24 – H. C. Andersen: Skagen

Her en række billeder af den natur Andersen så:

 
 
H. C. Andersens rejseindtryk fra Skagen udkom første gang i”Folkekalender for Danmark” i 1860. “Skagen” er skrevet kort efter Andersens hjemkomst og d.12 november læste han den højt i Studenterforeningen. Dagbladet anmeldte teksten – som ud over “Skagen” også indeholder “En Historie fra Klitterne”, der foregår i Vestjylland. Bladet slutter den fine anmeldelse sådan her: “En forøget Tiltrækningskraft faar den derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland, Vesterhavets Kyster og Klitterne ved Skagen; de kraftige Skildringer af disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning ere en Frugt af Andersens sidste Sommereise.”
Det er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen med denne populære tekst om Skagen har været medvirkende til at vække den “opdagelsesiver”, der følger umiddelbart efter, og som resulterer i, at Skagen bliver selve stedet, hvis man er rigtig kunstner. Digteren indleder sin skildring med disse ord:
( Citat fra side 7) “Vi ville besøge denne “Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet. Skagen er nok et Besøg værd.” ( Citat slut)
Skagen er under forvandling på den tid,  Andersen besøgte det. Den navnkundige Byfoged Lund har allerede for længst fået sin plantage anlagt midt i byen, og der er mange og effektive sanddæmpningsaktiviteter sat i gang. Andersen skriver om plantagen således:
( Citat fra side 13) “… lige foran os, hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsværen dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmangt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogdens Bolig, den  ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab. det har menneskelig Udholdenhed formaaet.” (Citat slut).
Ja, ifølge overleveringen var det jo den sorte slave, John Leton, som byfogden i 1817 fik forærende som tak for en redningsaktion, der klarede det hårde arbejde med at plante træer. Han er for øvrigt en af personerne i en roman om Skagen, som udkom for få år siden, skrevet af Henrik Wentzel, “Dødemandsbjerget”. Jeg har endnu ikke nået at læse den, men når det er sket, vil den indgå i bloggens tekstunivers.
Bloggen har allerede bragt et par eksempler på beskrivelser af redningsaktioner, og der vil komme flere. H. C. Andersen må naturligvis være med her. Skibskatastrofer og forlis er det mest dramatiske i Skagens historie, og skildringerne så vidt forskellige. Her vil jeg citere slutningen af Andersens Skagensoplevelser, for der er netop tale om en redningsaktion:
(Citat fra side 24) “Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgerne brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde enhver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad din Stue i den mørke Nat, det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens-Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm; sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du har naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene, og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skærende Skrig lyder til dig Nødraab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, Enkelte holde fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er falden hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste føres til Skagens By, Byen uden Gade eller Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men “kolde Hænder, varme Hjerter!” siger Ordsproget.” ( citat slut)
Der er milevidt fra Andersens til Pontoppidans skildringer af skagboerne i en strandingssituation!
Vi er så langt fremme i den tekniske udvikling, at der her findes både raketter og redningsstol til bjergning af de strandede folk.
Der er en lille krølle på fortællingen om Andersens tur til Skagen, som ellers ikke omtales nogen steder, men her vil jeg gøre det. Der boede nemlig på egnen en anden Andersen, der også var digter. Hans historie er ikke noget eventyr, selv om starten ligner H. C.’s .Bent Haller har fortalt den i “Digterpjalten,” men man kan også læse om denne ukendte digter Andersen i de arkiver som findes i det lille smukke egnsmuseum i Ålbæk. Her traf jeg ham første gang.
Carl Andersen hed han, og han var frugten af et forbudt kærlighedsforhold – en adelsdame på Gårdbogård fødte ham – og han sattes i pleje hos husmandsfolk. Og blev jo selv husmand. Fik også familie og sled for at holde sulten for døren, men det var umuligt, for netop på den tid tog sandflugten fart på den egn, hvor hans lille ejendom lå, og han kæmpede en håbløs kamp for redde sine marker fra at sande til. Ind i mellem skrev han. Kunne jo ikke lade være, for han havde talent. Men et talent, som ikke fik lov at udfolde sig. Et enkelt lyspunkt oplevede han dog, nemlig den dag, hvor han fik tilsendt en pris fra Kong Chr. d. 9. som tak for et hyldestdigt, som han uopfordret havde sendt til kongen. Men ellers var hans dage sorte, og den sorteste af dem alle var nok den dag, hvor det var rygtedes, at den store digter H. C. Andersen ville komme til Skagen og på vejen gøre ophold på Ålbæk kro. Her stillede Carl fra morgenstunden og ventede på kollegaen. For nu skulle han vise sine digte til en stor kunstner, der ville værdsætte dem og se deres skønhed og helt bestemt tage ham under sine vinger. H. C. Andersen kom, og vi ved ikke, om han fik noget at vide om digteren, der stod og ventede udenfor. Men vi ved, at kroværten ikke ville tillade, at den fattige mand blev lukket ind – det var han slet ikke fin nok til. Så Carl blev afvist ved døren, og det hjalp ikke, at han tiggede og bad. Han var og blev en stymper. Og derved blev det, og han måtte gå den lange vej tilbage til huset i Råbjerg med uforrettet sag.