Ja,” sagde kongen med et glimt i øjet, “det gjorde de jo ganske vist, men da ikke før jeg lænede mig helt frem og vinkede meget kraftigt til dem. Så kom der jo et par arme op.” “Jo,” sagde farfar en smule beklemt. “Men se, vi har altså fået ny lærer i Rannerød, og han … han er altså sådan en slags socialist.” “Aha,” sagde kongen “rød altså. Som sin skole. Hmm …”
Sådan omtrent faldt ordene, men jeg er ret sikker på, at min farfar, som selvfølgelig har været glødende højremand, ikke helt har forstået sagens rette sammenhæng, for så vidt jeg kan regne ud, så hed den unge rebelske lærer Wirring, og han var ikke socialist, men fuld af en masse ideer om fornyelse og folkeoplysning, og muligvis var han ikke rigtig royalist. Han var derimod grundtvigianer,  og det skulle ikke undre  mig, om han oven i købet stemte på Venstre – og det var jo galt nok. Det gjorde ingen andre deroppe, ikke engang de fattige fiskere i Skagen: de blev aget af Købmand Møller til Frederikshavn, hvor de som tak for turen fik ordre til at stemme på Højre. Hvad de selvfølgelig også gjorde.
Nej, Wirring var ikke socialist, men han var som sagt grundtvigianer, og jeg ved fra min bedstemor, som nåede at blive hans elev, hvilken revolution, han skabte i det lille samfund. Ham kommer jeg helt sikkert tilbage til. Præsten i Hulsig var i samme periode for resten indremissionsk – hvad der kan have været af konflikter der, ved jeg ikke. I den lille folder, der ligger i Hulsig Kirke står der, at de to virkede fint sammen – og at Hulsigfolk i det hele taget var tolerante. Hmmm …
Men nu skal vi tilbage til kongen. Og nu kommer en beretning, som jeg vist nok har fra min farmor, men det kan også være, at far har fortalt den. I al fald var det sådan, at der en dag kom en famlie cyklende ad den nye makadamiserede vej fra Frederikshavn. Ind i mellem kom der jo tossede badegæster bilende til Hulsig – men cyklende, nej, det var noget nyt. Og de gik jo ind på gården, og endda ret hjemmevant, syntes min farmor, og de var forfærdelig snavsede, for vejen var støvet på den tid af året. Farmor var jo en rar dame, så hun skjulte vel sit ubehag ved de støvede spøgelser der stod der så ugenerte – fruentimmeret endda meget dristigt påklædt. “Kan De ikke kende os,” spurgte manden. “Nej,” sagde farmor, “sådanne folk har jeg ikke kendskab til.” “Det tror jeg nu nok, de har. Jeg er kongen.” ( Det må altså have været efter 1912). Farmor knækkede efter sigende sammen af grin. Aldrig havde hun da hørt magen til vrøvl. Kongen!!!! Som altid var så pæn. Og så det der rakkerpak. Ja, det sidste sagde hun jo ikke, og hurtigt gik det op for hende, at hun måtte skynde sig at undskylde af fuld hals. Men det var svært at vise ærbødighed for sådan nogle støvgrise.
Kong Christian var i øvrigt ikke til at spøge med. Det fortalte min bedstemor, som kendte postmesteren i Skagen. Og hvert år på postmesterens fødselsdag kom kongen på gratulationsvisit. Men et år var var det så uheldigt, at postmesteren havde absenteret sig lige netop den formiddag, hvor han havde fødselsdag, og da det behagede det Hans Majestæt at aflægge ham visit, var han der ikke. Postmesterinden beklagede jo og bad kongen vente – postmesteren var ude, men kom snart tilbage. Kongen blev vred, vendte om på hælen og satte den aldrig mere i det hus. Så kunne de lære det!! Jo vist kunne han blive majestætsfornærmet.
En anden historie har jeg fra farmor, men den er så uklar, for jeg ved ikke, om hun selv oplevede de,t eller om hun har fået episoden fortalt. Sikkert det sidste. Og så er det måske løgn. Historien er, at de to prinser havde været med skoleskibet hele sommeren, men nu skulle de hjem, og far og mor stod på kajen for at tage imod dem, da skibet lagde til. Drengene kom fra borde og forventede måske et knus, men nej, Alexandrine bad dem række hænderne frem, og da hun så, at neglene ikke var ganske rene, blev de beordret ombord igen. Og så tog kongen og dronningen hjem uden børn. Sådan kunne min bedstemor ligegodt aldrig behandle sine drenge!