– En havfrue fryder sig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 
Flere af mine mailvenner har undret sig over, at et indlæg forsvandt få dage efter, at det var skrevet. Det forsvandt, fordi jeg ikke syntes, det rigtigt hørte hjemme på bloggen. Men på den anden side: bloggen er jo ikke tænkt som et sagligt, supervidenskabeligt og knastørt fænomen, selv om jeg vil hæge lidt om det med saglighed og til en vis grad også om alvoren – eller i al fald tage det, jeg skriver alvorligt.
Nu ryger på opfordring fra flere læsere den lille klumme ind igen –  denne gang dog betragtelig forbedret af den dygtige tegner “NEX” fra Randers Amtsavis – der altid illustrerer mine klummeskriverier så morsomt og undertiden lidt respektløst. Det kan jeg lide. Mon ikke også I kan?

Sensommerglæder
Jo vist savner jeg da Ålum. Min gode lille landsby dernede søndenfjords tæt på de skyggefulde, venlige skove, de bløde bakkedrag og åen, der snor sig så lystigt i de grønne enge. Men lige nu og her kan savnet ligge på en lillefingernegl, for i dag har jeg kappet jordforbindelsen og ligget underdrejet ude i det himmelblå hav akkurat som skibene, man skimter langt derude, hvor himmel og hav mødes. Her har jeg svømmet i tidløsheden med den store blå himmel for oven og det solglitrende vandspejl i øjenhøjde.
Faktisk tror jeg mere og mere, at jeg må have været fisk engang, måske i et tidligere liv, så herlig en fornemmelse som det er at færdes i bølgerne midt blandt de andre vandglade skabninger: fuglene og fiskene. Fuglene kan man komme tæt på, når de ligger og vugger i vandet. De tror helt sikkert, man er en fjern og ufarlig slægtning.
For lidt siden, mens jeg svømmede længere og længere ud i diamanthavet, blev jeg grebet af en sær solidaritetsfølelse med H. C. Andersens lille havfrue. I ved, hende med den store længsel. For sådan er det jo: når livet tegner sig overjordisk dejligt, vækker det en længsel efter en forløsning, som man synes at ane et sted derude, men alligevel er så afskåret fra i al sin korporlige jordiskhed. Ja, men her vægtløs og lykkelig i de blå bølger er det lige før, man tror på eventyret.
Nu er jeg gået på land. Er blevet landkrabbe igen og sidder solidt plantet ved mit arbejdsbord, og jeg er jo ikke nogen fiskehalehavfrue trods alt, men en almindelig kone med ben i næsen og et par gode stolper til solid gang på jorden. Og ham, der lige nu bakser ihærdigt med at sætte et nyt køleskab op i vores lille sommerhuskøkken er heller ikke for alvor nogen prins.
Nej, men jeg indrømmer blankt, at jeg ikke savner Ålum heroppe nordenfjords – ikke engang, når det regner, og hvor har det dog regnet i år! eller når det hagler. Det gjorde det forleden, og jeg både så og mærkede det i allerhøjeste grad, for netop den morgen cyklede jeg til Skagen Lokalarkiv for at arbejde fra morgenstunden, og inden jeg nåede byen, var jorden dækket af dynger af is, og senere hørte vi, at folk fik ødelagt både drivhuse og tage.
Men sådan er det med klimaet på toppen af Danmark. Den ene dag venligt og mildt som i et rigtigt eventyr og den næste dag barskt og råt som selveste naturen, der er formet af de sandstorme, der hærgede og ødelagde menneskenes levevilkår i en ikke så fjern fortid. Det er den fortid, jeg skriver om for tiden, og så er jeg jo på det rigtige sted.